Du må ikke fortvivle

Dette er vel nok den bedste bog jeg her læst i år.

Det er en selvhjælpsbog til karrieremennesket, der oplever at livet går imod. Men det er en meget anderledes bog end de populære mainstream bøger om selvcoaching, mindfulness, NLP, flow og positiv psykologi.

Denne bog er positiv i en helt anden og genuin forstand, fordi den har modet til at se tilværelsens dæmoner i øjnene og alligevel formå at inspirerer til en ubetinget glæde ved livet. Og så giver den én modet til at tage fat...

Giv ikke denne bog i julegave, men køb den til dig selv. Den egner sig ikke til eksistentielle ambitioner på andres vegne, men er derimod velegnet til egne.

Den er skrevet som brevbog og derfor hurtigt læst. Men det er kierkegaardsk eksistensfilosofi og protestantisk teologi der vælter frem mellem linjerne. Livsvisdom skrevet lige ind i det senmoderne menneskes søgen efter sig selv.

Læs mere om bogen på Unitas Forlag. Den er skrevet af Matias Møl Dalsgaard.

Simpelhen fantastisk.

Det skal nok gå...

"Derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen - om Foraaret paa Jorden."


Søren Kierkegaard, dagbogsnotat d. 29 Oct. 1837 (DD:74 1837)

der er brug for filosofien...

"ikke mindst i en tid hvor udviklingen på mange områder går meget stærkt, er der brug for filosofi, som udfordrer vores eksistens, danner os som personer og får os til at reflekterere over måden, vi lever livet på."

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Kristeligt Dagblad d.21. juli 2011.

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.

Der er så mange ligegyldigheder, men så er der også noget andet...

"Min kierkegaardske raptus tog sin begyndelse i gymnasiet, hvor vi i dansktimerne sad og fedtede med nogle tvivlsomme, freudianske tolkningsmodeller og spildte megen kostbar tid på at analysere triviallitteratur. Pludselig gjorde Kierkegaard så at sige sin entré ad bagdøren og trak en helt anden storartet og forunderligt anderledes verden med sig."

Joakim Garff, teolog, forfatter, Kierkegaard-forsker.
Interview i Kristeligt Dagblad. Bøger&Kultur d.23.okt. 2010

Selvledelsens skjulte opgave...

Det at være sig selv, kommer ikke af sig selv. Her Søren Kierkegaard  i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift:

"Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven..." (SKS 7, 122)

At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?

Socail kapital er altid grænseoverskridende

Social kapital handler om at søge ud over sit eget.

Læste en klog bemærkning i Berlingske Nyhedsmagasin af arbejdsmiljøkonsulent Jan Lorentzen fra DI: "Forestiller man sig en stærk social kapital i de enkelte afdelinger, men en svag social kapital afdelingerne imellem, har man en organisation med subkulturer, der ikke samarbejder godt."

kilde: 'Social kapital kræver hård ledelse' Berlingske Nyhedsmagasin  nr. 23. 20-26.august 2010 s.45

Bonusrefleksion: Kan man sige at hvor det for Søren Kierkegaard handler om human kaptial, så handler det for K.E.Løgstrup om socail kapital?

Du ved det allerede...

Den danske teolog og livsfilosof Knud Ejler Løgstrup har en inspirerende skabelsesteologisk tilgang til den menneskelige eksistens:

"Mennesket behøver ikke at reflektere på sin egen selvstændiggørelse, det behøver ikke at reflektere på den opgave at blive sig selv, det har bare at realisere sig i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen - ikke reflektionen - for at mennesket er sig selv." (I 'Opgør med Kierkegaard' 2005/1968 s.104)

De suveræne livsytringer er det ubetingede i tilværelsen. Læs mere her.

Det er noget 'just do it' over Løgstrups filosofi. Den har entreprenante tilnærmelser. Er til en vis grad performativ. Men - jeg er dog nok mere enig i Kierkegaard, at vi ikke kommer udenom en filosofisk selvforholdelse. Ligesom det kræver fysisk slid at holde kroppen sund, så kræver det også et mentalt slid at holde ånden sund. Intet kommer af sig selv. Derfor behøver vi også Kierkegaard. - Løgstrup har dog meget ret i at det handler også om at komme tilbage i livet og at blive frigjort fra optagethed af sig selv. Men det er jo netop også en kierkegaards pointe. Tror ikke at Løgstrup har læst Kierkegaard ordentligt.

Fra nydelse til glæde

Der findes en glæde som komme udefra, vi kunne kalde den for æstetisk nydelse, og så findes der en glæde som kommer indefra, en form for eksistenteil lykkefølelse. Den første er betinget, den sidste ubetinget. Til den første knytter der sig en årsags-virknings logik, den sidste derimod er spontan, ubestemmelig og ubemægtelig. Den første er fløgtig, den sidste mere vedvarende.

Erhvervslivets belønnings- og incitamentsystemer er alene hjemmehørende i den første kategori. Det skyldes nok at de, der har udtænkt disse systemer kun kender til homo oekonomicus og mangler en dybere erkendelse af hvad et mennekse egentlig er. Det er selvfølgelig en skam. Det reducerer glæden i arbejdslivet, og det er tilmed en meget dyr strategi for virksomhederne.

- Hvorfor ikke spørge mennesket hvad der egentligt gør det glad? Hvorfor ikke undersøge kilderne til den indre glæde?

Et godt sted at starte kunne være Kirkegaards opbyggelige tale om Markens Liljer og Himlens Fugle. (inspiret af Thomas Miles paper på Søren Kierkegaard konference, Kbh, august,2010)

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Kierkegaard og selvledelse...

Fik en god snak med Louise Grandal fra KD på Kierkegaardkonferencen. Hun fik åbenbart også talt lidt med Pia Søltoft: "For eksempel bliver man måske nødt til at spørge, hvad et selv er, før man begynder at forsøge at udvikle det". 
Læs hele artiklen her: Kierkegaard er oppe i tiden.

Øvelse: sande og falske Kierkegaard citater

Søren Kierkegaard er god at få forstand af. Af nedenstående citater er tre uægte. God fornøjelse.


1. ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

2. ”Hjertets renhed er at ville ét.”

3. ”Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.”

4. ”De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.”

5. ”Ak, af alle fjender er måske vanen den lumskeste, og frem for alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive set, for den, der ser vanen, han er frelst fra den.”

6. ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv.”

7. ”Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv - og dette kan ethvert menneske, når han vil det.”

8. ”Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.”

9. ”At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

10. ”Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuftsvæsener; men de, der er blevet det! Herre Jemini!”

11. ”Den der gifter sig med tidsånden bliver hurtigt enke.”

12. ”Lediggang som sådan er ingenlunde en rod til ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt liv, når man ikke keder sig.”

Assistance: Søren Kierkegaard Forskningscenterets online citatsamling

"Lille Ludvig kan selv" - teologisk selvledelses-skepsis

Sakset fra Information: Kirken - en kraft der kan tøjle kapitalen?

»Søren Kierkegaard fortæller en vidunderlig historie om lille Ludvig, der bliver kørt i barnevogn af sin mor. Denne her lille bitte dreng han tager så fat i den bøjle, som moren skubber barnevognen med, og trækker i den, og så udbryder moren: Næh, lille Ludvig kan selv, lille Ludvig kan selv køre barnevognen.« »Så bliver den lille jo helt ellevild og bliver næsten blå i hovedet og trækker og trækker. Og moren bliver smilende ved med at sige: Lille Ludvig kan selv, Lille Ludvig kan selv.«
»Så siger Kierkegaard, at den kærlige leg, som moren forsøder den lille Ludvigs tilværelse med, sådan leger Gud også med mennesket. Nu leger vi den leg, at mennesket kan selv, men vi husker, at det er kun en leg.«
 
Jeg tænker:
1) Jeg er i tvivl om 'det legende liv' i virkeligheden er en autentisk eller uaftentisk livsform. Note: Se 'leg' i Gademar: Sandhed og Metode.
2) Religion skal selvfølgelig ikke bruges til at underkende menneskets potentiale. Faktisk tværtimod. 
Selvet og Gud er begreber der i dag flyder sammen. SAK's pointe er måske (oversat til et nutidigt og immanent gudsbegreb) at de aldrig er identiske. Dvs: det er ikke alt i dit selv og ikke hele dit selv, der har lederpotentiale. Din selvindflydelse kan ogås medføre det modsatte af selvledelse nemlig selvfordærv!
 
Selvom jeg leder efter en performativ selvledelse, kan jeg ikke komme udenom min teologisk skepsis overfor den moderne grundtanke: at mennesket udenvidere kan og vil lede sig selv og at denne selvledelse pr definition altid er god for både menneske og organisation. Tidens narrativ er at det performative selvledende menneske er i mere overenstememlse med sig selv, end det ikke-performative selvledende menneske.
 
Langballe har (i artiklen) meget ret i at synden kommer fra mennekset. Kapitalismen er hverken ond eller god. Det er ikke den der er problemet, men mig. Selvet ER selvledelsens potentiale, men den er også begrebets helt stor problem.
 
Konklusion: Hvis du vil lede dig selv, må du først forholde dig til at du er en 'synder'. Du må først forholde dig til, at du hverken kan eller vil lede dig selv. At du altid vil modarbejde din egen selvledelse. Dette problem er ikke bare en dårlig vane du kan aflære. Det er et grundvilkår som du må lære at leve med.

Konsulent i Kierkegaard?

Har i dag deltaget i et spændende seminar om Søren Kirkegaards anvendelighed i corporate. Tak til Pia Søltoft og Søren Kierkegaards Forskningscenteret. Et hyggeligt gensyn med Det Teologiske Fakultet.

Hvad kan man bruge Kierkegaard til? Spørgsmålet er relevant, men også uhyggeligt, for er hele hans pointe ikke at vi risikere at reducere livet i og omkring os, når vi gør os selv og hinanden til gensidige instrumenter? Hvad kan du bruge mig til, og hvad kan jeg bruge dig til, og hvad kan vi sammen bruge Kierkegaard til? Kierkegaard ville måske svare: absolut ingenting. Gå i stedet ud og lev dit liv.

Kierkegaard installerer nærmset et radikalt korrektiv til forestillingen om at selvet skal styres. Et syret selv er et falskt selv.

Indlæggende var gode (og nogle mindre gode) - debatten fik først kraft til sidst. (Er det ikke sådan hver gang?) Emnet er vigtigt og relevant. Corporate trænger til dannelse. Kierkegaard kan helt klart løfte dannelsesniveauet i organsiationerne. Men spørgsmålet er om corporate kan gå hele vejen ud i dannelsen. Jeg vil give Matias (første (og bedste) oplæg) ret i at der må vise sig en grænse mellem menneskets eksistentielle projekt og arbejdslivet/erhvervslivet. Corporate kan ikke overtage eksistentialiteten uden derved at kompromitere kapitalens logikker. Opgaven bliver derfor at undersøge (og udvikle) sameksistensen mellem dannelse og organisation. For noget kan de to sammen - selvom de ikke kan overtage hinanden. Skiller man dem ad - dør de begge!

Udbytte:

• Måske er det teologien der skal på banen her. Du kan ikke med viljen (filosofien) alene elske dig selv. Der skal noget mere til. Troen (teologien) kan etablere dette selvforhold. Er der alternativer?
• Tør du være menneske på arbejde, og ikke kun medarbejder? Må du? Det at være mere end en medarbejder, er kun noget den enkelte kan tage på sig.

Kierkegaard som coach!

"Når man læser Kierkegaard virker det ikke helt så enkelt som når man læser Sofia Manning." Livet altså ;)

En venlig formulering af Pia Søltoft i den særdeles udemærkede artikel: Kierkegaard som coach. Erhvervspsykologi. 2008 Vol. 6, nr. 1 (2008) s. 10

Du bliver syg af ikke at forholde dig til dig selv...

God kronik i Kristeligt Dagblad den 12.maj 2010 af Cand.mag. Louise Crandal om mediernes narrative overfladiskehed og om denens forbindelse til angst, depression og misbrug.  En eksistentiel-filosofisk kritik af kommunikationssamfundets overfladiskhed. God Kierkegaard læsning. Et par klip fra kronikken:

"Det at være et menneske i kierkegaardsk forstand består i at blive et menneske, hvilket kræver, at man tør se sig selv i øjnene og tage ansvaret for både det positive og negative i én selv, samt at man prioriterer en sådan venden sig indad."

"Det er dog muligt at læse Kierkegaard uden at skulle forholde sig til den kristne Gud ... idet den guddommelige dimension kan tolkes som en erfaring af det guddommelige.
DENNE ERFARING består i, at mennesket for et øjeblik møder det evige, hvor nærværet bliver så stort, at tiden står stille, og en anden dimension manifesterer sig. I dette nærvær får mennesket kontakt til det evige, inderligheden eller ganske enkelt sin egen personlighed, og det er det, der er meningen med livet. For et øjeblik at være helt nærværende, vågen og bevidst uden at spejle sig i andet eller andre end sig selv."

(Nyhedsmedier er en trussel mod mennesket)