Modstand

(Jacob Wrestling with the Angel. Af Gustave Doré, 1855)

En af mine ynglingsfortællinger er om patriarken Jakob's kamp mod englen. "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig" insisterede Jakob (1 Mos 31,27). Fortællingen har inspireret mange kunstnere, særligt er jeg glad for denne illustration af Gustave Doré.

Der er for mig at se en sammenhæng mellem modstand og velsignelse. Og jeg tror - at hvis vi skal lykkedes med selvledelse, må denne sammenhæng komme til udtryk i selvforholdet. Det er ikke nok at internalisere velsignelsen (lykke), vi må også internalisere modstanden (ledelse).

At lede sig selv, er at kæmpe mod sig selv.

Jakob kom ud af kampen med to ting. En kronisk hofteskade og en guddommelig velsignelse. Han fik begge dele fordi han blev i kampen. Jeg tror ikke det er muligt at få 'velsignelsen' uden også at få en skade. Problemet med det senmoderne menneske er, at vi ikke tåler skaden. Vi flygter fra den, og dermed går vi glip af 'velsignelsen'.

Den kritiske teori vil gerne beskytte mennesket mod skaden (fra corporate), men så stiller den også mennesket udenfor en mulig 'velsignelse'. - Jeg kan derfor ikke bruge denne teori i min bestemmelse af eksistentiel selvledelse.

Kants pligt-etik smadret af 7-årig Star Wars fan

Den tyste oplysningsfilosof Immauel Kant (1742-1804) er især berømt for det såkaldte "kategoriske imperativ", hvor han forsøger at opstille en almengyldig etisk regel baseret alene på fornuften og således renset for forskellige subjektive formål. Kant argumenterer for, at der er indlejret en etisk rationalitet i selve det at være et (frit) menneske, og konkluderer at etikken således kan begrundes rent rationelt.

Og det kan meget af etikken, men ikke alt. Kants pligtetik er utilstrækkelig. Der mangler noget. Den frarøver os noget af fortryllelsen ved livet.

Min 7-årig mistede i vinter alle sine Lego StarWars figurer - det troede vi i hvert fald. Figurene som er juvelerne i legosamlingen, havde han altid med sig overalt i en lille æske. Men efter et par hektiske juledage med mange besøg forskellige steder i landet var æsken væk og sorgen var selvfølgelig ubegribelig stor.

Hvad gør man? Vi syntes ikke vi ville købe alle legopakkerne til ham én gang til blot for at få figurerne. Det ville jo blive alt for dyrt. Så vi skrev et meget følelsesladet brev til Lego med billeder af en sorgbetynget dreng omgivet af meget tomme Star Wars fly. Men så - lige inden brevet skulle afsted - fandt vi figurerne. I et splitsekund overvejede vi at sende brevet alligevel - men det ville jo være en etisk forkert handling!!!

HVAD har dette nu med Kant at gøre? Jo, Kant katagoriske imperative lyder: "Du skal kun handle efter en maksime, om hvilken du også kan ønske, at den bliver en almen lov." (kilde: GMS, A52).

Ifølge den rationelle etik må vi konkludere at Lego ikke skal efterkomme min søns ønske, for de kan jo ikke bare sende gratis lego til alle børn med en god historie. Det ville jo i det lange løb fuldstædig undergrave virksomheden. Kant ville sige, at hvis ikke Lego kan forsvare i alle situationer at sende gratis lego afsted, skal de ikke gøre det overhovdet.

Min søn ville bestemt ikke være tilfreds med Kants 'mekaniske' imperativ. Og jeg tror faktisk heller ikke at medarbejderne i Legos CSR-afdeling ville være det. Jeg har da i hvert fald hørt om cases hvor gratis lego er sendt afsted, velvidende at det ikke kunne blive til en general regel - og at medarbjederne oplevede stor mening heri.

Hvad er vil det sige at være menneske? Det er selvfølgelig mange ting, men ét svar er, når man føler sig exceptionel behandlet, når man føler at nogen går en 'ekstra mil' for én og gør noget ud over det sædvanlige som egentligt er rationelt ubegrundet. Er det ikke dér at vi på en særlig måde føler at vi er til som mennesker? Dette fænomen kalder vi kærlighed, og kærlighed er for mig at se ét af etikkens helt klare grundbegreber. Men kærligheden er i-rationelt, og derfor dømmes den ude af Kant som etiks grundprincip. Det er jo hjerteløst! 

Den rationelle etik er ok. Men vi har simpelthen brug for en anden etik også. Kant skulle måske tage sig en lille filosofisnak med den lille grønne filosof fra Star Wars. Det handler om at kende kraften...

Selvledelse: er det en dyd eller en kompetence?

Endnu engang vender jeg tilbage til min evige selvledelsesdikotomi imellem 'selvets intransitivitet' og 'ledelsens transitivitet'.

Jeg faldt over en note i Finn Thorbjørn Hansens bog At stå i det åbne - Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær, om Aristoteles' skelnen mellem praksis og praxis:

"Når vi står i en praksis, er vi formålsrationelle. Der, vi gør, gør vi for at opnå noget andet. En murer samler mursten for at bygge et hus. Når vi står eller er i en praxis, derimod, gør vi det, vi gør, fordi det har en værdi i sig selv, som f.eks. når vi leger, elsker, maler eller går en tur i skoven. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen." (s11)

FTH's bog er "tænkt ud fra en værensorieteret praxis-ontologi" hvor professions- og vejledningsforskningen hidtil har være tænkt og praktiseret ud fra en socialkonstruktivistisk orienteret praksis-epistemologi." (s11)

FTH skriver videre: "Det kompetente menneske og det dannede menneske behøver naturligvis ikke at være to forskellige mennesker...Faktisk må idealet være 'det kompetente og dannede menneske'. Det er ... i vekselvirkningen mellem hånd og ånd, at dynamikken, kreativiteten og livsengagementet opstår ..." (s.30)

Selvledelse via filosofisk vejledning

Praktisk filosofi. For noget tid siden bragte WA (12.5.2010 nr.19. Ideer s.11.) en samtale med filosofi Finn Thorbjørn Hansen om filosofisk vejledning. FTH peger på at den filosofiske vejlederpraksis (fx sokratisk dialog) savner akademisk opbakning:

"Hvis vi skal have studerende, der kan tænke kreativt og kritisk og gå ud og for eksempel blive iværksættere på arbejdsmarkedet.... så er der brug for et universitetsmiljø, hvor man også kan lære at tænke og undre sig uden nødvendigvis at være på vej mod forudbestemte læringsmål eller kompetenceprofiler."

Jeg ser er klar parallel til selvledelse. Før du overhovedet kan overskride dig selv (lede dig selv) må du først kunne undre dig, og den praktiske filosofi kan netop sætte dig der, hvor du kan undre dig.

Pluk fra artiklen:

• "Filosofisk vejledning går imod den måde, der normalt undervises og forskes i filosofi på. I den akademiske filosofi er der fokus på at kunne sine klassikere og referere andre filosoffer - det er dybest set fodnoternes kunstform"
• "Vi er splittede mellem det vi er, og det, vi gerne vil være."
• "Filosofi må ikke kun være en akademisk disciplin."
• "henter ... filosofisk inspiration hos .... Michel Foucault og hans syn på filosofien som livskunst..."
• "man risikere at overse det væsentlige som er at lytte til sagen selv."
• "filosofien har at gøre med noget alment og eksistentielt, der overskrider det psykologiske rum."
• "Vi er blevet opdraget til, at værdier og meninger er noget, vi selv skaber og forhandler og frem til, men jeg mener også, der findes eksistentielle livsværdier, som vi modtager og erfarer, hvis vi engagerer os i livet. Det er det, der bliver overset i en socialkonstruktivistisk tilgang."
• Forskningstradition: "eksistentiel fænomenologi og filosofisk hermeneutik"
• "Kort sagt handler det ikke kun om, hvad jeg vil med livet, men også om hvad livet vil med mig."
• "...den filosofiske vejlednings allervigtigste ærinde [er] at komme i dialog med en levet erfaring og undre sig derfra."
• "Oscar Brenifier repræsenterer... den dannelsesorienterede filosofiske vejleder."

Et virksomt menneske på dydens overdrev

Når man er på jagt efter selvledelse er man på konstant udkig efter eksempler på det normative selvforhold. Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen er for mig en person med et eksplicit normativt selvforhold. En anden er Benjamin Franklin - en af USA's founding fathers.

Jeg må sige at jeg er skeptisk overfor det jeg opfatter som en ekstrem selvdisciplinering. Når jeg insistere på en eksistentiel selvledelse, er det fordi jeg netop vil undgå at bestemme selvledelse som selvdisciplinering. Selvdisciplinering er selvfølgelig en vigtig del af selvledelsen, men det må ikke blive den centrale idé, det må ikke stå alene.

Målet med livet er ikke at blive et dydsmønster. Dyderne og selvkontrollen skal ledsages af en vis mængde spontanitet, vilkårlighed, kreativitet og måske endda vildskab. Man kan med rette spørge om det virkeligt er det fuldt ud tæmmede menneske som er mest værdiskabende for corporate.

I anledning af genoversættelsen af Franklins Selvbiografi skriver Kristeligt Dagblad følgende:

Fliden var som nævnt et væsentligt redskab for at opnå succes for Franklin, men han ville mere. Han ville opnå "moralsk perfektion". Som blot 20-årig lavede han en liste over 13 dyder, som han skulle leve op til:

"Mådehold, tavshed, orden, beslutsomhed, sparsommelighed, flid, ærlighed, retfærdighed, sagtmodighed, renlighed, sindsro, kyskhed og ydmyghed." Han lavede et skema, og fire gange om året skulle han i løbet af 13 uger gennemgå alle dyderne.

Jeg synes overdrevet taler for sig selv. I øvrigt har jeg meget respekt for denne entreprenante filosof, politiker og diplomat.

Benjamin Franklin: Selvbiografi. Oversat af Andreas J. Pedersen. Forord af Torsten Jansen. Forlag: Rosenkilde.

Øvelse: sande og falske Kierkegaard citater

Søren Kierkegaard er god at få forstand af. Af nedenstående citater er tre uægte. God fornøjelse.


1. ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

2. ”Hjertets renhed er at ville ét.”

3. ”Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.”

4. ”De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.”

5. ”Ak, af alle fjender er måske vanen den lumskeste, og frem for alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive set, for den, der ser vanen, han er frelst fra den.”

6. ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv.”

7. ”Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv - og dette kan ethvert menneske, når han vil det.”

8. ”Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.”

9. ”At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

10. ”Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuftsvæsener; men de, der er blevet det! Herre Jemini!”

11. ”Den der gifter sig med tidsånden bliver hurtigt enke.”

12. ”Lediggang som sådan er ingenlunde en rod til ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt liv, når man ikke keder sig.”

Assistance: Søren Kierkegaard Forskningscenterets online citatsamling

Gemmer der sig en menneskelighed i dit job?

Jeg er jo på jagt efter en eksistentiel form for selvledelse. En måde at føre sig selv på, der virker i overenstemmelse med den man er. En livsform, hvor det man søger at leve op på en måde kommer indefra.

Derfor faldt jeg over disse udsagn af sognepræst Kathrine Lilleør i et interview om hendes job i Information forleden:

»For det at være præst er man på samme måde, som man er menneske.«

»Det er fuldstændigt enkelt for mig at være præst. Det koster mig ingenting. Første gang jeg stod foran alteret, føltes det som den mest naturlige ting i verden.«

»Jeg har en afgrundsdyb respekt for dem, der går på arbejde fra ni til fem, væk fra deres hjem. Det kan jeg slet ikke, jeg vil meget hellere arbejde hele tiden,« siger hun og pointerer, at hun ville lave det, hun laver, uden at få penge for det.«

Jeg tænker faktisk at dette ikke kun gælder for præster, men at det også er muligt for det sekulære arbjede mellem ni og fem. Hvad skal der til for en ingeniør eller økonom før de kan sige: "at være ingeniør/økonom er noget man er på sammen måde, som man er menneske"...

Er det muligt at bestemme en sådan eksistentiel livsform i jobbet - eller vi her ude i et egentligt blasfemisk projekt.

Advarsel: selvledelseszone

Afstribning mangler!

Måske kunne det være en god idé med en lignende advarsel når man træder ind i en selvledelseszone.

Selvledelsens filosofiske grundproblem

En flittig læser af denne blog  - mon du findes? :) - vil vide at jeg kredser meget om en bipolær bestemmelse af selvledelse.
Selvledelse handler om at ville det man skal. Én ting er nemlig at gøre det man skal, noget andet er at ville det. Og én ting er at bare at gøre det man vil, noget andet er, at ville det man skal.
Problematikken bunder i relationen mellem eksistens og performance. Jeg er foreløbigt nået frem til en positiv og negativ bestemmelse af denne relation. Den positive bestemmelse kalder jeg performativ eksistentialitet (vita activa), og den negative som jeg er særdeles skeptisk overfor kalder jeg eksistentiel performativitet.
De to udtryk lyder meget ens, men jeg ser en betydelig forskel i om det er det ene begreb, der er variabel til det andet eller omvendt.
Hvis hele den menneskelige eksistens, selvet og sjælen reduceres til trækkraft foran menneskets produktivitetsevne - ja så mener jeg at vi reducere det særlige menneskelige i os. Dette er eksistentiel performativitet. Et uvæsen!
Men. Det beytder ikke at den eksistentielle dimension grundlæggende er anti-performativ. Mennesket er et handlende væsen. Det kan ikke bare forholde sig passivt til tilværelsen, det må gøre noget. Det kan ikke bare nyde uden også at ville yde. Dette er den performative eksistensform.
Det er denne performative eksistensform, der skal redde os. Det er denne vi skal finde, hvis vi for alvor skal lykkedes med selvledelse i corporate.

NB: Min teologiske antropologi diktere at eksistentialiteten (livet selv) er det ubetingede element og at performativiteten er variablen.
Samtidig anderkeder jeg at det forholder sig indenfor økonomiens og markedets logikker således, at performativiteten er ubetinget. Det er et grundvilkår. Eksistentialiteten bydes velkommen, hvis den kan bruges til noget - ellers må den afvises.
Det filosofiske grundproblem er: om der kan etableres en sameksistens mellem disse to præmisser: den humanistiske, der sætter menneskets eksistens over produktivitetskravet, og den økonomiske, der sætter mennestes produktionskrav over eksistensen. Et firma kan ikke have to direktøre, ej heller to ledelsesfilosofier. Det ene må vige for det andet, eller de må begge underordne sig under et tredje.

"Lille Ludvig kan selv" - teologisk selvledelses-skepsis

Sakset fra Information: Kirken - en kraft der kan tøjle kapitalen?

»Søren Kierkegaard fortæller en vidunderlig historie om lille Ludvig, der bliver kørt i barnevogn af sin mor. Denne her lille bitte dreng han tager så fat i den bøjle, som moren skubber barnevognen med, og trækker i den, og så udbryder moren: Næh, lille Ludvig kan selv, lille Ludvig kan selv køre barnevognen.« »Så bliver den lille jo helt ellevild og bliver næsten blå i hovedet og trækker og trækker. Og moren bliver smilende ved med at sige: Lille Ludvig kan selv, Lille Ludvig kan selv.«
»Så siger Kierkegaard, at den kærlige leg, som moren forsøder den lille Ludvigs tilværelse med, sådan leger Gud også med mennesket. Nu leger vi den leg, at mennesket kan selv, men vi husker, at det er kun en leg.«
 
Jeg tænker:
1) Jeg er i tvivl om 'det legende liv' i virkeligheden er en autentisk eller uaftentisk livsform. Note: Se 'leg' i Gademar: Sandhed og Metode.
2) Religion skal selvfølgelig ikke bruges til at underkende menneskets potentiale. Faktisk tværtimod. 
Selvet og Gud er begreber der i dag flyder sammen. SAK's pointe er måske (oversat til et nutidigt og immanent gudsbegreb) at de aldrig er identiske. Dvs: det er ikke alt i dit selv og ikke hele dit selv, der har lederpotentiale. Din selvindflydelse kan ogås medføre det modsatte af selvledelse nemlig selvfordærv!
 
Selvom jeg leder efter en performativ selvledelse, kan jeg ikke komme udenom min teologisk skepsis overfor den moderne grundtanke: at mennesket udenvidere kan og vil lede sig selv og at denne selvledelse pr definition altid er god for både menneske og organisation. Tidens narrativ er at det performative selvledende menneske er i mere overenstememlse med sig selv, end det ikke-performative selvledende menneske.
 
Langballe har (i artiklen) meget ret i at synden kommer fra mennekset. Kapitalismen er hverken ond eller god. Det er ikke den der er problemet, men mig. Selvet ER selvledelsens potentiale, men den er også begrebets helt stor problem.
 
Konklusion: Hvis du vil lede dig selv, må du først forholde dig til at du er en 'synder'. Du må først forholde dig til, at du hverken kan eller vil lede dig selv. At du altid vil modarbejde din egen selvledelse. Dette problem er ikke bare en dårlig vane du kan aflære. Det er et grundvilkår som du må lære at leve med.

Passion og Performance

Der er ikke meget der dukker op når man googler på Passion and Performance eller Performative Passion - og man kan derfor komme helt i tvivl om der egentligt er en væsentlig sammenhæng mellem disse.

Mikael Trolle, partner i High Performance Institute er dog ikke tvivl om at der er en klar forbindelse mellem passion og performance. Mandag Morgen har talt med ham om dansk mentalitetskrise, trivselssamfund og kollektiv sløvsind foranlediget af nationens drastisk fald i produktivten:

MM: Hvordan kommer vi ud af den nuværende mentalitetskrise, så vi igen kan præstere stort?
Trolle: "Det, der virkelig løfter en præstation, er ambition og ikke mindst passion. Vi skal genfinde engagementet og lade det være drivkraften bag de mål, vi sætter for os selv og vores arbejde. Det, vi beskæftiger os med, skal give mening. Vi skal ikke blot drives af vores søgen efter trivsel, vi skal drives af vores engagement. Alt for mange mennesker ved ikke længere, hvorfor de går på arbejde. De kan ikke finde meningen i det. Hvis ikke vi kan finde mening i processen og præstationen, der fører til resultatet, så mister vi os selv som mennesker... Grundlæggende skal vi give danskerne lysten til at præstere bedre, ende de gør nu. Passionen skal vækkes." ('Mentalitetskrisen har tag i danskerne' MM 25.maj 2010 27-29).

Jeg vil tilslutte mig Trolles antagelser om (og erfaringer med) at der er en sammenhæng mellem passion og performance. Det er på mange måder denne sammenhæng jeg udforsker i mit PhD-projekt. Jeg har dog et par korrektiver til denne tanke om en 'performativ passion':

1. Der er en passiv side til passionen som ikke må underkendes. Det er ikke bare mig der har passionen, men også den der har mig. Der er en nødvendighedsdimension over passion (ville Kierkegaard sige). Passion rummer en lidelsesdimension. At være passioneret handler ikke om at få succes, men om udleve sit liv på en energisk og autentisk måde.
2. Mennekset skal både leve af og leve for. Den kortsigtede behovsopfyldelse (det som Trolle kalder for 'søgen efter trivesel') kan aldrigs skrives ud af ligningen. Det er ikke et alternativ til engagement - men en forudsætning. Man kan spørge: hvorfor skal vi arbejde hårdt hvis ikke det er for at opnå trivsel, lykke og pensionsordninger på den lange bane. Disse to: trivsle og engagement, reflektion og handling, eller menneksets gøren og væren - er to sider af samme sag.
3. Hvis det er passion vi taler om, må vi forstå at den også rummer elementer af non-perforamtiv art. Disse skal vi lære at værdsætte, ellers mister vi passioen. Hvis vi gør livsvilkår som hvile, nydelse, trivsel til problemer - til skyggesider der skal bekæmpes og undetrykkes, fordi vi kun vil være perforamtive mennesker - ja så vil jeg mene, at vi i endnu højere grad mister os selv som mennesker.

Disse indvendinger underkeder dog ikke, at der stadig er en sammenhæng mellem passion og performance. I min bog er det dog passionen, der er fikspunktet og performance der er den variable størrelse. Det er passionen der er 'herre' og performancekravet der er 'tjenerinde'. Det er passionen der er ubetinget og performance der er betinget. Det er mit indtryk at Trolle tænker lige omvendt.

Den selvledende er ikke nogen helt!

Jeg tror det er afgørende, hvis vi skal lykkedes med selvledelse, at vi ikke gør det til en heltefortælling. At lede sig selv er ikke heroisk, men noget ganske alment menneskeligt. - Jeg siger ikke det er let. Det er faktisk vanskeligt at være selvledende, for du skal kunne overskride dig selv. Men jeg siger, at det er en evne der er tilgængelig for os alle - hver på sin måde. Det er ikke et elitært projekt at være selvledende, men et eksistentielt projekt.
Sagt kort skal normen for din selvledelse ikke være den dygtigste i klassen eller i afdelingen. Normen er, at du skal blive til alt det som du kan blive til. Du skal være dig - til stadig en bedre udgave af dig selv måske - men aldrig nogen anden end dig. (Jeg vil gerne diskutere tidens udviklingsoptimistiske menneskesyn en anden gang. Jeg er ikke sikker på at det holder til en eksistentiel-filosofisk analyse. Dog må udvikling heller ikke skrives ud af det menneskelige projekt - vi skal jo ikke afvikles, som nogle præster faktisk har forslået.)

Om fremtidens elitemedarbejder skrev Kira B. Johnson meget rigtigt i et debatindlæg for snart noget tid siden:
"Fremtidens elitemedarbejder er hverken 1980’ernes Armani-klædte yuppie, 1990’ernes IT-nørd eller årtusindskiftets overengagerede projektmedarbejder. Fremtidens elitemedarbejder er derimod en person, der kan påtage sig det fulde ansvar for sig selv og sit eget arbejdsliv. Han eller hun kender sig selv og evner at sige fra over for opgaver, som han eller hun ikke kan eller vil håndtere. Fremtidens elitemedarbejder kender sin egen stresstærskel og er ikke bange for at tale om egne stress-signaler. Det er en person, der er i stand til selv at skabe sin egen work life-balance, tør markere sine egne grænser og først og fremmest er tro mod sig selv."
Kira B. Johnson, Børsen, 25.juli 2008

Jeg er meget enig i at det humanistiske så at sige er ved at sætte sig kraftigere igennem. Det handler ikke længere så meget om det der kommer ud af dit arbejde (det ekstensive), men om det du lægger ind i dit arbejde (det intensive). Denne form for humane kapital bliver ofte mistolket som uambitiøs. I virkeligheden er det lige omvendt! - Det jeg er uenig med Kira i er om denne humane kapital er elitært eller eksistentielt. Det er fantastisk hvis eliten nu begynder at indse at der noget fantastisk ved blot det at være menneske, at der ligger et potentiale heri og at det er være at passe på. Det er fantastisk hvis eliten har fået et reality check af dens værdigrundlag, hvis den har indset at alt den jagen, i virkeligheden måske bare er jagen efter vind.

Min pointe er, at man ikke behøver at være elitær for at være menneskelig! Når det er sagt - behøver man jo heller ikke at være uambitiøs med det projekt der hedder at vælge, blive og lede sig selv!