Alkymisme - en kritisk tanke om kritisk teori!

Kritisk teori synes at være et dominerende videnskabsparadigme i sociologiens og antropologiens selvledelsesforskning. Den er særdeles velegnet til at trække problematiske forhold frem i selvledelsesbegrebet som corporate har svært ved selv at få øje på. Derfor er kritisk teori nødvendig for at forstå selvledelse - men også utilstrækkelig. Især fordi den ikke er i stand til at producere et anvendelsesorienteret alternativ til den praksis, der kritiseres.

Det slog mig at kritisk teori er en slags alkymisme - altså forestillingen om at der gives en let og smertefri genvej til værdiskabelsen (guldet). Men der gives ingen genvej til værdiskabelse - og vi kommer ikke udenom at skulle arbejde hårdt for det liv vi ønsker. Vi skal dø lidt hver dag (Paulus) hvis vi ønsker at leve.

Jeg mindes ikke at have hørt eller læst denne indrømmelse fra kritisk teori; at livet har en grundlæggende hårdhed (vanskelighed, modstand, opgave, uforsonlighed) i sig. Nej - har du ondt et sted i (arbjeds)livet så kan du finde trøst hos den kritske teori. Jeg har aldrig hørt den sige, at det kunne være DIG der var noget galt med. Anderledes taler teologien.

Der er ingen genveje til guldet. Ønsker vi at bevare vort velfærdssamfund kræver det velstand, og den kommer ikke af sig selv, men gennem det daglige slid fra 100.000vis af medarbejdere i virksomheder, forvaltninger og organisationer.

Selvledelse er et forsøg på at intensivere værdiskabelsen. Der er ganske vist et krav om øget værdiskabelse, men det er en kvalitativ værdiskabelse fremfor kvantitativ (work smarter, not harder), og dette giver - mener jeg - rum for en lidt mere tålelig proces. I bund og grund ser jeg selvledelse som et meget prisværdigt projekt.

Der er dog stadig en masse ting der skal kritiseres i selvledelsesbegrebet, men det skal kritiseres ud fra en grundlæggende positiv livsbestemmelse...

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Dannelses og konkurrence...

”Elitesport er ikke velegnet til karakterdannelse.”

Sådan sagde idrætsforsker Ask Vest Christiansen, Aarhus Universitet, til P1 Eksistens den 4.april 2010. Spørgsmålet der interesserer mig er hvorvidt moderne arbejds- og erhvervsliv er velegnet til karakterdannelse, eller om det samme modsætningsforhold også gør sig gældende her. Corporate Dannelse - gives det?

Der er på mange måder tale om et modsætningsforhold. Om to verdener. Spørgsmålet er dog relevant alligevel fordi der i hvert fald fra erhvervslivets side er stigende interesse i at udvikle et ledelsesbegrebet i meningsorienteret, eksistentiel og dannelsesmæssig retning. Omvendt er der ikke meget der tyder på at der fra 'dannelsesindustriens side' er megen interesse i retning af erhvervslivet. 'Dannelsesindustrien' er traditionelt særdeles mistroisk overfor dens nyttegørelse.

Jeg mener dog alligevel at vi har et problem her. Hvordan overstiger vi denne tilsyneladende inkommensurabilitet imellem eksistentiel væren og målorienteret gøren?

Selvledelse duer ikke som teknologi!

I går faldt en erkendelse på plads for mig, nemlig at selvledelse ikke duer som teknologi. Hvis selvledelse skal lykkedes i arbejdslivet er det afgørende at arbejdslivet åbner sig for en non-teknologificeret humanisme.

Selvledelse er på ingen måde ude på fuldstændig at opløse det teknologiske, systemiske, strategiske og instrumentielle som er et naturligt grundvilkår i arbejdslivet. Selvledelse kan godt trives i dette miljø (trives på trods), MEN - den behøver sprækker, øjeblikke, anledninger, rum, situationer, som er afteknologiske. Den behøver disse rum, og den skaber selv disse rum. Teknologificeringen kan ikke bære selvledelsen igennem, fordi den er baseret på en alt for forsimplet grundantagelse om mennesket.

Selvledelse er en bestræbelse, der bryder mennesket fri af dets teknologificerede jernbur (?)

Selvledelse kan ikke eksistere som en teknologi. At lede sig selv må ikke reduceres til selvdisciplin. - Man kan sige det på en anden måde. Efterhånden som robotter og computere bliver mere og mere 'menneskelige', er det bydende nødvendigt for mennesket, at blive endnu mere (og her tænker jeg kvalitativt og ikke kvantitativt) menneskelig. Vi skal blive mere af det som robotten ikke kan blive. Mere eksistentielle, mere spirituelle, mere anstændige, mere elskende, mere æstetiske, mere etiske, mere sande, med mere dømmekraft, mere modige, mere kreative, mere skabende...

Det lyder lidt fladt at sige: mere selvledende, efter denne remse. Måske skulle vi slet ikke tale om at være selvledende, men blot fokusere på at være ordentlige, anstændige og engagerede mennesker.

(Nu, hvor jeg har fundet mit ståsted, kan jeg for alvor begynde at læse Foucault og hans ide om selvteknologi. Det er muligt det holder rent deskriptivt, men det holder altså ikke præskriptivt!)

Kierkegaard og selvledelse...

Fik en god snak med Louise Grandal fra KD på Kierkegaardkonferencen. Hun fik åbenbart også talt lidt med Pia Søltoft: "For eksempel bliver man måske nødt til at spørge, hvad et selv er, før man begynder at forsøge at udvikle det". 
Læs hele artiklen her: Kierkegaard er oppe i tiden.

og så er der også penge i selvledelse...

"Selvledelse er lige så meget kapitalisme som 'economic man' - bare langsomere og kræver mere tro".

Anders Drejer, Professor, Strategy Lab, Ålborg Universitet

Det er menneskeligt at fejle...

...siger vi, men er det ikke også menneskeligt ikke at fejle? Vi skal passe på at 'det menneskelige' ikke alene kommer til at betegne en amatørtilstand. Det er også mennekseligt at arbejde, og at arbejde godt. At arbejde 'menneskeligt' kan tilmed være sjovt...

Glad lille plakat om arbejdsglæde. Download. Bestilling.

Kritik af selvledelse

SYNSPUNKT: "Selvledelse, empowerment og flade strukturer er hovedingredienserne, når alverdens guruer skal give opskriften på effektiv moderne ledelse. Men god ledelse anno 2010 handler også om hierarki, robusthed i organisationen og god gammeldags management, fastslår strategisk rådgiver Jesper Højberg på Ledelseidag.dk. Han advarer mod enøjet overgivelse til tidens smarte budskaber om ledelse"...  Læs artikel

JEG MENER: at Jesper Højberg har en rigtig god pointe, og er meget enig i at demokratisk ledelse kan føre til skjult kontrol, forkerte udviklingsretninger, træghed, usynlig magt, ambivalens og usikkerhed m.m. MEN. Selvledelse er ikke det samme som selvstændighed. Derfor er selvledelse heller ikke nødvendigvis i modsætning til management, men et forsøg på at samtænke management med eksistensdimensionen ('selv' + 'ledelse').

Højberg opererer med 3 paradigmer for ledelse, hvor det handler om at opnå den rette balance mellem disse. (klip fra http://www.ledelseidag.dk/)

Ledelsen kan ikke selv!

Ledelsesopgaven er i dag så kompleks, at ledelsen ikke selv magter den. Derfor inviterer ledelsen nu medarbejderen (foruden mange andre interresenter) ind i ledelsesprocessen. Dette kvalificere ledelsen, men øger samtidig kompeksiteten yderligere. Vi taler om selvledelse - ikke fordi vi kan selv - men paradoksalt nok fordi vi ikke kan selv!

Ledelsen kan ikke selv. - Dette gælder ikke kun ledelsen som gruppe men også ledelse som fag. Jeg har netop genlæst en artikle i Ledelse i Dag fra 2006 af cand.theol. og HR-chef i Morsø Bank Keld Hvolbøl om at ledelsen (faget) ikke kan stå på 'egne' ben, men må trække meget mere på fx de humanistiske videnskaber for at lykkedes. Hvolbøl skriver bl.a.:

"Den lydige teknokrat forskanser sig i tidens politiske korrekthed og bilder sig ind, at ledelse handler om medgørligt at begejstres over de sidste nye værktøjer og med efterrettelig ildhu pleje konsensusidyllen. Alligevel banker virkeligheden på døren."

"Spørgsmålet er derfor, om det er tid til, at ledelse som faglig disciplin flytter sig fra det samfundsvidenskabelige område til det humanistiske område? - Altså væk fra et område præget af modeller og værktøjer der gælder under særlige forudsætninger og i bestemte situationer, til et område der arbejder med menneskers tolkninger af verde, helheder og sammenhænge. For hvis ledere skal kunne agere som autoriteter, der ikke behøver læne sig op af autoritære systemer, må de først og fremmest være dannede i den humanistiske tradition."

System og liv...

I et ellers udmærket skriv om Den menneskelige leder skriver direktør og konsulent Jes Jessen (Co-Pilot) om 'respekten for autonomien' som et ledelsesvilkår i vor tids nye selvledende og værdibaserede arbejdsliv.

I den forbindelse argumenterer Jes for at 'systemverdenen' ikke overtager 'livsverdenen' og skriver "Systemverdenen bør altid være underordnet livsverdenen." (Den menneskelige leder s.18).

Systemverden kunne fx være sådan noget som HRM (og billedet) mens livsverden har at gøre med livsmening og livsindhold.

Jeg er grundlæggende enig med Jes. Jeg er heller ikke tryg ved den systematisering af liv og arbejdsliv, der foregår her i senmoderniteten (billede). Der efterlades efterhånden ikke noget rum for spontanitet, inspiration, vildskab og utæmmet menneskelighed. Hvem er det dog der er kommet på den tanke, at værdiskabelse kun sker i orden og struktur?
Problemet med vor tids svækkelse af livsverdenen har fået meget næring mener jeg af bla. en bandit som Niklas Luhmann, men egentligt mener jeg at sagen går tilbage til Platon og den græske dualisme, hvori der installeres en fundamental adskillelse af krop og sjæl, materie og ånd, og jeg tror faktisk at det er denne adskillelse, der er roden til vore problemer i dag! (Sjovt nok beskyldes Kristendommen ofte for at være ophav til denne dualisme. Det har jeg aldrig forstået - og kan ikke være mere uenig. Inkarnationen er da om noget antidualistisk. Det er en invasion af forskellige verdener...)

Jeg er enig med Jes i at systemverdenen ikke må få overtaget. Men jeg tror ikke løsningen er at holde dem adskilte (dualisme). De er to sider af samme eksistens, og kunsten for os er at lære at leve med dem samtidigt. Systemverdenen er afhængig af en asymetrisk og usystemisk menneskelighed, samtidig er det nødvendigt at vi får lidt system i kartoffelrækkerne, hvis ikke vi skal dø af sult.

De to verdener er samtidige og er både gensidige forudsætninger og samtidig gensidige begrænsninger. Jeg ved godt det lyder kompliceret, men det er da bedre at kunne se kompleksiteten i øjnene frem for at opdyrke forsimplinger af livet.

Tak i øvrigt også tak til Louise for at bringe mig på sporet.

Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.

7 dage, 1.800 sessioner, 8000 papers, 10.000 deltagere...

Netop hjemvendt fra min debut på 'Acadamy of Management's årlige mega-konference i Montreal, Canada. Totalt overvældende. Jeg er simpelthen fyldt med indtryk, idéer, kontakter, muligheder og frustrationer.

Programmet fylder lige så meget som en telefonbog, og det tog meget tid bare at sætte sig ind i konceptet og de mange divisioner.

Største skuffelse var divisionen ''Management, Spirituality and Religion (MSR)'. Jeg deler på mange måder interesser med gruppen, men jeg var meget skuffet over det akademiske og intellektuelle niveau. Det nytter ikke noget at man forholder sig ukritisk til religion og spiritualitet. Jeg deler grundtanken om at spiritualitet har enorm potentiale i arbejdslivet - men, jeg mener også at det ureflekteret kan gøre enormt skade.

Til det mest positive er der to kandidater.
Dels var jeg meget begejstret for en 'battling' der udspillede sig imellem teologi og filosofi på 'Critical Management Studies' forkonference. Det var virkeligt forløsende for mig og af høj underholdningsværdi. Lad os få mere at det.  (Teologen Martin Herbst har sagt at han er klar - er der en filosof der tør stille op i det andet ringhjørne?)
Dels følte jeg at min akademiske hjemløshed blev opløst, da jeg deltog i et par møder i 'Strategic Human Capital' der søger at samtænke human kapital med det strategiske element i corporate.
I det hele taget er tasken fyldt med papers, nyhedsbreve, links og kontakter som skal studeres videre.

PS: Havde blandt andet lejlighed til at lytte til promonete personer som Henry Mintzberg og Peter Senge.

Hvad har du på, når du arbejder hjemme?

Fx vil jeg gerne vide om du har sko på, når du arbejder hjemmefra?

Normalt har vi ikke sko på hjemme hos os, og det har jeg heller ikke når jeg arbejder hjemmefra. Men i dag er en undtagelse. Jeg har faktisk taget skoene på. Det er lidt skørt, men jeg føler at det gavner min produktivitet.

Hvad gør du? Hvad har du på når du arbejder hjemme? Hvorfor/ hvorfor ikke...

Hjemmearbejdsplads... hmmm

Sakset fra religion.dk

5 centrale værker i eksistentialismens historie

• Enten-Eller af Søren Kierkegaard Kierkegaard - skrevet i 1843
• Væren og Tid af Martin Heidegger - skrevet i 1927
• Sisyfos-myten af Albert Camus - skrevet i 1942
• Eksistentialisme er en humanisme af Jean-Paul Sartre - skrevet i 1946
• Eksistentialisme af Johannes Sløk - skrevet i 1964

5 eksistentialistiske citater

• ”Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen” - af Søren Kierkegaard
• "Man brækker sjældent benet, medens man klatrer op ad besværelige stier. Faren opstår, når vi begynder at tage let på tingene og vælger de behageligere stier" - af Friedrich Nietzsche
• "Eksistentialisme er ikke så ateistisk, at den slider sig op i påvisningen af, at Gud ikke eksisterer. Derimod erklærer den, at selvom Gud eksisterede, så ville det ikke forandre noget" - af Jean-Paul Sartre
• "Når man har erkendt absurditeten, undgår man ikke let at skrive en håndbog i lykke. Virkelig? Finder man lykken på så stejle stier? Ja, thi der er kun én verden." - af Albert Camus

Kilde: Religion.dk

Vocation

Kristeligt Dagblad har denne sommer sat fokus på kaldet og dets 'genkomst' i moderne arbejdsliv. Temaet indledes med en opgørelse der viser at 29% af danskerne opfatter arbejdet som et kald.

Særligt var jeg begejstret for Bo Kristian Holms kronik (16.juli 2010) om det klassiske kalds uaktualitet. Jeg mener med Holm, at der i vores tid er tale om en afvisning af netop et calvinistisk kaldsbegreb opkaldt efter reformatoren Jean Calvin (1509-1564) og videreformuleret af sociologen Max Weber (1864-1920). Et lutherske kaldsbegreb har derimod, efter min mening, stadig aktualitetspotentiale. Det er faktisk noget af det, jeg vil forsøge at vise i min PhD-afhandling. Problemet er ikke kaldet med Calvin! Hans kaldsbegreb ender med at blive nådeløst og selvberoende. Ukristeligt - vil jeg mene.

Om den lutherske kaldstanke skriver Holm: "Kaldstanken er en modvægt til den enkeltes egeninteresse, fordi den orienterer den enkelte mod det, som omverdenen har brug for."

Øvrige citater fra artiklen: En stemme, der ikke kan overhøres:

• 
  
  "Et kald rækker ud over den private selvudvikling." Kirstine Helbo Johansen
• 
  
  "At følge sit kald kræver disciplin og modenhed kombineret med en fortsat åbenhed og lydhørhed. Især i en samtid, der som vores er præget af støj og forstyrrelser i form af tilbud om underholdning og evige opfordringer til at tjene og bruge penge og følge moden." Jakob Kowalski
• 
  
  "Det har meget at gøre med meningsfuldhed. I virkeligheden er meningsfuldhed et udtryk, man nok i dag bedre kan bruge frem for kald." Steen Hildebrandt
• 
  
  "I det nye arbejdsliv ser man arbejdet som noget andet end en pligt – som noget, der udvikler selvet. Man er i pagt med sit arbejde og investerer sit hele selv. Arbejdet er ikke begrænset af faste aftaler i en kontrakt, men er en aftale med perforerede grænser, der rækker ind i hele vores liv. Samtidig er det stærkt identitetsskabende at have et engagerende job og noget, man spejler sig i." Kirsten Marie Bovbjerg
• 
  
  "Kaldet kan også bruges som retfærdiggørelse af totalitarisme, hvis man følger det blindt – det er faren ved det." Jakob Kowalski

Mensch.dk - Hvis jeg skulle vælge et reklamebereau...

"I skal ikke være bange, for frygt slår tanken fra"

Under overskriften 'Reklame uden stress' bragte Kristeligt Dagblag i går et spændende interview med Mensch direktør Frederik Preisler om arbejdsliv, stress og menneskesyn. Mensche er bl.a. kendt for deres helsidsannoncer med kontroversielle overskrifter, hvor de fremfører forskellige holdninger og budskaber.

Pluk fra artiklen:
Om performance: "Hvis man pisker hestene for hårdt, løber de ikke lige så længe og smukt."
"Vi tror ikke man kan være dygtig, hvis man er panisk."

Om arbejdsdagen: "Det minder lidt om en børnehave, hvor man møder om morgenen, hænger sit tøj på en knage og leger med tudser til klokken 12, hvor der er mad. Derefter leger man videre til klokken 17, og så er det hjem."

Samfundsanalyse: "Vi har aldrig være så materielt velstående og åndeligt forarmede som nu. Vi er så korrumperede, at ingen har lært noget af finanskrisen."

Om religion: "Nogle vil mene at vi mangler en eller anden form for religiøst rygstød. .... Vi lever i en tid, hvor religion for mange har spillet fallit,  men vi har ikke noget at sætte i stedet."

Det afgørende spørgsmål: "Min far var filosof og brugte et helt liv på at formulere det afgørende spæørgsmål: hvad sætter vi i stedet for de eksisterende magtkoncentrationer, som er effektive, men også ødelæggende? Han nåede ikke frem til et svar, og jeg ved det heller ikke."

Om work-life balance: "De mange år i branchen har ikke være ødelæggende for mig. Jeg har trods alt altid haft en distance til det, jeg laver. Men jeg har set masser af mennesker omkring mig gå ned, fordi de har dyrket 'mit job er mit liv'-kulturen."

En mand og et firma med indsigt!!!

Angående det sidste citat om distance til arbejdet; jeg forstår ham godt. Mener dog stadig at det er muligt at etablere en eksistentialitet omkring sit arbjede, der gør at det ikke bliver nødvendigt at installere denne distance. Jeg tror at behovet for distance (eksistentiel beskyttelse) hænger sammen med den manglende besvarelse af det afgørende spørgsmål. - Det er ihvert fald afgørende, at hvis man skal give sig til sit job, skal det være værd at give sig til.

Bultmanns tros doktrin

"Tro er, at mennesket opgiver dets egen sikkerhed og er rede til alene at finde sikkerhed i det usynlige hinsides, i Gud. Det vil sige: tro er sikkerhed, hvor ingen sikkerhed er at se." (Rudolf Bultmann, Jesus Kristus og Mytologien, Munksgaard 1967s43)

Rudolf Bultmann, tysk teolog (1884-1976)

Se også YouTube introduktion til Bultmanns teologi.