Kan alt ledes? Skal alt ledes?

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram. 

Selvledelse: assimilation eller integration?

Jeg har udviklet en lille model der identificere i hvertfald fire forskellige selvledelsesposition. De to nederste repræsentere en assimilerende enten/eller tænkning og de to øverste repræsentere en integrerende både/og tænkning.

0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.

1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.

2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.

3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.

4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)

Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!

"Kun ét er fornødent..."

'Selvets ledelse' kan jo forstås enten som en subjektiv genitiv (selvet leder) eller som en objektiv genitiv (selvet ledes), men jeg kan ikke gøre mig fri af en idé om en helt tredje forståelse. I hvert fald mener jeg vi må afvise al tale om selvledelse hvis det alene forstås i enten den ene eller anden betydning. Det holder selvfølgelig ikke at sætte selvet ind som erhvervslivets nye norm, ej heller at sætte økonomien og markedet som selvets nye norm. Begge insiterer på at modsætte sig den andens norm. Eneste løsning for at lykkedes med selvledelse er for mig at se, der hvor både 'selvet' og 'ledelsen' kan underlægge sig en fælles 3. norm. Måske kunne vi kalde dette for livets egen norm, eller mødet med 'det ubetingede'...

To citater om emnet (foruden titlen) som jeg fornyelig har læst; det ene af Søren Kierkegaard og det andet af Ernest Hemingway:

Hjertets renhed
”Hjertets renhed er at ville ét...Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” Kierkegaard

One True Sentence
"I would stand and look out over the roofs of Paris and think, 'Do not worry. You have always written before and you will write now. All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.' So finally I would write one true sentence, and then go on from there. It was easy then because there was always one true sentence that I knew or had seen or had heard someone say. If I started to write elaborately, or like someone introducing or presenting something, I found that I could cut that scroll-work or ornament out and throw it away and start with the first true simple declarative sentence I had written." Hemingway (sakset fra Research as Second Language).

Enten, eller! Hmm, jeg er nok i bund og grund en slags essentialist!

Selvledelse duer ikke som teknologi!

I går faldt en erkendelse på plads for mig, nemlig at selvledelse ikke duer som teknologi. Hvis selvledelse skal lykkedes i arbejdslivet er det afgørende at arbejdslivet åbner sig for en non-teknologificeret humanisme.

Selvledelse er på ingen måde ude på fuldstændig at opløse det teknologiske, systemiske, strategiske og instrumentielle som er et naturligt grundvilkår i arbejdslivet. Selvledelse kan godt trives i dette miljø (trives på trods), MEN - den behøver sprækker, øjeblikke, anledninger, rum, situationer, som er afteknologiske. Den behøver disse rum, og den skaber selv disse rum. Teknologificeringen kan ikke bære selvledelsen igennem, fordi den er baseret på en alt for forsimplet grundantagelse om mennesket.

Selvledelse er en bestræbelse, der bryder mennesket fri af dets teknologificerede jernbur (?)

Selvledelse kan ikke eksistere som en teknologi. At lede sig selv må ikke reduceres til selvdisciplin. - Man kan sige det på en anden måde. Efterhånden som robotter og computere bliver mere og mere 'menneskelige', er det bydende nødvendigt for mennesket, at blive endnu mere (og her tænker jeg kvalitativt og ikke kvantitativt) menneskelig. Vi skal blive mere af det som robotten ikke kan blive. Mere eksistentielle, mere spirituelle, mere anstændige, mere elskende, mere æstetiske, mere etiske, mere sande, med mere dømmekraft, mere modige, mere kreative, mere skabende...

Det lyder lidt fladt at sige: mere selvledende, efter denne remse. Måske skulle vi slet ikke tale om at være selvledende, men blot fokusere på at være ordentlige, anstændige og engagerede mennesker.

(Nu, hvor jeg har fundet mit ståsted, kan jeg for alvor begynde at læse Foucault og hans ide om selvteknologi. Det er muligt det holder rent deskriptivt, men det holder altså ikke præskriptivt!)

Coach dig selv, og få hjernen med...

Ny bog af hjerneforsker Kjeld Fredens og sociolog og coach Anette Prehn. Se interview om selvledelse med Anette Prehn på BørsenTV.

En spændende og brugbar bog, der flytter coachingen ind i selvforholdet, hvor det retteligt hører hjemme. Bogen udfolder kompleksiteten i selvforholdet og peger på en række intrapersonelle selvnormativiteter. Der findes ikke bare én dirigent inde i dig, der til syvende og sidst bestemmer det hele. Det normative selvforhold er særdeles flertydigt.

(Kom til at tænke på Lars Von Triers film Direktøren for det hele. Chefen for det hele findes ikke. Således også i selvforholdet.)

Selvledelse handler om at kunne planlægge, gennemføre og udvikle sit arbejde med virksomhedens mål og værdier for øje, siger Anette Prehn i interviewet, hvor hun også taler om uheldige selvledelsesvaner.

Hun har meget ret i at selvledelse ikke bare er en løsning, men meget vel kan blive et problem. Man kan lede sig selv på en uheldig og skadelig måde. Jeg mener dog at denne problematik ikke er ordentligt gennemtænkt ift. ovenstående selvledelsesdefinition. Jeg mere skadesvirkningen er en direkte konsekvens af ovenstående definition, hvor det egentligt bare handler om for selvet at overtage organisationens mål og værdier på en så vellykket måde som muligt. Fraværende i denne definition er det jeg forstår som selvets intransitivitet. Hvorfor nævnes ikke at organisationen også overtager noget af selvets værdier, autonomi, skabelse, spontanitet, vilkårlighed og eksistentialitet?

Vi må finde en selvledelsesdefinition der på en ordentligt og gennemtænkt måde forholder sig til både selvets intransitivitet (at det ikke til for noget) og organsationens transitivitet (at det er til for noget). Vi må finde en selvledelse hvor det ikke bare er organisationens logikker, der invadere selvet, men hvor det også er selvets logikker der invadere organisationen. At lede sig selv handler ikke kun om at forholde sig til sin gøren, men også til sin væren!

Prehn og Fredens har ret i at vi kan være ualmindelige hårde ved os selv og at vi skal være på vagt overfor denne ekstreme selvkritiske (og selvfordømmende) selvledelse. Grundsætningen i selvledelse er det positive selvforhold. God selvledelse starter med at vi elsker og tilgiver os selv!

Definition på selvledelse

Selvledelse er en selvinflydelsesproces, der hjælper individet til at udvikle den selvmotivation og selvretning, der er nødvendig for effektiv udførelse. Neck & Houghton JMP21,4 271