Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.

Selvledelse med to subjektive slagsider: find dig selv / skab dig selv

Selvledelse er grundlæggende set en afbalancering mellem subjektive og objektive fordringer. Man kan lykkes med denne balancering eller man kan lede sig selv med slagside, hvor man enten overbetoner det subjektive (selvet over ledelese) eller det objektive (ledelse over selvet).

Når man kigger på den subjektive slagside, finder der tilsyneladende to forskellige versioner, der begge overbetoner det subjektive på bekostning af det objektive. Disse to versioner genkender jeg i de to dominerende 'autenticitets narrativer'  som Iben Krogsdal har afhandlet i hendes kritiske PhD-afhandling om NLP miljøet.

Problemet med begge disse fortællinger er for mig at se, at de eksternalisere det destruktive. Jeg tror også der er meget godt, at sige om disse narrativer, bla. at de virker. Men det ændre ikke på at der syens at være en forløjethed indlejret. Det er en kortsigtet strategi, der på den lange bane fører til det modsatte af det man gerne vil opnå. - Det handler om at komme fremad med hele sit selv, og ikke kun med det positive og fremadstræbende i én.

Du skal derfor hverken finde dig selv eller skabe dig selv, men vorde dig selv. Vorde - er et fantastisk ord vi af en eller anden grund er holdt op med at bruge. Det betyder to ting på en gang: nemlig være og blive. Det er på en gang affirmerende og fremadstræbende/udviklende.

Kilde: Kristeligt Dagblad d.22.oktober 2010

Selvledelsens skjulte opgave...

Det at være sig selv, kommer ikke af sig selv. Her Søren Kierkegaard  i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift:

"Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven..." (SKS 7, 122)

Led dit liv med succes!

Jeg har engang læst Steven Coveys Syv gode vaner og bogen har bestemt inspireret mig til at være mere proaktiv og til at ville noget mere med mit liv, og ikke bare lade mig lede af humør, tilfældigheder og sindsstemninger. Men, jeg er også glad for at jeg forlængst har lagt bogen fra mig.

Syv gode vaner overfører nemlig en metode hentet fra erhvervslivet, fra det materielle, til det menneskelige, det åndelige/sjælige. Og netop derfor kan projektet ikke lykkes.

Et tankeeksperiment: hvad ville der ske med kunsten hvis kunstnere læste og tog til sig principperne om de syv gode vaner. Ville en sådan kunst kunne inspirere? Jeg tror det ikke. Og hvad ville der ske med prædikenen, hvis præsten prædikede ud fra disse principper? Ville det være en prædiken med livs- og inspirationskraft? Jeg tror det ikke.

Sagen er den, at der er noget i livet der ikke skal ledes, men derimod leves. I det øjeblik vi forsøger at lede det, mister vi det. Der er simpelhen noget i livet der er større, end os og vores forestillinger og mål med livet. - Hvis du virkelig vil erobre livet, må du underlægge dig (under) det. Hvis du virkelig vil lykkes med livet, må du komme i overensstemmelse med dine fejl og fiaskoer, og netop ikke tro at du kan blive fri af dem.

Hvis vi skal have næring til den opgave at leve livet, må det hentes fra et andet sted. Her hjælper ikke vores erfaringer fra vores succeser med de timelige opgaver (fx at bygge kraftværker og rejse vindmøller). Her hjælper det ikke at være måltret, men derimod at være åben. Her hjælper det ikke at kunne føre sig selv frem, men derimod at kunne søge efter sig selv. Her skal ikke styres og ordnes men leves, leges og elskes.

Så pas på med at ville have en succes med selve livet. Livet er en kraft du aldrig kan få magt over. At have magt over sit liv, kalder vi at tage sit liv. Men du skal jo netop ikke tage dit liv (hverken bogstaveligt eller i overført betydnig), det er livet, der så at sige skal tage dig. Du skal når den dag kommer ikke dø fra livet, men af det.

Steven Covey og andre kan hjælpe dig hvis dit ideal med dit liv er ovenstående billede. Men hvis dit ideal er nedenstående billede, har du brug for noget, der kommer et helt andet sted fra.



Du ved det allerede...

Den danske teolog og livsfilosof Knud Ejler Løgstrup har en inspirerende skabelsesteologisk tilgang til den menneskelige eksistens:

"Mennesket behøver ikke at reflektere på sin egen selvstændiggørelse, det behøver ikke at reflektere på den opgave at blive sig selv, det har bare at realisere sig i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen - ikke reflektionen - for at mennesket er sig selv." (I 'Opgør med Kierkegaard' 2005/1968 s.104)

De suveræne livsytringer er det ubetingede i tilværelsen. Læs mere her.

Det er noget 'just do it' over Løgstrups filosofi. Den har entreprenante tilnærmelser. Er til en vis grad performativ. Men - jeg er dog nok mere enig i Kierkegaard, at vi ikke kommer udenom en filosofisk selvforholdelse. Ligesom det kræver fysisk slid at holde kroppen sund, så kræver det også et mentalt slid at holde ånden sund. Intet kommer af sig selv. Derfor behøver vi også Kierkegaard. - Løgstrup har dog meget ret i at det handler også om at komme tilbage i livet og at blive frigjort fra optagethed af sig selv. Men det er jo netop også en kierkegaards pointe. Tror ikke at Løgstrup har læst Kierkegaard ordentligt.

Selvet - erhvervslivets oversete interessent

Faldt over en lille tekst, der efterlyser selvet i virksomhedernes stakeholder analyse.

En spændende tanke. - Hun argumentere bla. ud fra Heideggers eksistensfilosofi. Synes dog ikke hun argumenterer overbevisende, men hendes pointe er meget tiltalende.

Medarbejderen skal ind i interessentanalysen med en meget stærkere profil. Der er virkeligt noget på spil for den virksomhed, der ikke formår at tilrettelægge jobbet efter medarbejderens begejstringer og passioner. Dette er ikke trivselsmosteri - men ren og skær bundlinje!

Sakset fra AOM: Management, Sprituality & Religion Nyhedsbrev juli 2010, side 9-10:

Locating the Self in Stakeholder Theorizing


In much organizational stakeholder theorizing the "self” is absent.
When the self does appear it is often submerged in concern about the damage caused by unfettered “selfinterest” that generates an egotistical, instrumentalist view of relationships. The negative connotations associated with the solely self-interested individual are blamed for much of the unsustainable mess that business finds itself in, epitomized by examples of the greed that motivated individuals working for corporations such as Enron and Worldcom. Such a self appears habituated to relating in predominantly utility terms whereupon relationships are useful only inasmuch as the self makes some form of gain.
... ... ...
Educators and managers can be informed by Heideggerian and Māori understandings of the self that advance an intrinsic stakeholder model of business wherein organizational selves are kaitiaki, caretakerguardians, who recognize how the wellbeing of the organization is intimately linked to the wellbeing of stakeholders.


Chellie Spiller, AUT University, Auckland.