Selvledelse

foran eller bagved livet?

2012-01-31T10:37:00.002+01:00

'Religion er flugt fra livet' skrev teolog P.G.Lindhard (1910-1988) i et eksistensteologisk essay om forskellen på religion og evangelium. Sagen er den, at det kristne evangelium slet ikke er en religion, men livets eksistentielle fordring fortættet og gankse vist iklædt en mytologisk sprogdragt. I dag kan vi måske undvære mytologien, men ikke fordringen.

'Religion lover lykke, evangeliet stiller krav.' (s19)
'Religionen byder på sikkerhed, og sikkerhed er just, hvad evangeliet ikke giver, men tværtimod forlanger udleveret.' (s20)
'Lykke og salighed er religionens mål, ikke evangeliets.' (s.7)
'Evageliet taler om at leve, men leve på en ganske bestemt måde, nemlig således, at man sætter sit liv til, giver det væk, øser det ud, ikke af pligt overfor en række formulerede moralske bud, men af kærlighed, med selvfølgelighed, ikke fordi man skal, men fordi man i sin glæde ikke kan lade være.' (s21)
'Religion er et spejl, og et spejl viser kun, hvad der spejler sig deri; derfor afslører religionen kun menneskets inderste drøm, og at den kun er en drøm. Evangeliet sætter et menneske [...] under befaling og byder han selvforglemmende at gøre Guds vilje.' (s22)

P.G.Lindhadt (1961) Religion og evangelium. Hans Reitzels Forlag

Min hovedtese er at selvledelse, leadership, bæredygtighed, det anerkendede paradigme, positiv organisationsteori - kort sagt det senmoderne ledelsesparadigme - KUN kan lykkes, hvis det formår at knytte sig til eksistentielle fordringer, som for eksempel det 'religionsløse' evangelium. Hvis ikke forbliver det anerkende paradigme kun et spejl, der ikke formår andet end at spejle de gode intentioner.

Leadership må ikke bare blive en emancipationsideologi, men noget der kan fordre mennesket så meget, at vi slet ikke behøver management - i hvertfald ikke i samme grad.

Du må ikke fortvivle

2011-11-12T19:46:00.002+01:00

Dette er vel nok den bedste bog jeg her læst i år.

Det er en selvhjælpsbog til karrieremennesket, der oplever at livet går imod. Men det er en meget anderledes bog end de populære mainstream bøger om selvcoaching, mindfulness, NLP, flow og positiv psykologi.

Denne bog er positiv i en helt anden og genuin forstand, fordi den har modet til at se tilværelsens dæmoner i øjnene og alligevel formå at inspirerer til en ubetinget glæde ved livet. Og så giver den én modet til at tage fat...

Giv ikke denne bog i julegave, men køb den til dig selv. Den egner sig ikke til eksistentielle ambitioner på andres vegne, men er derimod velegnet til egne.

Den er skrevet som brevbog og derfor hurtigt læst. Men det er kierkegaardsk eksistensfilosofi og protestantisk teologi der vælter frem mellem linjerne. Livsvisdom skrevet lige ind i det senmoderne menneskes søgen efter sig selv.

Læs mere om bogen på Unitas Forlag. Den er skrevet af Matias Møl Dalsgaard.

Simpelhen fantastisk.

"Det handler om, at lade sig lede...

2011-10-14T10:00:00.000+02:00

... af det, der er værd at lede efter."

Tænk lige over den engang. Sakset fra Ejsing og Casmose.

Det skal nok gå...

2011-09-26T09:09:00.000+02:00

"Derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen - om Foraaret paa Jorden."

Søren Kierkegaard, dagbogsnotat d. 29 Oct. 1837 (DD:74 1837)

der er brug for filosofien...

2011-07-26T17:23:00.000+02:00

"ikke mindst i en tid hvor udviklingen på mange områder går meget stærkt, er der brug for filosofi, som udfordrer vores eksistens, danner os som personer og får os til at reflekterere over måden, vi lever livet på."

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Kristeligt Dagblad d.21. juli 2011.

Er du en kludedukke?

2011-07-06T11:04:00.001+02:00

Forleden hørte jeg én sige at det handler om evnen til at håndtere støj, fremfor kunsten at skabe ro. Bedre kan det næsten ikke siges. Det handler meget om livsduelighed. Også når vi taler selvledelse.

Billede: Kludedukke af Ulla Kroghsgaard.

Regler for selvledelse: hensyn og ubetinget vigepligt

2011-06-01T13:38:00.000+02:00

Sakset fra http://www.b.dk/nationalt/trafiklys-er-i-sort-i-indre-koebenhavn

Selvet er et opløsningsmiddel

2011-05-17T11:06:00.000+02:00

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Kan noget nyt komme fra Danmark?

2011-05-11T10:53:00.003+02:00

Det siges at Danmark er et udkantsland i en udkantsverdensdel. Det er der noget om. Vi kan ikke matche BRIC-landenes vækstrater. De er for alvor ved at komme op på vores levestandsniveau. Mon ikke også de overhaler os.

Det kan også godt være, at der ikke er så meget olie tilbage i den danske undergrund, men tilgengæld har vi et andet uopdaget og uudnyttet råstof i vores kulturelle undergrund, som jeg mener vi endnu har tilgode at kapitalisere i fuld omfang. Jeg tænker på en særlig kulturel og eksistentiel åndskraft som vi kender fra 1800-tallets danske guldalder. Midt i den industrielle revolution med alle dens teknologiske innovationer som jernbane, telegrafnet, dampmaskine ect. fik vi også demokrati, fagbevægelser, højskoler og gymnastikforeninger. Især sammenhængen mellem højskolebevægelsen (åndsindustri) og andelsbevægelsen (entreprenørskab og social innovation) er tydelig og fremtrædende. Det var fx en præst, der startede den første brugsforening, fordi han var indigneret over den omfattende sociale nød. Det var i 1866 i Thisted af Pastor Chr. Sonne (1817-80). En spændende historie.

Indignation er vigitg. Før åndelig vækkelse komme indignation. Eller måske mere præcist: dén åndelige vækkelse, der er født ud af en indignation vil altid manifestere sig politisk eller kommercielt entreprenant. Den vakte må gøre noget, handle, skabe noget, flytte noget, gøre en forskel...

Jeg tror, at det, der skal til er, at vi blot mærker efter og ser os omkring. Går ud og ser på den krise og den lidelse der eksistere rundt omkirng os og måske inde i os. Lever os ind i den, medlevende, medmenneskeligt. Vi skal kort sat ud af vores komfortzoner. Mærke livet, og så blive indigneret.

SUM: Skal vi se en ny vækst i DK, handler det ikke kun om at forbinde sig til ens indre potentiale sådan som coachen og mindfullnes agenten vil fortælle os. Det handler også om, at forbinde sig til den ydre og indre nød og lidelse. Vi er ganske vist velstandsmæssigt et helt andet sted i dag, men der er jo stadig masser at blive indigneret over.

Hvad indigneres du over, og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Ny videoblog med rystende refleksioner om ledelse

2011-05-10T09:55:00.000+02:00

Vi skal rystes, skal vi...
(Hvad kan vi lære af Stine Bosse)

Hold øje med denne helt nye videoblog af erhvervsteolog Anette Ejsing. Stærke daglige refleksioner, input og provokationer om ledelse, HR og eksistens...

http://www.erhvervsteolog.com/

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

2011-05-09T15:17:00.000+02:00

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.

Om kildestyring

2011-04-29T09:49:00.001+02:00

Jeg undrer mig over hvorfor det er så vigtigt at angive fra hvilken by en kilde er udgivet i, når man i videnskabelig litteratur laver litteraturliste. Hvorfor ikke også angive i hvilken farve den pågældende bog er trykt i?

Ud med det indre, og ind med det ydre?

2011-04-28T15:43:00.003+02:00

Hvordan kan det egentligt være at vi har fundet det nødvendigt at externalisere alt det implicitte; fx når vi taler og skriver så meget om værdibaseret ledelse, det sociale ansvar mv? Hvorfor denne trang til at få styr på det indre? Hvorfor kan vi ikke bare være ordentlige mennesker i ordentlige virksomheder? Hvorfor skal det stå på brevpapiret at vi er ordentlige mennesker? Er det ikke netop et tegn på at vi ikke er så ordentlige endda?

Og hvordan kan det være, at vi har fundet det nødvendigt at internalisere alt det eksterne, fx når vi er så optaget af at måle, evaluere og styre selvet og de indre anliggender som var det kompetencer og tillærte færdigheder. Coach dig selv, lyder tidens mantra. Evaluere dit selv.

Det er som om vi foretrækker at gå rundt med det indre på ydresiden, og det ydre på indersiden. Men det er jo helt forrykt. Nogen må jo gøre noget!

Det er somom vi prøver at begribe hjertet med hovedet, og hovedet med hjertet.

Hvordan kan en organisation opnå ekstraordinære resultater med ordinære mennesker?

2011-04-18T21:57:00.000+02:00

Refleksion:

2011-04-07T13:52:00.000+02:00

På CBS skelnes der mellem management og leadership. På teologi skelnes der mellem lov og evangelium. Det jeg lige nu går og tænker over er, om dette blot er to forskellige udtryk for det samme?

Benghazis selvledelse

2011-04-06T23:35:00.001+02:00

Jeg hørte forleden en udsendelse på P1 om hvordan oprørerne i Benghazi er lykkes med at organisere et civilsamfund i fraværet af den almindelige magtstruktur. Oberst Gaddafi havde angiveligt spået at byen og befolkningen ville falde fra hinanden i det øjeblik hæren og politiet trak sig ud. Men det er ikke sket. Hver dag kommer der varer ind i byen. Butikker og banker er åbne. Børn går i skole. Der sker ikke plyndringer og overfald i nævneværdig omfang.

Benghazi er et bevis på den gode selvledelse. Vi kan godt selv - uden de faste magtstrukturer. Der er åbenbart stadig håb for mennesket. Tak til indbyggerne i Benghazi.

= = = =
Men! På den anden side set. (Man er jo forsker!)

Benghazis selvledelse kan nok kun finde sted fordi der er en anden struktur, der er trådt i stedet for Gaddafis frygtstruktur. De har nemlig en stærk fortælling i Benghazi. De samler sig imod en fælles fjende. Og tidshorisonten er forholdsvis kort. Det er nu Gaddafi forventes at falde og ikke om to år. Dette sammenhold kan nok kun bestå i nogle få måneder. (Længere rækker min tiltro til mennesket desværre ikke). Med mindre deres imamer, lokale ledere og intellektuelle træder i karakter og vedvarende taler nyt liv ind i sammenholdet. Det er jo muligt.

= = = =
Morale: Jeg tror på den gode selvledelse, men jeg tror ikke på at den kommer af sig selv.

Den gode selvledelse, må også understøttes af en struktur. Denne struktur må dog være noget helt særlig. Det er ikke en klassisk (af)magtstruktur. Ikke en managementstruktur. Ikke en nyttestruktur. Ikke en rationel og markedsdreven struktur. - Men en frihedsstruktur. En eksistentiel struktur. En human struktur. En struktur, der former sig omkring tilværelsens ubetingede anliggender. Det er en struktur der kalder på folk fra humaniora, der kalder på filosoffer og teologer. Det er en struktur der næres af holdninger og værdier.

Selvledelse er ikke fravær af struktur - i hvertfald ikke hvis den skal være vedvarende. Selvledelse er nok snarrer en alternativ struktur.

Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

2011-04-05T09:38:00.001+02:00

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.

Sjovt og tankevækkende online spil om selvledelse

2011-03-22T14:16:00.001+01:00

Klik ind på denne virtuelle arbejdsarena og lær at lede dig selv. Brug 10 minutter i selvledelsens tankeunivers sammen med blandt andre KarriereKaren og KennethKald og se hvordan du klare deadlinedansen og arbejdslivsbalancen...

Spillet er flot og tankevækkende. Der er endvidere en lækker lille ordbog og links til artikler, værktøjer og andet stof.

Spillet er udviklet af adjunkt Anders Raastrup Kristensen, projektkoordinator Ditte Vilstrup Holm og designer Birte Dalsgård m.fl.

Grænser for selvledelse

2011-03-21T11:59:00.002+01:00

Nogle af selvledelsens grænser giver sig selv. Andre må vi insistere på.

Jeg hørte et indlæg af formanden for DR's bestyrelse Michael Christensen, der om den nye unge Y-generation bl.a. sagde:

"Den nye generation er i den grad ledelsesparat. Den er så ledelsesparat at den ingen forbehold har. De tror at ledelsen er på deres side."

Ledelse af selvledelse (LAS) handler åbenbart om at sætter grænser for den alt for villige selvledelse. Der må indtænkes en 'holden igen filosofi' når der skal eksekveres ledelse af selvledelse. Ledelse af selvledelse må tage form som en slags anti-selvledelse. Det handler om at etablere en distance til ledelsesopgaven i den alt for villige selvleder.

Michael Christensen, Lederidealet2020 konferencen. Vartov, København, 4. november 2010.

Er human assessment trang til rang?

2011-03-17T10:43:00.009+01:00

Er svært tilfreds med morgenradioens opsang om vores mani med at rangordne alting. Trangen til rangen præsenteres ofte som et udtryk for ambition, men måske er det i virkeligheden det modsatte. Måske er det i virkeligheden at give op overfor tilværelsens diversitet og kompleksitet Hør selv radioklippet her:

I corporate er denne trang til rang særdeles udbredt. Det hedder human assessment. Hvis filosofferne i radioudsendelsen har ret, så handler human assessment ikke om at udvikle dygtigere ledere og medarbejdere men simpelthen om et behov for at kunne overskue. Det er sådan set fint nok at ville have overblik, men hvis det kun kan ske gennem en kraftig forsimpling af feltet, ja så er der jo egentligt ikke tale om et overblik men en forførende forsimpling. Det kan da ikke være ambitiøst.

Kom igen Human Assessment A/S! Det må I kunne gøre bedre. Læs fx. Karen Lisa Salamon, Selvmål - det evaluerede liv, Gyldendal 2007 og Jakov Skov, Det brændende engagement, Gyldendal Buisness 2009.

Hvad er det modsatte af selvledelse?

2011-03-14T20:16:00.000+01:00

Selvledelse via negativa - er hverken traditionel hierarkisk ledelse eller ledelsesfrihed men noget helt andet.

Kan alt ledes? Skal alt ledes?

2011-02-15T10:33:00.001+01:00

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram.

Fra en selvleders erkendelser...

2011-02-11T14:24:00.001+01:00

Jeg er nu for alvor igang med min skrivefase. Det er en vanskelig proces. Jeg sidder lige nu med en oplevelse af, at jeg ikke helt er dygtig nok til det jeg gerne vil. Og at jeg samtidig ikke vil det jeg er dygtig nok til. Jeg vil noget mere end det jeg kan.

Nogle vil sige at det er den direkte vej til stress og nedsmeltning. Jeg vil sige at det er det, der er med til at definere mig som menneske. Kan man gøre andet? Er det ikke det Rolling Stones har sunget om?

Jeg håber bare at jeg når at blive dygtig nok, til det jeg vil. Fristen for denne sags vedkommende er medio november.

(Paulus parafraseret: 'Det jeg vil, det kan jeg ikke. Og det jeg kan, den vil jeg ikke!')

Hvad er det nu lige der er problemet med selvledelse...

2011-02-06T15:22:00.001+01:00

...jo. Hvis nu selvet er et æg, og ledelse er en æggedeler, så tror jeg du ser billedet...

Flot eksponering i Børsen

2011-01-24T10:39:00.003+01:00

Børsen executive bragte i fredags et fyldigt interview om mit forskningsprojekt og om den erhvervsteologiske 'kompetence'. Jeg er super glad for denne flotte eksponering, selvom jeg dog synes overskrifterne er lidt for 'blachmanske' i forhold til mit ellers venlige gemyt :)

Der er dog noget alvorligt på spil når vi taler selvledelse. Det er et alvor som jeg ikke mener HRM-teorien i almindelighed har forståelse for; nemlig at det at være sig selv, ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det skal dannes! Men dermed er der også stor risiko for at det bliver misdannet!

Jeg vil dog også her gerne nævne, at jeg er mindst lige så kritisk overfor den videnskabelige tradition (kritisk teori) der ganske vist ligesom jeg påpeger den misdannelse af selvet, der pågår i arbejdslivet, men - hvor de synes at konkludere at selvet - fordi det kan misdannes - derfor slet ikke skal dannes, mener jeg - at ikke-dannelse i sig selv er en misdannelsesform. Eneste løsning er selvets dannelse.

Tak til journalist Susanne Tholstrup for at trække en alvor frem i projektet, som jeg måske ikke helt selv kunne se.

Forside: HR-chefer udpiner de ansattes sjæl
Midtersider: Virksomheder driver rovdrift på vidensmedarbejdere & DONG vil øge sjælens bundlinje & Erhvervsteologer danner netværk

Selvledelse forudsætter at man som minimum kan rumme selvet...

2011-01-13T13:26:00.000+01:00

... og det er bestemt ingen selvfølge. Metatrenden i dag synes at være at selvet skal fikses, ordnes, bemægtiges, beskæres så det er dueligt til opgaven. Denne beskærring inbefatter imidlertid en kraftig reduktion af selvet. Det selv der kommer ud af det, er i virkeligheden et forløjet selv.

Jeg foreslår en anden strategi. Lad os være mennesker først, og så medarbejdere, ledere, forskere, osv.... Lad os starte med at modtage os selv, rumme os selv, elske os selv, leve med os selv - på godt og ondt. Lad os stræbe efter et mere sandt selvforhold.

Dette er jeg ikke ene om at mene. Jeg tilslutter mig forfatter og erhvervsforkser Pia Lauritzens statement her, hvor hun blandt andet kritisere den narrative metode:

"Lederen skal kunne rumme, håndtere og tilgive, at han selv såvel som hans medarbejdere ikke kun er det, der italesættes i teorier og samtaler, men også alt ”det grimme”, som f.eks. bebrejdelser, bagtalelse, bæren nag, dovenskab, arrogance, irritation, selvoptagethed og begær. Det er – om vi taler om det eller ej – en del af virkeligheden." ('Når sproget kører af sporet'. K-Forum.dk 12.jan.2011)

Pia Lauritzen er bogaktuel med en filosofisk kritik af populære ledelsesfilosofier som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ teori, værdibaseret ledelse og teori U. Læs mere her: Filosofi i ledelse

Engagement har en pris

2011-01-12T10:44:00.007+01:00

Der er forskel på, at deltage i noget og så at engagerer sig i noget. Selvledelse er en engagementteknologi. Den er invaderende. Derfor er den farlig. Den vil uundgåeligt koste dig noget. Du kan ikke forblive den samme.

I min optik er det dog ikke i sig selv et problem, at engagement koster noget af os. Problemet indtræffer når vi engagerer os i noget, der ikke er værd at engagere os i. Det, der ikke er værd at engagere sig i, skal man højst kun deltage i. Og det er altid ens egen afgørelse - hvornår noget er værd at engagere sig i.

Hvis man skal engagere sig i arbejdslivet, skal arbejdslivet følge engagementbegrebets love!

Jeg tror at mennesket jævnligt har brug for forløsning. Vi har brug for, at denne erfaring af forløsning melder sig i hverdagen, i det almindelige liv, i ens virkefelt, i arbejdslivet. Denne forløsning kommer ikke uden engagement. Derfor - for sin egen menneskelige og eksistentielle skyld - skal man engagere sig. - En anden af engagementbegrebets love er, at man ikke kan engagere sig i det, der kun har værdi for én selv. Der skal ligge en værdiskabelse (for andre) i engagementet, hvis det skal virke forløsende.

Konklusion: Det er både muligt og legitimt at tale om engagement i arbejdslivet. Det skal bare installeres med det rigtige fortegn, nemlig som en menneskeligt fænomen og ikke et strategisk HRM fænomen.

(Se flere striber på http://www.implementingscrum.com/)

Selvledelse nedsætter stress...

2011-01-03T12:51:00.001+01:00

Ny forskning viser overraskende, at medarbejdere, der leder sig selv, har en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv. Og de har ikke mere overarbejde end andre....

Videnskab.dk omtaler Signe Pihl-Thingvads nyelig ph.d.-afhandling om forholdet mellem stress og selvledelse. Læs videre her...

Få nu noget skæbne på hænderne...

2011-01-03T09:01:00.002+01:00

Jeg lyttede for noget tid siden til et indslag i morgenradioen med en utrolig spændende læge Lars Heslet. Helset udmærker sig ved at kombinere det professionelle virke med et eksistenteilt. Det er der kommet en bog ud af: Fra det yderste (Forlaget Bogværket 2010), som jeg glæder mig til at læse.

Lars Heslet forekommer mig at være et eksempel på én, der er lykkes med den form for eksistentielle selvledelse, som jeg søger at udvikle i mit PhD-projekt.

Her et par tankevækkende citater fra diverse medier:

"Hvis medmenneskelighed og humanisme ikke er til stede som befordrende faktor, nytter det heller ikke noget et behandle." P1.

"Man skal turde bruge sin egen menneskelighed,« siger han i en tid, hvor det tværtimod opfattes som det eneste professionelle at sætte grænser, ikke at »tage arbejde med hjem« i form af andre menneskers smerte og problemer, ikke blive følelsesmæssigt udmattet af at involvere sig." P1

"Gennem kunsten påvirkes og aktiveres mennesker så de træder i fornyet forbindelse med den livslyst som måske er blevet anfægtet" 'Kunst og musik helbreder' - Sundhed på P1.27.dec. 2010.

"Mennesket er i sig selv et vidunderligt hospital, men teknokratiske læger forhindrer det i at virke." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"Det mærkelige er, at det faktisk er lettere at lade sig bruge end at stritte imod. Man får meget mere igen. Man er nødt til at få skæbne på hænderne, ellers har man ikke det rigtige engagement." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"... titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne." fra bogomtalen

Høj selvledelse

2010-12-22T10:14:00.002+01:00

"Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen" ...sådan synger vi som bekendt her i julen.

Der er forskel på selvledelse. Den form jeg er tilhænger af, kan man blive høj af. Men det koster.

Der findes en opskrift. En af ingredienserne går ud på at tappe ind på et eksistentielt livsoverskud. Det er en bevidsthed om et positivt forsyn. Det er dette fænomen, der er kerne indholdet i julens fortælling. (Julen handler om noget langt alvorligere end hyggelig julestemning og religiøs romantik). Julens fortællinger stiller skarpt på en grundlæggende livserfaring, som vi hele tiden er i risiko for at miste. Vi erindrer den os, hvis vi tar os tid og gør os umage...

Høj selvledelse? - Når man nu skal engagere sig og involvere sig i noget, så kan man da lige så godt engagerer sig i det hvortil der knytter sig en storhed, et overskud, en graciøsitet. Man skal finde det, der er værd at kæmpe for. Og så skal der kæmpes. Men det handler ikke bare om at kæmpe. Det handler om at kæmpe for det rigtige, det store, det sande, det skønne...

Det er den værdibaserede selvledelse. En selvledelsesform man kan blive høj af. - Det er muligt man kan disciplinere sig selv rigere, men jeg tror ikke på man kan disciplinere sig selv højere. Skal du for alvor blive høj af din selvledelse, skal der mere til en selv-mestring.

Rigtig glædelig jul.

Spændende bog på vej om filosofi og ledelse

2010-12-13T10:44:00.004+01:00

Pia er en spændende tænker, cut-the-crap agtig. Hendes bog er kritisk overfor letkøbt filosofi i ledelse. Forstår jeg hende ret, angriber hun, at man ofte søger løsninger udefra (i filosofien) og forventer at de uden videre kan appliceres på problemer indefra (i organisationen). Hendes pointe synes at være, at der kan ligge en form for overspringshandling heri. Hun forsår i stedet at vi bliver bedre til at se virkeligheden i øjnene, og hertil er der i følge Pia, langt bedre hjælp at hente i de sidste 200 års filosofi (jeg tror hun især tænker på Heidegger og Nietzsche), end i den klassiske antikke og oplysningsfilosofi.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med Pia hele vejen, men hendes kritik hilser jeg velkommen og jeg glæder mig til at læse bogen.

Hør hende fortælle om bogen på YouTube.

Citater om selvdisciplin...

2010-12-10T13:42:00.002+01:00

Jeg overspringede mig selv hen til en side med gode og mindre gode citater om selvledelse og selvstyring...

"Men are anxious to improve their circumstances, but are unwilling to improve themselves; they therefore remain bound."
"There are no short cuts to any place worth going."
"Mountaintops inspire leaders but valleys mature them."

Læs mere her ...

Ny artikel om eksistentiel selvledelse

2010-12-10T10:20:00.002+01:00

Jeg har fået en lille artikel med i Ledelse i Udvikling - temanummer om selvledelse, november 2010. læs eller download pdf

Selvledelse: assimilation eller integration?

2010-12-03T13:02:00.001+01:00

Jeg har udviklet en lille model der identificere i hvertfald fire forskellige selvledelsesposition. De to nederste repræsentere en assimilerende enten/eller tænkning og de to øverste repræsentere en integrerende både/og tænkning.

0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.

1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.

2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.

3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.

4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)

Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!

Det gør en forskel om det er visionen, der sætter missionen, eller missionen, der sætter visionen

2010-12-02T11:14:00.000+01:00

Hvorfor gør vi det vi gør? Jeg vil mene at ingen af os skal lede længe for at komme med et missionalt svar på dette spørgsmål. Vi gør noget, for at overleve...for at få råd til... for at leve op til et ansvar... for at beholde jobbet... for at beskytte os selv.. for at udvikle os selv... for at få tiden til at gå... for at få føde... for at realisere os selv... for at nyde... for at vinde... ect.

Langt vanskeligere er det at finde et visionalt (hvis man kan sige det) svar: Vi gør noget, fordi det er sandt, fordi det er smukt, fordi der er godt...

Vision er ubetinget. Mission er betinget.

At overleve er 'kun' en mission, det kan aldrig være en vision. Du overlever ikke for at overleve, men du overlever for at kunne bruge dit liv på noget andet og mere end dig selv.

Mission er altid en kamp. Visionen er det, der er værd at kæmpe for. Man siger ofte at missionen beskriver det vi er sat i verden for. Det er heller ikke helt forkert. Men det er dog stadig visionen der så at sige 'sætter i verden'.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple" - lød verdens ældste(?) missionsformulering. Det er den kristne kirkes, og ordene står i Matthæusevangeliet (28/19). Bemærk ordet 'derfor'. Missionen henviser tilbage til noget andet og større end selve kampen. Der skal nemlig være noget, der er værd at kæmpe for, hvis vi for alvor skal kæmpe.

Jeg tror på at det er visionen, der skal sætte missionen. Ganske vist kan visioner være forfærdelige forførende. De har en tendes til at hæve sig op over al kritik. De kan let blive sekterisk. Men en verden og et liv uden vision, er for mig at se også en verden uden tro, passion, begejstring, integritet, mening, kærlighed ect.

Men selvledelse ER ledelse på hovedet

2010-11-30T09:36:00.003+01:00

I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.

Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.

PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."

Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.

Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.

Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!

Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.

Vittrups selvledelse

2010-11-16T17:03:00.002+01:00

Nogle gange skal man være illoyal overfor procedurerne for at kunne være loyal overfor opgaven.

Forhenværende politichaf Kaj Vittrup har i Politikken kritiseret EUs politiinsats i Afganistan:

“We found that if we had to follow all the rules, we would never get started. We went [.../in] alone – and there was progress. With the sort of inertia there is in the EU system, the war would have been over before the green light for our proposals came from Brussels.”
kilde: http://politiken.dk/newsinenglish/article1109487.ece Politikken, 15.nov.2010, forsiden.

Den gode selvleder ved, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse.

Selvledelse med to subjektive slagsider: find dig selv / skab dig selv

2010-11-12T16:33:00.003+01:00

Selvledelse er grundlæggende set en afbalancering mellem subjektive og objektive fordringer. Man kan lykkes med denne balancering eller man kan lede sig selv med slagside, hvor man enten overbetoner det subjektive (selvet over ledelese) eller det objektive (ledelse over selvet).

Når man kigger på den subjektive slagside, finder der tilsyneladende to forskellige versioner, der begge overbetoner det subjektive på bekostning af det objektive. Disse to versioner genkender jeg i de to dominerende 'autenticitets narrativer' som Iben Krogsdal har afhandlet i hendes kritiske PhD-afhandling om NLP miljøet.

Problemet med begge disse fortællinger er for mig at se, at de eksternalisere det destruktive. Jeg tror også der er meget godt, at sige om disse narrativer, bla. at de virker. Men det ændre ikke på at der syens at være en forløjethed indlejret. Det er en kortsigtet strategi, der på den lange bane fører til det modsatte af det man gerne vil opnå. - Det handler om at komme fremad med hele sit selv, og ikke kun med det positive og fremadstræbende i én.

Du skal derfor hverken finde dig selv eller skabe dig selv, men vorde dig selv. Vorde - er et fantastisk ord vi af en eller anden grund er holdt op med at bruge. Det betyder to ting på en gang: nemlig være og blive. Det er på en gang affirmerende og fremadstræbende/udviklende.

Kilde: Kristeligt Dagblad d.22.oktober 2010

Selvledelse er en "synkron omsætning"

2010-11-12T15:16:00.001+01:00

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

Men kan hun lede sig selv?

2010-11-01T14:23:00.003+01:00

Den egentlige årsag til kravet/ønsket om selvledelse er hverken jobtilfredshed eller produktivitet, men derimod en eksistentiel trussel fra sådan nogle som hende her. Hun hedder Actroid-F og er den nyeste robot fra det Japanske firma Kokoro.

Vi selvleder, fordi vi har brug for at vise os selv, at vi kan noget som hun ikke kan.
Læs mere her.

Erhvervsteologi?

2010-10-31T23:13:00.000+01:00

Fortolket af Chistoph Niemann / Blog.

Se at komme ud mens du stadig kan...

2010-10-31T23:09:00.000+01:00

Jeg kom forbi dette billede af den geniale tyske tegner Christoph Niemann Jeg se jo selvledelse overalt og tænkte: Se at komme ud mens du stadig kan! Det er temaet om drengen i manden. Tænkte videre over hvornår vi mennesker mon mest er os selv - mens vi er børn eller mens vi er voksne?

Nå men ham Niemann er altså ustyrlig morsom. Ham skal du google næste gang du keder dig. Se også hans blog her.

To eksistensfejl

2010-10-29T11:12:00.002+02:00

Den eksistentielle selvledelse er et opgør med to udbredte fejlopfattelser.

Fejl nr.1: Man går galt i byen hvis man tror selvet bare sådan udenvidere dannes af sig selv. Nej - det er en opgave at være sig selv. Eksistensen kræver en indsats. Bør ikke overlades til omstændigheder og tilfældigheder. (Se tidligere indlæg)

Fejl nr.2: Det er idag utilstrækkeligt at tro at dannelsesperspektivet foregår alene udenfor arbejdslivet. Dannelsen og dens problematikker er i dag flyttet ind i det professionelle liv, og må derfor addresseres adækvat af managemnet og HR. Det skal simpelhen være dannende at gå på arbejde.

Der er så mange ligegyldigheder, men så er der også noget andet...

2010-10-29T10:29:00.002+02:00

"Min kierkegaardske raptus tog sin begyndelse i gymnasiet, hvor vi i dansktimerne sad og fedtede med nogle tvivlsomme, freudianske tolkningsmodeller og spildte megen kostbar tid på at analysere triviallitteratur. Pludselig gjorde Kierkegaard så at sige sin entré ad bagdøren og trak en helt anden storartet og forunderligt anderledes verden med sig."

Joakim Garff, teolog, forfatter, Kierkegaard-forsker.
Interview i Kristeligt Dagblad. Bøger&Kultur d.23.okt. 2010

Gid det var så let...

2010-10-29T10:14:00.002+02:00

Konfliktende idealer

2010-10-28T11:01:00.005+02:00

Der var engang en gæst til et bryllup der holdt en tale til brudeparret og sagde: "Kære brud, hvis du har giftet dig ud fra en forventning om, at du nu kan forandre din mand, skal du vide, at det ikke vil ske. Og kære brudgom. Hvis du har giftet dig ud fra en forventning om, at din brud aldrig vil forandrer sig, skal du vide, at det heller ikke vil ske."

Der argumenteres dobbelt for selvledelse. Snart er det fastholdelses- og trivselsargumentet og snart er det performance- og produktivitetsargumentet. Derfor er selvledelse - ligesom brudeparret - fanget af konfliktende idealer, imellem at være sig selv og en del af noget andet og større end sig selv.
Ligesom for brudeparret gælder det for selvledelsen; at organisationen ikke uden videre skal tro, at den kan forandre sine medarbejdere. Og samtidig gælder det, at medarbejderne heller ikke uden videre skal tro, at de med selvledelse bare kan forblive uforandrede.

"Lys uden varme er helvedes kval"

2010-10-25T21:27:00.012+02:00

En stærk salmestrofe af højskolemanden, dannelsestænkeren og præsten N.F.S.Grundtvig.

Oplysning, frihed og mydighed gør det ikke alene. Man må tillige finde noget at varme sig ved, noget at brænde for. Væren (dasein) gør det ikke alene, man må finde noget at bruge sin væren på...

Selvledelse kræver lidenskab hvis det skal være andet og mere end autonomi. Og man kan nu engang ikke brænde for sig selv!

"Da lærte jeg arme i midvinter sval

at lys uden varme er helvedes kval

ej græde jeg kunne for Gud eller ven

kun grue og grunde og grue igen

jeg kæmpe mig ville til kærligheds kilde

omskabe jeg ville mig selv"

(fra digtet Nyårsmorgen 1824)

Selvledelsens skjulte opgave...

2010-10-25T15:05:00.001+02:00

Det at være sig selv, kommer ikke af sig selv. Her Søren Kierkegaard i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift:

"Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven..." (SKS 7, 122)

Led dit liv med succes!

2010-10-19T10:11:00.011+02:00

Jeg har engang læst Steven Coveys Syv gode vaner og bogen har bestemt inspireret mig til at være mere proaktiv og til at ville noget mere med mit liv, og ikke bare lade mig lede af humør, tilfældigheder og sindsstemninger. Men, jeg er også glad for at jeg forlængst har lagt bogen fra mig.

Syv gode vaner overfører nemlig en metode hentet fra erhvervslivet, fra det materielle, til det menneskelige, det åndelige/sjælige. Og netop derfor kan projektet ikke lykkes.

Et tankeeksperiment: hvad ville der ske med kunsten hvis kunstnere læste og tog til sig principperne om de syv gode vaner. Ville en sådan kunst kunne inspirere? Jeg tror det ikke. Og hvad ville der ske med prædikenen, hvis præsten prædikede ud fra disse principper? Ville det være en prædiken med livs- og inspirationskraft? Jeg tror det ikke.

Sagen er den, at der er noget i livet der ikke skal ledes, men derimod leves. I det øjeblik vi forsøger at lede det, mister vi det. Der er simpelhen noget i livet der er større, end os og vores forestillinger og mål med livet. - Hvis du virkelig vil erobre livet, må du underlægge dig (under) det. Hvis du virkelig vil lykkes med livet, må du komme i overensstemmelse med dine fejl og fiaskoer, og netop ikke tro at du kan blive fri af dem.

Hvis vi skal have næring til den opgave at leve livet, må det hentes fra et andet sted. Her hjælper ikke vores erfaringer fra vores succeser med de timelige opgaver (fx at bygge kraftværker og rejse vindmøller). Her hjælper det ikke at være måltret, men derimod at være åben. Her hjælper det ikke at kunne føre sig selv frem, men derimod at kunne søge efter sig selv. Her skal ikke styres og ordnes men leves, leges og elskes.

Så pas på med at ville have en succes med selve livet. Livet er en kraft du aldrig kan få magt over. At have magt over sit liv, kalder vi at tage sit liv. Men du skal jo netop ikke tage dit liv (hverken bogstaveligt eller i overført betydnig), det er livet, der så at sige skal tage dig. Du skal når den dag kommer ikke dø fra livet, men af det.

Steven Covey og andre kan hjælpe dig hvis dit ideal med dit liv er ovenstående billede. Men hvis dit ideal er nedenstående billede, har du brug for noget, der kommer et helt andet sted fra.

Teologisk kritik af vor tids perspektivløse individualisering/subjektivering

2010-10-15T13:39:00.002+02:00

Jeg fik forleden af Ole Fogh Kirkeby anbefalet en fantastisk bog af filosof, præst og teolog Leif von der Wehl Mikkelsen. Bogens hovedanliggende er at etablere en ny metafysik, en ny ontologi ved at samtænke filosofi og teologi på en ny måde.

Bogen er vanskelig. Der er meget jeg ikke kan forstå, og indimellem synes jeg han virker noget vred, men det er nok bare mig. Har endnu ikke fået læst så meget, men forordet er helt fantastisk - hvorfra de følgende citater stammer. En booster for den teologiske selvtillid. Læs her:

----------------------------------------------------------

Individualitetens æra er ved at kulminere... Autonomien er blevet drevet ud i sin yderste konsekvens, og tilbage sidder vi med en verden, opsplittet i millioner af inddivider, som er isoleret fra hinanden og hver især opbygger sin egen lille private verden...

Individualismen tåler hverken nogen over sig eller en afhængighed af noget andet. Al dybere sammenhæng i tilværelsen bandlyses. Resultatet er det paradoksale, at autonomien og individualiteten svækkes og langsomt udraderes. Individualiteten opsluger eller opæder simpelthen sig selv. Selvstændigheden kan ikke opretholdes i selvstændighed. Individualiteten bliver hermed uægte. En subjektivitet, der udelukkende bygger på subjektivitet, er dømt til undergang, og det er jo netop det der er sket. Op gennem historien er subjektivitet blevet mere og mere subjektivt og dermed løsrevet fra sit ophav. En virkelig selvstændighed kræver en sammenhæng med det objektive i tilværelsen - med Gud. En virkelig individualitet er tæt om intimt forbundet med Gud...

Både det menneskelige subjekt og det guddommelige objekt bliver drevet ud i det deformerende. Superindividualisme og superobjektivisme fører til ophævelse af ægte individualitet og ægte objektivitet....

De bibelske tekster bliver til kogebøger, der giver os den 'rigitge' opskrift på kristendom i stedet for at bære det, de skulle være, en transcenderende inspiration og kilde, der udspringer af den dybeste form for frihed, grundet i det guddommelige og transcendente...

Det der trænges til, er således en teologi eller religionsfilosofi, der kan gå i spænd med traditionen, men som kan åbne sig imod nye erfaringer og nye tanker...

Og en teologi, der er i stand til at tage højde for, at det moderne individualitetsbegreb er i opløsning og erstatte det med et langt mere ægte individualitetsbegreb, der i højere grad udviser en sammenhæng med objektiviteten: Gud.

Forlaget Hovedland, 2007. Citeret fra s.13-17.

Heroisk selvledelse

2010-10-12T13:38:00.001+02:00

Selvledelse er et genstridigt modsætningsfyldt begreb. Bl.a. fordi selvet ikke kan være heroisk og fordi ledelse egentlig ikke kan være andet.

"If you want ENGAGEMENT - 'self directed' is better..."

2010-10-12T11:21:00.003+02:00

Se her: Daniel Pinks tegnefilm om motivation og personlig drivkraft.
Economic Man er bare så død!

At være menneske imellem formering og deformering

2010-10-12T09:10:00.005+02:00

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?

et par replikker om den ubetingede vilje...

2010-10-08T15:26:00.001+02:00

'Det er ikke fordi det er svært at jeg ikke kan, det er fordi jeg ikke kan at det er svært!'

Om at ville det man skal: 'Jeg kan aldrig komme til at ville det jeg skal hvis ikke vijlen allerede er der'

Der er noget, der gør sig gældende her, og som vi må blive meget bedre til at forstå, hvis vi skal lykkes med sådan noget som selvledelse. Hvis jeg fx tror at jeg kan komme til at ville det jeg skal, alene fordi jeg skal det, har jeg i den grad udsat mig for en selvforførelse. Viljen bestemmer selv hvad den vil. Den er på mange måder autonom.

For at lykkes med organisation, må vi først lykkes med det menneskelige

2010-10-07T13:28:00.005+02:00

Her et argument for humanisme i organisation fremført af Chester Barnard i The functions of the executive fra 1938:

"I have found it impossible to go far in the study of organizations or of behavior of people in relation to them without being confronted with a few questions which can be simply stated. For example: 'What is an individual?' 'What is a person?' 'To what extent do people have power of choice or free will?' The temptation is to avoid such difficult questions, leaving them to philosophers and scientists who still debate them after centuries. It quickly appears, however, that even if we avoid answering such questions definitely, we cannot avoid them" (1968/1938, p. 8).

Citeret i Domènec Melé The Challenge of Humanistic Management, 2003, Journal of Business Ethics 44:77-88

Ledelse og organisationsteori må tale med filosofi, teologi og humanistiske videnskaber for at få besvaret disse spørgsmål. Et er sikkert - nemlig at ledelse og organisationsteori ikke kan finde svaret på disse spørgsmål i dem selv.

Se også The Humanistic Management Network

Be Yourself--More--With Skill

2010-10-06T09:55:00.002+02:00

I Rob Goffee og Gareth Jones bog 'Why should anyone be led by you?' fremføres dette enkle men også komplekse slogan: Be yourself more with skill. Bogen handler om det autentiske lederskab.

maverick [´mæverik] sb. (am.) kalv som ikke er brændemærket; (om person) individualist; enegænger; uortodoks partitilhænger.

Fik bogen anbefalet af en særdeles spændende HR-tænker i Novo Nordisk, Henrik Hjorth. - Grundtanken synes at være at det ikke er nok at være dygtig, målret, dedikeret osv.(skill), ej heller er det nok at være menneskelig, selvstændig, autentisk - sig selv (maverick); men at det er i kombinationen af disse to at den egentlige værdiskabelse, mening og forløsning finder sted.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hele den dynamiske tænkning der finder sted her. Der er et spændingsforhold mellem det at være sig selv og så at leve op til de krav der stilles én. Denne spænding er både et modsætningsforhold men også en gensidig afhængighed. Det er med andre ord et paradoks.

Modellen er god, men også for simplistisk. Jeg er altid skeptisk overfor de forsimplinger af paradoksaliteter, hvor de reduceres til en 50/50 balancering. Jeg tror nemlig ikke at paradis ligger ude i det yderste hjørne af kvadrant B.

Forholdet mellem autenticitet og kunnen/virke (mellem dannelse og kompetence) går ikke op. Det lader sig ikke løse.

(Hvis man vil tænke teologisk om dette kunne man gøre det med 'lov og evangelium' dikotomien. Det er dog ikke bare en dikotomi, for teologien taler også om lovens 3.brug (Melanchthon: frie fra lovens anklage, men ikke dens lydighed (obedientiam)). - Imperativerne (krav om skill) kommer efter indikativerne (just be yourself) har Bultmann understreget!)

Selvledelse - helt ude i skoven

2010-10-04T08:57:00.002+02:00

Kursusleder, konsulent og coach Merete Munkholm Lenbroch tilbyder en fordybende retræte i eksistentiel selvledelse den 3.-7.november. Dette er selvledelse for dem der virkelig mener det!

Læs alt om retræten på: Retreat i selvledelse.

Selvledelse må altid begrundes dobbelt

2010-10-03T12:27:00.003+02:00

Hvis vi forstår selvledelse som en sammensætning af to selvstændige og forskellige begrebslogikker (selv + ledelse) må selvledelse nødvendigvis begrundes normativt, absolut og intransitivt i begge logikker for at eksisterer.
Selvledelse må både begrundes i ledelse og i subjektivitet.
Kun hvis 'selvet' kan tænkes med ledelse og ikke imod ledelse (som i klassisk management teori, HRM,Corporate Governance mv.) kan man tale om selvledelse. Men samtidig gælder det også, at kun hvis 'ledelse' kan tænkes med selvet og ikke imod selvet (som i kritisk teori) kan man tale om selvledelse.

Selvledelsens geometriske figur er således ellipsefiguren fordi selvledelse ikke har én pol men to.

Læs mere om eillipsefænomenet her: http://milesmathis.com/ellip.html

Intet nyt under solen...

2010-09-29T14:33:00.003+02:00

Jeg må sige at jeg er meget skeptisk overfor al tale om transhumanisme, altså forestillingen om at der er noget radikalt nyt ved det at være menneske. Jeg deler ikke den novationsbesættelse som synes at præge megen samtidsfilosofi især den franske af slagsen:

Dette klip er fra et kursusprogram fra Dispuk om livsfilosofi ved Anders Fogh Jensen. Det er i det hele taget meget spændende og jeg kunne egentlig godt tænke mig at deltage. Jeg mener også at Dispuk og Fogh Jensen har fat i den lange ende, og at det de kan, er netop det vi har brug for i erhvervsliv og organisationer.

Men det er bare ikke nyt. Og selvledelse er som sådan heller ikke noget nyt. Det er når vi gør det til noget nyt at vi skaber problemer for os selv, fordi vi kommer til at indbygge en afstand til det vi allerede er her og nu. Denne novationsbesættelse er særdeles nådesløst. Det er et meget anstrængt grundlag at bygge på. Jeg er meget mere tilhænger af at i vi i stedet prøver at komme i overensstemmelse med os selv.

Jeg er med på at Heidegger har peget på en række problematikker omkring humaisme i det moderne. se tidligere indlæg om dette. Jeg tror bare at trusles om uautenticitet egentlig altid er noget der har truet mennesket. Hver generation og hvert menneske må selv tage denne kamp op. Det er ikke kun noget der angår os i senmoderniteten.

Der er ikke noget nyt under solen konkluderede prædikeren i Det Gamle Testamente. Det er menneskets besættelse af novation, der er problemet, eller rettere denne besættende optagethed af det nye der er problemet. Det er en skrue unden ende.
- Vi skal noget nyt, den er jeg med på. Vi skal noget mere og vi blive aldrig færdige. Men det skal tage udgangspunkt i en affirmation af det allerede eksisterende. Det er midt i det allerede eksisterende at vi finder potentialet til noget nyt - og ikke i fraværet af det.

Du skal have dig selv med, i det nye du skal være.

At lede sig selv er at overskride sig selv...

2010-09-29T12:56:00.000+02:00

"Vi må turde åbne os for andet og langt mere end det vi kan sige os selv. Vi må lytte, lære, turde gå i dybden og ikke blive på overfladen..."

Formuleringen er sakset fra Gudmund Rask Pedersens blog ganske vist i en sag om bibelfortolkning, men det glæder også for selvledelse. Selvet skal ledes netop fordi det ikke har løsningen, meningen, svaret gemt et sted inde i sig. Det skal ledes for at komme ud af og fri af sig selv.

Thyra Frank

2010-09-29T12:13:00.006+02:00

Hvor er det fantastisk at en lederskikkelse som Thyra Frank kan være med i toppen af Danmarks absolutte bedste foredragsholdere om ledelse (link1, link2). Det er fantastisk fordi hun synes at være gjort af et helt andet stof og rundet af nogle helt andre værdier end den der handelsskoleuddannet ledelsesideologi. De andre taler ganske vist også i dag om omsorg, autenticitet og socialt ansvar - og det gør de udemærket - der er bare noget andet og meget mere autentisk over Thyra Frank.

Hun er en slags anti-heltinde. Tænk over om du ville ansætte en Thyra Frank i din organisation! Hmm?! Jeg er faktisk bekymret for om vi i moderne organisationer er i stand til at rumme den menneskelighed som Thyra repræsentere. Thyra synes at være på kollisionskurs med corporate governance.
Fru Frank er for mig et selvledelsesideal fordi hun insisterer på at være menneske først. Hun er i kontakt med sin livsfilosofi og tænker den ind og igennem sin ledelsesfilosofi. Et af hendes styrker er at hun synes at kunne hvile i en tro på et overskud som netop ikke er frembragt af hende selv, men som kommer af sig selv, af livet selv. Det minder lidt om det man på handelsskolen kalder for synergi - det er dog en slags synergi med livet! Stærke sager! Hun siger:

"Jeg synes, at livet er en gave. Jeg kan mærke helt dybt inde i mig, at jeg har en meget stor glæde ved livet."

"Hvis folk tvivler på det hele i livet, så kan man i hvert fald finde en mening ved at være generøs med kærlighed til andre mennesker."

Læs portrættet af Thyra Frank her - fra http://www.k.dk/ d. 28.spet 2010 s.8. Bog på vej fra Gyldendals Forlag 8.nov.

Man manipulerer ikke en slave!

2010-09-28T13:26:00.002+02:00

Manipulation er et moderne udtryk fordi det implicerer en grad af autonomi. Man manipulerer ikke slaver, men frie. Jo mere frie jo mere manipulation!
Selvledelse er ikke en problematik om udnyttelse og beskyttelse, men en problematik om autonomi og manipulation.
Noter fra Kierkegaard konference Kbh.18-20 aug.2010. Claudia Welz's paper 'Becoming and Overcoming Oneself'

Rammer for selvledelse?

2010-09-26T21:33:00.000+02:00

Hvad er det egentligt vi taler om, når vi taler om at sætte rammer for selvledelse?
Er det 'selvet' der skal sætte rammerne for 'ledelsen' eller er det 'ledelsen' der skal sætte rammerne for 'selvet'?

Socail kapital er altid grænseoverskridende

2010-09-24T09:21:00.001+02:00

Social kapital handler om at søge ud over sit eget.

Læste en klog bemærkning i Berlingske Nyhedsmagasin af arbejdsmiljøkonsulent Jan Lorentzen fra DI: "Forestiller man sig en stærk social kapital i de enkelte afdelinger, men en svag social kapital afdelingerne imellem, har man en organisation med subkulturer, der ikke samarbejder godt."

kilde: 'Social kapital kræver hård ledelse' Berlingske Nyhedsmagasin nr. 23. 20-26.august 2010 s.45

Bonusrefleksion: Kan man sige at hvor det for Søren Kierkegaard handler om human kaptial, så handler det for K.E.Løgstrup om socail kapital?

Du ved det allerede...

2010-09-23T10:15:00.001+02:00

Den danske teolog og livsfilosof Knud Ejler Løgstrup har en inspirerende skabelsesteologisk tilgang til den menneskelige eksistens:

"Mennesket behøver ikke at reflektere på sin egen selvstændiggørelse, det behøver ikke at reflektere på den opgave at blive sig selv, det har bare at realisere sig i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen - ikke reflektionen - for at mennesket er sig selv." (I 'Opgør med Kierkegaard' 2005/1968 s.104)

De suveræne livsytringer er det ubetingede i tilværelsen. Læs mere her.

Det er noget 'just do it' over Løgstrups filosofi. Den har entreprenante tilnærmelser. Er til en vis grad performativ. Men - jeg er dog nok mere enig i Kierkegaard, at vi ikke kommer udenom en filosofisk selvforholdelse. Ligesom det kræver fysisk slid at holde kroppen sund, så kræver det også et mentalt slid at holde ånden sund. Intet kommer af sig selv. Derfor behøver vi også Kierkegaard. - Løgstrup har dog meget ret i at det handler også om at komme tilbage i livet og at blive frigjort fra optagethed af sig selv. Men det er jo netop også en kierkegaards pointe. Tror ikke at Løgstrup har læst Kierkegaard ordentligt.

Selvledelse kræver inspiration!

2010-09-23T08:35:00.001+02:00

Stem på Danmarks bedste foredragsholder 2010
http://www.one2speak.dk/afstemning/

Hvad er det der leder os, når vi leder os selv?

2010-09-17T10:33:00.003+02:00

Dette indlæg handler om selvledelsens normativitet. Hvad er det man forsøger at leve op til når man vil lede sig selv? Baseret på mine eksistensfilosofiske og eksistensteologiske læsninger er jeg nået frem til at det hverken kan være orden eller frihed. Selvledelse slår fejl hvis det primært handler om at selvet skal underornde sig. Og selvledelse slår fejl hvis det primært forstås som selvets frigørelse fra ydre bindinger.

Corporats kapitallogikker kan lede, men de kan ikke lede selvet i os. Omvendt kan selvet ikke af egen kraft løfte sig selv. Det må ledes og denne ledelse kommer altid udefra.

Selvledelse kan ikke bare overtage erhvervsledelsens normativitet. Men selvledelse kan heller ikke i egen kraft producere den nødvendige normativitet. Der er altså brug for et tredje element. En normativ ledelse der transenderer corporates kapitallogikker og selvets centrering om sig selv.

Jeg tænker at Ole Fogh Kirkebys begreb 'pro-trep-tik' er noget der kan facilitere en bevægelse mod 'det trejde' mod normativiteten. Protreptik betyder 'at vende sig mod det væsentlige'. Det er det samme ord der bruge i den kristne omvendelsesterminologi. Tanken er at vende sig mod noget væsentligere. Ole vil sige: at vende sig mod sig selv. Teologien tænker mere at vende sig bort fra sig selv, for derigennem at opnå ikke bare et mere autentisk selvforhold men også et sandere livsforhold.

Men der er altså noget der er mere væsentligt end noget andet. Hvis du i din livserfaring genkender at der er noget som er værd at efterstræbe og som er mere væsentlig end noget andet, så er betingelsen tilstede for en protreptisk proces.

---

Jeg mener at eksistensteologien har meget lettere ved at tale om en sådan normativitet end eksistensfilosofien. Det 20.årh. nok største eksistensfilosofi Martin Heidegger stiller mennesket - såvidt jeg forstår - uden en sådan normativitet. Uden ledelse. Det er normativieterne og ledelserne der har perverteret mennesket. Ledelse dehumanisere. Jeg mener dog ikke at man kan stille mennesket uden ledelse. Måske er det fordi Heidegger ikke ville underlægge sig en etik, at han stod uden modstandskraft overfor nazismen og lod sig optage i den. Væren alene kan ikke gøre det for os, der skal ledelse til.

Erhvervsteologi og universalargumentet

2010-09-16T15:56:00.003+02:00

Hvis det overhovedet giver mening at tale om 'erhvervsteologi' er det afgørende at der er tale om en teologi der vil underlægge sig det universalistiske argument (at det der måtte gælde for den enkelte, kun gælder hvis det kan gælde for alle. Ikke noget med at forbeholde frelsen til de udvalgte).

Universalargumentet tilskrives ofte Kant som fx her i Frederik Stjernefelts anmeldelse af Jespersen & Pittelkovs nye debatbog om Islam i Europa (Weekendavisen, Nr.34.27.aug.2010.Bøger s.2):

"Problemet er vel snarer det, at radikal islam og andre totalitarismer ikke som de vestlige samfund har formået at indoptage den (kantiske) idé, at de kritereier man skal fremføre i poplitik, skal være universaliserbare. Det er jo blevet rygmarvsviden i vestlig politik, at man skal fremføre sine fordringer i lyset af universelle principper og konsekvenserne for andre grupper - og ikke som hæmningsløse egoistkrav."

Jeg finder det tankevækkende at det slet ikke er Kant der er ophavsmand til dette universal-argument men derimod apostlen Paulus, dvs teologien!!! Se Alain Badiou herfor i Saint Paul: The Foundation of Universalism. Stanford, SUP, 2003. (Overfor Gud er alle mennekser lige!)

Universalargumentet er således intet problem for teologien, det er tværtom en lakmusprøve på teologiens ordentlighed. - Spørgsmålet om der gives en erhvervsteologi er hermed ikke besvaret. Men én af de mulige indvendinger er nu ryddet af vejen.

Selvledelse på tysk: Selbstfürung

2010-09-13T13:59:00.000+02:00

I 2009 udkom en tysk selvledelsesbog med titlen: Die kunst de selbstfürung af Burkhard Bensmann.

Jeg er glad for at det danske ord at lede både betyder 'at føre' og 'at søge'. Der synes at være en helt anden menneskelighed - og ydmyghed - indlejret i det danske ledelsesbegreb end i det tyske fürung. Enhver kan jo løbe fremad og storme derudaf. Kunsten er at vælge de rigtige stier. Derfor skal selvet ikke bare kunne føre sig selv (tysk), men også kunne lade sig føre af sig selv (dansk). Hertil kræves ikke sikkerhed, men nysgerrighed.
- Jeg siger ikke at selvet har alle de rigtige svar og løsninger liggende latent implicit, - så udviklingsoptimistisk er jeg ikke! - Men jeg tror, at hvis vi tør stille de rigtige spørgsmål og tør undre os, så er der også al mulig grund til at tro, at vi får den bedste ledelse.

- Jeg har en fornemmelse af, at vi i den skandinaviske kultur på dette punkt ligger langt foran den kontinentale-tyske, den anglo-saksiske og den østasiatiske ledelseskultur.

Livet selv...

2010-09-07T08:44:00.002+02:00

"Det livsfilosofiske projekt handler om at forsone mennesket med sit liv ved at forsone det med livet i sig selv."
Ole Fogh Kirkeby, Martin Heidegger. Omsorgens tænker. i Eksistens og Livsfilosofi. Gyldendahl. 2002. s 211

Forløsende arbejde?

2010-09-07T08:29:00.010+02:00

Har her til morgen genlæst nogle livsfilosofiske noter. Den utrættelige Mogens Pahuus har samlet en række indsigter bla. disse fantastiske formuleringer af livsfilosoffen Vilhelm Grønbæk (1873-1948):

Om inspiration: "Jeg kan ikke bære det i stilhed, det må lettes gennem arbejde"
..."[det er] ikke en kraft der tvinger mig, men en kraft der bøjer mig".

Hvilken fantastisk tanke: at kunne lette sin passion ved at arbejde. Tænk sig, at der er så mange der mener at vi skal forløses fra arbejdet. I virkeligheden er det måske netop i arbejdet at forløsningen kan ske.

Rigtig god arbejdslyst.
Kilde: Pahuus, 1995, Livsfilosofi. Lykke og lidelse i eksistens og litteratur. Philosophia. s.28

Illustreret selvledelse?

2010-09-06T15:14:00.005+02:00

Der er ingen der siger at selvledelse ikke er kompliceret. Hmm. Billedet synes at bekræfte min idé om at selvledelse ikke duer som teknologi.

Økonomi og HR - og om at få styr på det...

2010-09-03T10:44:00.006+02:00

Det er tilsyneladende et misforhold mellem HR og Økonomi.
Økonomi vil gerne hjælpe (eller belære) HR til at få styr på tingene. Se debat om dette på Lars Kolinds blog: 'Vågn op HR-Chefer'.

Jeg mener dog at der er noget ustyrligt over mennesket, og jeg er bange for at økonomerne ikke rigtig forstår endsige anerkender dette. Mennesket er som ikke en økonomisk teori. Mennesket er ikke som en vindmølle. Det ustrylige er et grundvilkår. Det er ikke et problem, der skal bekæmpes, men tværtimod en enorm ressource, hvis man kan forholde sig til det på en konstruktiv måde. Det er bla. fordi mennesket er ustyrligt, at det er istand til at lede sig selv. Fjerner man ustyrligheden, fjerner man også selvledelseskompetnecen.

Nu ved jeg godt at økomoner ikke nødvendigvis er interesseret i at lytte til en forvildet teolog som mig. Men så er det godt at deres neoliberale ledestjerne nobelprismodtager Paul Krugman har sagt noget tilsvarende. Ganske vist taler han ikke om HR, men han taler om at økonomer har særdelse svært ved at forholde sig til det ustrylige og kaotiske.

Under overskriften How Did Economists Get It So Wrong? skrev Krugman bl.a. "Economists will have to learn to live with messiness" (NY Times column 2 September 2009.) Dette tror jeg faktisk de kan lære af os i HR.

(Ganske vist viste det sig at Krugman ikke rigtig mente hvad han skrev i 2009. Det forstår jeg ikke, for hvis vi alligevel ikke når det komemr til stykket vil lære af finanskrisen, så kommer den vel igen en dag.)

----------------------------------------------
After outlining the causes of economics' failure to foresee the crash, Krugman writes:

"It’s much harder to say where the economics profession goes from here. But what’s almost certain is that economists will have to learn to live with messiness. That is, they will have to acknowledge the importance of irrational and often unpredictable behavior, face up to the often idiosyncratic imperfections of markets and accept that an elegant economic “theory of everything” is a long way off. In practical terms, this will translate into more cautious policy advice — and a reduced willingness to dismantle economic safeguards in the faith that markets will solve all problems."

Towards the end of the piece he writes

"Economics, as a field, got in trouble because economists were seduced by the vision of a perfect, frictionless market system. If the profession is to redeem itself, it will have to reconcile itself to a less alluring vision — that of a market economy that has many virtues but that is also shot through with flaws and frictions. The good news is that we don’t have to start from scratch. Even during the heyday of perfect-market economics, there was a lot of work done on the ways in which the real economy deviated from the theoretical ideal. What’s probably going to happen now — in fact, it’s already happening — is that flaws-and-frictions economics will move from the periphery of economic analysis to its center."

.... and

"So here’s what I think economists have to do. First, they have to face up to the inconvenient reality that financial markets fall far short of perfection, that they are subject to extraordinary delusions and the madness of crowds. Second, they have to admit — and this will be very hard for the people who giggled and whispered over Keynes — that Keynesian economics remains the best framework we have for making sense of recessions and depressions. Third, they’ll have to do their best to incorporate the realities of finance into macroeconomics."

Sakset fra: http://quotesjournal.blogspot.com/2010/01/economists-will-have-to-learn-to-live.html

Fra nydelse til glæde

2010-09-02T16:03:00.003+02:00

Der findes en glæde som komme udefra, vi kunne kalde den for æstetisk nydelse, og så findes der en glæde som kommer indefra, en form for eksistenteil lykkefølelse. Den første er betinget, den sidste ubetinget. Til den første knytter der sig en årsags-virknings logik, den sidste derimod er spontan, ubestemmelig og ubemægtelig. Den første er fløgtig, den sidste mere vedvarende.

Erhvervslivets belønnings- og incitamentsystemer er alene hjemmehørende i den første kategori. Det skyldes nok at de, der har udtænkt disse systemer kun kender til homo oekonomicus og mangler en dybere erkendelse af hvad et mennekse egentlig er. Det er selvfølgelig en skam. Det reducerer glæden i arbejdslivet, og det er tilmed en meget dyr strategi for virksomhederne.

- Hvorfor ikke spørge mennesket hvad der egentligt gør det glad? Hvorfor ikke undersøge kilderne til den indre glæde?

Et godt sted at starte kunne være Kirkegaards opbyggelige tale om Markens Liljer og Himlens Fugle. (inspiret af Thomas Miles paper på Søren Kierkegaard konference, Kbh, august,2010)

Hvad er det du elsker, når du elsker dit job?

2010-09-01T10:04:00.001+02:00

Min teori er, at det ikke er jobbets omstændigheder; kantineordningen, frugtordningen, lønnen, kontoret, firmabilen, fleksibilitetet ect., men derimod selve kerneydelsen. Man elsker sit job når man fyldes af den tilfredsstillelse der kommer af, at man på en særlig måde er lykkedes med ens kerneydelsen. Man føler at man (igen) er menneske. Man oplever mening. Man gjorde en forskel. Det er nærmest et eksistentielt øjeblik.

Reflektion: kan man så sige at lykken ligger i ydelsen? Kan man 'yde sig' lykkelig?

Alkymisme - en kritisk tanke om kritisk teori!

2010-08-31T09:19:00.000+02:00

Kritisk teori synes at være et dominerende videnskabsparadigme i sociologiens og antropologiens selvledelsesforskning. Den er særdeles velegnet til at trække problematiske forhold frem i selvledelsesbegrebet som corporate har svært ved selv at få øje på. Derfor er kritisk teori nødvendig for at forstå selvledelse - men også utilstrækkelig. Især fordi den ikke er i stand til at producere et anvendelsesorienteret alternativ til den praksis, der kritiseres.

Det slog mig at kritisk teori er en slags alkymisme - altså forestillingen om at der gives en let og smertefri genvej til værdiskabelsen (guldet). Men der gives ingen genvej til værdiskabelse - og vi kommer ikke udenom at skulle arbejde hårdt for det liv vi ønsker. Vi skal dø lidt hver dag (Paulus) hvis vi ønsker at leve.

Jeg mindes ikke at have hørt eller læst denne indrømmelse fra kritisk teori; at livet har en grundlæggende hårdhed (vanskelighed, modstand, opgave, uforsonlighed) i sig. Nej - har du ondt et sted i (arbjeds)livet så kan du finde trøst hos den kritske teori. Jeg har aldrig hørt den sige, at det kunne være DIG der var noget galt med. Anderledes taler teologien.

Der er ingen genveje til guldet. Ønsker vi at bevare vort velfærdssamfund kræver det velstand, og den kommer ikke af sig selv, men gennem det daglige slid fra 100.000vis af medarbejdere i virksomheder, forvaltninger og organisationer.

Selvledelse er et forsøg på at intensivere værdiskabelsen. Der er ganske vist et krav om øget værdiskabelse, men det er en kvalitativ værdiskabelse fremfor kvantitativ (work smarter, not harder), og dette giver - mener jeg - rum for en lidt mere tålelig proces. I bund og grund ser jeg selvledelse som et meget prisværdigt projekt.

Der er dog stadig en masse ting der skal kritiseres i selvledelsesbegrebet, men det skal kritiseres ud fra en grundlæggende positiv livsbestemmelse...

"Kun ét er fornødent..."

2010-08-30T21:39:00.001+02:00

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Dannelses og konkurrence...

2010-08-30T13:48:00.001+02:00

”Elitesport er ikke velegnet til karakterdannelse.”

Sådan sagde idrætsforsker Ask Vest Christiansen, Aarhus Universitet, til P1 Eksistens den 4.april 2010. Spørgsmålet der interesserer mig er hvorvidt moderne arbejds- og erhvervsliv er velegnet til karakterdannelse, eller om det samme modsætningsforhold også gør sig gældende her. Corporate Dannelse - gives det?

Der er på mange måder tale om et modsætningsforhold. Om to verdener. Spørgsmålet er dog relevant alligevel fordi der i hvert fald fra erhvervslivets side er stigende interesse i at udvikle et ledelsesbegrebet i meningsorienteret, eksistentiel og dannelsesmæssig retning. Omvendt er der ikke meget der tyder på at der fra 'dannelsesindustriens side' er megen interesse i retning af erhvervslivet. 'Dannelsesindustrien' er traditionelt særdeles mistroisk overfor dens nyttegørelse.

Jeg mener dog alligevel at vi har et problem her. Hvordan overstiger vi denne tilsyneladende inkommensurabilitet imellem eksistentiel væren og målorienteret gøren?

Selvledelse duer ikke som teknologi!

2010-08-27T10:08:00.006+02:00

I går faldt en erkendelse på plads for mig, nemlig at selvledelse ikke duer som teknologi. Hvis selvledelse skal lykkedes i arbejdslivet er det afgørende at arbejdslivet åbner sig for en non-teknologificeret humanisme.

Selvledelse er på ingen måde ude på fuldstændig at opløse det teknologiske, systemiske, strategiske og instrumentielle som er et naturligt grundvilkår i arbejdslivet. Selvledelse kan godt trives i dette miljø (trives på trods), MEN - den behøver sprækker, øjeblikke, anledninger, rum, situationer, som er afteknologiske. Den behøver disse rum, og den skaber selv disse rum. Teknologificeringen kan ikke bære selvledelsen igennem, fordi den er baseret på en alt for forsimplet grundantagelse om mennesket.

Selvledelse er en bestræbelse, der bryder mennesket fri af dets teknologificerede jernbur (?)

Selvledelse kan ikke eksistere som en teknologi. At lede sig selv må ikke reduceres til selvdisciplin. - Man kan sige det på en anden måde. Efterhånden som robotter og computere bliver mere og mere 'menneskelige', er det bydende nødvendigt for mennesket, at blive endnu mere (og her tænker jeg kvalitativt og ikke kvantitativt) menneskelig. Vi skal blive mere af det som robotten ikke kan blive. Mere eksistentielle, mere spirituelle, mere anstændige, mere elskende, mere æstetiske, mere etiske, mere sande, med mere dømmekraft, mere modige, mere kreative, mere skabende...

Det lyder lidt fladt at sige: mere selvledende, efter denne remse. Måske skulle vi slet ikke tale om at være selvledende, men blot fokusere på at være ordentlige, anstændige og engagerede mennesker.

(Nu, hvor jeg har fundet mit ståsted, kan jeg for alvor begynde at læse Foucault og hans ide om selvteknologi. Det er muligt det holder rent deskriptivt, men det holder altså ikke præskriptivt!)

Kierkegaard og selvledelse...

2010-08-26T21:59:00.004+02:00

Fik en god snak med Louise Grandal fra KD på Kierkegaardkonferencen. Hun fik åbenbart også talt lidt med Pia Søltoft: "For eksempel bliver man måske nødt til at spørge, hvad et selv er, før man begynder at forsøge at udvikle det".
Læs hele artiklen her: Kierkegaard er oppe i tiden.

og så er der også penge i selvledelse...

2010-08-26T16:40:00.003+02:00

"Selvledelse er lige så meget kapitalisme som 'economic man' - bare langsomere og kræver mere tro".

Anders Drejer, Professor, Strategy Lab, Ålborg Universitet

Det er menneskeligt at fejle...

2010-08-25T14:34:00.003+02:00

...siger vi, men er det ikke også menneskeligt ikke at fejle? Vi skal passe på at 'det menneskelige' ikke alene kommer til at betegne en amatørtilstand. Det er også mennekseligt at arbejde, og at arbejde godt. At arbejde 'menneskeligt' kan tilmed være sjovt...

Glad lille plakat om arbejdsglæde. Download. Bestilling.

Kritik af selvledelse

2010-08-25T12:48:00.005+02:00

SYNSPUNKT: "Selvledelse, empowerment og flade strukturer er hovedingredienserne, når alverdens guruer skal give opskriften på effektiv moderne ledelse. Men god ledelse anno 2010 handler også om hierarki, robusthed i organisationen og god gammeldags management, fastslår strategisk rådgiver Jesper Højberg på Ledelseidag.dk. Han advarer mod enøjet overgivelse til tidens smarte budskaber om ledelse"... Læs artikel

JEG MENER: at Jesper Højberg har en rigtig god pointe, og er meget enig i at demokratisk ledelse kan føre til skjult kontrol, forkerte udviklingsretninger, træghed, usynlig magt, ambivalens og usikkerhed m.m. MEN. Selvledelse er ikke det samme som selvstændighed. Derfor er selvledelse heller ikke nødvendigvis i modsætning til management, men et forsøg på at samtænke management med eksistensdimensionen ('selv' + 'ledelse').

Højberg opererer med 3 paradigmer for ledelse, hvor det handler om at opnå den rette balance mellem disse. (klip fra http://www.ledelseidag.dk/)

Ledelsen kan ikke selv!

2010-08-24T13:51:00.002+02:00

Ledelsesopgaven er i dag så kompleks, at ledelsen ikke selv magter den. Derfor inviterer ledelsen nu medarbejderen (foruden mange andre interresenter) ind i ledelsesprocessen. Dette kvalificere ledelsen, men øger samtidig kompeksiteten yderligere. Vi taler om selvledelse - ikke fordi vi kan selv - men paradoksalt nok fordi vi ikke kan selv!

Ledelsen kan ikke selv. - Dette gælder ikke kun ledelsen som gruppe men også ledelse som fag. Jeg har netop genlæst en artikle i Ledelse i Dag fra 2006 af cand.theol. og HR-chef i Morsø Bank Keld Hvolbøl om at ledelsen (faget) ikke kan stå på 'egne' ben, men må trække meget mere på fx de humanistiske videnskaber for at lykkedes. Hvolbøl skriver bl.a.:

"Den lydige teknokrat forskanser sig i tidens politiske korrekthed og bilder sig ind, at ledelse handler om medgørligt at begejstres over de sidste nye værktøjer og med efterrettelig ildhu pleje konsensusidyllen. Alligevel banker virkeligheden på døren."

"Spørgsmålet er derfor, om det er tid til, at ledelse som faglig disciplin flytter sig fra det samfundsvidenskabelige område til det humanistiske område? - Altså væk fra et område præget af modeller og værktøjer der gælder under særlige forudsætninger og i bestemte situationer, til et område der arbejder med menneskers tolkninger af verde, helheder og sammenhænge. For hvis ledere skal kunne agere som autoriteter, der ikke behøver læne sig op af autoritære systemer, må de først og fremmest være dannede i den humanistiske tradition."

System og liv...

2010-08-23T11:13:00.003+02:00

I et ellers udmærket skriv om Den menneskelige leder skriver direktør og konsulent Jes Jessen (Co-Pilot) om 'respekten for autonomien' som et ledelsesvilkår i vor tids nye selvledende og værdibaserede arbejdsliv.

I den forbindelse argumenterer Jes for at 'systemverdenen' ikke overtager 'livsverdenen' og skriver "Systemverdenen bør altid være underordnet livsverdenen." (Den menneskelige leder s.18).

Systemverden kunne fx være sådan noget som HRM (og billedet) mens livsverden har at gøre med livsmening og livsindhold.

Jeg er grundlæggende enig med Jes. Jeg er heller ikke tryg ved den systematisering af liv og arbejdsliv, der foregår her i senmoderniteten (billede). Der efterlades efterhånden ikke noget rum for spontanitet, inspiration, vildskab og utæmmet menneskelighed. Hvem er det dog der er kommet på den tanke, at værdiskabelse kun sker i orden og struktur?
Problemet med vor tids svækkelse af livsverdenen har fået meget næring mener jeg af bla. en bandit som Niklas Luhmann, men egentligt mener jeg at sagen går tilbage til Platon og den græske dualisme, hvori der installeres en fundamental adskillelse af krop og sjæl, materie og ånd, og jeg tror faktisk at det er denne adskillelse, der er roden til vore problemer i dag! (Sjovt nok beskyldes Kristendommen ofte for at være ophav til denne dualisme. Det har jeg aldrig forstået - og kan ikke være mere uenig. Inkarnationen er da om noget antidualistisk. Det er en invasion af forskellige verdener...)

Jeg er enig med Jes i at systemverdenen ikke må få overtaget. Men jeg tror ikke løsningen er at holde dem adskilte (dualisme). De er to sider af samme eksistens, og kunsten for os er at lære at leve med dem samtidigt. Systemverdenen er afhængig af en asymetrisk og usystemisk menneskelighed, samtidig er det nødvendigt at vi får lidt system i kartoffelrækkerne, hvis ikke vi skal dø af sult.

De to verdener er samtidige og er både gensidige forudsætninger og samtidig gensidige begrænsninger. Jeg ved godt det lyder kompliceret, men det er da bedre at kunne se kompleksiteten i øjnene frem for at opdyrke forsimplinger af livet.

Tak i øvrigt også tak til Louise for at bringe mig på sporet.

Værdi og værdighed

2010-08-17T15:02:00.002+02:00

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje, ANIS, 2006,.s15). Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.

7 dage, 1.800 sessioner, 8000 papers, 10.000 deltagere...

2010-08-12T11:16:00.006+02:00

Netop hjemvendt fra min debut på 'Acadamy of Management's årlige mega-konference i Montreal, Canada. Totalt overvældende. Jeg er simpelthen fyldt med indtryk, idéer, kontakter, muligheder og frustrationer.

Programmet fylder lige så meget som en telefonbog, og det tog meget tid bare at sætte sig ind i konceptet og de mange divisioner.

Største skuffelse var divisionen ''Management, Spirituality and Religion (MSR)'. Jeg deler på mange måder interesser med gruppen, men jeg var meget skuffet over det akademiske og intellektuelle niveau. Det nytter ikke noget at man forholder sig ukritisk til religion og spiritualitet. Jeg deler grundtanken om at spiritualitet har enorm potentiale i arbejdslivet - men, jeg mener også at det ureflekteret kan gøre enormt skade.

Til det mest positive er der to kandidater.
Dels var jeg meget begejstret for en 'battling' der udspillede sig imellem teologi og filosofi på 'Critical Management Studies' forkonference. Det var virkeligt forløsende for mig og af høj underholdningsværdi. Lad os få mere at det. (Teologen Martin Herbst har sagt at han er klar - er der en filosof der tør stille op i det andet ringhjørne?)
Dels følte jeg at min akademiske hjemløshed blev opløst, da jeg deltog i et par møder i 'Strategic Human Capital' der søger at samtænke human kapital med det strategiske element i corporate.
I det hele taget er tasken fyldt med papers, nyhedsbreve, links og kontakter som skal studeres videre.

PS: Havde blandt andet lejlighed til at lytte til promonete personer som Henry Mintzberg og Peter Senge.

Hvad har du på, når du arbejder hjemme?

2010-08-12T10:14:00.003+02:00

Fx vil jeg gerne vide om du har sko på, når du arbejder hjemmefra?

Normalt har vi ikke sko på hjemme hos os, og det har jeg heller ikke når jeg arbejder hjemmefra. Men i dag er en undtagelse. Jeg har faktisk taget skoene på. Det er lidt skørt, men jeg føler at det gavner min produktivitet.

Hvad gør du? Hvad har du på når du arbejder hjemme? Hvorfor/ hvorfor ikke...

Hjemmearbejdsplads... hmmm

2010-08-12T09:52:00.002+02:00

Sakset fra religion.dk

2010-08-02T15:01:00.002+02:00

5 centrale værker i eksistentialismens historie

Enten-Eller af Søren Kierkegaard Kierkegaard - skrevet i 1843
Væren og Tid af Martin Heidegger - skrevet i 1927
Sisyfos-myten af Albert Camus - skrevet i 1942
Eksistentialisme er en humanisme af Jean-Paul Sartre - skrevet i 1946
Eksistentialisme af Johannes Sløk - skrevet i 1964

5 eksistentialistiske citater

”Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen” - af Søren Kierkegaard
"Man brækker sjældent benet, medens man klatrer op ad besværelige stier. Faren opstår, når vi begynder at tage let på tingene og vælger de behageligere stier" - af Friedrich Nietzsche
"Eksistentialisme er ikke så ateistisk, at den slider sig op i påvisningen af, at Gud ikke eksisterer. Derimod erklærer den, at selvom Gud eksisterede, så ville det ikke forandre noget" - af Jean-Paul Sartre
"Når man har erkendt absurditeten, undgår man ikke let at skrive en håndbog i lykke. Virkelig? Finder man lykken på så stejle stier? Ja, thi der er kun én verden." - af Albert Camus

Kilde: Religion.dk

Vocation

2010-08-02T10:17:00.010+02:00

Kristeligt Dagblad har denne sommer sat fokus på kaldet og dets 'genkomst' i moderne arbejdsliv. Temaet indledes med en opgørelse der viser at 29% af danskerne opfatter arbejdet som et kald.

Særligt var jeg begejstret for Bo Kristian Holms kronik (16.juli 2010) om det klassiske kalds uaktualitet. Jeg mener med Holm, at der i vores tid er tale om en afvisning af netop et calvinistisk kaldsbegreb opkaldt efter reformatoren Jean Calvin (1509-1564) og videreformuleret af sociologen Max Weber (1864-1920). Et lutherske kaldsbegreb har derimod, efter min mening, stadig aktualitetspotentiale. Det er faktisk noget af det, jeg vil forsøge at vise i min PhD-afhandling. Problemet er ikke kaldet med Calvin! Hans kaldsbegreb ender med at blive nådeløst og selvberoende. Ukristeligt - vil jeg mene.

Om den lutherske kaldstanke skriver Holm: "Kaldstanken er en modvægt til den enkeltes egeninteresse, fordi den orienterer den enkelte mod det, som omverdenen har brug for."

Øvrige citater fra artiklen: En stemme, der ikke kan overhøres:

"Et kald rækker ud over den private selvudvikling." Kirstine Helbo Johansen
"At følge sit kald kræver disciplin og modenhed kombineret med en fortsat åbenhed og lydhørhed. Især i en samtid, der som vores er præget af støj og forstyrrelser i form af tilbud om underholdning og evige opfordringer til at tjene og bruge penge og følge moden." Jakob Kowalski
"Det har meget at gøre med meningsfuldhed. I virkeligheden er meningsfuldhed et udtryk, man nok i dag bedre kan bruge frem for kald." Steen Hildebrandt
"I det nye arbejdsliv ser man arbejdet som noget andet end en pligt – som noget, der udvikler selvet. Man er i pagt med sit arbejde og investerer sit hele selv. Arbejdet er ikke begrænset af faste aftaler i en kontrakt, men er en aftale med perforerede grænser, der rækker ind i hele vores liv. Samtidig er det stærkt identitetsskabende at have et engagerende job og noget, man spejler sig i." Kirsten Marie Bovbjerg
"Kaldet kan også bruges som retfærdiggørelse af totalitarisme, hvis man følger det blindt – det er faren ved det." Jakob Kowalski

Mensch.dk - Hvis jeg skulle vælge et reklamebereau...

2010-08-01T13:33:00.007+02:00

"I skal ikke være bange, for frygt slår tanken fra"

Under overskriften 'Reklame uden stress' bragte Kristeligt Dagblag i går et spændende interview med Mensch direktør Frederik Preisler om arbejdsliv, stress og menneskesyn. Mensche er bl.a. kendt for deres helsidsannoncer med kontroversielle overskrifter, hvor de fremfører forskellige holdninger og budskaber.

Pluk fra artiklen:
Om performance: "Hvis man pisker hestene for hårdt, løber de ikke lige så længe og smukt."
"Vi tror ikke man kan være dygtig, hvis man er panisk."

Om arbejdsdagen: "Det minder lidt om en børnehave, hvor man møder om morgenen, hænger sit tøj på en knage og leger med tudser til klokken 12, hvor der er mad. Derefter leger man videre til klokken 17, og så er det hjem."

Samfundsanalyse: "Vi har aldrig være så materielt velstående og åndeligt forarmede som nu. Vi er så korrumperede, at ingen har lært noget af finanskrisen."

Om religion: "Nogle vil mene at vi mangler en eller anden form for religiøst rygstød. .... Vi lever i en tid, hvor religion for mange har spillet fallit, men vi har ikke noget at sætte i stedet."

Det afgørende spørgsmål: "Min far var filosof og brugte et helt liv på at formulere det afgørende spæørgsmål: hvad sætter vi i stedet for de eksisterende magtkoncentrationer, som er effektive, men også ødelæggende? Han nåede ikke frem til et svar, og jeg ved det heller ikke."

Om work-life balance: "De mange år i branchen har ikke være ødelæggende for mig. Jeg har trods alt altid haft en distance til det, jeg laver. Men jeg har set masser af mennesker omkring mig gå ned, fordi de har dyrket 'mit job er mit liv'-kulturen."

En mand og et firma med indsigt!!!

Angående det sidste citat om distance til arbejdet; jeg forstår ham godt. Mener dog stadig at det er muligt at etablere en eksistentialitet omkring sit arbjede, der gør at det ikke bliver nødvendigt at installere denne distance. Jeg tror at behovet for distance (eksistentiel beskyttelse) hænger sammen med den manglende besvarelse af det afgørende spørgsmål. - Det er ihvert fald afgørende, at hvis man skal give sig til sit job, skal det være værd at give sig til.

Bultmanns tros doktrin

2010-08-01T12:35:00.007+02:00

"Tro er, at mennesket opgiver dets egen sikkerhed og er rede til alene at finde sikkerhed i det usynlige hinsides, i Gud. Det vil sige: tro er sikkerhed, hvor ingen sikkerhed er at se." (Rudolf Bultmann, Jesus Kristus og Mytologien, Munksgaard 1967s43)

Rudolf Bultmann, tysk teolog (1884-1976)

Se også YouTube introduktion til Bultmanns teologi.

Carpe Diem: hvile eller ikke hvile?

2010-07-31T23:19:00.004+02:00

I går overhalede jeg en autocamper på motorvejen. På den stod der 'Carpe Diem' som er et latinsk udtyrk for 'grib dagen' eller 'lev i nu'et'. Carpe Diem er åbenbart et populært navn til campingvognen, båden eller sommerhuset, og det kan man jo egentligt godt forstå.

Men - det generer mig nu også lidt, at dette eksistentielle slagord tilsyneladende kun forbindes med nydelse, afslapning og hvile. Jeg mener, at carpe diem i og for sig lige så godt kan forbindes med arbejde, præstation og anstrengelse. (Måske skulle jeg hænge et carpe diem skilt op på kontoret.)

Den dag - der skal gribes, den tid, det nu, det liv, der skal leves, består jo i lige så høj grad af noget 'gøren' som af noget 'væren'. At leve i nu'et er at kunne mestre den rette balance mellem at arbejde og at hvile, og ikke at vælge hvilen frem for arbejdet! Hver dag er på én gang en gave og en opgave, og vi rammer forbi livet, når det ene element får overhånd på bekostning af det andet. Carpe Diem er ligeså meget hårdt arbejde som nydelse og afslapning.

Præskriptiv selvledelse! - om SL's normativitet...

2010-07-31T22:47:00.001+02:00

Jeg er særligt på jagt efter selvledelsens normativitet. Hvad er det, der skal leves op til? Hvad er der for en norm der virker i/til selvdrift?

Er citat om normativitet: "Normativitet refererer ikke deskriptivt til virkeligheden, sådan som den er; men refererer præskriptivt til virkeligheden, sådan som den bør være."

(Kristine Helboe Johansen, Religion, normativitet og det moderne samfund, Præsteforeningens Blad nr. 30-31, 30.juli 2010 s.596. Med reference til forskningsprojektet: Religion and Normativity I, p.53, 2010. Aarhus Universitets Forlag. Se mere på: http://relnorm.au.dk/ )

Derfor arbejder jeg heller ikke deskriptivt med selvledelse, men netop præskriptivt. Selvledelse er en forandringsagent!

'Top of The Pops' - fra sommerens indbakke...

2010-07-30T16:09:00.002+02:00

Spændende arrangementer mm. i det kommende efterår:

PhD-kurus om teologi, arbejde og organisationCBS 13-15 oktober
Seminar om dannelsens grænser. Søren Kierkegaard Forskningscenteret 30/9-1/10
Seminarrække om spiritualitet, religion og arbejdsliv. Sept/Okt. København, Århus.
Otto Scharmer og Teori U i Århus 26-27.sept.
Nye artikler og anmeldelerser på Ethix
Ny bog om selvledelse fra Dansk Psykologisk Forlag

PS: Husk at selvet er en begivenhed. (Ole Fogh Kirkeby)

Så er jeg så småt ved at være tilbage ...

2010-07-29T11:02:00.002+02:00

... efter en dejlig OFFLINE stay-cation med familien.

De kommende uger står på to konferencer i Montreal Canada, som jeg ser meget frem til og som jeg glæder mig til at skrive lidt om her på bloggen.

Ledelse og organisationsteorien har tilsyneladende fået øje på teologien som en mulig samtalepartner. Det lyder særdeles lovende. Se mere på:
Academy of Management: 'Dare to Care' og Critical Management Studies:
Workshop: Theology & Organization.

Tip til ledelse af selvledelse: Let it be!

2010-07-09T10:02:00.012+02:00

YouTube: The Beatles: Let it be!

En væsentlig del af selvledelse er selvorganisering. - Selvorganisering handler om at noget virker af sig selv, når først de rette rammer og betingelser er på plads. Ledelse af selvorganisering handler bla. om at etablere af disse rammer og betingelser.

Men hvordan gør man det? Jo - et teologisk svar inspireret af den biblelske skabelsesmyte er: 'Let it Be!'. Der er en dobbelt betydning i 'Let it Be' som er vigtig at holde fast i. Der er tale om at den skabende magt skaber og samtidig sætter fri til selvskabelse.

For dig som leder af selvorganiserende medarbjeder betyder: 'Let it Be!' to ting: 1) du skal 'LET it be' - dvs du skal trække dig tilbage, stole på selvorganiseringsprincippet, udvise tillid, risikovillighed osv., og 2) du skal 'let i BE' - dvs du skal understøtte det, lade det blive til, sørge for at det kan udvikle sig, så at sige: være immanent tilstede i processerne...

Du skal faktisk være lidt ligesom Gud 'der skabte himmel og jord'. Det er da meget cool, er det ik'?

Læs mere: Gregersen,Niels Henrik. 'Skabelse og selvorganisering - et teologisk tankeeksperiment' i Kirke og Kultur. nr.4 2005

Er det slut for humanismen?

2010-07-08T16:43:00.012+02:00

Humanisme var engang et plusord, men er i dag blevet ødelagt, forrådt af netop den modernitet, der ville dyrke den!

Jeg prøver her i eftermiddagsvarmen at forstå Martin Heideggers kritik af humanismen. Humanismen synes forrådt og vi skal derfor gå en anden vej. Den er forrådt af Immanuel Kants etiske maksime, der sætter mennesket som det ultimative mål, forrådt af den moderne teknologi, der islavesætter i stedet for at frigøre, forrådt af psykologiens selvberoende subjektivitet, der i virkeligheden fremmedgør, forrådt af videnskabens evidenskrav, der reducerer mennesket til et funktionsvæsen, forrådt af dannelsestænkningens uundgåelige misdannelse, forrådt af kapitallogikken, der har efterspændt et R (resource) og et M (management) bagved H'et (human) i en sådan grad at H'et nærmest er frarøvet sin egen eksistens...

H'et er ødelagt. Står ikke til at rede. (er der nogen der tænker: transhumanisme?) Heideggers modsvar er 'nærhed til væren'. Det er som sådan ikke mennesket, det handler om, men dets væren.

På mit bord lige nu (lidt tilfældigt, men alligevel med en tilsyneladende rød tråd i og til dette emne):

Heidegger,Martin. Et brev om 'humanismen'. 2004. Informations Forlag
Navntoft,Rasmus. 'Heidegger og Humanisme' i Semikolon. nr.10.2005
Qvortrup,Lars. Pædagogikken viser vejen til det nye Paradis: Vidensamfundet. Information, 31.juli 2008.
Sharon C. Bolton and Maeve Houlihan. Searching for the Human in Human Resource Management. 2007. Palgrave Macmillan.
Grøn,Arne. 'Dannelse og karakter' i Kritisk Forum for Praktisk Teologi. nr.58. 1994. (Omhandler Kierkegaards dannelseskritik)
Gregersen,Niels Henrik. 'Skabelse og selvorganisering - et teologisk tankeeksperiment' i Kirke og Kultur. nr.4 2005

Hmm - føler mig en lille smule blæst!

Selvledelse som totalitært regime?

2010-07-08T13:34:00.011+02:00

Vi leger med ilden - når vi organiserer selvledelse!

Hvad i alverden har SL at gøre med det 20.århundredes værste totalitære regimer? Er selvledelse ikke netop modsætningen til disse regimers uniformering, disciplinering og militarisering af hele civilbefolkninger.

Jo - bestemt. Den ægte selvleder går ikke bare i takt. Han/hun tænker selv, fordi han/hun dybest set vil sig selv.

Ikke desto mindre er det netop denne risiko for totalisering som den kritiske forskning meget advarende påpeger er tilstede i selvledelsesbegrebet. Der er selvfølgelig ikke tale om en decideret ond totalisering som fx nazisme og fascisme, men om en snigende tæmning af mennesket baseret på en særlig nyttelogik som mennesket ukritisk downloader fra markedskapitalismen og installerer i personligheden.

»Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« siger filosof Søren Gosvig Olesen, i en artikel i Information.

Hvis selvledelse alene betyder at du skal lede dit selv således, at du bringer ikke bare din faglighed men hele dit selv i overensstemmelse med disse kapitallogikker, ja så et vi meget tæt på definitionen af et totalitært regime.

Problemet er ikke så meget at vi leder os selv - for det gør vi hele tiden. Problemet opstår når vi i corporate vil organisere denne selvledelse. Derfor - for at undgå en totalisering af selvledelse, er det afgørende at vi installerer en modvægt (modmagt) i vores selvledelsesdesign. Vi må installere det frie, det a-strategiske, det unyttige, det humanistiske, det eksistentielle - kort sagt: vi må installere et værensbegreb i vores selvledelsesdesign. Du er menneske først, og dernæst chef, medarbejder, konsulent eller hvad du nu er.

Det er selve driftigheden, der kan være farlig.
Jeg mener bestemt der ligger en totaliserende trussel i selve tanken om ledelse af selvet. Derfor læser jeg bl.a. den jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), der i sin analyse af totalitarismen afviser at den totalitære ideologi kan afskrives som national perversion. Totalitarisme er derimod en latent trussel, der bor i os alle. Og hendes påstand er ifølge Einar Øverenget "at totalitarismens radikale ondskab udspringer af driftigheden, af de mennesker som omgående lade den ene nyttige handling følge af den næste - uden andet ønske end at gøre deres pligt". (Øverenget: Hannah Arendt, Gads Forlag, 2002, s9). "Det forfærdelige er" konkluderer Øverenget "at sådanne driftige mennesker er en eftertragtet vare i den moderne verden."

Note: Arendt er bestemt ikke anti-driftig. Hun var selv et driftigt menneske og i hendes analyse af arbejdsbegrebet (hvor et af hendes vigtigste pointe var, at vi må skelne mellem arbejde som slid, som frembringelse og som handling) påpeger hun (ifølge EØs98) "at et liv uden handling ikke ville være noget liv for et menneske".

Konklusion: Vi skal være driftige, men vi skal være driftige på en måde, hvor vi hele tiden er os selv bevidste om driftighedens lumske dehumanisering. Selvledelse er en måde at være driftig på, og vi skal "give til markedskapitalismen, hvad markedskapitalismens er". (jf: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" Matt.22,15-22). Men - vi skal også forstå at selvledelse samtid er en eksistensform. Det er ikke kun at lede sig selv, men også at lede efter sig selv (dvs. livet, meningen, lykken, nærværet, glæden ect.). Du skal derfor også give til dig selv, hvad dit er.

På det organisatoriske plan er det vigtigt at management og nok især HRM er sig bevidste om at denne risiko for totalisering er latent tilstede i bl.a. selvledelsesbegrebet. Hvis man tror at totalisering aldrig vil kunne ske i ens eget miljø - er der allerede grund til at tænde den første advarselslampe.