lørdag den 31. juli 2010

Carpe Diem: hvile eller ikke hvile?

I går overhalede jeg en autocamper på motorvejen. På den stod der 'Carpe Diem' som er et latinsk udtyrk for 'grib dagen' eller 'lev i nu'et'. Carpe Diem er åbenbart et populært navn til campingvognen, båden eller sommerhuset, og det kan man jo egentligt godt forstå.

Men - det generer mig nu også lidt, at dette eksistentielle slagord tilsyneladende kun forbindes med nydelse, afslapning og hvile. Jeg mener, at carpe diem i og for sig lige så godt kan forbindes med arbejde, præstation og anstrengelse. (Måske skulle jeg hænge et carpe diem skilt op på kontoret.)

Den dag - der skal gribes, den tid, det nu, det liv, der skal leves, består jo i lige så høj grad af noget 'gøren' som af noget 'væren'. At leve i nu'et er at kunne mestre den rette balance mellem at arbejde og at hvile, og ikke at vælge hvilen frem for arbejdet! Hver dag er på én gang en gave og en opgave, og vi rammer forbi livet, når det ene element får overhånd på bekostning af det andet. Carpe Diem er ligeså meget hårdt arbejde som nydelse og afslapning.

Præskriptiv selvledelse! - om SL's normativitet...

Jeg er særligt på jagt efter selvledelsens normativitet. Hvad er det, der skal leves op til? Hvad er der for en norm der virker i/til selvdrift?

Er citat om normativitet: "Normativitet refererer ikke deskriptivt til virkeligheden, sådan som den er; men refererer præskriptivt til virkeligheden, sådan som den bør være."

(Kristine Helboe Johansen, Religion, normativitet og det moderne samfund, Præsteforeningens Blad nr. 30-31, 30.juli 2010 s.596. Med reference til forskningsprojektet: Religion and Normativity  I, p.53, 2010. Aarhus Universitets Forlag. Se mere på: http://relnorm.au.dk/ )

Derfor arbejder jeg heller ikke deskriptivt med selvledelse, men netop præskriptivt. Selvledelse er en forandringsagent!

fredag den 30. juli 2010

'Top of The Pops' - fra sommerens indbakke...

Spændende arrangementer mm. i det kommende efterår:
PS: Husk at selvet er en begivenhed. (Ole Fogh Kirkeby)

torsdag den 29. juli 2010

Så er jeg så småt ved at være tilbage ...

... efter en dejlig OFFLINE stay-cation med familien.

De kommende uger står på to konferencer i Montreal Canada, som jeg ser meget frem til og som jeg glæder mig til at skrive lidt om her på bloggen.

Ledelse og organisationsteorien har tilsyneladende fået øje på teologien som en mulig samtalepartner. Det lyder særdeles lovende. Se mere på:
Academy of Management: 'Dare to Care' og Critical Management Studies:
Workshop: Theology & Organization.

fredag den 9. juli 2010

Tip til ledelse af selvledelse: Let it be!


En væsentlig del af selvledelse er selvorganisering. - Selvorganisering handler om at noget virker af sig selv, når først de rette rammer og betingelser er på plads. Ledelse af selvorganisering handler bla. om at etablere af disse rammer og betingelser.

Men hvordan gør man det? Jo - et teologisk svar inspireret af den biblelske skabelsesmyte er: 'Let it Be!'. Der er en dobbelt betydning i 'Let it Be' som er vigtig at holde fast i. Der er tale om at den skabende magt skaber og samtidig sætter fri til selvskabelse.

For dig som leder af selvorganiserende medarbjeder betyder: 'Let it Be!' to ting: 1) du skal 'LET it be' - dvs du skal trække dig tilbage, stole på selvorganiseringsprincippet, udvise tillid, risikovillighed osv., og 2) du skal 'let i BE' - dvs du skal understøtte det, lade det blive til, sørge for at det kan udvikle sig, så at sige: være immanent tilstede i processerne...

Du skal faktisk være lidt ligesom Gud 'der skabte himmel og jord'. Det er da meget cool, er det ik'?

Læs mere: Gregersen,Niels Henrik. 'Skabelse og selvorganisering - et teologisk tankeeksperiment' i Kirke og Kultur. nr.4 2005

torsdag den 8. juli 2010

Er det slut for humanismen?

Humanisme var engang et plusord, men er i dag blevet ødelagt, forrådt af netop den modernitet, der ville dyrke den!

Jeg prøver her i eftermiddagsvarmen at forstå Martin Heideggers kritik af humanismen. Humanismen synes forrådt og vi skal derfor gå en anden vej. Den er forrådt af Immanuel Kants etiske maksime, der sætter mennesket som det ultimative mål, forrådt af den moderne teknologi, der islavesætter i stedet for at frigøre, forrådt af psykologiens selvberoende subjektivitet, der i virkeligheden fremmedgør, forrådt af videnskabens evidenskrav, der reducerer mennesket til et funktionsvæsen, forrådt af dannelsestænkningens uundgåelige misdannelse, forrådt af kapitallogikken, der har efterspændt et R (resource) og et M (management) bagved H'et (human) i en sådan grad at H'et nærmest er frarøvet sin egen eksistens...

H'et er ødelagt. Står ikke til at rede. (er der nogen der tænker: transhumanisme?) Heideggers modsvar er 'nærhed til væren'. Det er som sådan ikke mennesket, det handler om, men dets væren.

På mit bord lige nu (lidt tilfældigt, men alligevel med en tilsyneladende rød tråd i og til dette emne):
Hmm - føler mig en lille smule blæst!

Selvledelse som totalitært regime?

Vi leger med ilden - når vi organiserer selvledelse!

Hvad i alverden har SL at gøre med det 20.århundredes værste totalitære regimer? Er selvledelse ikke netop modsætningen til disse regimers uniformering, disciplinering og militarisering af hele civilbefolkninger.

Jo - bestemt. Den ægte selvleder går ikke bare i takt. Han/hun tænker selv, fordi han/hun dybest set vil sig selv.

Ikke desto mindre er det netop denne risiko for totalisering som den kritiske forskning meget advarende påpeger er tilstede i selvledelsesbegrebet. Der er selvfølgelig ikke tale om en decideret ond totalisering som fx nazisme og fascisme, men om en snigende tæmning af mennesket baseret på en særlig nyttelogik som mennesket ukritisk downloader fra markedskapitalismen og installerer i personligheden.

»Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« siger filosof Søren Gosvig Olesen, i en artikel i Information.

Hvis selvledelse alene betyder at du skal lede dit selv således, at du bringer ikke bare din faglighed men hele dit selv i overensstemmelse med disse kapitallogikker, ja så et vi meget tæt på definitionen af et totalitært regime.

Problemet er ikke så meget at vi leder os selv - for det gør vi hele tiden. Problemet opstår når vi i corporate vil organisere denne selvledelse. Derfor - for at undgå en totalisering af selvledelse, er det afgørende at vi installerer en modvægt (modmagt) i vores selvledelsesdesign. Vi må installere det frie, det a-strategiske, det unyttige, det humanistiske, det eksistentielle - kort sagt: vi må installere et værensbegreb i vores selvledelsesdesign. Du er menneske først, og dernæst chef, medarbejder, konsulent eller hvad du nu er.

Det er selve driftigheden, der kan være farlig.
Jeg mener bestemt der ligger en totaliserende trussel i selve tanken om ledelse af selvet. Derfor læser jeg bl.a. den jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), der i sin analyse af totalitarismen afviser at den totalitære ideologi kan afskrives som national perversion. Totalitarisme er derimod en latent trussel, der bor i os alle. Og hendes påstand er ifølge Einar Øverenget  "at totalitarismens radikale ondskab udspringer af driftigheden, af de mennesker som omgående lade den ene nyttige handling følge af den næste - uden andet ønske end at gøre deres pligt". (Øverenget: Hannah Arendt, Gads Forlag, 2002,  s9). "Det forfærdelige er" konkluderer Øverenget "at sådanne driftige mennesker er en eftertragtet vare i den moderne verden."

Note: Arendt er bestemt ikke anti-driftig. Hun var selv et driftigt menneske og i hendes analyse af arbejdsbegrebet (hvor et af hendes vigtigste pointe var, at vi må skelne mellem arbejde som slid, som frembringelse og som handling) påpeger hun (ifølge EØs98) "at et liv uden handling ikke ville være noget liv for et menneske".

Konklusion: Vi skal være driftige, men vi skal være driftige på en måde, hvor vi hele tiden er os selv bevidste om driftighedens lumske dehumanisering. Selvledelse er en måde at være driftig på, og vi skal "give til markedskapitalismen, hvad markedskapitalismens er". (jf: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" Matt.22,15-22). Men - vi skal også forstå at selvledelse samtid er en eksistensform. Det er ikke kun at lede sig selv, men også at lede efter sig selv (dvs. livet, meningen, lykken, nærværet, glæden ect.). Du skal derfor også give til dig selv, hvad dit er.

På det organisatoriske plan er det vigtigt at management og nok især HRM er sig bevidste om at denne risiko for totalisering er latent tilstede i bl.a. selvledelsesbegrebet. Hvis man tror at totalisering aldrig vil kunne ske i ens eget miljø - er der allerede grund til at tænde den første advarselslampe.

tirsdag den 6. juli 2010

Fremtiden findes ikke!

Hvis du tror at der findes en fremtid tager du meget fejl. Fremtiden findes ikke!

Derimod findes der mange fremtider. Om fremtid må vi altid tale i flertal og aldrig i ental! - Jeg ved godt det er svært for os. Vi vil så gerne have magt og kontrol over tiden foran os, og derfor vil vi meget hellere tale om fremtiden fremfor fremtider. - Men det er en forførelse. Du narrer dig selv og dem du taler med når du taler om fremtiden - så hold op med det. Og begynd i stedet at tale om fremtider. Forhold dig mere åbent til det kommende. Giv slip og lad dig kunne blive overrasket.

Hvis din selvledelse skal fører noget andet om mere med sig, end en reproduktion - ren gentagelse - af det du allerede kan, har og vil, så skal du forholde dig mere aktivt til mulighedsrummet. Du skal tro, at der kan komme noget til dig, som kan overraske dig (både positivt og negativt). For at kunne få den positive overraskelse må du kunne leve med risikoen for den negative overraskelse. Alt andet er reduktionisme, eskapimse!

Dette betyder ikke - at vi ikke må tænke og lægge planer for tiden foran. Vi skal netop forvente os noget af tiden foran - og derfor skal vi beskæftige os med den. Men vi må ikke lave den fejlantagelse at tro at der for fremtiden gælder det samme tidsbegreb som fortid og nutid.

Måske skulle vi gennemtænkte den måde hvorpå vi tænker strategier, handlingsplaner og bonusmål i corporate; "Hurra - jeg fik bonus fordi det lykkedes for mig at indhente en helt bestemt fremtid som jeg kunne forudsige og planlægge." - Er dette ikke blot reproduktion? Er er ikke egentligt uambitiøst? Tænk hvis man kunne få bonus for at virkeliggøre en fremtid man slet ikke anede kunne eksisterer. Det ville være innovativt!

mandag den 5. juli 2010

(Red ocean) og work life balance...

Har lige hurtigt bladret Berlingske Nyhedsmagasin igennem. Et par klip:

"Work life balance er noget sludder og et modeord. Livet er valg og fravalg. Længere er den ikke." Jesper Høiland, senior vice president, Novo Nordisk. s28 (Se også mit tidligere indlæg om balance/harmoni! )

Om at undgå red ocean: "Mere vildskab i innovationen" klumme af Thomas Hoffman-Bang, CEO NKT. om evnen til uforudsigeliged og radikal innovation.... s. 54. (BNM Nr. 19.4-10 juni 2010.)

Jeg har ikke læst Blue Ocean Strategy - men jeg synes umiddelbart at farverne skulle byttes om. I konceptet er rød minusfarven og blå plusfarven. Men det vi har brug for i corporate i dag, er mere rød og mindre blå. Mere patos (lidenskab) og mindre etos (orden).





lørdag den 3. juli 2010

Selvet - erhvervslivets oversete interessent

Faldt over en lille tekst, der efterlyser selvet i virksomhedernes stakeholder analyse.

En spændende tanke. - Hun argumentere bla. ud fra Heideggers eksistensfilosofi. Synes dog ikke hun argumenterer overbevisende, men hendes pointe er meget tiltalende.

Medarbejderen skal ind i interessentanalysen med en meget stærkere profil. Der er virkeligt noget på spil for den virksomhed, der ikke formår at tilrettelægge jobbet efter medarbejderens begejstringer og passioner. Dette er ikke trivselsmosteri - men ren og skær bundlinje!

Sakset fra AOM: Management, Sprituality & Religion Nyhedsbrev juli 2010, side 9-10:


Locating the Self in Stakeholder Theorizing


In much organizational stakeholder theorizing the "self” is absent.
When the self does appear it is often submerged in concern about the damage caused by unfettered “selfinterest” that generates an egotistical, instrumentalist view of relationships. The negative connotations associated with the solely self-interested individual are blamed for much of the unsustainable mess that business finds itself in, epitomized by examples of the greed that motivated individuals working for corporations such as Enron and Worldcom. Such a self appears habituated to relating in predominantly utility terms whereupon relationships are useful only inasmuch as the self makes some form of gain.
... ... ...
Educators and managers can be informed by Heideggerian and Māori understandings of the self that advance an intrinsic stakeholder model of business wherein organizational selves are kaitiaki, caretakerguardians, who recognize how the wellbeing of the organization is intimately linked to the wellbeing of stakeholders.


Chellie Spiller, AUT University, Auckland.