mandag den 24. januar 2011

Flot eksponering i Børsen

Børsen executive bragte i fredags et fyldigt interview om mit forskningsprojekt og om den erhvervsteologiske 'kompetence'. Jeg er super glad for denne flotte eksponering, selvom jeg dog synes overskrifterne er lidt for 'blachmanske' i forhold til mit ellers venlige gemyt :)

Der er dog noget alvorligt på spil når vi taler selvledelse. Det er et alvor som jeg ikke mener HRM-teorien i almindelighed har forståelse for; nemlig at det at være sig selv, ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det skal dannes! Men dermed er der også stor risiko for at det bliver misdannet!

Jeg vil dog også her gerne nævne, at jeg er mindst lige så kritisk overfor den videnskabelige tradition (kritisk teori) der ganske vist ligesom jeg påpeger den misdannelse af selvet, der pågår i arbejdslivet, men - hvor de synes at konkludere at selvet - fordi det kan misdannes - derfor slet ikke skal dannes, mener jeg - at ikke-dannelse i sig selv er en misdannelsesform. Eneste løsning er selvets dannelse.

Tak til journalist Susanne Tholstrup for at trække en alvor frem i projektet, som jeg måske ikke helt selv kunne se.

Forside: HR-chefer udpiner de ansattes sjæl
Midtersider: Virksomheder driver rovdrift på vidensmedarbejdere & DONG vil øge sjælens bundlinje & Erhvervsteologer danner netværk

torsdag den 13. januar 2011

Selvledelse forudsætter at man som minimum kan rumme selvet...

... og det er bestemt ingen selvfølge. Metatrenden i dag synes at være at selvet skal fikses, ordnes, bemægtiges, beskæres så det er dueligt til opgaven. Denne beskærring inbefatter imidlertid en kraftig reduktion af selvet. Det selv der kommer ud af det, er i virkeligheden et forløjet selv.

Jeg foreslår en anden strategi. Lad os være mennesker først, og så medarbejdere, ledere, forskere, osv.... Lad os starte med at modtage os selv, rumme os selv, elske os selv, leve med os selv - på godt og ondt. Lad os stræbe efter et mere sandt selvforhold.

Dette er jeg ikke ene om at mene. Jeg tilslutter mig forfatter og erhvervsforkser Pia Lauritzens statement her, hvor hun blandt andet kritisere den narrative metode:

"Lederen skal kunne rumme, håndtere og tilgive, at han selv såvel som hans medarbejdere ikke kun er det, der italesættes i teorier og samtaler, men også alt ”det grimme”, som f.eks. bebrejdelser, bagtalelse, bæren nag, dovenskab, arrogance, irritation, selvoptagethed og begær. Det er – om vi taler om det eller ej – en del af virkeligheden." ('Når sproget kører af sporet'. K-Forum.dk 12.jan.2011)

Pia Lauritzen er bogaktuel med en filosofisk kritik af populære ledelsesfilosofier som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ teori, værdibaseret ledelse og teori U. Læs mere her: Filosofi i ledelse

onsdag den 12. januar 2011

Engagement har en pris


Der er forskel på, at deltage i noget og så at engagerer sig i noget. Selvledelse er en engagementteknologi. Den er invaderende. Derfor er den farlig. Den vil uundgåeligt koste dig noget. Du kan ikke forblive den samme.

I min optik er det dog ikke i sig selv et problem, at engagement koster noget af os. Problemet indtræffer når vi engagerer os i noget, der ikke er værd at engagere os i. Det, der ikke er værd at engagere sig i, skal man højst kun deltage i. Og det er altid ens egen afgørelse - hvornår noget er værd at engagere sig i.

Hvis man skal engagere sig i arbejdslivet, skal arbejdslivet følge engagementbegrebets love!

Jeg tror at mennesket jævnligt har brug for forløsning. Vi har brug for, at denne erfaring af forløsning melder sig i hverdagen, i det almindelige liv, i ens virkefelt, i arbejdslivet. Denne forløsning kommer ikke uden engagement. Derfor - for sin egen menneskelige og eksistentielle skyld - skal man engagere sig. - En anden af engagementbegrebets love er, at man ikke kan engagere sig i det, der kun har værdi for én selv. Der skal ligge en værdiskabelse (for andre) i engagementet, hvis det skal virke forløsende.

Konklusion: Det er både muligt og legitimt at tale om engagement i arbejdslivet. Det skal bare installeres med det rigtige fortegn, nemlig som en menneskeligt fænomen og ikke et strategisk HRM fænomen.

(Se flere striber på http://www.implementingscrum.com/)

mandag den 3. januar 2011

Selvledelse nedsætter stress...

Ny forskning viser overraskende, at medarbejdere, der leder sig selv, har en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv. Og de har ikke mere overarbejde end andre....

Videnskab.dk omtaler Signe Pihl-Thingvads nyelig ph.d.-afhandling om forholdet mellem stress og selvledelse. Læs videre her...

Få nu noget skæbne på hænderne...

Jeg lyttede for noget tid siden til et indslag i morgenradioen med en utrolig spændende læge Lars Heslet. Helset udmærker sig ved at kombinere det professionelle virke med et eksistenteilt. Det er der kommet en bog ud af: Fra det yderste (Forlaget Bogværket 2010), som jeg glæder mig til at læse.

Lars Heslet forekommer mig at være et eksempel på én, der er lykkes med den form for eksistentielle selvledelse, som jeg søger at udvikle i mit PhD-projekt.

Her et par tankevækkende citater fra diverse medier:

"Hvis medmenneskelighed og humanisme ikke er til stede som befordrende faktor, nytter det heller ikke noget et behandle." P1.

"Man skal turde bruge sin egen menneskelighed,« siger han i en tid, hvor det tværtimod opfattes som det eneste professionelle at sætte grænser, ikke at »tage arbejde med hjem« i form af andre menneskers smerte og problemer, ikke blive følelsesmæssigt udmattet af at involvere sig." P1

"Gennem kunsten påvirkes og aktiveres mennesker så de træder i fornyet forbindelse med den livslyst som måske er blevet anfægtet"  'Kunst og musik helbreder' - Sundhed på P1.27.dec. 2010.

"Mennesket er i sig selv et vidunderligt hospital, men teknokratiske læger forhindrer det i at virke." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"Det mærkelige er, at det faktisk er lettere at lade sig bruge end at stritte imod. Man får meget mere igen. Man er nødt til at få skæbne på hænderne, ellers har man ikke det rigtige engagement." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"... titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne." fra bogomtalen