Hvad er det der leder os, når vi leder os selv?

Dette indlæg handler om selvledelsens normativitet. Hvad er det man forsøger at leve op til når man vil lede sig selv? Baseret på mine eksistensfilosofiske og eksistensteologiske læsninger er jeg nået frem til at det hverken kan være orden eller frihed. Selvledelse slår fejl hvis det primært handler om at selvet skal underornde sig. Og selvledelse slår fejl hvis det primært forstås som selvets frigørelse fra ydre bindinger.

Corporats kapitallogikker kan lede, men de kan ikke lede selvet i os. Omvendt kan selvet ikke af egen kraft løfte sig selv. Det må ledes og denne ledelse kommer altid udefra.

Selvledelse kan ikke bare overtage erhvervsledelsens normativitet. Men selvledelse kan heller ikke i egen kraft producere den nødvendige normativitet. Der er altså brug for et tredje element. En normativ ledelse der transenderer corporates kapitallogikker og selvets centrering om sig selv.

Jeg tænker at Ole Fogh Kirkebys begreb 'pro-trep-tik' er noget der kan facilitere en bevægelse mod 'det trejde' mod normativiteten. Protreptik betyder 'at vende sig mod det væsentlige'. Det er det samme ord der bruge i den kristne omvendelsesterminologi. Tanken er at vende sig mod noget væsentligere. Ole vil sige: at vende sig mod sig selv. Teologien tænker mere at vende sig bort fra sig selv, for derigennem at opnå ikke bare et mere autentisk selvforhold men også et sandere livsforhold.

Men der er altså noget der er mere væsentligt end noget andet. Hvis du i din livserfaring genkender at der er noget som er værd at efterstræbe og som er mere væsentlig end noget andet, så er betingelsen tilstede for en protreptisk proces.

---

Jeg mener at eksistensteologien har meget lettere ved at tale om en sådan normativitet end eksistensfilosofien. Det 20.årh. nok største eksistensfilosofi Martin Heidegger stiller mennesket - såvidt jeg forstår - uden en sådan normativitet. Uden ledelse. Det er normativieterne og ledelserne der har perverteret mennesket. Ledelse dehumanisere. Jeg mener dog ikke at man kan stille mennesket uden ledelse. Måske er det fordi Heidegger ikke ville underlægge sig en etik, at han stod uden modstandskraft overfor nazismen og lod sig optage i den. Væren alene kan ikke gøre det for os, der skal ledelse til.

Erhvervsteologi og universalargumentet

Hvis det overhovedet giver mening at tale om 'erhvervsteologi' er det afgørende at der er tale om en teologi der vil underlægge sig det universalistiske argument (at det der måtte gælde for den enkelte, kun gælder hvis det kan gælde for alle. Ikke noget med at forbeholde frelsen til de udvalgte).

Universalargumentet tilskrives ofte Kant som fx her i Frederik Stjernefelts anmeldelse af Jespersen & Pittelkovs nye debatbog om Islam i Europa (Weekendavisen, Nr.34.27.aug.2010.Bøger s.2):

"Problemet er vel snarer det, at radikal islam og andre totalitarismer ikke som de vestlige samfund har formået at indoptage den (kantiske) idé, at de kritereier man skal fremføre i poplitik, skal være universaliserbare. Det er jo blevet rygmarvsviden i vestlig politik, at man skal fremføre sine fordringer i lyset af universelle principper og konsekvenserne for andre grupper - og ikke som hæmningsløse egoistkrav."

Jeg finder det tankevækkende at det slet ikke er Kant der er ophavsmand til dette universal-argument men derimod apostlen Paulus, dvs teologien!!! Se Alain Badiou herfor i Saint Paul: The Foundation of Universalism. Stanford, SUP, 2003. (Overfor Gud er alle mennekser lige!)

Universalargumentet er således intet problem for teologien, det er tværtom en lakmusprøve på teologiens ordentlighed. - Spørgsmålet om der gives en erhvervsteologi er hermed ikke besvaret. Men én af de mulige indvendinger er nu ryddet af vejen.

Selvledelse på tysk: Selbstfürung

I 2009 udkom en tysk selvledelsesbog med titlen: Die kunst de selbstfürung af Burkhard Bensmann.

Jeg er glad for at det danske ord at lede både betyder 'at føre' og 'at søge'. Der synes at være en helt anden menneskelighed - og ydmyghed - indlejret i det danske ledelsesbegreb end i det tyske fürung. Enhver kan jo løbe fremad og storme derudaf. Kunsten er at vælge de rigtige stier. Derfor skal selvet ikke bare kunne føre sig selv (tysk), men også kunne lade sig føre af sig selv (dansk). Hertil kræves ikke sikkerhed, men nysgerrighed.
- Jeg siger ikke at selvet har alle de rigtige svar og løsninger liggende latent implicit, - så udviklingsoptimistisk er jeg ikke! - Men jeg tror, at hvis vi tør stille de rigtige spørgsmål og tør undre os, så er der også al mulig grund til at tro, at vi får den bedste ledelse.

- Jeg har en fornemmelse af, at vi i den skandinaviske kultur på dette punkt ligger langt foran den kontinentale-tyske, den anglo-saksiske og den østasiatiske ledelseskultur.

Livet selv...

"Det livsfilosofiske projekt handler om at forsone mennesket med sit liv ved at forsone det med livet i sig selv."
Ole Fogh Kirkeby, Martin Heidegger. Omsorgens tænker. i Eksistens og Livsfilosofi. Gyldendahl. 2002. s 211

Forløsende arbejde?

Har her til morgen genlæst nogle livsfilosofiske noter. Den utrættelige Mogens Pahuus har samlet en række indsigter bla. disse fantastiske formuleringer af livsfilosoffen Vilhelm Grønbæk (1873-1948):

Om inspiration:  "Jeg kan ikke bære det i stilhed, det må lettes gennem arbejde"
..."[det er] ikke en kraft der tvinger mig, men en kraft der bøjer mig".

Hvilken fantastisk tanke: at kunne lette sin passion ved at arbejde. Tænk sig, at der er så mange der mener at vi skal forløses fra arbejdet. I virkeligheden er det måske netop i arbejdet at forløsningen kan ske.

Rigtig god arbejdslyst.
Kilde: Pahuus, 1995, Livsfilosofi. Lykke og lidelse i eksistens og litteratur. Philosophia. s.28

Illustreret selvledelse?

Der er ingen der siger at selvledelse ikke er kompliceret. Hmm. Billedet synes at bekræfte min idé om at selvledelse ikke duer som teknologi.

Økonomi og HR - og om at få styr på det...

Det er tilsyneladende et misforhold mellem HR og Økonomi.
Økonomi vil gerne hjælpe (eller belære) HR til at få styr på tingene. Se debat om dette på Lars Kolinds blog: 'Vågn op HR-Chefer'.

Jeg mener dog at der er noget ustyrligt over mennesket, og jeg er bange for at økonomerne ikke rigtig forstår endsige anerkender dette. Mennesket er som ikke en økonomisk teori. Mennesket er ikke som en vindmølle. Det ustrylige er et grundvilkår. Det er ikke et problem, der skal bekæmpes, men tværtimod en enorm ressource, hvis man kan forholde sig til det på en konstruktiv måde. Det er bla. fordi mennesket er ustyrligt, at det er istand til at lede sig selv. Fjerner man ustyrligheden, fjerner man også selvledelseskompetnecen.

Nu ved jeg godt at økomoner ikke nødvendigvis er interesseret i at lytte til en forvildet teolog som mig. Men så er det godt at deres neoliberale ledestjerne nobelprismodtager Paul Krugman har sagt noget tilsvarende. Ganske vist taler han ikke om HR, men han taler om at økonomer har særdelse svært ved at forholde sig til det ustrylige og kaotiske.

Under overskriften How Did Economists Get It So Wrong? skrev Krugman bl.a. "Economists will have to learn to live with messiness" (NY Times column 2 September 2009.) Dette tror jeg faktisk de kan lære af os i HR.

(Ganske vist viste det sig at Krugman ikke rigtig mente hvad han skrev i 2009. Det forstår jeg ikke, for hvis vi alligevel ikke når det komemr til stykket vil lære af finanskrisen, så kommer den vel igen en dag.)

----------------------------------------------
After outlining the causes of economics' failure to foresee the crash, Krugman writes:

"It’s much harder to say where the economics profession goes from here. But what’s almost certain is that economists will have to learn to live with messiness. That is, they will have to acknowledge the importance of irrational and often unpredictable behavior, face up to the often idiosyncratic imperfections of markets and accept that an elegant economic “theory of everything” is a long way off. In practical terms, this will translate into more cautious policy advice — and a reduced willingness to dismantle economic safeguards in the faith that markets will solve all problems."

Towards the end of the piece he writes

"Economics, as a field, got in trouble because economists were seduced by the vision of a perfect, frictionless market system. If the profession is to redeem itself, it will have to reconcile itself to a less alluring vision — that of a market economy that has many virtues but that is also shot through with flaws and frictions. The good news is that we don’t have to start from scratch. Even during the heyday of perfect-market economics, there was a lot of work done on the ways in which the real economy deviated from the theoretical ideal. What’s probably going to happen now — in fact, it’s already happening — is that flaws-and-frictions economics will move from the periphery of economic analysis to its center."

.... and

"So here’s what I think economists have to do. First, they have to face up to the inconvenient reality that financial markets fall far short of perfection, that they are subject to extraordinary delusions and the madness of crowds. Second, they have to admit — and this will be very hard for the people who giggled and whispered over Keynes — that Keynesian economics remains the best framework we have for making sense of recessions and depressions. Third, they’ll have to do their best to incorporate the realities of finance into macroeconomics."

Sakset fra: http://quotesjournal.blogspot.com/2010/01/economists-will-have-to-learn-to-live.html

Fra nydelse til glæde

Der findes en glæde som komme udefra, vi kunne kalde den for æstetisk nydelse, og så findes der en glæde som kommer indefra, en form for eksistenteil lykkefølelse. Den første er betinget, den sidste ubetinget. Til den første knytter der sig en årsags-virknings logik, den sidste derimod er spontan, ubestemmelig og ubemægtelig. Den første er fløgtig, den sidste mere vedvarende.

Erhvervslivets belønnings- og incitamentsystemer er alene hjemmehørende i den første kategori. Det skyldes nok at de, der har udtænkt disse systemer kun kender til homo oekonomicus og mangler en dybere erkendelse af hvad et mennekse egentlig er. Det er selvfølgelig en skam. Det reducerer glæden i arbejdslivet, og det er tilmed en meget dyr strategi for virksomhederne.

- Hvorfor ikke spørge mennesket hvad der egentligt gør det glad? Hvorfor ikke undersøge kilderne til den indre glæde?

Et godt sted at starte kunne være Kirkegaards opbyggelige tale om Markens Liljer og Himlens Fugle. (inspiret af Thomas Miles paper på Søren Kierkegaard konference, Kbh, august,2010)

Hvad er det du elsker, når du elsker dit job?

Min teori er, at det ikke er jobbets omstændigheder; kantineordningen, frugtordningen, lønnen, kontoret, firmabilen, fleksibilitetet ect., men derimod selve kerneydelsen. Man elsker sit job når man fyldes af den tilfredsstillelse der kommer af, at man på en særlig måde er lykkedes med ens kerneydelsen. Man føler at man (igen) er menneske. Man oplever mening. Man gjorde en forskel. Det er nærmest et eksistentielt øjeblik.

Reflektion: kan man så sige at lykken ligger i ydelsen? Kan man 'yde sig' lykkelig?

Alkymisme - en kritisk tanke om kritisk teori!

Kritisk teori synes at være et dominerende videnskabsparadigme i sociologiens og antropologiens selvledelsesforskning. Den er særdeles velegnet til at trække problematiske forhold frem i selvledelsesbegrebet som corporate har svært ved selv at få øje på. Derfor er kritisk teori nødvendig for at forstå selvledelse - men også utilstrækkelig. Især fordi den ikke er i stand til at producere et anvendelsesorienteret alternativ til den praksis, der kritiseres.

Det slog mig at kritisk teori er en slags alkymisme - altså forestillingen om at der gives en let og smertefri genvej til værdiskabelsen (guldet). Men der gives ingen genvej til værdiskabelse - og vi kommer ikke udenom at skulle arbejde hårdt for det liv vi ønsker. Vi skal dø lidt hver dag (Paulus) hvis vi ønsker at leve.

Jeg mindes ikke at have hørt eller læst denne indrømmelse fra kritisk teori; at livet har en grundlæggende hårdhed (vanskelighed, modstand, opgave, uforsonlighed) i sig. Nej - har du ondt et sted i (arbjeds)livet så kan du finde trøst hos den kritske teori. Jeg har aldrig hørt den sige, at det kunne være DIG der var noget galt med. Anderledes taler teologien.

Der er ingen genveje til guldet. Ønsker vi at bevare vort velfærdssamfund kræver det velstand, og den kommer ikke af sig selv, men gennem det daglige slid fra 100.000vis af medarbejdere i virksomheder, forvaltninger og organisationer.

Selvledelse er et forsøg på at intensivere værdiskabelsen. Der er ganske vist et krav om øget værdiskabelse, men det er en kvalitativ værdiskabelse fremfor kvantitativ (work smarter, not harder), og dette giver - mener jeg - rum for en lidt mere tålelig proces. I bund og grund ser jeg selvledelse som et meget prisværdigt projekt.

Der er dog stadig en masse ting der skal kritiseres i selvledelsesbegrebet, men det skal kritiseres ud fra en grundlæggende positiv livsbestemmelse...

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Dannelses og konkurrence...

”Elitesport er ikke velegnet til karakterdannelse.”

Sådan sagde idrætsforsker Ask Vest Christiansen, Aarhus Universitet, til P1 Eksistens den 4.april 2010. Spørgsmålet der interesserer mig er hvorvidt moderne arbejds- og erhvervsliv er velegnet til karakterdannelse, eller om det samme modsætningsforhold også gør sig gældende her. Corporate Dannelse - gives det?

Der er på mange måder tale om et modsætningsforhold. Om to verdener. Spørgsmålet er dog relevant alligevel fordi der i hvert fald fra erhvervslivets side er stigende interesse i at udvikle et ledelsesbegrebet i meningsorienteret, eksistentiel og dannelsesmæssig retning. Omvendt er der ikke meget der tyder på at der fra 'dannelsesindustriens side' er megen interesse i retning af erhvervslivet. 'Dannelsesindustrien' er traditionelt særdeles mistroisk overfor dens nyttegørelse.

Jeg mener dog alligevel at vi har et problem her. Hvordan overstiger vi denne tilsyneladende inkommensurabilitet imellem eksistentiel væren og målorienteret gøren?

Selvledelse duer ikke som teknologi!

I går faldt en erkendelse på plads for mig, nemlig at selvledelse ikke duer som teknologi. Hvis selvledelse skal lykkedes i arbejdslivet er det afgørende at arbejdslivet åbner sig for en non-teknologificeret humanisme.

Selvledelse er på ingen måde ude på fuldstændig at opløse det teknologiske, systemiske, strategiske og instrumentielle som er et naturligt grundvilkår i arbejdslivet. Selvledelse kan godt trives i dette miljø (trives på trods), MEN - den behøver sprækker, øjeblikke, anledninger, rum, situationer, som er afteknologiske. Den behøver disse rum, og den skaber selv disse rum. Teknologificeringen kan ikke bære selvledelsen igennem, fordi den er baseret på en alt for forsimplet grundantagelse om mennesket.

Selvledelse er en bestræbelse, der bryder mennesket fri af dets teknologificerede jernbur (?)

Selvledelse kan ikke eksistere som en teknologi. At lede sig selv må ikke reduceres til selvdisciplin. - Man kan sige det på en anden måde. Efterhånden som robotter og computere bliver mere og mere 'menneskelige', er det bydende nødvendigt for mennesket, at blive endnu mere (og her tænker jeg kvalitativt og ikke kvantitativt) menneskelig. Vi skal blive mere af det som robotten ikke kan blive. Mere eksistentielle, mere spirituelle, mere anstændige, mere elskende, mere æstetiske, mere etiske, mere sande, med mere dømmekraft, mere modige, mere kreative, mere skabende...

Det lyder lidt fladt at sige: mere selvledende, efter denne remse. Måske skulle vi slet ikke tale om at være selvledende, men blot fokusere på at være ordentlige, anstændige og engagerede mennesker.

(Nu, hvor jeg har fundet mit ståsted, kan jeg for alvor begynde at læse Foucault og hans ide om selvteknologi. Det er muligt det holder rent deskriptivt, men det holder altså ikke præskriptivt!)

Kierkegaard og selvledelse...

Fik en god snak med Louise Grandal fra KD på Kierkegaardkonferencen. Hun fik åbenbart også talt lidt med Pia Søltoft: "For eksempel bliver man måske nødt til at spørge, hvad et selv er, før man begynder at forsøge at udvikle det". 
Læs hele artiklen her: Kierkegaard er oppe i tiden.

og så er der også penge i selvledelse...

"Selvledelse er lige så meget kapitalisme som 'economic man' - bare langsomere og kræver mere tro".

Anders Drejer, Professor, Strategy Lab, Ålborg Universitet

Det er menneskeligt at fejle...

...siger vi, men er det ikke også menneskeligt ikke at fejle? Vi skal passe på at 'det menneskelige' ikke alene kommer til at betegne en amatørtilstand. Det er også mennekseligt at arbejde, og at arbejde godt. At arbejde 'menneskeligt' kan tilmed være sjovt...

Glad lille plakat om arbejdsglæde. Download. Bestilling.

Kritik af selvledelse

SYNSPUNKT: "Selvledelse, empowerment og flade strukturer er hovedingredienserne, når alverdens guruer skal give opskriften på effektiv moderne ledelse. Men god ledelse anno 2010 handler også om hierarki, robusthed i organisationen og god gammeldags management, fastslår strategisk rådgiver Jesper Højberg på Ledelseidag.dk. Han advarer mod enøjet overgivelse til tidens smarte budskaber om ledelse"...  Læs artikel

JEG MENER: at Jesper Højberg har en rigtig god pointe, og er meget enig i at demokratisk ledelse kan føre til skjult kontrol, forkerte udviklingsretninger, træghed, usynlig magt, ambivalens og usikkerhed m.m. MEN. Selvledelse er ikke det samme som selvstændighed. Derfor er selvledelse heller ikke nødvendigvis i modsætning til management, men et forsøg på at samtænke management med eksistensdimensionen ('selv' + 'ledelse').

Højberg opererer med 3 paradigmer for ledelse, hvor det handler om at opnå den rette balance mellem disse. (klip fra http://www.ledelseidag.dk/)

Ledelsen kan ikke selv!

Ledelsesopgaven er i dag så kompleks, at ledelsen ikke selv magter den. Derfor inviterer ledelsen nu medarbejderen (foruden mange andre interresenter) ind i ledelsesprocessen. Dette kvalificere ledelsen, men øger samtidig kompeksiteten yderligere. Vi taler om selvledelse - ikke fordi vi kan selv - men paradoksalt nok fordi vi ikke kan selv!

Ledelsen kan ikke selv. - Dette gælder ikke kun ledelsen som gruppe men også ledelse som fag. Jeg har netop genlæst en artikle i Ledelse i Dag fra 2006 af cand.theol. og HR-chef i Morsø Bank Keld Hvolbøl om at ledelsen (faget) ikke kan stå på 'egne' ben, men må trække meget mere på fx de humanistiske videnskaber for at lykkedes. Hvolbøl skriver bl.a.:

"Den lydige teknokrat forskanser sig i tidens politiske korrekthed og bilder sig ind, at ledelse handler om medgørligt at begejstres over de sidste nye værktøjer og med efterrettelig ildhu pleje konsensusidyllen. Alligevel banker virkeligheden på døren."

"Spørgsmålet er derfor, om det er tid til, at ledelse som faglig disciplin flytter sig fra det samfundsvidenskabelige område til det humanistiske område? - Altså væk fra et område præget af modeller og værktøjer der gælder under særlige forudsætninger og i bestemte situationer, til et område der arbejder med menneskers tolkninger af verde, helheder og sammenhænge. For hvis ledere skal kunne agere som autoriteter, der ikke behøver læne sig op af autoritære systemer, må de først og fremmest være dannede i den humanistiske tradition."

System og liv...

I et ellers udmærket skriv om Den menneskelige leder skriver direktør og konsulent Jes Jessen (Co-Pilot) om 'respekten for autonomien' som et ledelsesvilkår i vor tids nye selvledende og værdibaserede arbejdsliv.

I den forbindelse argumenterer Jes for at 'systemverdenen' ikke overtager 'livsverdenen' og skriver "Systemverdenen bør altid være underordnet livsverdenen." (Den menneskelige leder s.18).

Systemverden kunne fx være sådan noget som HRM (og billedet) mens livsverden har at gøre med livsmening og livsindhold.

Jeg er grundlæggende enig med Jes. Jeg er heller ikke tryg ved den systematisering af liv og arbejdsliv, der foregår her i senmoderniteten (billede). Der efterlades efterhånden ikke noget rum for spontanitet, inspiration, vildskab og utæmmet menneskelighed. Hvem er det dog der er kommet på den tanke, at værdiskabelse kun sker i orden og struktur?
Problemet med vor tids svækkelse af livsverdenen har fået meget næring mener jeg af bla. en bandit som Niklas Luhmann, men egentligt mener jeg at sagen går tilbage til Platon og den græske dualisme, hvori der installeres en fundamental adskillelse af krop og sjæl, materie og ånd, og jeg tror faktisk at det er denne adskillelse, der er roden til vore problemer i dag! (Sjovt nok beskyldes Kristendommen ofte for at være ophav til denne dualisme. Det har jeg aldrig forstået - og kan ikke være mere uenig. Inkarnationen er da om noget antidualistisk. Det er en invasion af forskellige verdener...)

Jeg er enig med Jes i at systemverdenen ikke må få overtaget. Men jeg tror ikke løsningen er at holde dem adskilte (dualisme). De er to sider af samme eksistens, og kunsten for os er at lære at leve med dem samtidigt. Systemverdenen er afhængig af en asymetrisk og usystemisk menneskelighed, samtidig er det nødvendigt at vi får lidt system i kartoffelrækkerne, hvis ikke vi skal dø af sult.

De to verdener er samtidige og er både gensidige forudsætninger og samtidig gensidige begrænsninger. Jeg ved godt det lyder kompliceret, men det er da bedre at kunne se kompleksiteten i øjnene frem for at opdyrke forsimplinger af livet.

Tak i øvrigt også tak til Louise for at bringe mig på sporet.

Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.