0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.
1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.
2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.
3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.
4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)
Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!
