At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?