Men selvledelse ER ledelse på hovedet

I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.

Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.

PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."

Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.

Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.

Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!

Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.

Vittrups selvledelse

Nogle gange skal man være illoyal overfor procedurerne for at kunne være loyal overfor opgaven.

Forhenværende politichaf Kaj Vittrup har i Politikken kritiseret EUs politiinsats i Afganistan:

“We found that if we had to follow all the rules, we would never get started. We went [.../in] alone – and there was progress. With the sort of inertia there is in the EU system, the war would have been over before the green light for our proposals came from Brussels.”
kilde: http://politiken.dk/newsinenglish/article1109487.ece Politikken, 15.nov.2010, forsiden.

Den gode selvleder ved, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse.

Selvledelse med to subjektive slagsider: find dig selv / skab dig selv

Selvledelse er grundlæggende set en afbalancering mellem subjektive og objektive fordringer. Man kan lykkes med denne balancering eller man kan lede sig selv med slagside, hvor man enten overbetoner det subjektive (selvet over ledelese) eller det objektive (ledelse over selvet).

Når man kigger på den subjektive slagside, finder der tilsyneladende to forskellige versioner, der begge overbetoner det subjektive på bekostning af det objektive. Disse to versioner genkender jeg i de to dominerende 'autenticitets narrativer'  som Iben Krogsdal har afhandlet i hendes kritiske PhD-afhandling om NLP miljøet.

Problemet med begge disse fortællinger er for mig at se, at de eksternalisere det destruktive. Jeg tror også der er meget godt, at sige om disse narrativer, bla. at de virker. Men det ændre ikke på at der syens at være en forløjethed indlejret. Det er en kortsigtet strategi, der på den lange bane fører til det modsatte af det man gerne vil opnå. - Det handler om at komme fremad med hele sit selv, og ikke kun med det positive og fremadstræbende i én.

Du skal derfor hverken finde dig selv eller skabe dig selv, men vorde dig selv. Vorde - er et fantastisk ord vi af en eller anden grund er holdt op med at bruge. Det betyder to ting på en gang: nemlig være og blive. Det er på en gang affirmerende og fremadstræbende/udviklende.

Kilde: Kristeligt Dagblad d.22.oktober 2010

Selvledelse er en "synkron omsætning"

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

Men kan hun lede sig selv?

Den egentlige årsag til kravet/ønsket om selvledelse er hverken jobtilfredshed eller produktivitet, men derimod en eksistentiel trussel fra sådan nogle som hende her. Hun hedder Actroid-F og er den nyeste robot fra det Japanske firma Kokoro.

Vi selvleder, fordi vi har brug for at vise os selv, at vi kan noget som hun ikke kan.
Læs mere her.