Du må ikke fortvivle

Dette er vel nok den bedste bog jeg her læst i år.

Det er en selvhjælpsbog til karrieremennesket, der oplever at livet går imod. Men det er en meget anderledes bog end de populære mainstream bøger om selvcoaching, mindfulness, NLP, flow og positiv psykologi.

Denne bog er positiv i en helt anden og genuin forstand, fordi den har modet til at se tilværelsens dæmoner i øjnene og alligevel formå at inspirerer til en ubetinget glæde ved livet. Og så giver den én modet til at tage fat...

Giv ikke denne bog i julegave, men køb den til dig selv. Den egner sig ikke til eksistentielle ambitioner på andres vegne, men er derimod velegnet til egne.

Den er skrevet som brevbog og derfor hurtigt læst. Men det er kierkegaardsk eksistensfilosofi og protestantisk teologi der vælter frem mellem linjerne. Livsvisdom skrevet lige ind i det senmoderne menneskes søgen efter sig selv.

Læs mere om bogen på Unitas Forlag. Den er skrevet af Matias Møl Dalsgaard.

Simpelhen fantastisk.

Selvet er et opløsningsmiddel

Det intransitive selv forbinder sig meget dårligt til den transitive ledelse. Ledelsen kan simpelthen ikke få styr på selvet. Selvet tilhører noget andet som tidens herskende kapitalistiske verdensorden ikke kan erobre og underlægge sig.

Selvet er ligsom et opløsningsmiddel. Det kan ikke bindes, men virker tværtimod opløsende på bindingerne. Selvet er et sted vi går hen, når bindingerne bliver os for meget. Når strukturerne og hegemonien bliver kvælende. Da søger vi ind i os selv efter forløsning, efter et frirum.

Vi gør det i eksistenskriser, vi gør det når verden ramler sammen om os, vi gør det, når vi simpelthen får for meget af alt det vi skal, vi gør det når vi udsættes for overgreb og når vi keder os helt ulideligt...

Den danske teolog og filosof K.E.Løgstrup brugte udtrykket 'urørlighedszone' om selvet. Der er ingen adgang for politisk dannelse og for strategisk og økonomisk rationalitet.

Selvet som opløsningsmiddel kan til tider være en god og nødvendig overlevelsesstrategi. Men det er ikke et ideal. Selvet er i sig selv ikke svaret! Løsningen er jo ikke at have nok i sig selv. Men dette urørlige og intransitive selv, er måske selve kongevejen til en ægte, eksistentiel og universel humanisme.

Selvledelse forudsætter at man som minimum kan rumme selvet...

... og det er bestemt ingen selvfølge. Metatrenden i dag synes at være at selvet skal fikses, ordnes, bemægtiges, beskæres så det er dueligt til opgaven. Denne beskærring inbefatter imidlertid en kraftig reduktion af selvet. Det selv der kommer ud af det, er i virkeligheden et forløjet selv.

Jeg foreslår en anden strategi. Lad os være mennesker først, og så medarbejdere, ledere, forskere, osv.... Lad os starte med at modtage os selv, rumme os selv, elske os selv, leve med os selv - på godt og ondt. Lad os stræbe efter et mere sandt selvforhold.

Dette er jeg ikke ene om at mene. Jeg tilslutter mig forfatter og erhvervsforkser Pia Lauritzens statement her, hvor hun blandt andet kritisere den narrative metode:

"Lederen skal kunne rumme, håndtere og tilgive, at han selv såvel som hans medarbejdere ikke kun er det, der italesættes i teorier og samtaler, men også alt ”det grimme”, som f.eks. bebrejdelser, bagtalelse, bæren nag, dovenskab, arrogance, irritation, selvoptagethed og begær. Det er – om vi taler om det eller ej – en del af virkeligheden." ('Når sproget kører af sporet'. K-Forum.dk 12.jan.2011)

Pia Lauritzen er bogaktuel med en filosofisk kritik af populære ledelsesfilosofier som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ teori, værdibaseret ledelse og teori U. Læs mere her: Filosofi i ledelse

Få nu noget skæbne på hænderne...

Jeg lyttede for noget tid siden til et indslag i morgenradioen med en utrolig spændende læge Lars Heslet. Helset udmærker sig ved at kombinere det professionelle virke med et eksistenteilt. Det er der kommet en bog ud af: Fra det yderste (Forlaget Bogværket 2010), som jeg glæder mig til at læse.

Lars Heslet forekommer mig at være et eksempel på én, der er lykkes med den form for eksistentielle selvledelse, som jeg søger at udvikle i mit PhD-projekt.

Her et par tankevækkende citater fra diverse medier:

"Hvis medmenneskelighed og humanisme ikke er til stede som befordrende faktor, nytter det heller ikke noget et behandle." P1.

"Man skal turde bruge sin egen menneskelighed,« siger han i en tid, hvor det tværtimod opfattes som det eneste professionelle at sætte grænser, ikke at »tage arbejde med hjem« i form af andre menneskers smerte og problemer, ikke blive følelsesmæssigt udmattet af at involvere sig." P1

"Gennem kunsten påvirkes og aktiveres mennesker så de træder i fornyet forbindelse med den livslyst som måske er blevet anfægtet"  'Kunst og musik helbreder' - Sundhed på P1.27.dec. 2010.

"Mennesket er i sig selv et vidunderligt hospital, men teknokratiske læger forhindrer det i at virke." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"Det mærkelige er, at det faktisk er lettere at lade sig bruge end at stritte imod. Man får meget mere igen. Man er nødt til at få skæbne på hænderne, ellers har man ikke det rigtige engagement." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"... titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne." fra bogomtalen

Ny artikel om eksistentiel selvledelse

Jeg har fået en lille artikel med i Ledelse i Udvikling - temanummer om selvledelse, november 2010. læs eller download pdf

Men selvledelse ER ledelse på hovedet

I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.

Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.

PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."

Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.

Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.

Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!

Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.

Men kan hun lede sig selv?

Den egentlige årsag til kravet/ønsket om selvledelse er hverken jobtilfredshed eller produktivitet, men derimod en eksistentiel trussel fra sådan nogle som hende her. Hun hedder Actroid-F og er den nyeste robot fra det Japanske firma Kokoro.

Vi selvleder, fordi vi har brug for at vise os selv, at vi kan noget som hun ikke kan.
Læs mere her.

To eksistensfejl

Den eksistentielle selvledelse er et opgør med to udbredte fejlopfattelser.

Fejl nr.1:  Man går galt i byen hvis man tror selvet bare sådan udenvidere dannes af sig selv. Nej - det er en opgave at være sig selv. Eksistensen kræver en indsats. Bør ikke overlades til omstændigheder og tilfældigheder. (Se tidligere indlæg)

Fejl nr.2: Det er idag utilstrækkeligt at tro at dannelsesperspektivet foregår alene udenfor arbejdslivet. Dannelsen og dens problematikker er i dag flyttet ind i det professionelle liv, og må derfor addresseres adækvat af managemnet og HR. Det skal simpelhen være dannende at gå på arbejde.

Hvad er det du elsker, når du elsker dit job?

Min teori er, at det ikke er jobbets omstændigheder; kantineordningen, frugtordningen, lønnen, kontoret, firmabilen, fleksibilitetet ect., men derimod selve kerneydelsen. Man elsker sit job når man fyldes af den tilfredsstillelse der kommer af, at man på en særlig måde er lykkedes med ens kerneydelsen. Man føler at man (igen) er menneske. Man oplever mening. Man gjorde en forskel. Det er nærmest et eksistentielt øjeblik.

Reflektion: kan man så sige at lykken ligger i ydelsen? Kan man 'yde sig' lykkelig?

Mensch.dk - Hvis jeg skulle vælge et reklamebereau...

"I skal ikke være bange, for frygt slår tanken fra"

Under overskriften 'Reklame uden stress' bragte Kristeligt Dagblag i går et spændende interview med Mensch direktør Frederik Preisler om arbejdsliv, stress og menneskesyn. Mensche er bl.a. kendt for deres helsidsannoncer med kontroversielle overskrifter, hvor de fremfører forskellige holdninger og budskaber.

Pluk fra artiklen:
Om performance: "Hvis man pisker hestene for hårdt, løber de ikke lige så længe og smukt."
"Vi tror ikke man kan være dygtig, hvis man er panisk."

Om arbejdsdagen: "Det minder lidt om en børnehave, hvor man møder om morgenen, hænger sit tøj på en knage og leger med tudser til klokken 12, hvor der er mad. Derefter leger man videre til klokken 17, og så er det hjem."

Samfundsanalyse: "Vi har aldrig være så materielt velstående og åndeligt forarmede som nu. Vi er så korrumperede, at ingen har lært noget af finanskrisen."

Om religion: "Nogle vil mene at vi mangler en eller anden form for religiøst rygstød. .... Vi lever i en tid, hvor religion for mange har spillet fallit,  men vi har ikke noget at sætte i stedet."

Det afgørende spørgsmål: "Min far var filosof og brugte et helt liv på at formulere det afgørende spæørgsmål: hvad sætter vi i stedet for de eksisterende magtkoncentrationer, som er effektive, men også ødelæggende? Han nåede ikke frem til et svar, og jeg ved det heller ikke."

Om work-life balance: "De mange år i branchen har ikke være ødelæggende for mig. Jeg har trods alt altid haft en distance til det, jeg laver. Men jeg har set masser af mennesker omkring mig gå ned, fordi de har dyrket 'mit job er mit liv'-kulturen."

En mand og et firma med indsigt!!!

Angående det sidste citat om distance til arbejdet; jeg forstår ham godt. Mener dog stadig at det er muligt at etablere en eksistentialitet omkring sit arbjede, der gør at det ikke bliver nødvendigt at installere denne distance. Jeg tror at behovet for distance (eksistentiel beskyttelse) hænger sammen med den manglende besvarelse af det afgørende spørgsmål. - Det er ihvert fald afgørende, at hvis man skal give sig til sit job, skal det være værd at give sig til.

Carpe Diem: hvile eller ikke hvile?

I går overhalede jeg en autocamper på motorvejen. På den stod der 'Carpe Diem' som er et latinsk udtyrk for 'grib dagen' eller 'lev i nu'et'. Carpe Diem er åbenbart et populært navn til campingvognen, båden eller sommerhuset, og det kan man jo egentligt godt forstå.

Men - det generer mig nu også lidt, at dette eksistentielle slagord tilsyneladende kun forbindes med nydelse, afslapning og hvile. Jeg mener, at carpe diem i og for sig lige så godt kan forbindes med arbejde, præstation og anstrengelse. (Måske skulle jeg hænge et carpe diem skilt op på kontoret.)

Den dag - der skal gribes, den tid, det nu, det liv, der skal leves, består jo i lige så høj grad af noget 'gøren' som af noget 'væren'. At leve i nu'et er at kunne mestre den rette balance mellem at arbejde og at hvile, og ikke at vælge hvilen frem for arbejdet! Hver dag er på én gang en gave og en opgave, og vi rammer forbi livet, når det ene element får overhånd på bekostning af det andet. Carpe Diem er ligeså meget hårdt arbejde som nydelse og afslapning.

Selvledelse som totalitært regime?

Vi leger med ilden - når vi organiserer selvledelse!

Hvad i alverden har SL at gøre med det 20.århundredes værste totalitære regimer? Er selvledelse ikke netop modsætningen til disse regimers uniformering, disciplinering og militarisering af hele civilbefolkninger.

Jo - bestemt. Den ægte selvleder går ikke bare i takt. Han/hun tænker selv, fordi han/hun dybest set vil sig selv.

Ikke desto mindre er det netop denne risiko for totalisering som den kritiske forskning meget advarende påpeger er tilstede i selvledelsesbegrebet. Der er selvfølgelig ikke tale om en decideret ond totalisering som fx nazisme og fascisme, men om en snigende tæmning af mennesket baseret på en særlig nyttelogik som mennesket ukritisk downloader fra markedskapitalismen og installerer i personligheden.

»Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« siger filosof Søren Gosvig Olesen, i en artikel i Information.

Hvis selvledelse alene betyder at du skal lede dit selv således, at du bringer ikke bare din faglighed men hele dit selv i overensstemmelse med disse kapitallogikker, ja så et vi meget tæt på definitionen af et totalitært regime.

Problemet er ikke så meget at vi leder os selv - for det gør vi hele tiden. Problemet opstår når vi i corporate vil organisere denne selvledelse. Derfor - for at undgå en totalisering af selvledelse, er det afgørende at vi installerer en modvægt (modmagt) i vores selvledelsesdesign. Vi må installere det frie, det a-strategiske, det unyttige, det humanistiske, det eksistentielle - kort sagt: vi må installere et værensbegreb i vores selvledelsesdesign. Du er menneske først, og dernæst chef, medarbejder, konsulent eller hvad du nu er.

Det er selve driftigheden, der kan være farlig.
Jeg mener bestemt der ligger en totaliserende trussel i selve tanken om ledelse af selvet. Derfor læser jeg bl.a. den jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), der i sin analyse af totalitarismen afviser at den totalitære ideologi kan afskrives som national perversion. Totalitarisme er derimod en latent trussel, der bor i os alle. Og hendes påstand er ifølge Einar Øverenget  "at totalitarismens radikale ondskab udspringer af driftigheden, af de mennesker som omgående lade den ene nyttige handling følge af den næste - uden andet ønske end at gøre deres pligt". (Øverenget: Hannah Arendt, Gads Forlag, 2002,  s9). "Det forfærdelige er" konkluderer Øverenget "at sådanne driftige mennesker er en eftertragtet vare i den moderne verden."

Note: Arendt er bestemt ikke anti-driftig. Hun var selv et driftigt menneske og i hendes analyse af arbejdsbegrebet (hvor et af hendes vigtigste pointe var, at vi må skelne mellem arbejde som slid, som frembringelse og som handling) påpeger hun (ifølge EØs98) "at et liv uden handling ikke ville være noget liv for et menneske".

Konklusion: Vi skal være driftige, men vi skal være driftige på en måde, hvor vi hele tiden er os selv bevidste om driftighedens lumske dehumanisering. Selvledelse er en måde at være driftig på, og vi skal "give til markedskapitalismen, hvad markedskapitalismens er". (jf: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" Matt.22,15-22). Men - vi skal også forstå at selvledelse samtid er en eksistensform. Det er ikke kun at lede sig selv, men også at lede efter sig selv (dvs. livet, meningen, lykken, nærværet, glæden ect.). Du skal derfor også give til dig selv, hvad dit er.

På det organisatoriske plan er det vigtigt at management og nok især HRM er sig bevidste om at denne risiko for totalisering er latent tilstede i bl.a. selvledelsesbegrebet. Hvis man tror at totalisering aldrig vil kunne ske i ens eget miljø - er der allerede grund til at tænde den første advarselslampe.

Øvelse: sande og falske Kierkegaard citater

Søren Kierkegaard er god at få forstand af. Af nedenstående citater er tre uægte. God fornøjelse.


1. ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

2. ”Hjertets renhed er at ville ét.”

3. ”Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.”

4. ”De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.”

5. ”Ak, af alle fjender er måske vanen den lumskeste, og frem for alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive set, for den, der ser vanen, han er frelst fra den.”

6. ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv.”

7. ”Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv - og dette kan ethvert menneske, når han vil det.”

8. ”Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.”

9. ”At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

10. ”Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuftsvæsener; men de, der er blevet det! Herre Jemini!”

11. ”Den der gifter sig med tidsånden bliver hurtigt enke.”

12. ”Lediggang som sådan er ingenlunde en rod til ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt liv, når man ikke keder sig.”

Assistance: Søren Kierkegaard Forskningscenterets online citatsamling

Gemmer der sig en menneskelighed i dit job?

Jeg er jo på jagt efter en eksistentiel form for selvledelse. En måde at føre sig selv på, der virker i overenstemmelse med den man er. En livsform, hvor det man søger at leve op på en måde kommer indefra.

Derfor faldt jeg over disse udsagn af sognepræst Kathrine Lilleør i et interview om hendes job i Information forleden:

»For det at være præst er man på samme måde, som man er menneske.«

»Det er fuldstændigt enkelt for mig at være præst. Det koster mig ingenting. Første gang jeg stod foran alteret, føltes det som den mest naturlige ting i verden.«

»Jeg har en afgrundsdyb respekt for dem, der går på arbejde fra ni til fem, væk fra deres hjem. Det kan jeg slet ikke, jeg vil meget hellere arbejde hele tiden,« siger hun og pointerer, at hun ville lave det, hun laver, uden at få penge for det.«

Jeg tænker faktisk at dette ikke kun gælder for præster, men at det også er muligt for det sekulære arbjede mellem ni og fem. Hvad skal der til for en ingeniør eller økonom før de kan sige: "at være ingeniør/økonom er noget man er på sammen måde, som man er menneske"...

Er det muligt at bestemme en sådan eksistentiel livsform i jobbet - eller vi her ude i et egentligt blasfemisk projekt.

Selvledelsens filosofiske grundproblem

En flittig læser af denne blog  - mon du findes? :) - vil vide at jeg kredser meget om en bipolær bestemmelse af selvledelse.
Selvledelse handler om at ville det man skal. Én ting er nemlig at gøre det man skal, noget andet er at ville det. Og én ting er at bare at gøre det man vil, noget andet er, at ville det man skal.
Problematikken bunder i relationen mellem eksistens og performance. Jeg er foreløbigt nået frem til en positiv og negativ bestemmelse af denne relation. Den positive bestemmelse kalder jeg performativ eksistentialitet (vita activa), og den negative som jeg er særdeles skeptisk overfor kalder jeg eksistentiel performativitet.
De to udtryk lyder meget ens, men jeg ser en betydelig forskel i om det er det ene begreb, der er variabel til det andet eller omvendt.
Hvis hele den menneskelige eksistens, selvet og sjælen reduceres til trækkraft foran menneskets produktivitetsevne - ja så mener jeg at vi reducere det særlige menneskelige i os. Dette er eksistentiel performativitet. Et uvæsen!
Men. Det beytder ikke at den eksistentielle dimension grundlæggende er anti-performativ. Mennesket er et handlende væsen. Det kan ikke bare forholde sig passivt til tilværelsen, det må gøre noget. Det kan ikke bare nyde uden også at ville yde. Dette er den performative eksistensform.
Det er denne performative eksistensform, der skal redde os. Det er denne vi skal finde, hvis vi for alvor skal lykkedes med selvledelse i corporate.

NB: Min teologiske antropologi diktere at eksistentialiteten (livet selv) er det ubetingede element og at performativiteten er variablen.
Samtidig anderkeder jeg at det forholder sig indenfor økonomiens og markedets logikker således, at performativiteten er ubetinget. Det er et grundvilkår. Eksistentialiteten bydes velkommen, hvis den kan bruges til noget - ellers må den afvises.
Det filosofiske grundproblem er: om der kan etableres en sameksistens mellem disse to præmisser: den humanistiske, der sætter menneskets eksistens over produktivitetskravet, og den økonomiske, der sætter mennestes produktionskrav over eksistensen. Et firma kan ikke have to direktøre, ej heller to ledelsesfilosofier. Det ene må vige for det andet, eller de må begge underordne sig under et tredje.

Du bliver syg af ikke at forholde dig til dig selv...

God kronik i Kristeligt Dagblad den 12.maj 2010 af Cand.mag. Louise Crandal om mediernes narrative overfladiskehed og om denens forbindelse til angst, depression og misbrug.  En eksistentiel-filosofisk kritik af kommunikationssamfundets overfladiskhed. God Kierkegaard læsning. Et par klip fra kronikken:

"Det at være et menneske i kierkegaardsk forstand består i at blive et menneske, hvilket kræver, at man tør se sig selv i øjnene og tage ansvaret for både det positive og negative i én selv, samt at man prioriterer en sådan venden sig indad."

"Det er dog muligt at læse Kierkegaard uden at skulle forholde sig til den kristne Gud ... idet den guddommelige dimension kan tolkes som en erfaring af det guddommelige.
DENNE ERFARING består i, at mennesket for et øjeblik møder det evige, hvor nærværet bliver så stort, at tiden står stille, og en anden dimension manifesterer sig. I dette nærvær får mennesket kontakt til det evige, inderligheden eller ganske enkelt sin egen personlighed, og det er det, der er meningen med livet. For et øjeblik at være helt nærværende, vågen og bevidst uden at spejle sig i andet eller andre end sig selv."

(Nyhedsmedier er en trussel mod mennesket)