Kan noget nyt komme fra Danmark?

Det siges at Danmark er et udkantsland i en udkantsverdensdel. Det er der noget om. Vi kan ikke matche  BRIC-landenes vækstrater. De er for alvor ved at komme op på vores levestandsniveau. Mon ikke også de overhaler os.

Det kan også godt være, at der ikke er så meget olie tilbage i den danske undergrund, men tilgengæld har vi et andet uopdaget og uudnyttet råstof i vores kulturelle undergrund, som jeg mener vi endnu har tilgode at kapitalisere i fuld omfang. Jeg tænker på en særlig kulturel og eksistentiel åndskraft som vi kender fra 1800-tallets danske guldalder. Midt i den industrielle revolution med alle dens teknologiske innovationer som jernbane, telegrafnet, dampmaskine ect. fik vi også demokrati, fagbevægelser, højskoler og gymnastikforeninger. Især sammenhængen mellem højskolebevægelsen (åndsindustri) og andelsbevægelsen (entreprenørskab og social innovation) er tydelig og fremtrædende. Det var fx en præst, der startede den første brugsforening, fordi han var indigneret over den omfattende sociale nød. Det var i 1866 i Thisted af Pastor Chr. Sonne (1817-80). En spændende historie.

Indignation er vigitg. Før åndelig vækkelse komme indignation. Eller måske mere præcist: dén åndelige vækkelse, der er født ud af en indignation vil altid manifestere sig politisk eller kommercielt entreprenant. Den vakte må gøre noget, handle, skabe noget, flytte noget, gøre en forskel...

Jeg tror, at det, der skal til er, at vi blot mærker efter og ser os omkring. Går ud og ser på den krise og den lidelse der eksistere rundt omkirng os og måske inde i os. Lever os ind i den, medlevende, medmenneskeligt. Vi skal kort sat ud af vores komfortzoner. Mærke livet, og så blive indigneret.

SUM: Skal vi se en ny vækst i DK, handler det ikke kun om at forbinde sig til ens indre potentiale sådan som coachen og mindfullnes agenten vil fortælle os. Det handler også om, at forbinde sig til den ydre og indre nød og lidelse. Vi er ganske vist velstandsmæssigt et helt andet sted i dag, men der er jo stadig masser at blive indigneret over.

Hvad indigneres du over, og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Flot eksponering i Børsen

Børsen executive bragte i fredags et fyldigt interview om mit forskningsprojekt og om den erhvervsteologiske 'kompetence'. Jeg er super glad for denne flotte eksponering, selvom jeg dog synes overskrifterne er lidt for 'blachmanske' i forhold til mit ellers venlige gemyt :)

Der er dog noget alvorligt på spil når vi taler selvledelse. Det er et alvor som jeg ikke mener HRM-teorien i almindelighed har forståelse for; nemlig at det at være sig selv, ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det skal dannes! Men dermed er der også stor risiko for at det bliver misdannet!

Jeg vil dog også her gerne nævne, at jeg er mindst lige så kritisk overfor den videnskabelige tradition (kritisk teori) der ganske vist ligesom jeg påpeger den misdannelse af selvet, der pågår i arbejdslivet, men - hvor de synes at konkludere at selvet - fordi det kan misdannes - derfor slet ikke skal dannes, mener jeg - at ikke-dannelse i sig selv er en misdannelsesform. Eneste løsning er selvets dannelse.

Tak til journalist Susanne Tholstrup for at trække en alvor frem i projektet, som jeg måske ikke helt selv kunne se.

Forside: HR-chefer udpiner de ansattes sjæl
Midtersider: Virksomheder driver rovdrift på vidensmedarbejdere & DONG vil øge sjælens bundlinje & Erhvervsteologer danner netværk

"Lys uden varme er helvedes kval"

En stærk salmestrofe af højskolemanden, dannelsestænkeren og præsten N.F.S.Grundtvig.

Oplysning, frihed og mydighed gør det ikke alene. Man må tillige finde noget at varme sig ved, noget at brænde for. Væren (dasein) gør det ikke alene, man må finde noget at bruge sin væren på...

Selvledelse kræver lidenskab hvis det skal være andet og mere end autonomi. Og man kan nu engang ikke brænde for sig selv!

"Da lærte jeg arme i midvinter sval

at lys uden varme er helvedes kval

ej græde jeg kunne for Gud eller ven

kun grue og grunde og grue igen

jeg kæmpe mig ville til kærligheds kilde

omskabe jeg ville mig selv"

(fra digtet Nyårsmorgen 1824)

At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?

Dannelses og konkurrence...

”Elitesport er ikke velegnet til karakterdannelse.”

Sådan sagde idrætsforsker Ask Vest Christiansen, Aarhus Universitet, til P1 Eksistens den 4.april 2010. Spørgsmålet der interesserer mig er hvorvidt moderne arbejds- og erhvervsliv er velegnet til karakterdannelse, eller om det samme modsætningsforhold også gør sig gældende her. Corporate Dannelse - gives det?

Der er på mange måder tale om et modsætningsforhold. Om to verdener. Spørgsmålet er dog relevant alligevel fordi der i hvert fald fra erhvervslivets side er stigende interesse i at udvikle et ledelsesbegrebet i meningsorienteret, eksistentiel og dannelsesmæssig retning. Omvendt er der ikke meget der tyder på at der fra 'dannelsesindustriens side' er megen interesse i retning af erhvervslivet. 'Dannelsesindustrien' er traditionelt særdeles mistroisk overfor dens nyttegørelse.

Jeg mener dog alligevel at vi har et problem her. Hvordan overstiger vi denne tilsyneladende inkommensurabilitet imellem eksistentiel væren og målorienteret gøren?

Ledelsen kan ikke selv!

Ledelsesopgaven er i dag så kompleks, at ledelsen ikke selv magter den. Derfor inviterer ledelsen nu medarbejderen (foruden mange andre interresenter) ind i ledelsesprocessen. Dette kvalificere ledelsen, men øger samtidig kompeksiteten yderligere. Vi taler om selvledelse - ikke fordi vi kan selv - men paradoksalt nok fordi vi ikke kan selv!

Ledelsen kan ikke selv. - Dette gælder ikke kun ledelsen som gruppe men også ledelse som fag. Jeg har netop genlæst en artikle i Ledelse i Dag fra 2006 af cand.theol. og HR-chef i Morsø Bank Keld Hvolbøl om at ledelsen (faget) ikke kan stå på 'egne' ben, men må trække meget mere på fx de humanistiske videnskaber for at lykkedes. Hvolbøl skriver bl.a.:

"Den lydige teknokrat forskanser sig i tidens politiske korrekthed og bilder sig ind, at ledelse handler om medgørligt at begejstres over de sidste nye værktøjer og med efterrettelig ildhu pleje konsensusidyllen. Alligevel banker virkeligheden på døren."

"Spørgsmålet er derfor, om det er tid til, at ledelse som faglig disciplin flytter sig fra det samfundsvidenskabelige område til det humanistiske område? - Altså væk fra et område præget af modeller og værktøjer der gælder under særlige forudsætninger og i bestemte situationer, til et område der arbejder med menneskers tolkninger af verde, helheder og sammenhænge. For hvis ledere skal kunne agere som autoriteter, der ikke behøver læne sig op af autoritære systemer, må de først og fremmest være dannede i den humanistiske tradition."

Selvledelse: er det en dyd eller en kompetence?

Endnu engang vender jeg tilbage til min evige selvledelsesdikotomi imellem 'selvets intransitivitet' og 'ledelsens transitivitet'.

Jeg faldt over en note i Finn Thorbjørn Hansens bog At stå i det åbne - Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær, om Aristoteles' skelnen mellem praksis og praxis:

"Når vi står i en praksis, er vi formålsrationelle. Der, vi gør, gør vi for at opnå noget andet. En murer samler mursten for at bygge et hus. Når vi står eller er i en praxis, derimod, gør vi det, vi gør, fordi det har en værdi i sig selv, som f.eks. når vi leger, elsker, maler eller går en tur i skoven. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen." (s11)

FTH's bog er "tænkt ud fra en værensorieteret praxis-ontologi" hvor professions- og vejledningsforskningen hidtil har være tænkt og praktiseret ud fra en socialkonstruktivistisk orienteret praksis-epistemologi." (s11)

FTH skriver videre: "Det kompetente menneske og det dannede menneske behøver naturligvis ikke at være to forskellige mennesker...Faktisk må idealet være 'det kompetente og dannede menneske'. Det er ... i vekselvirkningen mellem hånd og ånd, at dynamikken, kreativiteten og livsengagementet opstår ..." (s.30)

Konsulent i Kierkegaard?

Har i dag deltaget i et spændende seminar om Søren Kirkegaards anvendelighed i corporate. Tak til Pia Søltoft og Søren Kierkegaards Forskningscenteret. Et hyggeligt gensyn med Det Teologiske Fakultet.

Hvad kan man bruge Kierkegaard til? Spørgsmålet er relevant, men også uhyggeligt, for er hele hans pointe ikke at vi risikere at reducere livet i og omkring os, når vi gør os selv og hinanden til gensidige instrumenter? Hvad kan du bruge mig til, og hvad kan jeg bruge dig til, og hvad kan vi sammen bruge Kierkegaard til? Kierkegaard ville måske svare: absolut ingenting. Gå i stedet ud og lev dit liv.

Kierkegaard installerer nærmset et radikalt korrektiv til forestillingen om at selvet skal styres. Et syret selv er et falskt selv.

Indlæggende var gode (og nogle mindre gode) - debatten fik først kraft til sidst. (Er det ikke sådan hver gang?) Emnet er vigtigt og relevant. Corporate trænger til dannelse. Kierkegaard kan helt klart løfte dannelsesniveauet i organsiationerne. Men spørgsmålet er om corporate kan gå hele vejen ud i dannelsen. Jeg vil give Matias (første (og bedste) oplæg) ret i at der må vise sig en grænse mellem menneskets eksistentielle projekt og arbejdslivet/erhvervslivet. Corporate kan ikke overtage eksistentialiteten uden derved at kompromitere kapitalens logikker. Opgaven bliver derfor at undersøge (og udvikle) sameksistensen mellem dannelse og organisation. For noget kan de to sammen - selvom de ikke kan overtage hinanden. Skiller man dem ad - dør de begge!

Udbytte:

• Måske er det teologien der skal på banen her. Du kan ikke med viljen (filosofien) alene elske dig selv. Der skal noget mere til. Troen (teologien) kan etablere dette selvforhold. Er der alternativer?
• Tør du være menneske på arbejde, og ikke kun medarbejder? Må du? Det at være mere end en medarbejder, er kun noget den enkelte kan tage på sig.

Selvledelse handler om dannelse

Dette er efterhånden blevet et af mine helt centrale antagelser/opdagelser. Men hvad er dannelse egentligt? Handler det om at kunne tilpasse og indordne sig i fællesskabet eller handler det om personlig frihed. Min tese er at det hverken er det ene eller andet i rendyrket form, men en kombination af begge. Og jeg tror at jeg har denne tese fra kristendommen. Kristendom kan tolkes som en særlig livsfilosofi, der på én gang fritstiller mennesket og samtidig undertvinger det. Det undertvinger det et moralsk imperativ, og det fritstiller det i forhold til alle øvrige magtformer.

Kristendom peger på at det centrale paradigme for mennesket hverken er orden eller frihed men livet selv. I Harbsmeier og Iversens Praktisk Teologi, ANIS, 2005 s.440 skriver Harbsmeier om den kristne dannelse som en mellemvej, en tredje ved. Det er ikke New Labor men fra den tyske dannelsestænker K.E.Nipkow:

"Nipkow vil overvinde dette så at sige permanente og ofter ret ufrugtbare alternativ [den gamle strid om lærer- eller elevstyret pædagogik] med det han kalder den "tredje vej", hvor ikke orden eller frihed, men livet er det centrale pardigme. Dannelse er hverken opdragelse til orden eller emancipation til frihed, men livsledsagelse (Lebensbegleitung). Dette paradigme skal overvinde den lidt ufrugbare og sterile debat mellem "højreorienterede og vendtreorienterede slagord", "Livet" er jo kendetegnet ved, at mennesker forener to modstriende behov i sig, behovet for tryghed " og behovet for frihed. Dannelsens opgave er at forene disse to.

Han havde vist fat i den lange ende ham Nipkow.