Værdi og værdighed

Der er dem, der mener at værdi og værdighed hører hjemme i hver sin verden. De har også noget at have det i, for når man kigger rundt i samfundet og især i erhvervslivet ser man en klar adskillelse; værdighed er fx ikke et kriterium for C20-indekset og værdiskabelse er ikke specielt på agendaen, i de institutioner hvor man er meget optaget af værdighed fx kirken.

Jeg ønsker dog ikke at vælge side imellem værdiskabelse og værdighed. Jeg anerkender at der er tale om to meget forskellige ting og at de hver i deres reneste form nærmest opfører sig som inkommensurable størrelser dvs. indbyrdes frastødende. Jo mere damp der er på værdiskabelsen, jo mere uværdigt bliver menneskesynet - og omvendt.

Immanuel Kant (1724-1804) var også optaget af denne forskel mellem værdi og værdighed (Wert og Würde) og forklarede bl.a. at den menneskelige værdighed består i at mennesket er et formål i sig selv (Zweck an sich) og som derfor i grunden ikke er konvertibelt til noget andet eller godt for noget - som fx værdiskabelsen. (E.Harbsmier, Pengenes teologi og filosofi. i Den gratis nåde og de mange penge. Teologsisk, Pædagogisk Center, Løgumkloster, 2008, s.15) Mennesket må ikke genstandsgøres konkluderede Kant.

Martin Luther (1483-1546) havde dog en noget anden pointe omkring sondringen mellem mennesket som mål og middel. I skriftet Om et kristenmenneskes frihed skriver han "Den kristne er den frieste herre over alt og alle, ikke underlagt nogen" - og så tilføjer han: "Den kristne er den mest forpligtende slave for alt og alle, underlagt alle." (Holm & Pedersen, Nåden og den frie vilje,  ANIS, 2006,.s15).  Der er altså en dobbelthed i den kristne bestemmelse af mennesket ifølge Luther og denne dobbelthed viser sig i at mennesket både er mål og middel, både er værdigt og har værdi for noget/nogen.

I min selvledelsesforskning er jeg på jagt efter sammenhængen mellem værdi og værdighed. For jeg mener at der ER en sammenhæng. Det er (eller kan i hvert fald være det) værdigt at skabe værdi og det er (kan være) værdiskabende at være værdig. Det er ædelt at arbejde, og du bliver et virksomt menneske af at have værdighed. - Jeg er fult ud klar over at denne indstilling kan forekomme naiv. Jeg er også enig i, at vi alt for ofte ser at værdigheden ofres på virksomhedens alter, eller omvendt. Det er derfor en kunst at opretholde den rette balance mellem værdi og værdighed. - Jeg tror at løsningen ligger et 3. sted. I stedet for at tale om enten værdi eller værdighed skal vi fokusere på noget helt 'tredje' som netop har den egenskab at det producerer både værdi og værdighed. I teologisk sprog hedder det Gudsriget. Andre kalder det for 'det fælles gode', 'en højere mening', 'at gøre en forskel'.

Den der gør det fælles gode eller som underlægger sig en højere mening, er ligesom Luthers kristenmenneskse, den frieste af alle og samtidig den mest dedikerede, målrette og genstandsgjorte. Han er det selvforglemmende menneske.