Men selvledelse ER ledelse på hovedet

I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.

Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.

PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."

Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.

Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.

Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!

Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.

Vittrups selvledelse

Nogle gange skal man være illoyal overfor procedurerne for at kunne være loyal overfor opgaven.

Forhenværende politichaf Kaj Vittrup har i Politikken kritiseret EUs politiinsats i Afganistan:

“We found that if we had to follow all the rules, we would never get started. We went [.../in] alone – and there was progress. With the sort of inertia there is in the EU system, the war would have been over before the green light for our proposals came from Brussels.”
kilde: http://politiken.dk/newsinenglish/article1109487.ece Politikken, 15.nov.2010, forsiden.

Den gode selvleder ved, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse.

Selvledelse med to subjektive slagsider: find dig selv / skab dig selv

Selvledelse er grundlæggende set en afbalancering mellem subjektive og objektive fordringer. Man kan lykkes med denne balancering eller man kan lede sig selv med slagside, hvor man enten overbetoner det subjektive (selvet over ledelese) eller det objektive (ledelse over selvet).

Når man kigger på den subjektive slagside, finder der tilsyneladende to forskellige versioner, der begge overbetoner det subjektive på bekostning af det objektive. Disse to versioner genkender jeg i de to dominerende 'autenticitets narrativer'  som Iben Krogsdal har afhandlet i hendes kritiske PhD-afhandling om NLP miljøet.

Problemet med begge disse fortællinger er for mig at se, at de eksternalisere det destruktive. Jeg tror også der er meget godt, at sige om disse narrativer, bla. at de virker. Men det ændre ikke på at der syens at være en forløjethed indlejret. Det er en kortsigtet strategi, der på den lange bane fører til det modsatte af det man gerne vil opnå. - Det handler om at komme fremad med hele sit selv, og ikke kun med det positive og fremadstræbende i én.

Du skal derfor hverken finde dig selv eller skabe dig selv, men vorde dig selv. Vorde - er et fantastisk ord vi af en eller anden grund er holdt op med at bruge. Det betyder to ting på en gang: nemlig være og blive. Det er på en gang affirmerende og fremadstræbende/udviklende.

Kilde: Kristeligt Dagblad d.22.oktober 2010

Selvledelse er en "synkron omsætning"

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

Men kan hun lede sig selv?

Den egentlige årsag til kravet/ønsket om selvledelse er hverken jobtilfredshed eller produktivitet, men derimod en eksistentiel trussel fra sådan nogle som hende her. Hun hedder Actroid-F og er den nyeste robot fra det Japanske firma Kokoro.

Vi selvleder, fordi vi har brug for at vise os selv, at vi kan noget som hun ikke kan.
Læs mere her.

Erhvervsteologi?

Fortolket af Chistoph Niemann / Blog.

Se at komme ud mens du stadig kan...

Jeg kom forbi dette billede af den geniale tyske tegner Christoph Niemann Jeg se jo selvledelse overalt og tænkte: Se at komme ud mens du stadig kan! Det er temaet om drengen i manden. Tænkte videre over hvornår vi mennesker mon mest er os selv - mens vi er børn eller mens vi er voksne?

Nå men ham Niemann er altså ustyrlig morsom. Ham skal du google næste gang du keder dig. Se også hans blog her.

To eksistensfejl

Den eksistentielle selvledelse er et opgør med to udbredte fejlopfattelser.

Fejl nr.1:  Man går galt i byen hvis man tror selvet bare sådan udenvidere dannes af sig selv. Nej - det er en opgave at være sig selv. Eksistensen kræver en indsats. Bør ikke overlades til omstændigheder og tilfældigheder. (Se tidligere indlæg)

Fejl nr.2: Det er idag utilstrækkeligt at tro at dannelsesperspektivet foregår alene udenfor arbejdslivet. Dannelsen og dens problematikker er i dag flyttet ind i det professionelle liv, og må derfor addresseres adækvat af managemnet og HR. Det skal simpelhen være dannende at gå på arbejde.

Der er så mange ligegyldigheder, men så er der også noget andet...

"Min kierkegaardske raptus tog sin begyndelse i gymnasiet, hvor vi i dansktimerne sad og fedtede med nogle tvivlsomme, freudianske tolkningsmodeller og spildte megen kostbar tid på at analysere triviallitteratur. Pludselig gjorde Kierkegaard så at sige sin entré ad bagdøren og trak en helt anden storartet og forunderligt anderledes verden med sig."

Joakim Garff, teolog, forfatter, Kierkegaard-forsker.
Interview i Kristeligt Dagblad. Bøger&Kultur d.23.okt. 2010

Gid det var så let...

Konfliktende idealer

Der var engang en gæst til et bryllup der holdt en tale til brudeparret og sagde: "Kære brud, hvis du har giftet dig ud fra en forventning om, at du nu kan forandre din mand, skal du vide, at det ikke vil ske. Og kære brudgom. Hvis du har giftet dig ud fra en forventning om, at din brud aldrig vil forandrer sig, skal du vide, at det heller ikke vil ske."

Der argumenteres dobbelt for selvledelse. Snart er det fastholdelses- og trivselsargumentet og snart er det performance- og produktivitetsargumentet. Derfor er selvledelse - ligesom brudeparret - fanget af konfliktende idealer, imellem at være sig selv og en del af noget andet og større end sig selv.
Ligesom for brudeparret gælder det for selvledelsen; at organisationen ikke uden videre skal tro, at den kan forandre sine medarbejdere. Og samtidig gælder det, at medarbejderne heller ikke uden videre skal tro, at de med selvledelse bare kan forblive uforandrede.

"Lys uden varme er helvedes kval"

En stærk salmestrofe af højskolemanden, dannelsestænkeren og præsten N.F.S.Grundtvig.

Oplysning, frihed og mydighed gør det ikke alene. Man må tillige finde noget at varme sig ved, noget at brænde for. Væren (dasein) gør det ikke alene, man må finde noget at bruge sin væren på...

Selvledelse kræver lidenskab hvis det skal være andet og mere end autonomi. Og man kan nu engang ikke brænde for sig selv!

"Da lærte jeg arme i midvinter sval

at lys uden varme er helvedes kval

ej græde jeg kunne for Gud eller ven

kun grue og grunde og grue igen

jeg kæmpe mig ville til kærligheds kilde

omskabe jeg ville mig selv"

(fra digtet Nyårsmorgen 1824)

Selvledelsens skjulte opgave...

Det at være sig selv, kommer ikke af sig selv. Her Søren Kierkegaard  i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift:

"Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven..." (SKS 7, 122)

Led dit liv med succes!

Jeg har engang læst Steven Coveys Syv gode vaner og bogen har bestemt inspireret mig til at være mere proaktiv og til at ville noget mere med mit liv, og ikke bare lade mig lede af humør, tilfældigheder og sindsstemninger. Men, jeg er også glad for at jeg forlængst har lagt bogen fra mig.

Syv gode vaner overfører nemlig en metode hentet fra erhvervslivet, fra det materielle, til det menneskelige, det åndelige/sjælige. Og netop derfor kan projektet ikke lykkes.

Et tankeeksperiment: hvad ville der ske med kunsten hvis kunstnere læste og tog til sig principperne om de syv gode vaner. Ville en sådan kunst kunne inspirere? Jeg tror det ikke. Og hvad ville der ske med prædikenen, hvis præsten prædikede ud fra disse principper? Ville det være en prædiken med livs- og inspirationskraft? Jeg tror det ikke.

Sagen er den, at der er noget i livet der ikke skal ledes, men derimod leves. I det øjeblik vi forsøger at lede det, mister vi det. Der er simpelhen noget i livet der er større, end os og vores forestillinger og mål med livet. - Hvis du virkelig vil erobre livet, må du underlægge dig (under) det. Hvis du virkelig vil lykkes med livet, må du komme i overensstemmelse med dine fejl og fiaskoer, og netop ikke tro at du kan blive fri af dem.

Hvis vi skal have næring til den opgave at leve livet, må det hentes fra et andet sted. Her hjælper ikke vores erfaringer fra vores succeser med de timelige opgaver (fx at bygge kraftværker og rejse vindmøller). Her hjælper det ikke at være måltret, men derimod at være åben. Her hjælper det ikke at kunne føre sig selv frem, men derimod at kunne søge efter sig selv. Her skal ikke styres og ordnes men leves, leges og elskes.

Så pas på med at ville have en succes med selve livet. Livet er en kraft du aldrig kan få magt over. At have magt over sit liv, kalder vi at tage sit liv. Men du skal jo netop ikke tage dit liv (hverken bogstaveligt eller i overført betydnig), det er livet, der så at sige skal tage dig. Du skal når den dag kommer ikke dø fra livet, men af det.

Steven Covey og andre kan hjælpe dig hvis dit ideal med dit liv er ovenstående billede. Men hvis dit ideal er nedenstående billede, har du brug for noget, der kommer et helt andet sted fra.



Teologisk kritik af vor tids perspektivløse individualisering/subjektivering

Jeg fik forleden af Ole Fogh Kirkeby anbefalet en fantastisk bog af filosof, præst og teolog Leif von der Wehl Mikkelsen. Bogens hovedanliggende er at etablere en ny metafysik, en ny ontologi ved at samtænke filosofi og teologi på en ny måde.

Bogen er vanskelig. Der er meget jeg ikke kan forstå, og indimellem synes jeg han virker noget vred, men det er nok bare mig. Har endnu ikke fået læst så meget, men forordet er helt fantastisk - hvorfra de følgende citater stammer. En booster for den teologiske selvtillid. Læs her:

----------------------------------------------------------

Individualitetens æra er ved at kulminere... Autonomien er blevet drevet ud i sin yderste konsekvens, og tilbage sidder vi med en verden, opsplittet i millioner af inddivider, som er isoleret fra hinanden og hver især opbygger sin egen lille private verden...

Individualismen tåler hverken nogen over sig eller en afhængighed af noget andet. Al dybere sammenhæng i tilværelsen bandlyses. Resultatet er det paradoksale, at autonomien og individualiteten svækkes og langsomt udraderes. Individualiteten opsluger eller opæder simpelthen sig selv. Selvstændigheden kan ikke opretholdes i selvstændighed. Individualiteten bliver hermed uægte. En subjektivitet, der udelukkende bygger på subjektivitet, er dømt til undergang, og det er jo netop det der er sket. Op gennem historien er subjektivitet blevet mere og mere subjektivt og dermed løsrevet fra sit ophav. En virkelig selvstændighed kræver en sammenhæng med det objektive i tilværelsen - med Gud. En virkelig individualitet er tæt om intimt forbundet med Gud...

Både det menneskelige subjekt og det guddommelige objekt bliver drevet ud i det deformerende. Superindividualisme og superobjektivisme fører til ophævelse af ægte individualitet og ægte objektivitet....

De bibelske tekster bliver til kogebøger, der giver os den 'rigitge' opskrift på kristendom i stedet for at bære det, de skulle være, en transcenderende inspiration og kilde, der udspringer af den dybeste form for frihed, grundet i det guddommelige og transcendente...

Det der trænges til, er således en teologi eller religionsfilosofi, der kan gå i spænd med traditionen, men som kan åbne sig imod nye erfaringer og nye tanker...

Og en teologi, der er i stand til at tage højde for, at det moderne individualitetsbegreb er i opløsning og erstatte det med et langt mere ægte individualitetsbegreb, der i højere grad udviser en sammenhæng med objektiviteten: Gud.

Forlaget Hovedland, 2007. Citeret fra s.13-17.

Heroisk selvledelse

Selvledelse er et genstridigt modsætningsfyldt begreb. Bl.a. fordi selvet ikke kan være heroisk og fordi ledelse egentlig ikke kan være andet.

"If you want ENGAGEMENT - 'self directed' is better..."

Se her: Daniel Pinks tegnefilm om motivation og personlig drivkraft.
Economic Man er bare så død!

At være menneske imellem formering og deformering

"I could be, I should be, I ought to be, I am..."

Der er noget der former os og noget der deformer os. Kunsten er at kende forskellen, men det er særdeles vanskeligt fordi formeringerne og deformeringerne ligner hinanden til forveksling. Og problemet med deformeringerne er jo, at vi ofte først opdager dem når det er for sent.

Jeg har dette billede (selvportræt) af Karsten Auerbach derhjemme som er både inspirerende og provokerende. Det er inspirerende fordi det er eksistentielt, og provokerende fordi det insisterer på at mennesket ikke kan frelse sig selv.

(Nu må vi selvfølgelig ikke blive ukritiske overfor, at det religiøse og i særdeleshed kristendom - især virkningshistorisk - har gjort sig skyldig i en voldsom derformering af mennesket.) - Der er bare ingen vej udenom mener jeg. Mennesket må sætte sig i forbindelse med en normativitet for at blive formet. Problemet er bare, at alle historiens normativiteter også de aller ædleste af slagsen let bliver årsager til deformeringer.

Problemet er at vi ikke uden videre bare kan lade os forme af konventionerne og normerne i samfundet omkring os. Man skal ikke bare smelte sammen med samfundet - heller ikke arbejdslivet (selvledelse!). At tage sit liv på sig er eksistentielt, dvs det er ens egen opgave og kan ikke løses af chefen, konen, samfundsnormen, coachen eller psykologen.

Men vi kan heller ikke uden videre bare lade os forme af os selv. Vi har det simpelthen ikke i os alene. Det må fremkaldes i mødet med den anden / det andet. Løsningen er ikke - som det ellers prædikes i tiden - at vi bare skal grave os endnu længere ind i os selv. Den jeg skal være - er ikke gemt et eller andet sted inde i mig - men er netop noget der fremtræder for mig, når jeg engagerer mig i andet end mig selv. (Kierkegaard)

Hvad skal vi dog stille op? Systemet kan ikke forme dig. Ej heller kan du overlades til at forme dig selv. Løsningen er måske at det er livet selv der skal forme dig. Men livet - hvad er det? Det skal jo rumme en normativitet for at forme. At leve er ikke det samme som at overleve. Der er mere til livet selv end dette blot at stille sig til rådighed for impulser, lyster og stimuli.

Hmm livets styrelse, livets ledelse - hvordan kan man tale om det?

et par replikker om den ubetingede vilje...

'Det er ikke fordi det er svært at jeg ikke kan, det er fordi jeg ikke kan at det er svært!'

Om at ville det man skal: 'Jeg kan aldrig komme til at ville det jeg skal hvis ikke vijlen allerede er der'

Der er noget, der gør sig gældende her, og som vi må blive meget bedre til at forstå, hvis vi skal lykkes med sådan noget som selvledelse. Hvis jeg fx tror at jeg kan komme til at ville det jeg skal, alene fordi jeg skal det, har jeg i den grad udsat mig for en selvforførelse. Viljen bestemmer selv hvad den vil. Den er på mange måder autonom.

For at lykkes med organisation, må vi først lykkes med det menneskelige

Her et argument for humanisme i organisation fremført af Chester Barnard i The functions of the executive fra 1938:

"I have found it impossible to go far in the study of organizations or of behavior of people in relation to them without being confronted with a few questions which can be simply stated. For example: 'What is an individual?' 'What is a person?' 'To what extent do people have power of choice or free will?' The temptation is to avoid such difficult questions, leaving them to philosophers and scientists who still debate them after centuries. It quickly appears, however, that even if we avoid answering such questions definitely, we cannot avoid them" (1968/1938, p. 8).

Citeret i Domènec Melé The Challenge of Humanistic Management, 2003, Journal of Business Ethics 44:77-88

Ledelse og organisationsteori må tale med filosofi, teologi og humanistiske videnskaber for at få besvaret disse spørgsmål. Et er sikkert - nemlig at ledelse og organisationsteori ikke kan finde svaret på disse spørgsmål i dem selv.

Se også The Humanistic Management Network