Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.

Vocation

Kristeligt Dagblad har denne sommer sat fokus på kaldet og dets 'genkomst' i moderne arbejdsliv. Temaet indledes med en opgørelse der viser at 29% af danskerne opfatter arbejdet som et kald.

Særligt var jeg begejstret for Bo Kristian Holms kronik (16.juli 2010) om det klassiske kalds uaktualitet. Jeg mener med Holm, at der i vores tid er tale om en afvisning af netop et calvinistisk kaldsbegreb opkaldt efter reformatoren Jean Calvin (1509-1564) og videreformuleret af sociologen Max Weber (1864-1920). Et lutherske kaldsbegreb har derimod, efter min mening, stadig aktualitetspotentiale. Det er faktisk noget af det, jeg vil forsøge at vise i min PhD-afhandling. Problemet er ikke kaldet med Calvin! Hans kaldsbegreb ender med at blive nådeløst og selvberoende. Ukristeligt - vil jeg mene.

Om den lutherske kaldstanke skriver Holm: "Kaldstanken er en modvægt til den enkeltes egeninteresse, fordi den orienterer den enkelte mod det, som omverdenen har brug for."

Øvrige citater fra artiklen: En stemme, der ikke kan overhøres:

• 
  
  "Et kald rækker ud over den private selvudvikling." Kirstine Helbo Johansen
• 
  
  "At følge sit kald kræver disciplin og modenhed kombineret med en fortsat åbenhed og lydhørhed. Især i en samtid, der som vores er præget af støj og forstyrrelser i form af tilbud om underholdning og evige opfordringer til at tjene og bruge penge og følge moden." Jakob Kowalski
• 
  
  "Det har meget at gøre med meningsfuldhed. I virkeligheden er meningsfuldhed et udtryk, man nok i dag bedre kan bruge frem for kald." Steen Hildebrandt
• 
  
  "I det nye arbejdsliv ser man arbejdet som noget andet end en pligt – som noget, der udvikler selvet. Man er i pagt med sit arbejde og investerer sit hele selv. Arbejdet er ikke begrænset af faste aftaler i en kontrakt, men er en aftale med perforerede grænser, der rækker ind i hele vores liv. Samtidig er det stærkt identitetsskabende at have et engagerende job og noget, man spejler sig i." Kirsten Marie Bovbjerg
• 
  
  "Kaldet kan også bruges som retfærdiggørelse af totalitarisme, hvis man følger det blindt – det er faren ved det." Jakob Kowalski