Refleksion:

På CBS skelnes der mellem management og leadership. På teologi skelnes der mellem lov og evangelium. Det jeg lige nu går og tænker over er, om dette blot er to forskellige udtryk for det samme?

Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.

Kan alt ledes? Skal alt ledes?

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram. 

Selvledelse er en "synkron omsætning"

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

Teologisk kritik af vor tids perspektivløse individualisering/subjektivering

Jeg fik forleden af Ole Fogh Kirkeby anbefalet en fantastisk bog af filosof, præst og teolog Leif von der Wehl Mikkelsen. Bogens hovedanliggende er at etablere en ny metafysik, en ny ontologi ved at samtænke filosofi og teologi på en ny måde.

Bogen er vanskelig. Der er meget jeg ikke kan forstå, og indimellem synes jeg han virker noget vred, men det er nok bare mig. Har endnu ikke fået læst så meget, men forordet er helt fantastisk - hvorfra de følgende citater stammer. En booster for den teologiske selvtillid. Læs her:

----------------------------------------------------------

Individualitetens æra er ved at kulminere... Autonomien er blevet drevet ud i sin yderste konsekvens, og tilbage sidder vi med en verden, opsplittet i millioner af inddivider, som er isoleret fra hinanden og hver især opbygger sin egen lille private verden...

Individualismen tåler hverken nogen over sig eller en afhængighed af noget andet. Al dybere sammenhæng i tilværelsen bandlyses. Resultatet er det paradoksale, at autonomien og individualiteten svækkes og langsomt udraderes. Individualiteten opsluger eller opæder simpelthen sig selv. Selvstændigheden kan ikke opretholdes i selvstændighed. Individualiteten bliver hermed uægte. En subjektivitet, der udelukkende bygger på subjektivitet, er dømt til undergang, og det er jo netop det der er sket. Op gennem historien er subjektivitet blevet mere og mere subjektivt og dermed løsrevet fra sit ophav. En virkelig selvstændighed kræver en sammenhæng med det objektive i tilværelsen - med Gud. En virkelig individualitet er tæt om intimt forbundet med Gud...

Både det menneskelige subjekt og det guddommelige objekt bliver drevet ud i det deformerende. Superindividualisme og superobjektivisme fører til ophævelse af ægte individualitet og ægte objektivitet....

De bibelske tekster bliver til kogebøger, der giver os den 'rigitge' opskrift på kristendom i stedet for at bære det, de skulle være, en transcenderende inspiration og kilde, der udspringer af den dybeste form for frihed, grundet i det guddommelige og transcendente...

Det der trænges til, er således en teologi eller religionsfilosofi, der kan gå i spænd med traditionen, men som kan åbne sig imod nye erfaringer og nye tanker...

Og en teologi, der er i stand til at tage højde for, at det moderne individualitetsbegreb er i opløsning og erstatte det med et langt mere ægte individualitetsbegreb, der i højere grad udviser en sammenhæng med objektiviteten: Gud.

Forlaget Hovedland, 2007. Citeret fra s.13-17.

Erhvervsteologi og universalargumentet

Hvis det overhovedet giver mening at tale om 'erhvervsteologi' er det afgørende at der er tale om en teologi der vil underlægge sig det universalistiske argument (at det der måtte gælde for den enkelte, kun gælder hvis det kan gælde for alle. Ikke noget med at forbeholde frelsen til de udvalgte).

Universalargumentet tilskrives ofte Kant som fx her i Frederik Stjernefelts anmeldelse af Jespersen & Pittelkovs nye debatbog om Islam i Europa (Weekendavisen, Nr.34.27.aug.2010.Bøger s.2):

"Problemet er vel snarer det, at radikal islam og andre totalitarismer ikke som de vestlige samfund har formået at indoptage den (kantiske) idé, at de kritereier man skal fremføre i poplitik, skal være universaliserbare. Det er jo blevet rygmarvsviden i vestlig politik, at man skal fremføre sine fordringer i lyset af universelle principper og konsekvenserne for andre grupper - og ikke som hæmningsløse egoistkrav."

Jeg finder det tankevækkende at det slet ikke er Kant der er ophavsmand til dette universal-argument men derimod apostlen Paulus, dvs teologien!!! Se Alain Badiou herfor i Saint Paul: The Foundation of Universalism. Stanford, SUP, 2003. (Overfor Gud er alle mennekser lige!)

Universalargumentet er således intet problem for teologien, det er tværtom en lakmusprøve på teologiens ordentlighed. - Spørgsmålet om der gives en erhvervsteologi er hermed ikke besvaret. Men én af de mulige indvendinger er nu ryddet af vejen.

7 dage, 1.800 sessioner, 8000 papers, 10.000 deltagere...

Netop hjemvendt fra min debut på 'Acadamy of Management's årlige mega-konference i Montreal, Canada. Totalt overvældende. Jeg er simpelthen fyldt med indtryk, idéer, kontakter, muligheder og frustrationer.

Programmet fylder lige så meget som en telefonbog, og det tog meget tid bare at sætte sig ind i konceptet og de mange divisioner.

Største skuffelse var divisionen ''Management, Spirituality and Religion (MSR)'. Jeg deler på mange måder interesser med gruppen, men jeg var meget skuffet over det akademiske og intellektuelle niveau. Det nytter ikke noget at man forholder sig ukritisk til religion og spiritualitet. Jeg deler grundtanken om at spiritualitet har enorm potentiale i arbejdslivet - men, jeg mener også at det ureflekteret kan gøre enormt skade.

Til det mest positive er der to kandidater.
Dels var jeg meget begejstret for en 'battling' der udspillede sig imellem teologi og filosofi på 'Critical Management Studies' forkonference. Det var virkeligt forløsende for mig og af høj underholdningsværdi. Lad os få mere at det.  (Teologen Martin Herbst har sagt at han er klar - er der en filosof der tør stille op i det andet ringhjørne?)
Dels følte jeg at min akademiske hjemløshed blev opløst, da jeg deltog i et par møder i 'Strategic Human Capital' der søger at samtænke human kapital med det strategiske element i corporate.
I det hele taget er tasken fyldt med papers, nyhedsbreve, links og kontakter som skal studeres videre.

PS: Havde blandt andet lejlighed til at lytte til promonete personer som Henry Mintzberg og Peter Senge.

Bultmanns tros doktrin

"Tro er, at mennesket opgiver dets egen sikkerhed og er rede til alene at finde sikkerhed i det usynlige hinsides, i Gud. Det vil sige: tro er sikkerhed, hvor ingen sikkerhed er at se." (Rudolf Bultmann, Jesus Kristus og Mytologien, Munksgaard 1967s43)

Rudolf Bultmann, tysk teolog (1884-1976)

Se også YouTube introduktion til Bultmanns teologi.