Erhvervsteologi og universalargumentet

Hvis det overhovedet giver mening at tale om 'erhvervsteologi' er det afgørende at der er tale om en teologi der vil underlægge sig det universalistiske argument (at det der måtte gælde for den enkelte, kun gælder hvis det kan gælde for alle. Ikke noget med at forbeholde frelsen til de udvalgte).

Universalargumentet tilskrives ofte Kant som fx her i Frederik Stjernefelts anmeldelse af Jespersen & Pittelkovs nye debatbog om Islam i Europa (Weekendavisen, Nr.34.27.aug.2010.Bøger s.2):

"Problemet er vel snarer det, at radikal islam og andre totalitarismer ikke som de vestlige samfund har formået at indoptage den (kantiske) idé, at de kritereier man skal fremføre i poplitik, skal være universaliserbare. Det er jo blevet rygmarvsviden i vestlig politik, at man skal fremføre sine fordringer i lyset af universelle principper og konsekvenserne for andre grupper - og ikke som hæmningsløse egoistkrav."

Jeg finder det tankevækkende at det slet ikke er Kant der er ophavsmand til dette universal-argument men derimod apostlen Paulus, dvs teologien!!! Se Alain Badiou herfor i Saint Paul: The Foundation of Universalism. Stanford, SUP, 2003. (Overfor Gud er alle mennekser lige!)

Universalargumentet er således intet problem for teologien, det er tværtom en lakmusprøve på teologiens ordentlighed. - Spørgsmålet om der gives en erhvervsteologi er hermed ikke besvaret. Men én af de mulige indvendinger er nu ryddet af vejen.

Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.

Kants pligt-etik smadret af 7-årig Star Wars fan

Den tyste oplysningsfilosof Immauel Kant (1742-1804) er især berømt for det såkaldte "kategoriske imperativ", hvor han forsøger at opstille en almengyldig etisk regel baseret alene på fornuften og således renset for forskellige subjektive formål. Kant argumenterer for, at der er indlejret en etisk rationalitet i selve det at være et (frit) menneske, og konkluderer at etikken således kan begrundes rent rationelt.

Og det kan meget af etikken, men ikke alt. Kants pligtetik er utilstrækkelig. Der mangler noget. Den frarøver os noget af fortryllelsen ved livet.

Min 7-årig mistede i vinter alle sine Lego StarWars figurer - det troede vi i hvert fald. Figurene som er juvelerne i legosamlingen, havde han altid med sig overalt i en lille æske. Men efter et par hektiske juledage med mange besøg forskellige steder i landet var æsken væk og sorgen var selvfølgelig ubegribelig stor.

Hvad gør man? Vi syntes ikke vi ville købe alle legopakkerne til ham én gang til blot for at få figurerne. Det ville jo blive alt for dyrt. Så vi skrev et meget følelsesladet brev til Lego med billeder af en sorgbetynget dreng omgivet af meget tomme Star Wars fly. Men så - lige inden brevet skulle afsted - fandt vi figurerne. I et splitsekund overvejede vi at sende brevet alligevel - men det ville jo være en etisk forkert handling!!!

HVAD har dette nu med Kant at gøre? Jo, Kant katagoriske imperative lyder: "Du skal kun handle efter en maksime, om hvilken du også kan ønske, at den bliver en almen lov." (kilde: GMS, A52).

Ifølge den rationelle etik må vi konkludere at Lego ikke skal efterkomme min søns ønske, for de kan jo ikke bare sende gratis lego til alle børn med en god historie. Det ville jo i det lange løb fuldstædig undergrave virksomheden. Kant ville sige, at hvis ikke Lego kan forsvare i alle situationer at sende gratis lego afsted, skal de ikke gøre det overhovdet.

Min søn ville bestemt ikke være tilfreds med Kants 'mekaniske' imperativ. Og jeg tror faktisk heller ikke at medarbejderne i Legos CSR-afdeling ville være det. Jeg har da i hvert fald hørt om cases hvor gratis lego er sendt afsted, velvidende at det ikke kunne blive til en general regel - og at medarbjederne oplevede stor mening heri.

Hvad er vil det sige at være menneske? Det er selvfølgelig mange ting, men ét svar er, når man føler sig exceptionel behandlet, når man føler at nogen går en 'ekstra mil' for én og gør noget ud over det sædvanlige som egentligt er rationelt ubegrundet. Er det ikke dér at vi på en særlig måde føler at vi er til som mennesker? Dette fænomen kalder vi kærlighed, og kærlighed er for mig at se ét af etikkens helt klare grundbegreber. Men kærligheden er i-rationelt, og derfor dømmes den ude af Kant som etiks grundprincip. Det er jo hjerteløst! 

Den rationelle etik er ok. Men vi har simpelthen brug for en anden etik også. Kant skulle måske tage sig en lille filosofisnak med den lille grønne filosof fra Star Wars. Det handler om at kende kraften...

Det pædagogiske paradoks

Der er en grundspænding i selvledelsesbegrebet, som er meget lig det såkaldte pædagogiske paradoks. Det lyder som følger:

Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?

Perverterede selvledelsesformer:

• Du skal lede dig selv, fordi jeg siger det!
• Hvordan synes du jeg skal lede mig selv?
• General: Demokrati, træd an!

Læs mere i Det pædagogiske paradoks af  Alexander von Oettingen (2001) Forlaget KLIM. Se også Immanuel Kant Om pædagogik (2000) KLIM.