I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.
Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.
PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."
Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.
Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.
Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!
Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar