I den forbindelse argumenterer Jes for at 'systemverdenen' ikke overtager 'livsverdenen' og skriver "Systemverdenen bør altid være underordnet livsverdenen." (Den menneskelige leder s.18).
Systemverden kunne fx være sådan noget som HRM (og billedet) mens livsverden har at gøre med livsmening og livsindhold.
Jeg er grundlæggende enig med Jes. Jeg er heller ikke tryg ved den systematisering af liv og arbejdsliv, der foregår her i senmoderniteten (billede). Der efterlades efterhånden ikke noget rum for spontanitet, inspiration, vildskab og utæmmet menneskelighed. Hvem er det dog der er kommet på den tanke, at værdiskabelse kun sker i orden og struktur?
Problemet med vor tids svækkelse af livsverdenen har fået meget næring mener jeg af bla. en bandit som Niklas Luhmann, men egentligt mener jeg at sagen går tilbage til Platon og den græske dualisme, hvori der installeres en fundamental adskillelse af krop og sjæl, materie og ånd, og jeg tror faktisk at det er denne adskillelse, der er roden til vore problemer i dag! (Sjovt nok beskyldes Kristendommen ofte for at være ophav til denne dualisme. Det har jeg aldrig forstået - og kan ikke være mere uenig. Inkarnationen er da om noget antidualistisk. Det er en invasion af forskellige verdener...)
Jeg er enig med Jes i at systemverdenen ikke må få overtaget. Men jeg tror ikke løsningen er at holde dem adskilte (dualisme). De er to sider af samme eksistens, og kunsten for os er at lære at leve med dem samtidigt. Systemverdenen er afhængig af en asymetrisk og usystemisk menneskelighed, samtidig er det nødvendigt at vi får lidt system i kartoffelrækkerne, hvis ikke vi skal dø af sult.
De to verdener er samtidige og er både gensidige forudsætninger og samtidig gensidige begrænsninger. Jeg ved godt det lyder kompliceret, men det er da bedre at kunne se kompleksiteten i øjnene frem for at opdyrke forsimplinger af livet.
Tak i øvrigt også tak til Louise for at bringe mig på sporet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar