Balance er en anstrengelse - derfor er den også produktiv!

Psykologen, ingeniøren, filosoffen og telogen har fundet sammen for at sætte fokus på balance og produktivitet. Vi er i dag interviewet i Børsen Executive hvori vi efterlyser et opgør med industrisamfundets ufleksible mindset. Læs interviewet her: Børsen: Balance i livet skaber gevinst på bundlinjen

I sidste uge have vi en kronik i Berlingske Tindende. Læs den her: Væksten er i balancen.

Væksten er i balancen...

Har i dag en kronik i Berlingske sammen med tre andre forskere i arbejdslivsbalance, hvori vi skyder fem myter ned. Læs kronikken her: http://www.b.dk/kronikker/vaeksten-er-i-balancen

foran eller bagved livet?

'Religion er flugt fra livet' skrev teolog P.G.Lindhard (1910-1988) i et eksistensteologisk essay om forskellen på religion og evangelium. Sagen er den, at det kristne evangelium slet ikke er en religion, men livets eksistentielle fordring fortættet og gankse vist iklædt en mytologisk sprogdragt. I dag kan vi måske undvære mytologien, men ikke fordringen.

• 'Religion lover lykke, evangeliet stiller krav.' (s19)
• 'Religionen byder på sikkerhed, og sikkerhed er just, hvad evangeliet ikke giver, men tværtimod forlanger udleveret.' (s20)
• 'Lykke og salighed er religionens mål, ikke evangeliets.' (s.7)
• 'Evageliet taler om at leve, men leve på en ganske bestemt måde, nemlig således, at man sætter sit liv til, giver det væk, øser det ud, ikke af pligt overfor en række formulerede moralske bud, men af kærlighed, med selvfølgelighed, ikke fordi man skal, men fordi man i sin glæde ikke kan lade være.' (s21)
• 'Religion er et spejl, og et spejl viser kun, hvad der spejler sig deri; derfor afslører religionen kun menneskets inderste drøm, og at den kun er en drøm. Evangeliet sætter et menneske [...] under befaling og byder han selvforglemmende at gøre Guds vilje.' (s22)

P.G.Lindhadt (1961) Religion og evangelium. Hans Reitzels Forlag

Min hovedtese er at selvledelse, leadership, bæredygtighed, det anerkendede paradigme, positiv organisationsteori - kort sagt det senmoderne ledelsesparadigme - KUN kan lykkes, hvis det formår at knytte sig til eksistentielle fordringer, som for eksempel det 'religionsløse' evangelium. Hvis ikke forbliver det anerkende paradigme kun et spejl, der ikke formår andet end at spejle de gode intentioner.

Leadership må ikke bare blive en emancipationsideologi, men noget der kan fordre mennesket så meget, at vi slet ikke behøver management - i hvertfald ikke i samme grad.

Du må ikke fortvivle

Dette er vel nok den bedste bog jeg her læst i år.

Det er en selvhjælpsbog til karrieremennesket, der oplever at livet går imod. Men det er en meget anderledes bog end de populære mainstream bøger om selvcoaching, mindfulness, NLP, flow og positiv psykologi.

Denne bog er positiv i en helt anden og genuin forstand, fordi den har modet til at se tilværelsens dæmoner i øjnene og alligevel formå at inspirerer til en ubetinget glæde ved livet. Og så giver den én modet til at tage fat...

Giv ikke denne bog i julegave, men køb den til dig selv. Den egner sig ikke til eksistentielle ambitioner på andres vegne, men er derimod velegnet til egne.

Den er skrevet som brevbog og derfor hurtigt læst. Men det er kierkegaardsk eksistensfilosofi og protestantisk teologi der vælter frem mellem linjerne. Livsvisdom skrevet lige ind i det senmoderne menneskes søgen efter sig selv.

Læs mere om bogen på Unitas Forlag. Den er skrevet af Matias Møl Dalsgaard.

Simpelhen fantastisk.

"Det handler om, at lade sig lede...

... af det, der er værd at lede efter."

Tænk lige over den engang. Sakset fra Ejsing og Casmose.

Det skal nok gå...

"Derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen - om Foraaret paa Jorden."


Søren Kierkegaard, dagbogsnotat d. 29 Oct. 1837 (DD:74 1837)

der er brug for filosofien...

"ikke mindst i en tid hvor udviklingen på mange områder går meget stærkt, er der brug for filosofi, som udfordrer vores eksistens, danner os som personer og får os til at reflekterere over måden, vi lever livet på."

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Kristeligt Dagblad d.21. juli 2011.

Er du en kludedukke?

Forleden hørte jeg én sige at det handler om evnen til at håndtere støj, fremfor kunsten at skabe ro. Bedre kan det næsten ikke siges. Det handler meget om livsduelighed. Også når vi taler selvledelse.

Billede: Kludedukke af Ulla Kroghsgaard.

Regler for selvledelse: hensyn og ubetinget vigepligt

Sakset fra http://www.b.dk/nationalt/trafiklys-er-i-sort-i-indre-koebenhavn

Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Kan noget nyt komme fra Danmark?

Det siges at Danmark er et udkantsland i en udkantsverdensdel. Det er der noget om. Vi kan ikke matche  BRIC-landenes vækstrater. De er for alvor ved at komme op på vores levestandsniveau. Mon ikke også de overhaler os.

Det kan også godt være, at der ikke er så meget olie tilbage i den danske undergrund, men tilgengæld har vi et andet uopdaget og uudnyttet råstof i vores kulturelle undergrund, som jeg mener vi endnu har tilgode at kapitalisere i fuld omfang. Jeg tænker på en særlig kulturel og eksistentiel åndskraft som vi kender fra 1800-tallets danske guldalder. Midt i den industrielle revolution med alle dens teknologiske innovationer som jernbane, telegrafnet, dampmaskine ect. fik vi også demokrati, fagbevægelser, højskoler og gymnastikforeninger. Især sammenhængen mellem højskolebevægelsen (åndsindustri) og andelsbevægelsen (entreprenørskab og social innovation) er tydelig og fremtrædende. Det var fx en præst, der startede den første brugsforening, fordi han var indigneret over den omfattende sociale nød. Det var i 1866 i Thisted af Pastor Chr. Sonne (1817-80). En spændende historie.

Indignation er vigitg. Før åndelig vækkelse komme indignation. Eller måske mere præcist: dén åndelige vækkelse, der er født ud af en indignation vil altid manifestere sig politisk eller kommercielt entreprenant. Den vakte må gøre noget, handle, skabe noget, flytte noget, gøre en forskel...

Jeg tror, at det, der skal til er, at vi blot mærker efter og ser os omkring. Går ud og ser på den krise og den lidelse der eksistere rundt omkirng os og måske inde i os. Lever os ind i den, medlevende, medmenneskeligt. Vi skal kort sat ud af vores komfortzoner. Mærke livet, og så blive indigneret.

SUM: Skal vi se en ny vækst i DK, handler det ikke kun om at forbinde sig til ens indre potentiale sådan som coachen og mindfullnes agenten vil fortælle os. Det handler også om, at forbinde sig til den ydre og indre nød og lidelse. Vi er ganske vist velstandsmæssigt et helt andet sted i dag, men der er jo stadig masser at blive indigneret over.

Hvad indigneres du over, og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Ny videoblog med rystende refleksioner om ledelse

Vi skal rystes, skal vi...
(Hvad kan vi lære af Stine Bosse)

Hold øje med denne helt nye videoblog af erhvervsteolog Anette Ejsing. Stærke daglige refleksioner, input og provokationer om ledelse, HR og eksistens...

http://www.erhvervsteolog.com/

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.

Om kildestyring

Jeg undrer mig over hvorfor det er så vigtigt at angive fra hvilken by en kilde er udgivet i, når man i videnskabelig litteratur laver litteraturliste. Hvorfor ikke også angive i hvilken farve den pågældende bog er trykt i?

Ud med det indre, og ind med det ydre?

Hvordan kan det egentligt være at vi har fundet det nødvendigt at externalisere alt det implicitte; fx når vi taler og skriver så meget om værdibaseret ledelse, det sociale ansvar mv? Hvorfor denne trang til at få styr på det indre? Hvorfor kan vi ikke bare være ordentlige mennesker i ordentlige virksomheder? Hvorfor skal det stå på brevpapiret at vi er ordentlige mennesker? Er det ikke netop et tegn på at vi ikke er så ordentlige endda?

Og hvordan kan det være, at vi har fundet det nødvendigt at internalisere alt det eksterne, fx når vi er så optaget af at måle, evaluere og styre selvet og de indre anliggender som var det kompetencer og tillærte færdigheder. Coach dig selv, lyder tidens mantra. Evaluere dit selv.

Det er som om vi foretrækker at gå rundt med det indre på ydresiden, og det ydre på indersiden. Men det er jo helt forrykt. Nogen må jo gøre noget!

Det er somom vi prøver at begribe hjertet med hovedet, og hovedet med hjertet.

Hvordan kan en organisation opnå ekstraordinære resultater med ordinære mennesker?

Refleksion:

På CBS skelnes der mellem management og leadership. På teologi skelnes der mellem lov og evangelium. Det jeg lige nu går og tænker over er, om dette blot er to forskellige udtryk for det samme?

Benghazis selvledelse

Jeg hørte forleden en udsendelse på P1 om hvordan oprørerne i Benghazi er lykkes med at organisere et civilsamfund i fraværet af den almindelige magtstruktur. Oberst Gaddafi havde angiveligt spået at byen og befolkningen ville falde fra hinanden i det øjeblik hæren og politiet trak sig ud. Men det er ikke sket. Hver dag kommer der varer ind i byen. Butikker og banker er åbne. Børn går i skole. Der sker ikke plyndringer og overfald i nævneværdig omfang.

Benghazi er et bevis på den gode selvledelse. Vi kan godt selv - uden de faste magtstrukturer. Der er åbenbart stadig håb for mennesket. Tak til indbyggerne i Benghazi.

= = = =
Men! På den anden side set. (Man er jo forsker!)

Benghazis selvledelse kan nok kun finde sted fordi der er en anden struktur, der er trådt i stedet for Gaddafis frygtstruktur. De har nemlig en stærk fortælling i Benghazi. De samler sig imod en fælles fjende. Og tidshorisonten er forholdsvis kort. Det er nu Gaddafi forventes at falde og ikke om to år. Dette sammenhold kan nok kun bestå i nogle få måneder. (Længere rækker min tiltro til mennesket desværre ikke). Med mindre deres imamer, lokale ledere og intellektuelle træder i karakter og vedvarende taler nyt liv ind i sammenholdet. Det er jo muligt.

= = = =
Morale: Jeg tror på den gode selvledelse, men jeg tror ikke på at den kommer af sig selv.

Den gode selvledelse, må også understøttes af en struktur. Denne struktur må dog være noget helt særlig. Det er ikke en klassisk (af)magtstruktur. Ikke en managementstruktur. Ikke en nyttestruktur. Ikke en rationel og markedsdreven struktur. - Men en frihedsstruktur. En eksistentiel struktur. En human struktur. En struktur, der former sig omkring tilværelsens ubetingede anliggender. Det er en struktur der kalder på folk fra humaniora, der kalder på filosoffer og teologer. Det er en struktur der næres af holdninger og værdier.

Selvledelse er ikke fravær af struktur - i hvertfald ikke hvis den skal være vedvarende. Selvledelse er nok snarrer en alternativ struktur.

Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.

Sjovt og tankevækkende online spil om selvledelse

Klik ind på denne virtuelle arbejdsarena og lær at lede dig selv. Brug 10 minutter i selvledelsens tankeunivers sammen med blandt andre KarriereKaren og KennethKald og se hvordan du klare deadlinedansen og arbejdslivsbalancen...

Spillet er flot og tankevækkende. Der er endvidere en lækker lille ordbog og links til artikler, værktøjer og andet stof.

Spillet er udviklet af adjunkt Anders Raastrup Kristensen, projektkoordinator Ditte Vilstrup Holm og designer Birte Dalsgård m.fl.