Hvad er det der leder os, når vi leder os selv?

Dette indlæg handler om selvledelsens normativitet. Hvad er det man forsøger at leve op til når man vil lede sig selv? Baseret på mine eksistensfilosofiske og eksistensteologiske læsninger er jeg nået frem til at det hverken kan være orden eller frihed. Selvledelse slår fejl hvis det primært handler om at selvet skal underornde sig. Og selvledelse slår fejl hvis det primært forstås som selvets frigørelse fra ydre bindinger.

Corporats kapitallogikker kan lede, men de kan ikke lede selvet i os. Omvendt kan selvet ikke af egen kraft løfte sig selv. Det må ledes og denne ledelse kommer altid udefra.

Selvledelse kan ikke bare overtage erhvervsledelsens normativitet. Men selvledelse kan heller ikke i egen kraft producere den nødvendige normativitet. Der er altså brug for et tredje element. En normativ ledelse der transenderer corporates kapitallogikker og selvets centrering om sig selv.

Jeg tænker at Ole Fogh Kirkebys begreb 'pro-trep-tik' er noget der kan facilitere en bevægelse mod 'det trejde' mod normativiteten. Protreptik betyder 'at vende sig mod det væsentlige'. Det er det samme ord der bruge i den kristne omvendelsesterminologi. Tanken er at vende sig mod noget væsentligere. Ole vil sige: at vende sig mod sig selv. Teologien tænker mere at vende sig bort fra sig selv, for derigennem at opnå ikke bare et mere autentisk selvforhold men også et sandere livsforhold.

Men der er altså noget der er mere væsentligt end noget andet. Hvis du i din livserfaring genkender at der er noget som er værd at efterstræbe og som er mere væsentlig end noget andet, så er betingelsen tilstede for en protreptisk proces.

---

Jeg mener at eksistensteologien har meget lettere ved at tale om en sådan normativitet end eksistensfilosofien. Det 20.årh. nok største eksistensfilosofi Martin Heidegger stiller mennesket - såvidt jeg forstår - uden en sådan normativitet. Uden ledelse. Det er normativieterne og ledelserne der har perverteret mennesket. Ledelse dehumanisere. Jeg mener dog ikke at man kan stille mennesket uden ledelse. Måske er det fordi Heidegger ikke ville underlægge sig en etik, at han stod uden modstandskraft overfor nazismen og lod sig optage i den. Væren alene kan ikke gøre det for os, der skal ledelse til.