Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Benghazis selvledelse

Jeg hørte forleden en udsendelse på P1 om hvordan oprørerne i Benghazi er lykkes med at organisere et civilsamfund i fraværet af den almindelige magtstruktur. Oberst Gaddafi havde angiveligt spået at byen og befolkningen ville falde fra hinanden i det øjeblik hæren og politiet trak sig ud. Men det er ikke sket. Hver dag kommer der varer ind i byen. Butikker og banker er åbne. Børn går i skole. Der sker ikke plyndringer og overfald i nævneværdig omfang.

Benghazi er et bevis på den gode selvledelse. Vi kan godt selv - uden de faste magtstrukturer. Der er åbenbart stadig håb for mennesket. Tak til indbyggerne i Benghazi.

= = = =
Men! På den anden side set. (Man er jo forsker!)

Benghazis selvledelse kan nok kun finde sted fordi der er en anden struktur, der er trådt i stedet for Gaddafis frygtstruktur. De har nemlig en stærk fortælling i Benghazi. De samler sig imod en fælles fjende. Og tidshorisonten er forholdsvis kort. Det er nu Gaddafi forventes at falde og ikke om to år. Dette sammenhold kan nok kun bestå i nogle få måneder. (Længere rækker min tiltro til mennesket desværre ikke). Med mindre deres imamer, lokale ledere og intellektuelle træder i karakter og vedvarende taler nyt liv ind i sammenholdet. Det er jo muligt.

= = = =
Morale: Jeg tror på den gode selvledelse, men jeg tror ikke på at den kommer af sig selv.

Den gode selvledelse, må også understøttes af en struktur. Denne struktur må dog være noget helt særlig. Det er ikke en klassisk (af)magtstruktur. Ikke en managementstruktur. Ikke en nyttestruktur. Ikke en rationel og markedsdreven struktur. - Men en frihedsstruktur. En eksistentiel struktur. En human struktur. En struktur, der former sig omkring tilværelsens ubetingede anliggender. Det er en struktur der kalder på folk fra humaniora, der kalder på filosoffer og teologer. Det er en struktur der næres af holdninger og værdier.

Selvledelse er ikke fravær af struktur - i hvertfald ikke hvis den skal være vedvarende. Selvledelse er nok snarrer en alternativ struktur.