Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Kan noget nyt komme fra Danmark?

Det siges at Danmark er et udkantsland i en udkantsverdensdel. Det er der noget om. Vi kan ikke matche  BRIC-landenes vækstrater. De er for alvor ved at komme op på vores levestandsniveau. Mon ikke også de overhaler os.

Det kan også godt være, at der ikke er så meget olie tilbage i den danske undergrund, men tilgengæld har vi et andet uopdaget og uudnyttet råstof i vores kulturelle undergrund, som jeg mener vi endnu har tilgode at kapitalisere i fuld omfang. Jeg tænker på en særlig kulturel og eksistentiel åndskraft som vi kender fra 1800-tallets danske guldalder. Midt i den industrielle revolution med alle dens teknologiske innovationer som jernbane, telegrafnet, dampmaskine ect. fik vi også demokrati, fagbevægelser, højskoler og gymnastikforeninger. Især sammenhængen mellem højskolebevægelsen (åndsindustri) og andelsbevægelsen (entreprenørskab og social innovation) er tydelig og fremtrædende. Det var fx en præst, der startede den første brugsforening, fordi han var indigneret over den omfattende sociale nød. Det var i 1866 i Thisted af Pastor Chr. Sonne (1817-80). En spændende historie.

Indignation er vigitg. Før åndelig vækkelse komme indignation. Eller måske mere præcist: dén åndelige vækkelse, der er født ud af en indignation vil altid manifestere sig politisk eller kommercielt entreprenant. Den vakte må gøre noget, handle, skabe noget, flytte noget, gøre en forskel...

Jeg tror, at det, der skal til er, at vi blot mærker efter og ser os omkring. Går ud og ser på den krise og den lidelse der eksistere rundt omkirng os og måske inde i os. Lever os ind i den, medlevende, medmenneskeligt. Vi skal kort sat ud af vores komfortzoner. Mærke livet, og så blive indigneret.

SUM: Skal vi se en ny vækst i DK, handler det ikke kun om at forbinde sig til ens indre potentiale sådan som coachen og mindfullnes agenten vil fortælle os. Det handler også om, at forbinde sig til den ydre og indre nød og lidelse. Vi er ganske vist velstandsmæssigt et helt andet sted i dag, men der er jo stadig masser at blive indigneret over.

Hvad indigneres du over, og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.