Erhvervsteologi og universalargumentet

Hvis det overhovedet giver mening at tale om 'erhvervsteologi' er det afgørende at der er tale om en teologi der vil underlægge sig det universalistiske argument (at det der måtte gælde for den enkelte, kun gælder hvis det kan gælde for alle. Ikke noget med at forbeholde frelsen til de udvalgte).

Universalargumentet tilskrives ofte Kant som fx her i Frederik Stjernefelts anmeldelse af Jespersen & Pittelkovs nye debatbog om Islam i Europa (Weekendavisen, Nr.34.27.aug.2010.Bøger s.2):

"Problemet er vel snarer det, at radikal islam og andre totalitarismer ikke som de vestlige samfund har formået at indoptage den (kantiske) idé, at de kritereier man skal fremføre i poplitik, skal være universaliserbare. Det er jo blevet rygmarvsviden i vestlig politik, at man skal fremføre sine fordringer i lyset af universelle principper og konsekvenserne for andre grupper - og ikke som hæmningsløse egoistkrav."

Jeg finder det tankevækkende at det slet ikke er Kant der er ophavsmand til dette universal-argument men derimod apostlen Paulus, dvs teologien!!! Se Alain Badiou herfor i Saint Paul: The Foundation of Universalism. Stanford, SUP, 2003. (Overfor Gud er alle mennekser lige!)

Universalargumentet er således intet problem for teologien, det er tværtom en lakmusprøve på teologiens ordentlighed. - Spørgsmålet om der gives en erhvervsteologi er hermed ikke besvaret. Men én af de mulige indvendinger er nu ryddet af vejen.

Alkymisme - en kritisk tanke om kritisk teori!

Kritisk teori synes at være et dominerende videnskabsparadigme i sociologiens og antropologiens selvledelsesforskning. Den er særdeles velegnet til at trække problematiske forhold frem i selvledelsesbegrebet som corporate har svært ved selv at få øje på. Derfor er kritisk teori nødvendig for at forstå selvledelse - men også utilstrækkelig. Især fordi den ikke er i stand til at producere et anvendelsesorienteret alternativ til den praksis, der kritiseres.

Det slog mig at kritisk teori er en slags alkymisme - altså forestillingen om at der gives en let og smertefri genvej til værdiskabelsen (guldet). Men der gives ingen genvej til værdiskabelse - og vi kommer ikke udenom at skulle arbejde hårdt for det liv vi ønsker. Vi skal dø lidt hver dag (Paulus) hvis vi ønsker at leve.

Jeg mindes ikke at have hørt eller læst denne indrømmelse fra kritisk teori; at livet har en grundlæggende hårdhed (vanskelighed, modstand, opgave, uforsonlighed) i sig. Nej - har du ondt et sted i (arbjeds)livet så kan du finde trøst hos den kritske teori. Jeg har aldrig hørt den sige, at det kunne være DIG der var noget galt med. Anderledes taler teologien.

Der er ingen genveje til guldet. Ønsker vi at bevare vort velfærdssamfund kræver det velstand, og den kommer ikke af sig selv, men gennem det daglige slid fra 100.000vis af medarbejdere i virksomheder, forvaltninger og organisationer.

Selvledelse er et forsøg på at intensivere værdiskabelsen. Der er ganske vist et krav om øget værdiskabelse, men det er en kvalitativ værdiskabelse fremfor kvantitativ (work smarter, not harder), og dette giver - mener jeg - rum for en lidt mere tålelig proces. I bund og grund ser jeg selvledelse som et meget prisværdigt projekt.

Der er dog stadig en masse ting der skal kritiseres i selvledelsesbegrebet, men det skal kritiseres ud fra en grundlæggende positiv livsbestemmelse...