Viser opslag med etiketten ubetingede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ubetingede. Vis alle opslag

tirsdag den 15. februar 2011

Kan alt ledes? Skal alt ledes?

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram. 


onsdag den 22. december 2010

Høj selvledelse

"Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen" ...sådan synger vi som bekendt her i julen.

Der er forskel på selvledelse. Den form jeg er tilhænger af, kan man blive høj af. Men det koster.

Der findes en opskrift. En af ingredienserne går ud på at tappe ind på et eksistentielt livsoverskud. Det er en bevidsthed om et positivt forsyn. Det er dette fænomen, der er kerne indholdet i julens fortælling. (Julen handler om noget langt alvorligere end hyggelig julestemning og religiøs romantik). Julens fortællinger stiller skarpt på en grundlæggende livserfaring, som vi hele tiden er i risiko for at miste. Vi erindrer den os, hvis vi tar os tid og gør os umage...

Høj selvledelse? - Når man nu skal engagere sig og involvere sig i noget, så kan man da lige så godt engagerer sig i det hvortil der knytter sig en storhed, et overskud, en graciøsitet. Man skal finde det, der er værd at kæmpe for. Og så skal der kæmpes. Men det handler ikke bare om at kæmpe. Det handler om at kæmpe for det rigtige, det store, det sande, det skønne...

Det er den værdibaserede selvledelse. En selvledelsesform man kan blive høj af. - Det er muligt man kan disciplinere sig selv rigere, men jeg tror ikke på man kan disciplinere sig selv højere. Skal du for alvor blive høj af din selvledelse, skal der mere til en selv-mestring.

Rigtig glædelig jul.

torsdag den 2. december 2010

Det gør en forskel om det er visionen, der sætter missionen, eller missionen, der sætter visionen

Hvorfor gør vi det vi gør? Jeg vil mene at ingen af os skal lede længe for at komme med et missionalt svar på dette spørgsmål. Vi gør noget, for at overleve...for at få råd til... for at leve op til et ansvar... for at beholde jobbet... for at beskytte os selv.. for at udvikle os selv... for at få tiden til at gå... for at få føde... for at realisere os selv... for at nyde... for at vinde... ect.

Langt vanskeligere er det at finde et visionalt (hvis man kan sige det) svar: Vi gør noget, fordi det er sandt, fordi det er smukt, fordi der er godt...

Vision er ubetinget. Mission er betinget.

At overleve er 'kun' en mission, det kan aldrig være en vision. Du overlever ikke for at overleve, men du overlever for at kunne bruge dit liv på noget andet og mere end dig selv. 

Mission er altid en kamp. Visionen er det, der er værd at kæmpe for. Man siger ofte at missionen beskriver det vi er sat i verden for. Det er heller ikke helt forkert. Men det er dog stadig visionen der så at sige 'sætter i verden'.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple" - lød verdens ældste(?) missionsformulering. Det er den kristne kirkes, og ordene står i Matthæusevangeliet (28/19). Bemærk ordet 'derfor'. Missionen henviser tilbage til noget andet og større end selve kampen. Der skal nemlig være noget, der er værd at kæmpe for, hvis vi for alvor skal kæmpe.

Jeg tror på at det er visionen, der skal sætte missionen. Ganske vist kan visioner være forfærdelige forførende. De har en tendes til at hæve sig op over al kritik. De kan let blive sekterisk. Men en verden og et liv uden vision, er for mig at se også en verden uden tro, passion, begejstring, integritet, mening, kærlighed ect.

fredag den 8. oktober 2010

et par replikker om den ubetingede vilje...

'Det er ikke fordi det er svært at jeg ikke kan, det er fordi jeg ikke kan at det er svært!'

Om at ville det man skal: 'Jeg kan aldrig komme til at ville det jeg skal hvis ikke vijlen allerede er der'

Der er noget, der gør sig gældende her, og som vi må blive meget bedre til at forstå, hvis vi skal lykkes med sådan noget som selvledelse. Hvis jeg fx tror at jeg kan komme til at ville det jeg skal, alene fordi jeg skal det, har jeg i den grad udsat mig for en selvforførelse. Viljen bestemmer selv hvad den vil. Den er på mange måder autonom.

mandag den 30. august 2010

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!