Selvledelse handler om dannelse

Dette er efterhånden blevet et af mine helt centrale antagelser/opdagelser. Men hvad er dannelse egentligt? Handler det om at kunne tilpasse og indordne sig i fællesskabet eller handler det om personlig frihed. Min tese er at det hverken er det ene eller andet i rendyrket form, men en kombination af begge. Og jeg tror at jeg har denne tese fra kristendommen. Kristendom kan tolkes som en særlig livsfilosofi, der på én gang fritstiller mennesket og samtidig undertvinger det. Det undertvinger det et moralsk imperativ, og det fritstiller det i forhold til alle øvrige magtformer.

Kristendom peger på at det centrale paradigme for mennesket hverken er orden eller frihed men livet selv. I Harbsmeier og Iversens Praktisk Teologi, ANIS, 2005 s.440 skriver Harbsmeier om den kristne dannelse som en mellemvej, en tredje ved. Det er ikke New Labor men fra den tyske dannelsestænker K.E.Nipkow:

"Nipkow vil overvinde dette så at sige permanente og ofter ret ufrugtbare alternativ [den gamle strid om lærer- eller elevstyret pædagogik] med det han kalder den "tredje vej", hvor ikke orden eller frihed, men livet er det centrale pardigme. Dannelse er hverken opdragelse til orden eller emancipation til frihed, men livsledsagelse (Lebensbegleitung). Dette paradigme skal overvinde den lidt ufrugbare og sterile debat mellem "højreorienterede og vendtreorienterede slagord", "Livet" er jo kendetegnet ved, at mennesker forener to modstriende behov i sig, behovet for tryghed " og behovet for frihed. Dannelsens opgave er at forene disse to.

Han havde vist fat i den lange ende ham Nipkow.