Viser opslag med etiketten dikotomi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dikotomi. Vis alle opslag

søndag den 6. februar 2011

Hvad er det nu lige der er problemet med selvledelse...

...jo. Hvis nu selvet er et æg, og ledelse er en æggedeler, så tror jeg du ser billedet...

fredag den 3. december 2010

Selvledelse: assimilation eller integration?

Jeg har udviklet en lille model der identificere i hvertfald fire forskellige selvledelsesposition. De to nederste repræsentere en assimilerende enten/eller tænkning og de to øverste repræsentere en integrerende både/og tænkning.


0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.

1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.

2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.

3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.

4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)

Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!

fredag den 12. november 2010

Selvledelse er en "synkron omsætning"

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

tirsdag den 12. oktober 2010

Heroisk selvledelse

Selvledelse er et genstridigt modsætningsfyldt begreb. Bl.a. fordi selvet ikke kan være heroisk og fordi ledelse egentlig ikke kan være andet.

onsdag den 6. oktober 2010

Be Yourself--More--With Skill

I Rob Goffee og Gareth Jones bog 'Why should anyone be led by you?' fremføres dette enkle men også komplekse slogan: Be yourself more with skill. Bogen handler om det autentiske lederskab.

maverick [´mæverik] sb. (am.) kalv som ikke er brændemærket; (om person) individualist; enegænger; uortodoks partitilhænger.

Fik bogen anbefalet af en særdeles spændende HR-tænker i Novo Nordisk, Henrik Hjorth. - Grundtanken synes at være at det ikke er nok at være dygtig, målret, dedikeret osv.(skill), ej heller er det nok at være menneskelig, selvstændig, autentisk - sig selv (maverick); men at det er i kombinationen af disse to at den egentlige værdiskabelse, mening og forløsning finder sted.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hele den dynamiske tænkning der finder sted her. Der er et spændingsforhold mellem det at være sig selv og så at leve op til de krav der stilles én. Denne spænding er både et modsætningsforhold men også en gensidig afhængighed. Det er med andre ord et paradoks.

Modellen er god, men også for simplistisk. Jeg er altid skeptisk overfor de forsimplinger af paradoksaliteter, hvor de reduceres til en 50/50 balancering. Jeg tror nemlig ikke at paradis ligger ude i det yderste hjørne af kvadrant B.

Forholdet mellem autenticitet og kunnen/virke (mellem dannelse og kompetence) går ikke op. Det lader sig ikke løse.

(Hvis man vil tænke teologisk om dette kunne man gøre det med 'lov og evangelium' dikotomien. Det er dog ikke bare en dikotomi, for teologien taler også om lovens 3.brug (Melanchthon: frie fra lovens anklage, men ikke dens lydighed (obedientiam)). - Imperativerne (krav om skill) kommer efter indikativerne (just be yourself) har Bultmann understreget!)

søndag den 3. oktober 2010

Selvledelse må altid begrundes dobbelt

Hvis vi forstår selvledelse som en sammensætning af to selvstændige og forskellige begrebslogikker (selv + ledelse) må selvledelse nødvendigvis begrundes normativt, absolut og intransitivt i begge logikker for at eksisterer.
Selvledelse må både begrundes i ledelse og i subjektivitet.
Kun hvis 'selvet' kan tænkes med ledelse og ikke imod ledelse (som i klassisk management teori, HRM,Corporate Governance mv.) kan man tale om selvledelse. Men samtidig gælder det også, at kun hvis 'ledelse' kan tænkes med selvet og ikke imod selvet (som i kritisk teori) kan man tale om selvledelse.

Selvledelsens geometriske figur er således ellipsefiguren fordi selvledelse ikke har én pol men to.

Læs mere om eillipsefænomenet her: http://milesmathis.com/ellip.html

søndag den 26. september 2010

Rammer for selvledelse?

Hvad er det egentligt vi taler om, når vi taler om at sætte rammer for selvledelse?
Er det 'selvet' der skal sætte rammerne for 'ledelsen' eller er det 'ledelsen' der skal sætte rammerne for 'selvet'?

fredag den 17. september 2010

Hvad er det der leder os, når vi leder os selv?

Dette indlæg handler om selvledelsens normativitet. Hvad er det man forsøger at leve op til når man vil lede sig selv? Baseret på mine eksistensfilosofiske og eksistensteologiske læsninger er jeg nået frem til at det hverken kan være orden eller frihed. Selvledelse slår fejl hvis det primært handler om at selvet skal underornde sig. Og selvledelse slår fejl hvis det primært forstås som selvets frigørelse fra ydre bindinger.

Corporats kapitallogikker kan lede, men de kan ikke lede selvet i os. Omvendt kan selvet ikke af egen kraft løfte sig selv. Det må ledes og denne ledelse kommer altid udefra.

Selvledelse kan ikke bare overtage erhvervsledelsens normativitet. Men selvledelse kan heller ikke i egen kraft producere den nødvendige normativitet. Der er altså brug for et tredje element. En normativ ledelse der transenderer corporates kapitallogikker og selvets centrering om sig selv.

Jeg tænker at Ole Fogh Kirkebys begreb 'pro-trep-tik' er noget der kan facilitere en bevægelse mod 'det trejde' mod normativiteten. Protreptik betyder 'at vende sig mod det væsentlige'. Det er det samme ord der bruge i den kristne omvendelsesterminologi. Tanken er at vende sig mod noget væsentligere. Ole vil sige: at vende sig mod sig selv. Teologien tænker mere at vende sig bort fra sig selv, for derigennem at opnå ikke bare et mere autentisk selvforhold men også et sandere livsforhold.

Men der er altså noget der er mere væsentligt end noget andet. Hvis du i din livserfaring genkender at der er noget som er værd at efterstræbe og som er mere væsentlig end noget andet, så er betingelsen tilstede for en protreptisk proces.

---

Jeg mener at eksistensteologien har meget lettere ved at tale om en sådan normativitet end eksistensfilosofien. Det 20.årh. nok største eksistensfilosofi Martin Heidegger stiller mennesket - såvidt jeg forstår - uden en sådan normativitet. Uden ledelse. Det er normativieterne og ledelserne der har perverteret mennesket. Ledelse dehumanisere. Jeg mener dog ikke at man kan stille mennesket uden ledelse. Måske er det fordi Heidegger ikke ville underlægge sig en etik, at han stod uden modstandskraft overfor nazismen og lod sig optage i den. Væren alene kan ikke gøre det for os, der skal ledelse til.

mandag den 30. august 2010

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Dannelses og konkurrence...

”Elitesport er ikke velegnet til karakterdannelse.”
Sådan sagde idrætsforsker Ask Vest Christiansen, Aarhus Universitet, til P1 Eksistens den 4.april 2010. Spørgsmålet der interesserer mig er hvorvidt moderne arbejds- og erhvervsliv er velegnet til karakterdannelse, eller om det samme modsætningsforhold også gør sig gældende her. Corporate Dannelse - gives det?

Der er på mange måder tale om et modsætningsforhold. Om to verdener. Spørgsmålet er dog relevant alligevel fordi der i hvert fald fra erhvervslivets side er stigende interesse i at udvikle et ledelsesbegrebet i meningsorienteret, eksistentiel og dannelsesmæssig retning. Omvendt er der ikke meget der tyder på at der fra 'dannelsesindustriens side' er megen interesse i retning af erhvervslivet. 'Dannelsesindustrien' er traditionelt særdeles mistroisk overfor dens nyttegørelse.

Jeg mener dog alligevel at vi har et problem her. Hvordan overstiger vi denne tilsyneladende inkommensurabilitet imellem eksistentiel væren og målorienteret gøren?

mandag den 23. august 2010

System og liv...

I et ellers udmærket skriv om Den menneskelige leder skriver direktør og konsulent Jes Jessen (Co-Pilot) om 'respekten for autonomien' som et ledelsesvilkår i vor tids nye selvledende og værdibaserede arbejdsliv.

I den forbindelse argumenterer Jes for at 'systemverdenen' ikke overtager 'livsverdenen' og skriver "Systemverdenen bør altid være underordnet livsverdenen." (Den menneskelige leder s.18).

Systemverden kunne fx være sådan noget som HRM (og billedet) mens livsverden har at gøre med livsmening og livsindhold.

Jeg er grundlæggende enig med Jes. Jeg er heller ikke tryg ved den systematisering af liv og arbejdsliv, der foregår her i senmoderniteten (billede). Der efterlades efterhånden ikke noget rum for spontanitet, inspiration, vildskab og utæmmet menneskelighed. Hvem er det dog der er kommet på den tanke, at værdiskabelse kun sker i orden og struktur?
Problemet med vor tids svækkelse af livsverdenen har fået meget næring mener jeg af bla. en bandit som Niklas Luhmann, men egentligt mener jeg at sagen går tilbage til Platon og den græske dualisme, hvori der installeres en fundamental adskillelse af krop og sjæl, materie og ånd, og jeg tror faktisk at det er denne adskillelse, der er roden til vore problemer i dag! (Sjovt nok beskyldes Kristendommen ofte for at være ophav til denne dualisme. Det har jeg aldrig forstået - og kan ikke være mere uenig. Inkarnationen er da om noget antidualistisk. Det er en invasion af forskellige verdener...)

Jeg er enig med Jes i at systemverdenen ikke må få overtaget. Men jeg tror ikke løsningen er at holde dem adskilte (dualisme). De er to sider af samme eksistens, og kunsten for os er at lære at leve med dem samtidigt. Systemverdenen er afhængig af en asymetrisk og usystemisk menneskelighed, samtidig er det nødvendigt at vi får lidt system i kartoffelrækkerne, hvis ikke vi skal dø af sult.

De to verdener er samtidige og er både gensidige forudsætninger og samtidig gensidige begrænsninger. Jeg ved godt det lyder kompliceret, men det er da bedre at kunne se kompleksiteten i øjnene frem for at opdyrke forsimplinger af livet.

Tak i øvrigt også tak til Louise for at bringe mig på sporet.

tirsdag den 17. august 2010

Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.

torsdag den 8. juli 2010

Er det slut for humanismen?

Humanisme var engang et plusord, men er i dag blevet ødelagt, forrådt af netop den modernitet, der ville dyrke den!

Jeg prøver her i eftermiddagsvarmen at forstå Martin Heideggers kritik af humanismen. Humanismen synes forrådt og vi skal derfor gå en anden vej. Den er forrådt af Immanuel Kants etiske maksime, der sætter mennesket som det ultimative mål, forrådt af den moderne teknologi, der islavesætter i stedet for at frigøre, forrådt af psykologiens selvberoende subjektivitet, der i virkeligheden fremmedgør, forrådt af videnskabens evidenskrav, der reducerer mennesket til et funktionsvæsen, forrådt af dannelsestænkningens uundgåelige misdannelse, forrådt af kapitallogikken, der har efterspændt et R (resource) og et M (management) bagved H'et (human) i en sådan grad at H'et nærmest er frarøvet sin egen eksistens...

H'et er ødelagt. Står ikke til at rede. (er der nogen der tænker: transhumanisme?) Heideggers modsvar er 'nærhed til væren'. Det er som sådan ikke mennesket, det handler om, men dets væren.

På mit bord lige nu (lidt tilfældigt, men alligevel med en tilsyneladende rød tråd i og til dette emne):
Hmm - føler mig en lille smule blæst!

tirsdag den 22. juni 2010

Selvledelse: er det en dyd eller en kompetence?

Endnu engang vender jeg tilbage til min evige selvledelsesdikotomi imellem 'selvets intransitivitet' og 'ledelsens transitivitet'.

Jeg faldt over en note i Finn Thorbjørn Hansens bog At stå i det åbne - Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær, om Aristoteles' skelnen mellem praksis og praxis:

"Når vi står i en praksis, er vi formålsrationelle. Der, vi gør, gør vi for at opnå noget andet. En murer samler mursten for at bygge et hus. Når vi står eller er i en praxis, derimod, gør vi det, vi gør, fordi det har en værdi i sig selv, som f.eks. når vi leger, elsker, maler eller går en tur i skoven. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen." (s11)

FTH's bog er "tænkt ud fra en værensorieteret praxis-ontologi" hvor professions- og vejledningsforskningen hidtil har være tænkt og praktiseret ud fra en socialkonstruktivistisk orienteret praksis-epistemologi." (s11)

FTH skriver videre: "Det kompetente menneske og det dannede menneske behøver naturligvis ikke at være to forskellige mennesker...Faktisk må idealet være 'det kompetente og dannede menneske'. Det er ... i vekselvirkningen mellem hånd og ånd, at dynamikken, kreativiteten og livsengagementet opstår ..." (s.30)

mandag den 7. juni 2010

Selvledelsens filosofiske grundproblem

En flittig læser af denne blog  - mon du findes? :) - vil vide at jeg kredser meget om en bipolær bestemmelse af selvledelse.
Selvledelse handler om at ville det man skal. Én ting er nemlig at gøre det man skal, noget andet er at ville det. Og én ting er at bare at gøre det man vil, noget andet er, at ville det man skal.
Problematikken bunder i relationen mellem eksistens og performance. Jeg er foreløbigt nået frem til en positiv og negativ bestemmelse af denne relation. Den positive bestemmelse kalder jeg performativ eksistentialitet (vita activa), og den negative som jeg er særdeles skeptisk overfor kalder jeg eksistentiel performativitet.
De to udtryk lyder meget ens, men jeg ser en betydelig forskel i om det er det ene begreb, der er variabel til det andet eller omvendt.
Hvis hele den menneskelige eksistens, selvet og sjælen reduceres til trækkraft foran menneskets produktivitetsevne - ja så mener jeg at vi reducere det særlige menneskelige i os. Dette er eksistentiel performativitet. Et uvæsen!
Men. Det beytder ikke at den eksistentielle dimension grundlæggende er anti-performativ. Mennesket er et handlende væsen. Det kan ikke bare forholde sig passivt til tilværelsen, det må gøre noget. Det kan ikke bare nyde uden også at ville yde. Dette er den performative eksistensform.
Det er denne performative eksistensform, der skal redde os. Det er denne vi skal finde, hvis vi for alvor skal lykkedes med selvledelse i corporate.

NB: Min teologiske antropologi diktere at eksistentialiteten (livet selv) er det ubetingede element og at performativiteten er variablen.
Samtidig anderkeder jeg at det forholder sig indenfor økonomiens og markedets logikker således, at performativiteten er ubetinget. Det er et grundvilkår. Eksistentialiteten bydes velkommen, hvis den kan bruges til noget - ellers må den afvises.
Det filosofiske grundproblem er: om der kan etableres en sameksistens mellem disse to præmisser: den humanistiske, der sætter menneskets eksistens over produktivitetskravet, og den økonomiske, der sætter mennestes produktionskrav over eksistensen. Et firma kan ikke have to direktøre, ej heller to ledelsesfilosofier. Det ene må vige for det andet, eller de må begge underordne sig under et tredje.

tirsdag den 25. maj 2010

Der er meget på spil

"Den største trussel mod menneskeheden er måske ikke atomvåbnene, den økologiske krise eller udsultningen af den tredje verden, men kvælningen af vilje, lyst, mod og handleevne, som den ofte sker gennem 'opdragelse' i uddannelsesinstitutionerne, gennem lønarbejdet og i organisationerne".
Seminarlektor Erik Sigsgaard i Hans Fink, Modet i midten, Philosophia - årg 24. 1995, 3-4 Dyder og Laster, s.7.

Spørgsmålet er om selvledelse er bøddel eller offer her? Betegner selvledelse mest af alt selvets disciplinering, selvets kapitulation til organisationerne invaderende logikker? Selvets kvælning! Eller - er det i virkeligheden det modsatte der sker, når vi selvleder - nemlig at en uregerlig og autonom kraft i mennekset sætter sig igennem overfor de strukturelle og organisatioriske regimer. Sidstnævnte er således en løsning på Sigsgaards problem.

Betyde selvledelse: ledelse over selvet, eller selvet over ledelse? Udtrykker selvledelse mest af alt en opdragelse eller en spontanitet? Eller - er det muligt at bestemme selvledelse som balancepunktet mellem netop disse to?

torsdag den 20. maj 2010

Vita activa - 1.0 og 2.0

Livsfilosof Mogens Pahuus skelner mellem to slags vita activa (aktiv livsførelse). I den første - som jeg vil kategorisere som værende lavere - har man greb om og behærsker sig selv, og  i den anden - den højere - er man aktiv på en eksistentiel måde 'ud fra selvet i os':

Vita activa 1.0:
Man har greb om og behersker sig selv når man tager (arbejds)situationen op, klarer de udfordringer, den stiller, tager sig af de opgaver, man har, målrettet søger at virkeliggøre sine ønsker eller rutinemæssigt tager sig af, hvad man har at sørge for. Da betjener man sig af en kraft og en formåen, som man disponere over, og det vil sige at man greb om og behersker sig selv.

Vita activa 2.0:
Men vi er også aktive på en anden måde. Vi kan være aktive ud fra en kraft, som vi ikke disponere over, men som er en kraft, der gør os åbne for og optaget af verden og de andre, som gør, at vi betages, fængsles, optages af noget, om som gør os virksomme på en involveret måde. Når vi på denne vis ikke anstrengt og viljesmæssigt og med greb om os selv bemestre en situation, men bliver ført ud til tingene og tilegner os dem i en uanstrengt åbenhed, optagethed og involverethed, er vi til ud fra selvet i os. Thi det er når man er til i en fri og utvungen livsudfoldelse, at man kan siges at være sig selv.

"Disse to former for virksomhed" - skriver Pahuus videre - "jegets målrettede eller rutinemæssige situationsbemestring og selvets frie og utvungen livsudfoldelse - korrespondere med to former for livsstemning: hverdagsfølelsen og livsfølelsen".

Jeg tænker:
Igennem industrisamfundet har vi været særdeles gode til at opdyrke vita activa 1.0. Nu skal vi til at leve af vita activa 2.0. Det er en ganske anden opgave. Der skal læres og aflæres.
Der er dog ikke tale om et enten/eller. Pahuus har ret i, at de to former knytter sig til to sideløbende livsstemninger: 1) hverdagen, behovsstilfredsstillelse, overlevelse, og 2) livet, betydning, opfyldelse. Disse to er samtidige idet mennesket både er krop og ånd (støv og ånd ifølge Grundtvig).

Det er mulighedsforbindelserne mellem disse to livsstemninger jeg er særlig interesseret i. Hvordan hænger de sammen? Hvor skilles de? Hvad vil det egentlig sige at være virksom 2.0 i arbejdslivet?

Citat er delvist parafraceret. Pahuus, Mogens. Det gode liv - Indføring i livsfilosofien. Gyldendahl 1998 s.31-32. Se også Pahuus, Ludvig Feilberg, i Eksistens og livsfilosofi, Gyldendal 2002, s.140-141.
(Meget mere Pahuus 'to come' på denne blog.)

søndag den 16. maj 2010

Coach dig selv, og få hjernen med...


Ny bog af hjerneforsker Kjeld Fredens og sociolog og coach Anette Prehn. Se interview om selvledelse med Anette Prehn på BørsenTV.

En spændende og brugbar bog, der flytter coachingen ind i selvforholdet, hvor det retteligt hører hjemme. Bogen udfolder kompleksiteten i selvforholdet og peger på en række intrapersonelle selvnormativiteter. Der findes ikke bare én dirigent inde i dig, der til syvende og sidst bestemmer det hele. Det normative selvforhold er særdeles flertydigt.

(Kom til at tænke på Lars Von Triers film Direktøren for det hele. Chefen for det hele findes ikke. Således også i selvforholdet.)

Selvledelse handler om at kunne planlægge, gennemføre og udvikle sit arbejde med virksomhedens mål og værdier for øje, siger Anette Prehn i interviewet, hvor hun også taler om uheldige selvledelsesvaner.

Hun har meget ret i at selvledelse ikke bare er en løsning, men meget vel kan blive et problem. Man kan lede sig selv på en uheldig og skadelig måde. Jeg mener dog at denne problematik ikke er ordentligt gennemtænkt ift. ovenstående selvledelsesdefinition. Jeg mere skadesvirkningen er en direkte konsekvens af ovenstående definition, hvor det egentligt bare handler om for selvet at overtage organisationens mål og værdier på en så vellykket måde som muligt. Fraværende i denne definition er det jeg forstår som selvets intransitivitet. Hvorfor nævnes ikke at organisationen også overtager noget af selvets værdier, autonomi, skabelse, spontanitet, vilkårlighed og eksistentialitet?

Vi må finde en selvledelsesdefinition der på en ordentligt og gennemtænkt måde forholder sig til både selvets intransitivitet (at det ikke til for noget) og organsationens transitivitet (at det er til for noget). Vi må finde en selvledelse hvor det ikke bare er organisationens logikker, der invadere selvet, men hvor det også er selvets logikker der invadere organisationen. At lede sig selv handler ikke kun om at forholde sig til sin gøren, men også til sin væren!

Prehn og Fredens har ret i at vi kan være ualmindelige hårde ved os selv og at vi skal være på vagt overfor denne ekstreme selvkritiske (og selvfordømmende) selvledelse. Grundsætningen i selvledelse er det positive selvforhold. God selvledelse starter med at vi elsker og tilgiver os selv!

fredag den 14. maj 2010

Selvledelse handler om dannelse

Dette er efterhånden blevet et af mine helt centrale antagelser/opdagelser. Men hvad er dannelse egentligt? Handler det om at kunne tilpasse og indordne sig i fællesskabet eller handler det om personlig frihed. Min tese er at det hverken er det ene eller andet i rendyrket form, men en kombination af begge. Og jeg tror at jeg har denne tese fra kristendommen. Kristendom kan tolkes som en særlig livsfilosofi, der på én gang fritstiller mennesket og samtidig undertvinger det. Det undertvinger det et moralsk imperativ, og det fritstiller det i forhold til alle øvrige magtformer.

Kristendom peger på at det centrale paradigme for mennesket hverken er orden eller frihed men livet selv. I Harbsmeier og Iversens Praktisk Teologi, ANIS, 2005 s.440 skriver Harbsmeier om den kristne dannelse som en mellemvej, en tredje ved. Det er ikke New Labor men fra den tyske dannelsestænker K.E.Nipkow:

"Nipkow vil overvinde dette så at sige permanente og ofter ret ufrugtbare alternativ [den gamle strid om lærer- eller elevstyret pædagogik] med det han kalder den "tredje vej", hvor ikke orden eller frihed, men livet er det centrale pardigme. Dannelse er hverken opdragelse til orden eller emancipation til frihed, men livsledsagelse (Lebensbegleitung). Dette paradigme skal overvinde den lidt ufrugbare og sterile debat mellem "højreorienterede og vendtreorienterede slagord", "Livet" er jo kendetegnet ved, at mennesker forener to modstriende behov i sig, behovet for tryghed " og behovet for frihed. Dannelsens opgave er at forene disse to.

Han havde vist fat i den lange ende ham Nipkow.