Den lille, men afgørende, forskel på selvledelse...

Her komme en lille lektion i selvledelse på hebraisk.
Af det hebraiske verbum SHEMA, der betyder: 'at høre' afledes to substantiver: Mashmayut, som betyder mening eller princip, og Mishmayat, som betyder regel, metode eller disciplin. Forskellen på disse to substantiver er i stavemåde særdeles lille (faktisk kun vokalforskel), men i betydning særdeles stor.

Hebræernes gamle religion er en såkaldt åbenbaringsreligion, hvor guden meddelte sig ved at tale, direkte eller gennem fx profeter. Man hvad var det hebræerne hørte, når de hørte guden tale? Hørte de et princip eller hørte de en regel. Det gør nemlig en stor forskel om man forpligter sig, binder sig til, eller lader sig overbevise af et princip / en mening, ELLER om man forpligter sig, binder sig, overbevises af en regel / metode / disciplin.

Ifølge klassisk protestantisk teologi udgør dette kerneforskellen på sund og usund religiøsitet. I kristen teologi skelnes mellem lovreligion og evangelium. (Den danske teolog P. G. Lindhardt skelner endvidere mellem religion og evangelium). Lovreligionen er den usunde religiøsitet. Det er forandring udefra-ind, som ikke rigtig virker, hvorimod evangeliet præsentere en indefra-ud forandring. Det ene fører til reflekteret religiøsitet, det andet til sekterisk religiøsitet.

Der er mange pointer i dette. Et af dem er, at der ikke gives en kollektiv opskrift på det lykkelige liv, det meningsfulde liv, det passionerede liv. En anden pointe er at disciplinen binder mens meningen gør fri. Det ene er let, men i realiteten virkningsløst, det andet svært, men til gengæld virkningsfuldt.

Hvad har dette med selvledelse at gøre? Jo. Dette rører ved selvledelsens kerneproblematik. Dette handler om at vi ikke kun skal besvare selvledelsens hvordan, men også dens hvorfor!

Jeg mener vi skal søge det 'evige' midt i det 'timelige', det vil sige det forløsende, et ubetingede, det graciøse, midt i livet og dermed også midt i arbejdslivet. Vi skal bare vide at vi ikke kan indfange det, systematisere det, konceptualisere det, forstene det. Vi kan skabe anledninger for det, men ret meget mere kan vi nok ikke gøre systematisk.

At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?