Det generer mig at harmoni og balance ofte nævnes i flæng som udtryk for det samme. For mig at se er der tale om to modsætninger. Hvor harmonien er fredfyldt er balancen urolig. Harmoni er en tilstand, balance er en vedvarende anstrængelse.
Egentlig tror jeg ikke på harmoni. Ihvertfald ikke som fravær af spænding, konflikt og modstand. Livet er ikke harmonisk og derfor kan det ikke være et mål for mennesket at finde ind til en harmoni. Det bliver let til eskapisme. Døden er fred, men det er jo ikke den form for fred vi ønske. En japansk have kan være harmonisk men ikke et sandt menneske.
Hvis vi endelig skal tale om et harmonisk menneske, så må det ikke være i betydningen fravær af det uharmoniske, men kun i betydningen overvindelse af det uharmoniske. - Dette er hvad jeg forstår som balance. At man kan indoptage noget modstridende i sig, og stadig eksitere og virke.
Livet er balancekunst. Der er ikke noget endegyldigt rigtigt svar, der findes ikke en rigtig etik, der findes ikke en ubetinget mening. Det er hele tiden en konstant afvejelser af muligheder. Der findes aldrig kun én fremtid, men altid et hav af mulige fremtidsscenarier. Det handler om at kunne stå åbent overfor livet. Det handler om balance, om dømmekraft, om risikovillighed, om dialog, om nysgerrighed, om vilje....
Denne forskel mellem balance og harmoni udtrykker for mig kerneforskellen mellem kristendom og især de østlige religioner som buddhisme, taoisme og konfucianisme.
Psykologen, ingeniøren, filosoffen og telogen har fundet sammen for at sætte fokus på balance og produktivitet. Vi er i dag interviewet i Børsen Executive hvori vi efterlyser et opgør med industrisamfundets ufleksible mindset.
Læs interviewet her: Børsen: Balance i livet skaber gevinst på bundlinjen
