torsdag den 12. august 2010

7 dage, 1.800 sessioner, 8000 papers, 10.000 deltagere...

Netop hjemvendt fra min debut på 'Acadamy of Management's årlige mega-konference i Montreal, Canada. Totalt overvældende. Jeg er simpelthen fyldt med indtryk, idéer, kontakter, muligheder og frustrationer.

Programmet fylder lige så meget som en telefonbog, og det tog meget tid bare at sætte sig ind i konceptet og de mange divisioner.

Største skuffelse var divisionen ''Management, Spirituality and Religion (MSR)'. Jeg deler på mange måder interesser med gruppen, men jeg var meget skuffet over det akademiske og intellektuelle niveau. Det nytter ikke noget at man forholder sig ukritisk til religion og spiritualitet. Jeg deler grundtanken om at spiritualitet har enorm potentiale i arbejdslivet - men, jeg mener også at det ureflekteret kan gøre enormt skade.

Til det mest positive er der to kandidater.
Dels var jeg meget begejstret for en 'battling' der udspillede sig imellem teologi og filosofi på 'Critical Management Studies' forkonference. Det var virkeligt forløsende for mig og af høj underholdningsværdi. Lad os få mere at det.  (Teologen Martin Herbst har sagt at han er klar - er der en filosof der tør stille op i det andet ringhjørne?)
Dels følte jeg at min akademiske hjemløshed blev opløst, da jeg deltog i et par møder i 'Strategic Human Capital' der søger at samtænke human kapital med det strategiske element i corporate.
I det hele taget er tasken fyldt med papers, nyhedsbreve, links og kontakter som skal studeres videre.

PS: Havde blandt andet lejlighed til at lytte til promonete personer som Henry Mintzberg og Peter Senge.

Hvad har du på, når du arbejder hjemme?

Fx vil jeg gerne vide om du har sko på, når du arbejder hjemmefra?

Normalt har vi ikke sko på hjemme hos os, og det har jeg heller ikke når jeg arbejder hjemmefra. Men i dag er en undtagelse. Jeg har faktisk taget skoene på. Det er lidt skørt, men jeg føler at det gavner min produktivitet.

Hvad gør du? Hvad har du på når du arbejder hjemme? Hvorfor/ hvorfor ikke...

Hjemmearbejdsplads... hmmm

mandag den 2. august 2010

Sakset fra religion.dk

5 centrale værker i eksistentialismens historie
  • Enten-Eller af Søren Kierkegaard Kierkegaard - skrevet i 1843
  • Væren og Tid af Martin Heidegger - skrevet i 1927
  • Sisyfos-myten af Albert Camus - skrevet i 1942
  • Eksistentialisme er en humanisme af Jean-Paul Sartre - skrevet i 1946
  • Eksistentialisme af Johannes Sløk - skrevet i 1964
5 eksistentialistiske citater
  • ”Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen” - af Søren Kierkegaard
  • "Man brækker sjældent benet, medens man klatrer op ad besværelige stier. Faren opstår, når vi begynder at tage let på tingene og vælger de behageligere stier" - af Friedrich Nietzsche
  • "Eksistentialisme er ikke så ateistisk, at den slider sig op i påvisningen af, at Gud ikke eksisterer. Derimod erklærer den, at selvom Gud eksisterede, så ville det ikke forandre noget" - af Jean-Paul Sartre
  • "Når man har erkendt absurditeten, undgår man ikke let at skrive en håndbog i lykke. Virkelig? Finder man lykken på så stejle stier? Ja, thi der er kun én verden." - af Albert Camus
Kilde: Religion.dk

Vocation


Kristeligt Dagblad har denne sommer sat fokus på kaldet og dets 'genkomst' i moderne arbejdsliv. Temaet indledes med en opgørelse der viser at 29% af danskerne opfatter arbejdet som et kald.

Særligt var jeg begejstret for Bo Kristian Holms kronik (16.juli 2010) om det klassiske kalds uaktualitet. Jeg mener med Holm, at der i vores tid er tale om en afvisning af netop et calvinistisk kaldsbegreb opkaldt efter reformatoren Jean Calvin (1509-1564) og videreformuleret af sociologen Max Weber (1864-1920). Et lutherske kaldsbegreb har derimod, efter min mening, stadig aktualitetspotentiale. Det er faktisk noget af det, jeg vil forsøge at vise i min PhD-afhandling. Problemet er ikke kaldet med Calvin! Hans kaldsbegreb ender med at blive nådeløst og selvberoende. Ukristeligt - vil jeg mene.

Om den lutherske kaldstanke skriver Holm: "Kaldstanken er en modvægt til den enkeltes egeninteresse, fordi den orienterer den enkelte mod det, som omverdenen har brug for."

Øvrige citater fra artiklen: En stemme, der ikke kan overhøres:

  • "Et kald rækker ud over den private selvudvikling." Kirstine Helbo Johansen

  • "At følge sit kald kræver disciplin og modenhed kombineret med en fortsat åbenhed og lydhørhed. Især i en samtid, der som vores er præget af støj og forstyrrelser i form af tilbud om underholdning og evige opfordringer til at tjene og bruge penge og følge moden." Jakob Kowalski

  • "Det har meget at gøre med meningsfuldhed. I virkeligheden er meningsfuldhed et udtryk, man nok i dag bedre kan bruge frem for kald." Steen Hildebrandt

  • "I det nye arbejdsliv ser man arbejdet som noget andet end en pligt – som noget, der udvikler selvet. Man er i pagt med sit arbejde og investerer sit hele selv. Arbejdet er ikke begrænset af faste aftaler i en kontrakt, men er en aftale med perforerede grænser, der rækker ind i hele vores liv. Samtidig er det stærkt identitetsskabende at have et engagerende job og noget, man spejler sig i." Kirsten Marie Bovbjerg

  • "Kaldet kan også bruges som retfærdiggørelse af totalitarisme, hvis man følger det blindt – det er faren ved det." Jakob Kowalski

søndag den 1. august 2010

Mensch.dk - Hvis jeg skulle vælge et reklamebereau...

"I skal ikke være bange, for frygt slår tanken fra"


Under overskriften 'Reklame uden stress' bragte Kristeligt Dagblag i går et spændende interview med Mensch direktør Frederik Preisler om arbejdsliv, stress og menneskesyn. Mensche er bl.a. kendt for deres helsidsannoncer med kontroversielle overskrifter, hvor de fremfører forskellige holdninger og budskaber.

Pluk fra artiklen:
Om performance: "Hvis man pisker hestene for hårdt, løber de ikke lige så længe og smukt."
"Vi tror ikke man kan være dygtig, hvis man er panisk."

Om arbejdsdagen: "Det minder lidt om en børnehave, hvor man møder om morgenen, hænger sit tøj på en knage og leger med tudser til klokken 12, hvor der er mad. Derefter leger man videre til klokken 17, og så er det hjem."

Samfundsanalyse: "Vi har aldrig være så materielt velstående og åndeligt forarmede som nu. Vi er så korrumperede, at ingen har lært noget af finanskrisen."

Om religion: "Nogle vil mene at vi mangler en eller anden form for religiøst rygstød. .... Vi lever i en tid, hvor religion for mange har spillet fallit,  men vi har ikke noget at sætte i stedet."

Det afgørende spørgsmål: "Min far var filosof og brugte et helt liv på at formulere det afgørende spæørgsmål: hvad sætter vi i stedet for de eksisterende magtkoncentrationer, som er effektive, men også ødelæggende? Han nåede ikke frem til et svar, og jeg ved det heller ikke."

Om work-life balance: "De mange år i branchen har ikke være ødelæggende for mig. Jeg har trods alt altid haft en distance til det, jeg laver. Men jeg har set masser af mennesker omkring mig gå ned, fordi de har dyrket 'mit job er mit liv'-kulturen."

En mand og et firma med indsigt!!!

Angående det sidste citat om distance til arbejdet; jeg forstår ham godt. Mener dog stadig at det er muligt at etablere en eksistentialitet omkring sit arbjede, der gør at det ikke bliver nødvendigt at installere denne distance. Jeg tror at behovet for distance (eksistentiel beskyttelse) hænger sammen med den manglende besvarelse af det afgørende spørgsmål. - Det er ihvert fald afgørende, at hvis man skal give sig til sit job, skal det være værd at give sig til.

Bultmanns tros doktrin

"Tro er, at mennesket opgiver dets egen sikkerhed og er rede til alene at finde sikkerhed i det usynlige hinsides, i Gud. Det vil sige: tro er sikkerhed, hvor ingen sikkerhed er at se." (Rudolf Bultmann, Jesus Kristus og Mytologien, Munksgaard 1967s43)

Rudolf Bultmann, tysk teolog (1884-1976)

Se også YouTube introduktion til Bultmanns teologi.

lørdag den 31. juli 2010

Carpe Diem: hvile eller ikke hvile?

I går overhalede jeg en autocamper på motorvejen. På den stod der 'Carpe Diem' som er et latinsk udtyrk for 'grib dagen' eller 'lev i nu'et'. Carpe Diem er åbenbart et populært navn til campingvognen, båden eller sommerhuset, og det kan man jo egentligt godt forstå.

Men - det generer mig nu også lidt, at dette eksistentielle slagord tilsyneladende kun forbindes med nydelse, afslapning og hvile. Jeg mener, at carpe diem i og for sig lige så godt kan forbindes med arbejde, præstation og anstrengelse. (Måske skulle jeg hænge et carpe diem skilt op på kontoret.)

Den dag - der skal gribes, den tid, det nu, det liv, der skal leves, består jo i lige så høj grad af noget 'gøren' som af noget 'væren'. At leve i nu'et er at kunne mestre den rette balance mellem at arbejde og at hvile, og ikke at vælge hvilen frem for arbejdet! Hver dag er på én gang en gave og en opgave, og vi rammer forbi livet, når det ene element får overhånd på bekostning af det andet. Carpe Diem er ligeså meget hårdt arbejde som nydelse og afslapning.

Præskriptiv selvledelse! - om SL's normativitet...

Jeg er særligt på jagt efter selvledelsens normativitet. Hvad er det, der skal leves op til? Hvad er der for en norm der virker i/til selvdrift?

Er citat om normativitet: "Normativitet refererer ikke deskriptivt til virkeligheden, sådan som den er; men refererer præskriptivt til virkeligheden, sådan som den bør være."

(Kristine Helboe Johansen, Religion, normativitet og det moderne samfund, Præsteforeningens Blad nr. 30-31, 30.juli 2010 s.596. Med reference til forskningsprojektet: Religion and Normativity  I, p.53, 2010. Aarhus Universitets Forlag. Se mere på: http://relnorm.au.dk/ )

Derfor arbejder jeg heller ikke deskriptivt med selvledelse, men netop præskriptivt. Selvledelse er en forandringsagent!

fredag den 30. juli 2010

'Top of The Pops' - fra sommerens indbakke...

Spændende arrangementer mm. i det kommende efterår:
PS: Husk at selvet er en begivenhed. (Ole Fogh Kirkeby)

torsdag den 29. juli 2010

Så er jeg så småt ved at være tilbage ...

... efter en dejlig OFFLINE stay-cation med familien.

De kommende uger står på to konferencer i Montreal Canada, som jeg ser meget frem til og som jeg glæder mig til at skrive lidt om her på bloggen.

Ledelse og organisationsteorien har tilsyneladende fået øje på teologien som en mulig samtalepartner. Det lyder særdeles lovende. Se mere på:
Academy of Management: 'Dare to Care' og Critical Management Studies:
Workshop: Theology & Organization.

fredag den 9. juli 2010

Tip til ledelse af selvledelse: Let it be!


En væsentlig del af selvledelse er selvorganisering. - Selvorganisering handler om at noget virker af sig selv, når først de rette rammer og betingelser er på plads. Ledelse af selvorganisering handler bla. om at etablere af disse rammer og betingelser.

Men hvordan gør man det? Jo - et teologisk svar inspireret af den biblelske skabelsesmyte er: 'Let it Be!'. Der er en dobbelt betydning i 'Let it Be' som er vigtig at holde fast i. Der er tale om at den skabende magt skaber og samtidig sætter fri til selvskabelse.

For dig som leder af selvorganiserende medarbjeder betyder: 'Let it Be!' to ting: 1) du skal 'LET it be' - dvs du skal trække dig tilbage, stole på selvorganiseringsprincippet, udvise tillid, risikovillighed osv., og 2) du skal 'let i BE' - dvs du skal understøtte det, lade det blive til, sørge for at det kan udvikle sig, så at sige: være immanent tilstede i processerne...

Du skal faktisk være lidt ligesom Gud 'der skabte himmel og jord'. Det er da meget cool, er det ik'?

Læs mere: Gregersen,Niels Henrik. 'Skabelse og selvorganisering - et teologisk tankeeksperiment' i Kirke og Kultur. nr.4 2005

torsdag den 8. juli 2010

Er det slut for humanismen?

Humanisme var engang et plusord, men er i dag blevet ødelagt, forrådt af netop den modernitet, der ville dyrke den!

Jeg prøver her i eftermiddagsvarmen at forstå Martin Heideggers kritik af humanismen. Humanismen synes forrådt og vi skal derfor gå en anden vej. Den er forrådt af Immanuel Kants etiske maksime, der sætter mennesket som det ultimative mål, forrådt af den moderne teknologi, der islavesætter i stedet for at frigøre, forrådt af psykologiens selvberoende subjektivitet, der i virkeligheden fremmedgør, forrådt af videnskabens evidenskrav, der reducerer mennesket til et funktionsvæsen, forrådt af dannelsestænkningens uundgåelige misdannelse, forrådt af kapitallogikken, der har efterspændt et R (resource) og et M (management) bagved H'et (human) i en sådan grad at H'et nærmest er frarøvet sin egen eksistens...

H'et er ødelagt. Står ikke til at rede. (er der nogen der tænker: transhumanisme?) Heideggers modsvar er 'nærhed til væren'. Det er som sådan ikke mennesket, det handler om, men dets væren.

På mit bord lige nu (lidt tilfældigt, men alligevel med en tilsyneladende rød tråd i og til dette emne):
Hmm - føler mig en lille smule blæst!

Selvledelse som totalitært regime?

Vi leger med ilden - når vi organiserer selvledelse!

Hvad i alverden har SL at gøre med det 20.århundredes værste totalitære regimer? Er selvledelse ikke netop modsætningen til disse regimers uniformering, disciplinering og militarisering af hele civilbefolkninger.

Jo - bestemt. Den ægte selvleder går ikke bare i takt. Han/hun tænker selv, fordi han/hun dybest set vil sig selv.

Ikke desto mindre er det netop denne risiko for totalisering som den kritiske forskning meget advarende påpeger er tilstede i selvledelsesbegrebet. Der er selvfølgelig ikke tale om en decideret ond totalisering som fx nazisme og fascisme, men om en snigende tæmning af mennesket baseret på en særlig nyttelogik som mennesket ukritisk downloader fra markedskapitalismen og installerer i personligheden.

»Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« siger filosof Søren Gosvig Olesen, i en artikel i Information.

Hvis selvledelse alene betyder at du skal lede dit selv således, at du bringer ikke bare din faglighed men hele dit selv i overensstemmelse med disse kapitallogikker, ja så et vi meget tæt på definitionen af et totalitært regime.

Problemet er ikke så meget at vi leder os selv - for det gør vi hele tiden. Problemet opstår når vi i corporate vil organisere denne selvledelse. Derfor - for at undgå en totalisering af selvledelse, er det afgørende at vi installerer en modvægt (modmagt) i vores selvledelsesdesign. Vi må installere det frie, det a-strategiske, det unyttige, det humanistiske, det eksistentielle - kort sagt: vi må installere et værensbegreb i vores selvledelsesdesign. Du er menneske først, og dernæst chef, medarbejder, konsulent eller hvad du nu er.

Det er selve driftigheden, der kan være farlig.
Jeg mener bestemt der ligger en totaliserende trussel i selve tanken om ledelse af selvet. Derfor læser jeg bl.a. den jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), der i sin analyse af totalitarismen afviser at den totalitære ideologi kan afskrives som national perversion. Totalitarisme er derimod en latent trussel, der bor i os alle. Og hendes påstand er ifølge Einar Øverenget  "at totalitarismens radikale ondskab udspringer af driftigheden, af de mennesker som omgående lade den ene nyttige handling følge af den næste - uden andet ønske end at gøre deres pligt". (Øverenget: Hannah Arendt, Gads Forlag, 2002,  s9). "Det forfærdelige er" konkluderer Øverenget "at sådanne driftige mennesker er en eftertragtet vare i den moderne verden."

Note: Arendt er bestemt ikke anti-driftig. Hun var selv et driftigt menneske og i hendes analyse af arbejdsbegrebet (hvor et af hendes vigtigste pointe var, at vi må skelne mellem arbejde som slid, som frembringelse og som handling) påpeger hun (ifølge EØs98) "at et liv uden handling ikke ville være noget liv for et menneske".

Konklusion: Vi skal være driftige, men vi skal være driftige på en måde, hvor vi hele tiden er os selv bevidste om driftighedens lumske dehumanisering. Selvledelse er en måde at være driftig på, og vi skal "give til markedskapitalismen, hvad markedskapitalismens er". (jf: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" Matt.22,15-22). Men - vi skal også forstå at selvledelse samtid er en eksistensform. Det er ikke kun at lede sig selv, men også at lede efter sig selv (dvs. livet, meningen, lykken, nærværet, glæden ect.). Du skal derfor også give til dig selv, hvad dit er.

På det organisatoriske plan er det vigtigt at management og nok især HRM er sig bevidste om at denne risiko for totalisering er latent tilstede i bl.a. selvledelsesbegrebet. Hvis man tror at totalisering aldrig vil kunne ske i ens eget miljø - er der allerede grund til at tænde den første advarselslampe.

tirsdag den 6. juli 2010

Fremtiden findes ikke!

Hvis du tror at der findes en fremtid tager du meget fejl. Fremtiden findes ikke!

Derimod findes der mange fremtider. Om fremtid må vi altid tale i flertal og aldrig i ental! - Jeg ved godt det er svært for os. Vi vil så gerne have magt og kontrol over tiden foran os, og derfor vil vi meget hellere tale om fremtiden fremfor fremtider. - Men det er en forførelse. Du narrer dig selv og dem du taler med når du taler om fremtiden - så hold op med det. Og begynd i stedet at tale om fremtider. Forhold dig mere åbent til det kommende. Giv slip og lad dig kunne blive overrasket.

Hvis din selvledelse skal fører noget andet om mere med sig, end en reproduktion - ren gentagelse - af det du allerede kan, har og vil, så skal du forholde dig mere aktivt til mulighedsrummet. Du skal tro, at der kan komme noget til dig, som kan overraske dig (både positivt og negativt). For at kunne få den positive overraskelse må du kunne leve med risikoen for den negative overraskelse. Alt andet er reduktionisme, eskapimse!

Dette betyder ikke - at vi ikke må tænke og lægge planer for tiden foran. Vi skal netop forvente os noget af tiden foran - og derfor skal vi beskæftige os med den. Men vi må ikke lave den fejlantagelse at tro at der for fremtiden gælder det samme tidsbegreb som fortid og nutid.

Måske skulle vi gennemtænkte den måde hvorpå vi tænker strategier, handlingsplaner og bonusmål i corporate; "Hurra - jeg fik bonus fordi det lykkedes for mig at indhente en helt bestemt fremtid som jeg kunne forudsige og planlægge." - Er dette ikke blot reproduktion? Er er ikke egentligt uambitiøst? Tænk hvis man kunne få bonus for at virkeliggøre en fremtid man slet ikke anede kunne eksisterer. Det ville være innovativt!

mandag den 5. juli 2010

(Red ocean) og work life balance...

Har lige hurtigt bladret Berlingske Nyhedsmagasin igennem. Et par klip:

"Work life balance er noget sludder og et modeord. Livet er valg og fravalg. Længere er den ikke." Jesper Høiland, senior vice president, Novo Nordisk. s28 (Se også mit tidligere indlæg om balance/harmoni! )

Om at undgå red ocean: "Mere vildskab i innovationen" klumme af Thomas Hoffman-Bang, CEO NKT. om evnen til uforudsigeliged og radikal innovation.... s. 54. (BNM Nr. 19.4-10 juni 2010.)

Jeg har ikke læst Blue Ocean Strategy - men jeg synes umiddelbart at farverne skulle byttes om. I konceptet er rød minusfarven og blå plusfarven. Men det vi har brug for i corporate i dag, er mere rød og mindre blå. Mere patos (lidenskab) og mindre etos (orden).





lørdag den 3. juli 2010

Selvet - erhvervslivets oversete interessent

Faldt over en lille tekst, der efterlyser selvet i virksomhedernes stakeholder analyse.

En spændende tanke. - Hun argumentere bla. ud fra Heideggers eksistensfilosofi. Synes dog ikke hun argumenterer overbevisende, men hendes pointe er meget tiltalende.

Medarbejderen skal ind i interessentanalysen med en meget stærkere profil. Der er virkeligt noget på spil for den virksomhed, der ikke formår at tilrettelægge jobbet efter medarbejderens begejstringer og passioner. Dette er ikke trivselsmosteri - men ren og skær bundlinje!

Sakset fra AOM: Management, Sprituality & Religion Nyhedsbrev juli 2010, side 9-10:


Locating the Self in Stakeholder Theorizing


In much organizational stakeholder theorizing the "self” is absent.
When the self does appear it is often submerged in concern about the damage caused by unfettered “selfinterest” that generates an egotistical, instrumentalist view of relationships. The negative connotations associated with the solely self-interested individual are blamed for much of the unsustainable mess that business finds itself in, epitomized by examples of the greed that motivated individuals working for corporations such as Enron and Worldcom. Such a self appears habituated to relating in predominantly utility terms whereupon relationships are useful only inasmuch as the self makes some form of gain.
... ... ...
Educators and managers can be informed by Heideggerian and Māori understandings of the self that advance an intrinsic stakeholder model of business wherein organizational selves are kaitiaki, caretakerguardians, who recognize how the wellbeing of the organization is intimately linked to the wellbeing of stakeholders.


Chellie Spiller, AUT University, Auckland.

tirsdag den 29. juni 2010

Modstand


En af mine ynglingsfortællinger er om patriarken Jakob's kamp mod englen. "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig" insisterede Jakob (1 Mos 31,27). Fortællingen har inspireret mange kunstnere, særligt er jeg glad for denne illustration af Gustave Doré.

Der er for mig at se en sammenhæng mellem modstand og velsignelse. Og jeg tror - at hvis vi skal lykkedes med selvledelse, må denne sammenhæng komme til udtryk i selvforholdet. Det er ikke nok at internalisere velsignelsen (lykke), vi må også internalisere modstanden (ledelse).

At lede sig selv, er at kæmpe mod sig selv.

Jakob kom ud af kampen med to ting. En kronisk hofteskade og en guddommelig velsignelse. Han fik begge dele fordi han blev i kampen. Jeg tror ikke det er muligt at få 'velsignelsen' uden også at få en skade. Problemet med det senmoderne menneske er, at vi ikke tåler skaden. Vi flygter fra den, og dermed går vi glip af 'velsignelsen'.

Den kritiske teori vil gerne beskytte mennesket mod skaden (fra corporate), men så stiller den også mennesket udenfor en mulig 'velsignelse'. - Jeg kan derfor ikke bruge denne teori i min bestemmelse af eksistentiel selvledelse.

mandag den 28. juni 2010

Kants pligt-etik smadret af 7-årig Star Wars fan


Den tyste oplysningsfilosof Immauel Kant (1742-1804) er især berømt for det såkaldte "kategoriske imperativ", hvor han forsøger at opstille en almengyldig etisk regel baseret alene på fornuften og således renset for forskellige subjektive formål. Kant argumenterer for, at der er indlejret en etisk rationalitet i selve det at være et (frit) menneske, og konkluderer at etikken således kan begrundes rent rationelt.

Og det kan meget af etikken, men ikke alt. Kants pligtetik er utilstrækkelig. Der mangler noget. Den frarøver os noget af fortryllelsen ved livet.

Min 7-årig mistede i vinter alle sine Lego StarWars figurer - det troede vi i hvert fald. Figurene som er juvelerne i legosamlingen, havde han altid med sig overalt i en lille æske. Men efter et par hektiske juledage med mange besøg forskellige steder i landet var æsken væk og sorgen var selvfølgelig ubegribelig stor.

Hvad gør man? Vi syntes ikke vi ville købe alle legopakkerne til ham én gang til blot for at få figurerne. Det ville jo blive alt for dyrt. Så vi skrev et meget følelsesladet brev til Lego med billeder af en sorgbetynget dreng omgivet af meget tomme Star Wars fly. Men så - lige inden brevet skulle afsted - fandt vi figurerne. I et splitsekund overvejede vi at sende brevet alligevel - men det ville jo være en etisk forkert handling!!!

HVAD har dette nu med Kant at gøre? Jo, Kant katagoriske imperative lyder: "Du skal kun handle efter en maksime, om hvilken du også kan ønske, at den bliver en almen lov." (kilde: GMS, A52).

Ifølge den rationelle etik må vi konkludere at Lego ikke skal efterkomme min søns ønske, for de kan jo ikke bare sende gratis lego til alle børn med en god historie. Det ville jo i det lange løb fuldstædig undergrave virksomheden. Kant ville sige, at hvis ikke Lego kan forsvare i alle situationer at sende gratis lego afsted, skal de ikke gøre det overhovdet.

Min søn ville bestemt ikke være tilfreds med Kants 'mekaniske' imperativ. Og jeg tror faktisk heller ikke at medarbejderne i Legos CSR-afdeling ville være det. Jeg har da i hvert fald hørt om cases hvor gratis lego er sendt afsted, velvidende at det ikke kunne blive til en general regel - og at medarbjederne oplevede stor mening heri.

Hvad er vil det sige at være menneske? Det er selvfølgelig mange ting, men ét svar er, når man føler sig exceptionel behandlet, når man føler at nogen går en 'ekstra mil' for én og gør noget ud over det sædvanlige som egentligt er rationelt ubegrundet. Er det ikke dér at vi på en særlig måde føler at vi er til som mennesker? Dette fænomen kalder vi kærlighed, og kærlighed er for mig at se ét af etikkens helt klare grundbegreber. Men kærligheden er i-rationelt, og derfor dømmes den ude af Kant som etiks grundprincip. Det er jo hjerteløst! 

Den rationelle etik er ok. Men vi har simpelthen brug for en anden etik også. Kant skulle måske tage sig en lille filosofisnak med den lille grønne filosof fra Star Wars. Det handler om at kende kraften...

tirsdag den 22. juni 2010

Selvledelse: er det en dyd eller en kompetence?

Endnu engang vender jeg tilbage til min evige selvledelsesdikotomi imellem 'selvets intransitivitet' og 'ledelsens transitivitet'.

Jeg faldt over en note i Finn Thorbjørn Hansens bog At stå i det åbne - Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær, om Aristoteles' skelnen mellem praksis og praxis:

"Når vi står i en praksis, er vi formålsrationelle. Der, vi gør, gør vi for at opnå noget andet. En murer samler mursten for at bygge et hus. Når vi står eller er i en praxis, derimod, gør vi det, vi gør, fordi det har en værdi i sig selv, som f.eks. når vi leger, elsker, maler eller går en tur i skoven. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen." (s11)

FTH's bog er "tænkt ud fra en værensorieteret praxis-ontologi" hvor professions- og vejledningsforskningen hidtil har være tænkt og praktiseret ud fra en socialkonstruktivistisk orienteret praksis-epistemologi." (s11)

FTH skriver videre: "Det kompetente menneske og det dannede menneske behøver naturligvis ikke at være to forskellige mennesker...Faktisk må idealet være 'det kompetente og dannede menneske'. Det er ... i vekselvirkningen mellem hånd og ånd, at dynamikken, kreativiteten og livsengagementet opstår ..." (s.30)