fredag den 4. juni 2010

"Lille Ludvig kan selv" - teologisk selvledelses-skepsis

Sakset fra Information: Kirken - en kraft der kan tøjle kapitalen?

»Søren Kierkegaard fortæller en vidunderlig historie om lille Ludvig, der bliver kørt i barnevogn af sin mor. Denne her lille bitte dreng han tager så fat i den bøjle, som moren skubber barnevognen med, og trækker i den, og så udbryder moren: Næh, lille Ludvig kan selv, lille Ludvig kan selv køre barnevognen.« »Så bliver den lille jo helt ellevild og bliver næsten blå i hovedet og trækker og trækker. Og moren bliver smilende ved med at sige: Lille Ludvig kan selv, Lille Ludvig kan selv.«
»Så siger Kierkegaard, at den kærlige leg, som moren forsøder den lille Ludvigs tilværelse med, sådan leger Gud også med mennesket. Nu leger vi den leg, at mennesket kan selv, men vi husker, at det er kun en leg.«
 
Jeg tænker:
1) Jeg er i tvivl om 'det legende liv' i virkeligheden er en autentisk eller uaftentisk livsform. Note: Se 'leg' i Gademar: Sandhed og Metode.
2) Religion skal selvfølgelig ikke bruges til at underkende menneskets potentiale. Faktisk tværtimod. 
Selvet og Gud er begreber der i dag flyder sammen. SAK's pointe er måske (oversat til et nutidigt og immanent gudsbegreb) at de aldrig er identiske. Dvs: det er ikke alt i dit selv og ikke hele dit selv, der har lederpotentiale. Din selvindflydelse kan ogås medføre det modsatte af selvledelse nemlig selvfordærv!
 
Selvom jeg leder efter en performativ selvledelse, kan jeg ikke komme udenom min teologisk skepsis overfor den moderne grundtanke: at mennesket udenvidere kan og vil lede sig selv og at denne selvledelse pr definition altid er god for både menneske og organisation. Tidens narrativ er at det performative selvledende menneske er i mere overenstememlse med sig selv, end det ikke-performative selvledende menneske.
 
Langballe har (i artiklen) meget ret i at synden kommer fra mennekset. Kapitalismen er hverken ond eller god. Det er ikke den der er problemet, men mig. Selvet ER selvledelsens potentiale, men den er også begrebets helt stor problem.
 
Konklusion: Hvis du vil lede dig selv, må du først forholde dig til at du er en 'synder'. Du må først forholde dig til, at du hverken kan eller vil lede dig selv. At du altid vil modarbejde din egen selvledelse. Dette problem er ikke bare en dårlig vane du kan aflære. Det er et grundvilkår som du må lære at leve med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar