Høj selvledelse

"Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen" ...sådan synger vi som bekendt her i julen.

Der er forskel på selvledelse. Den form jeg er tilhænger af, kan man blive høj af. Men det koster.

Der findes en opskrift. En af ingredienserne går ud på at tappe ind på et eksistentielt livsoverskud. Det er en bevidsthed om et positivt forsyn. Det er dette fænomen, der er kerne indholdet i julens fortælling. (Julen handler om noget langt alvorligere end hyggelig julestemning og religiøs romantik). Julens fortællinger stiller skarpt på en grundlæggende livserfaring, som vi hele tiden er i risiko for at miste. Vi erindrer den os, hvis vi tar os tid og gør os umage...

Høj selvledelse? - Når man nu skal engagere sig og involvere sig i noget, så kan man da lige så godt engagerer sig i det hvortil der knytter sig en storhed, et overskud, en graciøsitet. Man skal finde det, der er værd at kæmpe for. Og så skal der kæmpes. Men det handler ikke bare om at kæmpe. Det handler om at kæmpe for det rigtige, det store, det sande, det skønne...

Det er den værdibaserede selvledelse. En selvledelsesform man kan blive høj af. - Det er muligt man kan disciplinere sig selv rigere, men jeg tror ikke på man kan disciplinere sig selv højere. Skal du for alvor blive høj af din selvledelse, skal der mere til en selv-mestring.

Rigtig glædelig jul.

Spændende bog på vej om filosofi og ledelse

Pia er en spændende tænker, cut-the-crap agtig. Hendes bog er kritisk overfor letkøbt filosofi i ledelse. Forstår jeg hende ret, angriber hun, at man ofte søger løsninger udefra (i filosofien) og forventer at de uden videre kan appliceres på problemer indefra (i organisationen). Hendes pointe synes at være, at der kan ligge en form for overspringshandling heri. Hun forsår i stedet at vi bliver bedre til at se virkeligheden i øjnene, og hertil er der i følge Pia, langt bedre hjælp at hente i de sidste 200 års filosofi (jeg tror hun især tænker på Heidegger og Nietzsche), end i den klassiske antikke og oplysningsfilosofi.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med Pia hele vejen, men hendes kritik hilser jeg velkommen og jeg glæder mig til at læse bogen.

Hør hende fortælle om bogen på YouTube.

Citater om selvdisciplin...

Jeg overspringede mig selv hen til en side med gode og mindre gode citater om selvledelse og selvstyring...

• "Men are anxious to improve their circumstances, but are unwilling to improve themselves; they therefore remain bound."
• "There are no short cuts to any place worth going."
• "Mountaintops inspire leaders but valleys mature them."

Læs mere her ...

Ny artikel om eksistentiel selvledelse

Jeg har fået en lille artikel med i Ledelse i Udvikling - temanummer om selvledelse, november 2010. læs eller download pdf

Selvledelse: assimilation eller integration?

Jeg har udviklet en lille model der identificere i hvertfald fire forskellige selvledelsesposition. De to nederste repræsentere en assimilerende enten/eller tænkning og de to øverste repræsentere en integrerende både/og tænkning.

0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.

1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.

2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.

3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.

4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)

Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!

Det gør en forskel om det er visionen, der sætter missionen, eller missionen, der sætter visionen

Hvorfor gør vi det vi gør? Jeg vil mene at ingen af os skal lede længe for at komme med et missionalt svar på dette spørgsmål. Vi gør noget, for at overleve...for at få råd til... for at leve op til et ansvar... for at beholde jobbet... for at beskytte os selv.. for at udvikle os selv... for at få tiden til at gå... for at få føde... for at realisere os selv... for at nyde... for at vinde... ect.

Langt vanskeligere er det at finde et visionalt (hvis man kan sige det) svar: Vi gør noget, fordi det er sandt, fordi det er smukt, fordi der er godt...

Vision er ubetinget. Mission er betinget.

At overleve er 'kun' en mission, det kan aldrig være en vision. Du overlever ikke for at overleve, men du overlever for at kunne bruge dit liv på noget andet og mere end dig selv. 

Mission er altid en kamp. Visionen er det, der er værd at kæmpe for. Man siger ofte at missionen beskriver det vi er sat i verden for. Det er heller ikke helt forkert. Men det er dog stadig visionen der så at sige 'sætter i verden'.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple" - lød verdens ældste(?) missionsformulering. Det er den kristne kirkes, og ordene står i Matthæusevangeliet (28/19). Bemærk ordet 'derfor'. Missionen henviser tilbage til noget andet og større end selve kampen. Der skal nemlig være noget, der er værd at kæmpe for, hvis vi for alvor skal kæmpe.

Jeg tror på at det er visionen, der skal sætte missionen. Ganske vist kan visioner være forfærdelige forførende. De har en tendes til at hæve sig op over al kritik. De kan let blive sekterisk. Men en verden og et liv uden vision, er for mig at se også en verden uden tro, passion, begejstring, integritet, mening, kærlighed ect.