I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).
Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.
Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:
Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)
Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar