Om kildestyring

Jeg undrer mig over hvorfor det er så vigtigt at angive fra hvilken by en kilde er udgivet i, når man i videnskabelig litteratur laver litteraturliste. Hvorfor ikke også angive i hvilken farve den pågældende bog er trykt i?

Ud med det indre, og ind med det ydre?

Hvordan kan det egentligt være at vi har fundet det nødvendigt at externalisere alt det implicitte; fx når vi taler og skriver så meget om værdibaseret ledelse, det sociale ansvar mv? Hvorfor denne trang til at få styr på det indre? Hvorfor kan vi ikke bare være ordentlige mennesker i ordentlige virksomheder? Hvorfor skal det stå på brevpapiret at vi er ordentlige mennesker? Er det ikke netop et tegn på at vi ikke er så ordentlige endda?

Og hvordan kan det være, at vi har fundet det nødvendigt at internalisere alt det eksterne, fx når vi er så optaget af at måle, evaluere og styre selvet og de indre anliggender som var det kompetencer og tillærte færdigheder. Coach dig selv, lyder tidens mantra. Evaluere dit selv.

Det er som om vi foretrækker at gå rundt med det indre på ydresiden, og det ydre på indersiden. Men det er jo helt forrykt. Nogen må jo gøre noget!

Det er somom vi prøver at begribe hjertet med hovedet, og hovedet med hjertet.

Hvordan kan en organisation opnå ekstraordinære resultater med ordinære mennesker?

Refleksion:

På CBS skelnes der mellem management og leadership. På teologi skelnes der mellem lov og evangelium. Det jeg lige nu går og tænker over er, om dette blot er to forskellige udtryk for det samme?

Benghazis selvledelse

Jeg hørte forleden en udsendelse på P1 om hvordan oprørerne i Benghazi er lykkes med at organisere et civilsamfund i fraværet af den almindelige magtstruktur. Oberst Gaddafi havde angiveligt spået at byen og befolkningen ville falde fra hinanden i det øjeblik hæren og politiet trak sig ud. Men det er ikke sket. Hver dag kommer der varer ind i byen. Butikker og banker er åbne. Børn går i skole. Der sker ikke plyndringer og overfald i nævneværdig omfang.

Benghazi er et bevis på den gode selvledelse. Vi kan godt selv - uden de faste magtstrukturer. Der er åbenbart stadig håb for mennesket. Tak til indbyggerne i Benghazi.

= = = =
Men! På den anden side set. (Man er jo forsker!)

Benghazis selvledelse kan nok kun finde sted fordi der er en anden struktur, der er trådt i stedet for Gaddafis frygtstruktur. De har nemlig en stærk fortælling i Benghazi. De samler sig imod en fælles fjende. Og tidshorisonten er forholdsvis kort. Det er nu Gaddafi forventes at falde og ikke om to år. Dette sammenhold kan nok kun bestå i nogle få måneder. (Længere rækker min tiltro til mennesket desværre ikke). Med mindre deres imamer, lokale ledere og intellektuelle træder i karakter og vedvarende taler nyt liv ind i sammenholdet. Det er jo muligt.

= = = =
Morale: Jeg tror på den gode selvledelse, men jeg tror ikke på at den kommer af sig selv.

Den gode selvledelse, må også understøttes af en struktur. Denne struktur må dog være noget helt særlig. Det er ikke en klassisk (af)magtstruktur. Ikke en managementstruktur. Ikke en nyttestruktur. Ikke en rationel og markedsdreven struktur. - Men en frihedsstruktur. En eksistentiel struktur. En human struktur. En struktur, der former sig omkring tilværelsens ubetingede anliggender. Det er en struktur der kalder på folk fra humaniora, der kalder på filosoffer og teologer. Det er en struktur der næres af holdninger og værdier.

Selvledelse er ikke fravær af struktur - i hvertfald ikke hvis den skal være vedvarende. Selvledelse er nok snarrer en alternativ struktur.

Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.