Gemmer der sig en menneskelighed i dit job?

Jeg er jo på jagt efter en eksistentiel form for selvledelse. En måde at føre sig selv på, der virker i overenstemmelse med den man er. En livsform, hvor det man søger at leve op på en måde kommer indefra.

Derfor faldt jeg over disse udsagn af sognepræst Kathrine Lilleør i et interview om hendes job i Information forleden:

»For det at være præst er man på samme måde, som man er menneske.«

»Det er fuldstændigt enkelt for mig at være præst. Det koster mig ingenting. Første gang jeg stod foran alteret, føltes det som den mest naturlige ting i verden.«

»Jeg har en afgrundsdyb respekt for dem, der går på arbejde fra ni til fem, væk fra deres hjem. Det kan jeg slet ikke, jeg vil meget hellere arbejde hele tiden,« siger hun og pointerer, at hun ville lave det, hun laver, uden at få penge for det.«

Jeg tænker faktisk at dette ikke kun gælder for præster, men at det også er muligt for det sekulære arbjede mellem ni og fem. Hvad skal der til for en ingeniør eller økonom før de kan sige: "at være ingeniør/økonom er noget man er på sammen måde, som man er menneske"...

Er det muligt at bestemme en sådan eksistentiel livsform i jobbet - eller vi her ude i et egentligt blasfemisk projekt.