Coaching er skabt til tennis – ikke til selvet

Jeg har netop læst et par skarpe klummer i Politiken af lektor Rasmus Willig fra RUC. To hårde stød mod bl.a. kursusindustriens humanistiske charlataner med alt deres åndelige affald.
Læs dem her:
04/4 10 Coaching er skabt til tennis – ikke til selvet
30/7 12 Positive tanker er en ny form for mental racisme

Intet er mere positivt end en ordentlig kritisk tanke.

Ud med det indre, og ind med det ydre?

Hvordan kan det egentligt være at vi har fundet det nødvendigt at externalisere alt det implicitte; fx når vi taler og skriver så meget om værdibaseret ledelse, det sociale ansvar mv? Hvorfor denne trang til at få styr på det indre? Hvorfor kan vi ikke bare være ordentlige mennesker i ordentlige virksomheder? Hvorfor skal det stå på brevpapiret at vi er ordentlige mennesker? Er det ikke netop et tegn på at vi ikke er så ordentlige endda?

Og hvordan kan det være, at vi har fundet det nødvendigt at internalisere alt det eksterne, fx når vi er så optaget af at måle, evaluere og styre selvet og de indre anliggender som var det kompetencer og tillærte færdigheder. Coach dig selv, lyder tidens mantra. Evaluere dit selv.

Det er som om vi foretrækker at gå rundt med det indre på ydresiden, og det ydre på indersiden. Men det er jo helt forrykt. Nogen må jo gøre noget!

Det er somom vi prøver at begribe hjertet med hovedet, og hovedet med hjertet.

Konsulent i Kierkegaard?

Har i dag deltaget i et spændende seminar om Søren Kirkegaards anvendelighed i corporate. Tak til Pia Søltoft og Søren Kierkegaards Forskningscenteret. Et hyggeligt gensyn med Det Teologiske Fakultet.

Hvad kan man bruge Kierkegaard til? Spørgsmålet er relevant, men også uhyggeligt, for er hele hans pointe ikke at vi risikere at reducere livet i og omkring os, når vi gør os selv og hinanden til gensidige instrumenter? Hvad kan du bruge mig til, og hvad kan jeg bruge dig til, og hvad kan vi sammen bruge Kierkegaard til? Kierkegaard ville måske svare: absolut ingenting. Gå i stedet ud og lev dit liv.

Kierkegaard installerer nærmset et radikalt korrektiv til forestillingen om at selvet skal styres. Et syret selv er et falskt selv.

Indlæggende var gode (og nogle mindre gode) - debatten fik først kraft til sidst. (Er det ikke sådan hver gang?) Emnet er vigtigt og relevant. Corporate trænger til dannelse. Kierkegaard kan helt klart løfte dannelsesniveauet i organsiationerne. Men spørgsmålet er om corporate kan gå hele vejen ud i dannelsen. Jeg vil give Matias (første (og bedste) oplæg) ret i at der må vise sig en grænse mellem menneskets eksistentielle projekt og arbejdslivet/erhvervslivet. Corporate kan ikke overtage eksistentialiteten uden derved at kompromitere kapitalens logikker. Opgaven bliver derfor at undersøge (og udvikle) sameksistensen mellem dannelse og organisation. For noget kan de to sammen - selvom de ikke kan overtage hinanden. Skiller man dem ad - dør de begge!

Udbytte:

• Måske er det teologien der skal på banen her. Du kan ikke med viljen (filosofien) alene elske dig selv. Der skal noget mere til. Troen (teologien) kan etablere dette selvforhold. Er der alternativer?
• Tør du være menneske på arbejde, og ikke kun medarbejder? Må du? Det at være mere end en medarbejder, er kun noget den enkelte kan tage på sig.

Kierkegaard som coach!

"Når man læser Kierkegaard virker det ikke helt så enkelt som når man læser Sofia Manning." Livet altså ;)

En venlig formulering af Pia Søltoft i den særdeles udemærkede artikel: Kierkegaard som coach. Erhvervspsykologi. 2008 Vol. 6, nr. 1 (2008) s. 10

Coach dig selv, og få hjernen med...

Ny bog af hjerneforsker Kjeld Fredens og sociolog og coach Anette Prehn. Se interview om selvledelse med Anette Prehn på BørsenTV.

En spændende og brugbar bog, der flytter coachingen ind i selvforholdet, hvor det retteligt hører hjemme. Bogen udfolder kompleksiteten i selvforholdet og peger på en række intrapersonelle selvnormativiteter. Der findes ikke bare én dirigent inde i dig, der til syvende og sidst bestemmer det hele. Det normative selvforhold er særdeles flertydigt.

(Kom til at tænke på Lars Von Triers film Direktøren for det hele. Chefen for det hele findes ikke. Således også i selvforholdet.)

Selvledelse handler om at kunne planlægge, gennemføre og udvikle sit arbejde med virksomhedens mål og værdier for øje, siger Anette Prehn i interviewet, hvor hun også taler om uheldige selvledelsesvaner.

Hun har meget ret i at selvledelse ikke bare er en løsning, men meget vel kan blive et problem. Man kan lede sig selv på en uheldig og skadelig måde. Jeg mener dog at denne problematik ikke er ordentligt gennemtænkt ift. ovenstående selvledelsesdefinition. Jeg mere skadesvirkningen er en direkte konsekvens af ovenstående definition, hvor det egentligt bare handler om for selvet at overtage organisationens mål og værdier på en så vellykket måde som muligt. Fraværende i denne definition er det jeg forstår som selvets intransitivitet. Hvorfor nævnes ikke at organisationen også overtager noget af selvets værdier, autonomi, skabelse, spontanitet, vilkårlighed og eksistentialitet?

Vi må finde en selvledelsesdefinition der på en ordentligt og gennemtænkt måde forholder sig til både selvets intransitivitet (at det ikke til for noget) og organsationens transitivitet (at det er til for noget). Vi må finde en selvledelse hvor det ikke bare er organisationens logikker, der invadere selvet, men hvor det også er selvets logikker der invadere organisationen. At lede sig selv handler ikke kun om at forholde sig til sin gøren, men også til sin væren!

Prehn og Fredens har ret i at vi kan være ualmindelige hårde ved os selv og at vi skal være på vagt overfor denne ekstreme selvkritiske (og selvfordømmende) selvledelse. Grundsætningen i selvledelse er det positive selvforhold. God selvledelse starter med at vi elsker og tilgiver os selv!