Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Passion og Performance

Der er ikke meget der dukker op når man googler på Passion and Performance eller Performative Passion - og man kan derfor komme helt i tvivl om der egentligt er en væsentlig sammenhæng mellem disse.

Mikael Trolle, partner i High Performance Institute er dog ikke tvivl om at der er en klar forbindelse mellem passion og performance. Mandag Morgen har talt med ham om dansk mentalitetskrise, trivselssamfund og kollektiv sløvsind foranlediget af nationens drastisk fald i produktivten:

MM: Hvordan kommer vi ud af den nuværende mentalitetskrise, så vi igen kan præstere stort?
Trolle: "Det, der virkelig løfter en præstation, er ambition og ikke mindst passion. Vi skal genfinde engagementet og lade det være drivkraften bag de mål, vi sætter for os selv og vores arbejde. Det, vi beskæftiger os med, skal give mening. Vi skal ikke blot drives af vores søgen efter trivsel, vi skal drives af vores engagement. Alt for mange mennesker ved ikke længere, hvorfor de går på arbejde. De kan ikke finde meningen i det. Hvis ikke vi kan finde mening i processen og præstationen, der fører til resultatet, så mister vi os selv som mennesker... Grundlæggende skal vi give danskerne lysten til at præstere bedre, ende de gør nu. Passionen skal vækkes." ('Mentalitetskrisen har tag i danskerne' MM 25.maj 2010 27-29).

Jeg vil tilslutte mig Trolles antagelser om (og erfaringer med) at der er en sammenhæng mellem passion og performance. Det er på mange måder denne sammenhæng jeg udforsker i mit PhD-projekt. Jeg har dog et par korrektiver til denne tanke om en 'performativ passion':

1. Der er en passiv side til passionen som ikke må underkendes. Det er ikke bare mig der har passionen, men også den der har mig. Der er en nødvendighedsdimension over passion (ville Kierkegaard sige). Passion rummer en lidelsesdimension. At være passioneret handler ikke om at få succes, men om udleve sit liv på en energisk og autentisk måde.
2. Mennekset skal både leve af og leve for. Den kortsigtede behovsopfyldelse (det som Trolle kalder for 'søgen efter trivesel') kan aldrigs skrives ud af ligningen. Det er ikke et alternativ til engagement - men en forudsætning. Man kan spørge: hvorfor skal vi arbejde hårdt hvis ikke det er for at opnå trivsel, lykke og pensionsordninger på den lange bane. Disse to: trivsle og engagement, reflektion og handling, eller menneksets gøren og væren - er to sider af samme sag.
3. Hvis det er passion vi taler om, må vi forstå at den også rummer elementer af non-perforamtiv art. Disse skal vi lære at værdsætte, ellers mister vi passioen. Hvis vi gør livsvilkår som hvile, nydelse, trivsel til problemer - til skyggesider der skal bekæmpes og undetrykkes, fordi vi kun vil være perforamtive mennesker - ja så vil jeg mene, at vi i endnu højere grad mister os selv som mennesker.

Disse indvendinger underkeder dog ikke, at der stadig er en sammenhæng mellem passion og performance. I min bog er det dog passionen, der er fikspunktet og performance der er den variable størrelse. Det er passionen der er 'herre' og performancekravet der er 'tjenerinde'. Det er passionen der er ubetinget og performance der er betinget. Det er mit indtryk at Trolle tænker lige omvendt.