Du må ikke fortvivle

Dette er vel nok den bedste bog jeg her læst i år.

Det er en selvhjælpsbog til karrieremennesket, der oplever at livet går imod. Men det er en meget anderledes bog end de populære mainstream bøger om selvcoaching, mindfulness, NLP, flow og positiv psykologi.

Denne bog er positiv i en helt anden og genuin forstand, fordi den har modet til at se tilværelsens dæmoner i øjnene og alligevel formå at inspirerer til en ubetinget glæde ved livet. Og så giver den én modet til at tage fat...

Giv ikke denne bog i julegave, men køb den til dig selv. Den egner sig ikke til eksistentielle ambitioner på andres vegne, men er derimod velegnet til egne.

Den er skrevet som brevbog og derfor hurtigt læst. Men det er kierkegaardsk eksistensfilosofi og protestantisk teologi der vælter frem mellem linjerne. Livsvisdom skrevet lige ind i det senmoderne menneskes søgen efter sig selv.

Læs mere om bogen på Unitas Forlag. Den er skrevet af Matias Møl Dalsgaard.

Simpelhen fantastisk.

"Det handler om, at lade sig lede...

... af det, der er værd at lede efter."

Tænk lige over den engang. Sakset fra Ejsing og Casmose.

Det skal nok gå...

"Derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen - om Foraaret paa Jorden."


Søren Kierkegaard, dagbogsnotat d. 29 Oct. 1837 (DD:74 1837)

der er brug for filosofien...

"ikke mindst i en tid hvor udviklingen på mange områder går meget stærkt, er der brug for filosofi, som udfordrer vores eksistens, danner os som personer og får os til at reflekterere over måden, vi lever livet på."

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Kristeligt Dagblad d.21. juli 2011.

Er du en kludedukke?

Forleden hørte jeg én sige at det handler om evnen til at håndtere støj, fremfor kunsten at skabe ro. Bedre kan det næsten ikke siges. Det handler meget om livsduelighed. Også når vi taler selvledelse.

Billede: Kludedukke af Ulla Kroghsgaard.

Regler for selvledelse: hensyn og ubetinget vigepligt

Sakset fra http://www.b.dk/nationalt/trafiklys-er-i-sort-i-indre-koebenhavn

Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Kan noget nyt komme fra Danmark?

Det siges at Danmark er et udkantsland i en udkantsverdensdel. Det er der noget om. Vi kan ikke matche  BRIC-landenes vækstrater. De er for alvor ved at komme op på vores levestandsniveau. Mon ikke også de overhaler os.

Det kan også godt være, at der ikke er så meget olie tilbage i den danske undergrund, men tilgengæld har vi et andet uopdaget og uudnyttet råstof i vores kulturelle undergrund, som jeg mener vi endnu har tilgode at kapitalisere i fuld omfang. Jeg tænker på en særlig kulturel og eksistentiel åndskraft som vi kender fra 1800-tallets danske guldalder. Midt i den industrielle revolution med alle dens teknologiske innovationer som jernbane, telegrafnet, dampmaskine ect. fik vi også demokrati, fagbevægelser, højskoler og gymnastikforeninger. Især sammenhængen mellem højskolebevægelsen (åndsindustri) og andelsbevægelsen (entreprenørskab og social innovation) er tydelig og fremtrædende. Det var fx en præst, der startede den første brugsforening, fordi han var indigneret over den omfattende sociale nød. Det var i 1866 i Thisted af Pastor Chr. Sonne (1817-80). En spændende historie.

Indignation er vigitg. Før åndelig vækkelse komme indignation. Eller måske mere præcist: dén åndelige vækkelse, der er født ud af en indignation vil altid manifestere sig politisk eller kommercielt entreprenant. Den vakte må gøre noget, handle, skabe noget, flytte noget, gøre en forskel...

Jeg tror, at det, der skal til er, at vi blot mærker efter og ser os omkring. Går ud og ser på den krise og den lidelse der eksistere rundt omkirng os og måske inde i os. Lever os ind i den, medlevende, medmenneskeligt. Vi skal kort sat ud af vores komfortzoner. Mærke livet, og så blive indigneret.

SUM: Skal vi se en ny vækst i DK, handler det ikke kun om at forbinde sig til ens indre potentiale sådan som coachen og mindfullnes agenten vil fortælle os. Det handler også om, at forbinde sig til den ydre og indre nød og lidelse. Vi er ganske vist velstandsmæssigt et helt andet sted i dag, men der er jo stadig masser at blive indigneret over.

Hvad indigneres du over, og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Først når man vil det man gør, og gør det man vil, er man fri...

Nogenlunde sådan skriver den kristne digter Maragreta Melin i et digt over det paulinske dilemma om at ville ét og gøre noget andet (Rom.7,19). Margareta Melin (2005) Vær den du er! Unitas Forlag.

Melins to sætninger synes at stå i et modsætningsforhold. Er vores erfaring i almindeligvis ikke sådan, at enten kommer viljen før handlingen (fx leg), eller også kommer handlingen før viljen (fx pligt og lønarbejde), men hvordan kan de begge komme samtidigt?

Søren Kierkegaard synes at være enig med Melin, for han skriver at du må "vælge dig selv", med den dobbelbetydning at det A) er digselv du må vælge, dvs kommer i overensstemmelse med det liv du allerede har, dvs 'ville det du gør'; Og at du B) må vælge dette liv, dvs. lægge din vilje ind på det og derigennem blive fx andet og mere, dvs 'gøre det du vil'...

Denne eksistentielle tilblivelse, denne menneskelige frihed er lidt ligsom dragen, der flyver i snor. Den er på en gang bundet og fri. Kun i en 'dialektisk' spænding mellem snor og vind synes dragen at kunne flyve.

Den gode selvleder står imellem fantasten, der kun gør, hvad han vil, og spidsborgeren, der kun gør hvad han skal. Den gode selvleder formår at være tilstede i spændingsfeltet mellem egenreferencen og fremmedreferencen.

Om kildestyring

Jeg undrer mig over hvorfor det er så vigtigt at angive fra hvilken by en kilde er udgivet i, når man i videnskabelig litteratur laver litteraturliste. Hvorfor ikke også angive i hvilken farve den pågældende bog er trykt i?

Ud med det indre, og ind med det ydre?

Hvordan kan det egentligt være at vi har fundet det nødvendigt at externalisere alt det implicitte; fx når vi taler og skriver så meget om værdibaseret ledelse, det sociale ansvar mv? Hvorfor denne trang til at få styr på det indre? Hvorfor kan vi ikke bare være ordentlige mennesker i ordentlige virksomheder? Hvorfor skal det stå på brevpapiret at vi er ordentlige mennesker? Er det ikke netop et tegn på at vi ikke er så ordentlige endda?

Og hvordan kan det være, at vi har fundet det nødvendigt at internalisere alt det eksterne, fx når vi er så optaget af at måle, evaluere og styre selvet og de indre anliggender som var det kompetencer og tillærte færdigheder. Coach dig selv, lyder tidens mantra. Evaluere dit selv.

Det er som om vi foretrækker at gå rundt med det indre på ydresiden, og det ydre på indersiden. Men det er jo helt forrykt. Nogen må jo gøre noget!

Det er somom vi prøver at begribe hjertet med hovedet, og hovedet med hjertet.

Hvordan kan en organisation opnå ekstraordinære resultater med ordinære mennesker?

Refleksion:

På CBS skelnes der mellem management og leadership. På teologi skelnes der mellem lov og evangelium. Det jeg lige nu går og tænker over er, om dette blot er to forskellige udtryk for det samme?

Benghazis selvledelse

Jeg hørte forleden en udsendelse på P1 om hvordan oprørerne i Benghazi er lykkes med at organisere et civilsamfund i fraværet af den almindelige magtstruktur. Oberst Gaddafi havde angiveligt spået at byen og befolkningen ville falde fra hinanden i det øjeblik hæren og politiet trak sig ud. Men det er ikke sket. Hver dag kommer der varer ind i byen. Butikker og banker er åbne. Børn går i skole. Der sker ikke plyndringer og overfald i nævneværdig omfang.

Benghazi er et bevis på den gode selvledelse. Vi kan godt selv - uden de faste magtstrukturer. Der er åbenbart stadig håb for mennesket. Tak til indbyggerne i Benghazi.

= = = =
Men! På den anden side set. (Man er jo forsker!)

Benghazis selvledelse kan nok kun finde sted fordi der er en anden struktur, der er trådt i stedet for Gaddafis frygtstruktur. De har nemlig en stærk fortælling i Benghazi. De samler sig imod en fælles fjende. Og tidshorisonten er forholdsvis kort. Det er nu Gaddafi forventes at falde og ikke om to år. Dette sammenhold kan nok kun bestå i nogle få måneder. (Længere rækker min tiltro til mennesket desværre ikke). Med mindre deres imamer, lokale ledere og intellektuelle træder i karakter og vedvarende taler nyt liv ind i sammenholdet. Det er jo muligt.

= = = =
Morale: Jeg tror på den gode selvledelse, men jeg tror ikke på at den kommer af sig selv.

Den gode selvledelse, må også understøttes af en struktur. Denne struktur må dog være noget helt særlig. Det er ikke en klassisk (af)magtstruktur. Ikke en managementstruktur. Ikke en nyttestruktur. Ikke en rationel og markedsdreven struktur. - Men en frihedsstruktur. En eksistentiel struktur. En human struktur. En struktur, der former sig omkring tilværelsens ubetingede anliggender. Det er en struktur der kalder på folk fra humaniora, der kalder på filosoffer og teologer. Det er en struktur der næres af holdninger og værdier.

Selvledelse er ikke fravær af struktur - i hvertfald ikke hvis den skal være vedvarende. Selvledelse er nok snarrer en alternativ struktur.

Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.

Sjovt og tankevækkende online spil om selvledelse

Klik ind på denne virtuelle arbejdsarena og lær at lede dig selv. Brug 10 minutter i selvledelsens tankeunivers sammen med blandt andre KarriereKaren og KennethKald og se hvordan du klare deadlinedansen og arbejdslivsbalancen...

Spillet er flot og tankevækkende. Der er endvidere en lækker lille ordbog og links til artikler, værktøjer og andet stof.

Spillet er udviklet af adjunkt Anders Raastrup Kristensen, projektkoordinator Ditte Vilstrup Holm og designer Birte Dalsgård m.fl.

Grænser for selvledelse

Nogle af selvledelsens grænser giver sig selv. Andre må vi insistere på.

Jeg hørte et indlæg af formanden for DR's bestyrelse Michael Christensen, der om den nye unge Y-generation bl.a. sagde:

"Den nye generation er i den grad ledelsesparat. Den er så ledelsesparat at den ingen forbehold har. De tror at ledelsen er på deres side."

Ledelse af selvledelse (LAS) handler åbenbart om at sætter grænser for den alt for villige selvledelse. Der må indtænkes en 'holden igen filosofi' når der skal eksekveres ledelse af selvledelse. Ledelse af selvledelse må tage form som en slags anti-selvledelse. Det handler om at etablere en distance til ledelsesopgaven i den alt for villige selvleder.

Michael Christensen, Lederidealet2020 konferencen. Vartov, København, 4. november 2010.

Er human assessment trang til rang?

Er svært tilfreds med morgenradioens opsang om vores mani med at rangordne alting. Trangen til rangen præsenteres ofte som et udtryk for ambition, men måske er det i virkeligheden det modsatte. Måske er det i virkeligheden at give op overfor tilværelsens diversitet og kompleksitet  Hør selv radioklippet her:

I corporate er denne trang til rang særdeles udbredt. Det hedder human assessment. Hvis filosofferne i radioudsendelsen har ret, så handler human assessment ikke om at udvikle dygtigere ledere og medarbejdere men simpelthen om et behov for at kunne overskue. Det er sådan set fint nok at ville have overblik, men hvis det kun kan ske gennem en kraftig forsimpling af feltet, ja så er der jo egentligt ikke tale om et overblik men en forførende forsimpling. Det kan da ikke være ambitiøst.

Kom igen Human Assessment A/S! Det må I kunne gøre bedre. Læs fx. Karen  Lisa Salamon, Selvmål - det evaluerede liv, Gyldendal 2007 og Jakov Skov, Det brændende engagement, Gyldendal Buisness 2009.

Hvad er det modsatte af selvledelse?

Selvledelse via negativa - er hverken traditionel hierarkisk ledelse eller ledelsesfrihed men noget helt andet.

Kan alt ledes? Skal alt ledes?

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram. 

Fra en selvleders erkendelser...

Jeg er nu for alvor igang med min skrivefase. Det er en vanskelig proces. Jeg sidder lige nu med en oplevelse af, at jeg ikke helt er dygtig nok til det jeg gerne vil. Og at jeg samtidig ikke vil det jeg er dygtig nok til. Jeg vil noget mere end det jeg kan.

Nogle vil sige at det er den direkte vej til stress og nedsmeltning. Jeg vil sige at det er det, der er med til at definere mig som menneske. Kan man gøre andet? Er det ikke det Rolling Stones har sunget om?

Jeg håber bare at jeg når at blive dygtig nok, til det jeg vil. Fristen for denne sags vedkommende er medio november.

(Paulus parafraseret: 'Det jeg vil, det kan jeg ikke. Og det jeg kan, den vil jeg ikke!')

Hvad er det nu lige der er problemet med selvledelse...

...jo. Hvis nu selvet er et æg, og ledelse er en æggedeler, så tror jeg du ser billedet...

Flot eksponering i Børsen

Børsen executive bragte i fredags et fyldigt interview om mit forskningsprojekt og om den erhvervsteologiske 'kompetence'. Jeg er super glad for denne flotte eksponering, selvom jeg dog synes overskrifterne er lidt for 'blachmanske' i forhold til mit ellers venlige gemyt :)

Der er dog noget alvorligt på spil når vi taler selvledelse. Det er et alvor som jeg ikke mener HRM-teorien i almindelighed har forståelse for; nemlig at det at være sig selv, ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det skal dannes! Men dermed er der også stor risiko for at det bliver misdannet!

Jeg vil dog også her gerne nævne, at jeg er mindst lige så kritisk overfor den videnskabelige tradition (kritisk teori) der ganske vist ligesom jeg påpeger den misdannelse af selvet, der pågår i arbejdslivet, men - hvor de synes at konkludere at selvet - fordi det kan misdannes - derfor slet ikke skal dannes, mener jeg - at ikke-dannelse i sig selv er en misdannelsesform. Eneste løsning er selvets dannelse.

Tak til journalist Susanne Tholstrup for at trække en alvor frem i projektet, som jeg måske ikke helt selv kunne se.

Forside: HR-chefer udpiner de ansattes sjæl
Midtersider: Virksomheder driver rovdrift på vidensmedarbejdere & DONG vil øge sjælens bundlinje & Erhvervsteologer danner netværk

Selvledelse forudsætter at man som minimum kan rumme selvet...

... og det er bestemt ingen selvfølge. Metatrenden i dag synes at være at selvet skal fikses, ordnes, bemægtiges, beskæres så det er dueligt til opgaven. Denne beskærring inbefatter imidlertid en kraftig reduktion af selvet. Det selv der kommer ud af det, er i virkeligheden et forløjet selv.

Jeg foreslår en anden strategi. Lad os være mennesker først, og så medarbejdere, ledere, forskere, osv.... Lad os starte med at modtage os selv, rumme os selv, elske os selv, leve med os selv - på godt og ondt. Lad os stræbe efter et mere sandt selvforhold.

Dette er jeg ikke ene om at mene. Jeg tilslutter mig forfatter og erhvervsforkser Pia Lauritzens statement her, hvor hun blandt andet kritisere den narrative metode:

"Lederen skal kunne rumme, håndtere og tilgive, at han selv såvel som hans medarbejdere ikke kun er det, der italesættes i teorier og samtaler, men også alt ”det grimme”, som f.eks. bebrejdelser, bagtalelse, bæren nag, dovenskab, arrogance, irritation, selvoptagethed og begær. Det er – om vi taler om det eller ej – en del af virkeligheden." ('Når sproget kører af sporet'. K-Forum.dk 12.jan.2011)

Pia Lauritzen er bogaktuel med en filosofisk kritik af populære ledelsesfilosofier som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ teori, værdibaseret ledelse og teori U. Læs mere her: Filosofi i ledelse

Engagement har en pris

Der er forskel på, at deltage i noget og så at engagerer sig i noget. Selvledelse er en engagementteknologi. Den er invaderende. Derfor er den farlig. Den vil uundgåeligt koste dig noget. Du kan ikke forblive den samme.

I min optik er det dog ikke i sig selv et problem, at engagement koster noget af os. Problemet indtræffer når vi engagerer os i noget, der ikke er værd at engagere os i. Det, der ikke er værd at engagere sig i, skal man højst kun deltage i. Og det er altid ens egen afgørelse - hvornår noget er værd at engagere sig i.

Hvis man skal engagere sig i arbejdslivet, skal arbejdslivet følge engagementbegrebets love!

Jeg tror at mennesket jævnligt har brug for forløsning. Vi har brug for, at denne erfaring af forløsning melder sig i hverdagen, i det almindelige liv, i ens virkefelt, i arbejdslivet. Denne forløsning kommer ikke uden engagement. Derfor - for sin egen menneskelige og eksistentielle skyld - skal man engagere sig. - En anden af engagementbegrebets love er, at man ikke kan engagere sig i det, der kun har værdi for én selv. Der skal ligge en værdiskabelse (for andre) i engagementet, hvis det skal virke forløsende.

Konklusion: Det er både muligt og legitimt at tale om engagement i arbejdslivet. Det skal bare installeres med det rigtige fortegn, nemlig som en menneskeligt fænomen og ikke et strategisk HRM fænomen.

(Se flere striber på http://www.implementingscrum.com/)

Selvledelse nedsætter stress...

Ny forskning viser overraskende, at medarbejdere, der leder sig selv, har en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv. Og de har ikke mere overarbejde end andre....

Videnskab.dk omtaler Signe Pihl-Thingvads nyelig ph.d.-afhandling om forholdet mellem stress og selvledelse. Læs videre her...

Få nu noget skæbne på hænderne...

Jeg lyttede for noget tid siden til et indslag i morgenradioen med en utrolig spændende læge Lars Heslet. Helset udmærker sig ved at kombinere det professionelle virke med et eksistenteilt. Det er der kommet en bog ud af: Fra det yderste (Forlaget Bogværket 2010), som jeg glæder mig til at læse.

Lars Heslet forekommer mig at være et eksempel på én, der er lykkes med den form for eksistentielle selvledelse, som jeg søger at udvikle i mit PhD-projekt.

Her et par tankevækkende citater fra diverse medier:

"Hvis medmenneskelighed og humanisme ikke er til stede som befordrende faktor, nytter det heller ikke noget et behandle." P1.

"Man skal turde bruge sin egen menneskelighed,« siger han i en tid, hvor det tværtimod opfattes som det eneste professionelle at sætte grænser, ikke at »tage arbejde med hjem« i form af andre menneskers smerte og problemer, ikke blive følelsesmæssigt udmattet af at involvere sig." P1

"Gennem kunsten påvirkes og aktiveres mennesker så de træder i fornyet forbindelse med den livslyst som måske er blevet anfægtet"  'Kunst og musik helbreder' - Sundhed på P1.27.dec. 2010.

"Mennesket er i sig selv et vidunderligt hospital, men teknokratiske læger forhindrer det i at virke." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"Det mærkelige er, at det faktisk er lettere at lade sig bruge end at stritte imod. Man får meget mere igen. Man er nødt til at få skæbne på hænderne, ellers har man ikke det rigtige engagement." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"... titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne." fra bogomtalen