Selvledelse duer ikke som teknologi!

I går faldt en erkendelse på plads for mig, nemlig at selvledelse ikke duer som teknologi. Hvis selvledelse skal lykkedes i arbejdslivet er det afgørende at arbejdslivet åbner sig for en non-teknologificeret humanisme.

Selvledelse er på ingen måde ude på fuldstændig at opløse det teknologiske, systemiske, strategiske og instrumentielle som er et naturligt grundvilkår i arbejdslivet. Selvledelse kan godt trives i dette miljø (trives på trods), MEN - den behøver sprækker, øjeblikke, anledninger, rum, situationer, som er afteknologiske. Den behøver disse rum, og den skaber selv disse rum. Teknologificeringen kan ikke bære selvledelsen igennem, fordi den er baseret på en alt for forsimplet grundantagelse om mennesket.

Selvledelse er en bestræbelse, der bryder mennesket fri af dets teknologificerede jernbur (?)

Selvledelse kan ikke eksistere som en teknologi. At lede sig selv må ikke reduceres til selvdisciplin. - Man kan sige det på en anden måde. Efterhånden som robotter og computere bliver mere og mere 'menneskelige', er det bydende nødvendigt for mennesket, at blive endnu mere (og her tænker jeg kvalitativt og ikke kvantitativt) menneskelig. Vi skal blive mere af det som robotten ikke kan blive. Mere eksistentielle, mere spirituelle, mere anstændige, mere elskende, mere æstetiske, mere etiske, mere sande, med mere dømmekraft, mere modige, mere kreative, mere skabende...

Det lyder lidt fladt at sige: mere selvledende, efter denne remse. Måske skulle vi slet ikke tale om at være selvledende, men blot fokusere på at være ordentlige, anstændige og engagerede mennesker.

(Nu, hvor jeg har fundet mit ståsted, kan jeg for alvor begynde at læse Foucault og hans ide om selvteknologi. Det er muligt det holder rent deskriptivt, men det holder altså ikke præskriptivt!)

Selvledelse via filosofisk vejledning

Praktisk filosofi. For noget tid siden bragte WA (12.5.2010 nr.19. Ideer s.11.) en samtale med filosofi Finn Thorbjørn Hansen om filosofisk vejledning. FTH peger på at den filosofiske vejlederpraksis (fx sokratisk dialog) savner akademisk opbakning:

"Hvis vi skal have studerende, der kan tænke kreativt og kritisk og gå ud og for eksempel blive iværksættere på arbejdsmarkedet.... så er der brug for et universitetsmiljø, hvor man også kan lære at tænke og undre sig uden nødvendigvis at være på vej mod forudbestemte læringsmål eller kompetenceprofiler."

Jeg ser er klar parallel til selvledelse. Før du overhovedet kan overskride dig selv (lede dig selv) må du først kunne undre dig, og den praktiske filosofi kan netop sætte dig der, hvor du kan undre dig.

Pluk fra artiklen:

• "Filosofisk vejledning går imod den måde, der normalt undervises og forskes i filosofi på. I den akademiske filosofi er der fokus på at kunne sine klassikere og referere andre filosoffer - det er dybest set fodnoternes kunstform"
• "Vi er splittede mellem det vi er, og det, vi gerne vil være."
• "Filosofi må ikke kun være en akademisk disciplin."
• "henter ... filosofisk inspiration hos .... Michel Foucault og hans syn på filosofien som livskunst..."
• "man risikere at overse det væsentlige som er at lytte til sagen selv."
• "filosofien har at gøre med noget alment og eksistentielt, der overskrider det psykologiske rum."
• "Vi er blevet opdraget til, at værdier og meninger er noget, vi selv skaber og forhandler og frem til, men jeg mener også, der findes eksistentielle livsværdier, som vi modtager og erfarer, hvis vi engagerer os i livet. Det er det, der bliver overset i en socialkonstruktivistisk tilgang."
• Forskningstradition: "eksistentiel fænomenologi og filosofisk hermeneutik"
• "Kort sagt handler det ikke kun om, hvad jeg vil med livet, men også om hvad livet vil med mig."
• "...den filosofiske vejlednings allervigtigste ærinde [er] at komme i dialog med en levet erfaring og undre sig derfra."
• "Oscar Brenifier repræsenterer... den dannelsesorienterede filosofiske vejleder."