foran eller bagved livet?

'Religion er flugt fra livet' skrev teolog P.G.Lindhard (1910-1988) i et eksistensteologisk essay om forskellen på religion og evangelium. Sagen er den, at det kristne evangelium slet ikke er en religion, men livets eksistentielle fordring fortættet og gankse vist iklædt en mytologisk sprogdragt. I dag kan vi måske undvære mytologien, men ikke fordringen.

• 'Religion lover lykke, evangeliet stiller krav.' (s19)
• 'Religionen byder på sikkerhed, og sikkerhed er just, hvad evangeliet ikke giver, men tværtimod forlanger udleveret.' (s20)
• 'Lykke og salighed er religionens mål, ikke evangeliets.' (s.7)
• 'Evageliet taler om at leve, men leve på en ganske bestemt måde, nemlig således, at man sætter sit liv til, giver det væk, øser det ud, ikke af pligt overfor en række formulerede moralske bud, men af kærlighed, med selvfølgelighed, ikke fordi man skal, men fordi man i sin glæde ikke kan lade være.' (s21)
• 'Religion er et spejl, og et spejl viser kun, hvad der spejler sig deri; derfor afslører religionen kun menneskets inderste drøm, og at den kun er en drøm. Evangeliet sætter et menneske [...] under befaling og byder han selvforglemmende at gøre Guds vilje.' (s22)

P.G.Lindhadt (1961) Religion og evangelium. Hans Reitzels Forlag

Min hovedtese er at selvledelse, leadership, bæredygtighed, det anerkendede paradigme, positiv organisationsteori - kort sagt det senmoderne ledelsesparadigme - KUN kan lykkes, hvis det formår at knytte sig til eksistentielle fordringer, som for eksempel det 'religionsløse' evangelium. Hvis ikke forbliver det anerkende paradigme kun et spejl, der ikke formår andet end at spejle de gode intentioner.

Leadership må ikke bare blive en emancipationsideologi, men noget der kan fordre mennesket så meget, at vi slet ikke behøver management - i hvertfald ikke i samme grad.

At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?

Selvledelse - helt ude i skoven

Kursusleder, konsulent og coach Merete Munkholm Lenbroch tilbyder en fordybende retræte i eksistentiel selvledelse den 3.-7.november. Dette er selvledelse for dem der virkelig mener det!

Læs alt om retræten på: Retreat i selvledelse.

Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.