Hvad er det modsatte af selvledelse?

Selvledelse via negativa - er hverken traditionel hierarkisk ledelse eller ledelsesfrihed men noget helt andet.

Kan alt ledes? Skal alt ledes?

Der er på det sidste kommet to interessante bøger om ledelse, med hver deres specifikke ledelsesgenstand. Teologerne Mogens Lindhart og Erling Andersen har skrevet om Ledelse af Tro og sociologerne Rie Skårhøj og Dorte Kappelgaard har skrevet om Ledelse af Frivillige.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst bøgerne - har kun bladret i dem og læst lidt presseomtale m.v. Jeg er dog klart skuffet over teologerne, der for mig synes at være en total kapitulation af det teologiske projekt. Ingen tvivl om at kirken kunne få lidt mere succes, hvis den blev bedre til det der med management, governance, målstyring, målret kommunikation osv. Det er bare ikke det, der er teologiens og troens projekt. Tro er slet ikke en ledelsesgenstand, men noget ubetinget, og dermed en ledelseskilde. Det er fordi vi har sådan noget som tro, at vi i det hele taget har ledelse! Og ikke omvendt. - Opgaven er slet ikke at få ledelse ind i troen, men troen ud i ledelsen. Se, det er teologi!

Denne pointe synes sociologerne at fange i deres bog. Den handler ganske vist ikke om tro i dogmatisk forstand, men om en anden sag, der er ligeså ubetinget, nemlig det at være frivillig. Også det kan udbredes mere med lidt hjælp fra management, og bogen er da også en håndbog heri. Alligevel fornemmer jeg en anden tone i denne bog. Her handler det ikke bare om at den frivillige sektor skal lægge sig ned under et altopslugende ledelsesbegreb, men at moderne ledelse faktisk kunne lære en ting eller to af det frivillige område.

Jeg ville ønske at teologerne havde tage troen ligeså alvorligt som de åbenbart tager ledelsesbegrebet, og som sociologerne tager frivillighedsbegrebet. Se, det kunne blive en spændende bog...

Læs mere om Ledelse af Frivillige her. Besøg forfatterne på Youtube eller tilmeld dig deres kursusprogram. 

Fra en selvleders erkendelser...

Jeg er nu for alvor igang med min skrivefase. Det er en vanskelig proces. Jeg sidder lige nu med en oplevelse af, at jeg ikke helt er dygtig nok til det jeg gerne vil. Og at jeg samtidig ikke vil det jeg er dygtig nok til. Jeg vil noget mere end det jeg kan.

Nogle vil sige at det er den direkte vej til stress og nedsmeltning. Jeg vil sige at det er det, der er med til at definere mig som menneske. Kan man gøre andet? Er det ikke det Rolling Stones har sunget om?

Jeg håber bare at jeg når at blive dygtig nok, til det jeg vil. Fristen for denne sags vedkommende er medio november.

(Paulus parafraseret: 'Det jeg vil, det kan jeg ikke. Og det jeg kan, den vil jeg ikke!')

Hvad er det nu lige der er problemet med selvledelse...

...jo. Hvis nu selvet er et æg, og ledelse er en æggedeler, så tror jeg du ser billedet...

Flot eksponering i Børsen

Børsen executive bragte i fredags et fyldigt interview om mit forskningsprojekt og om den erhvervsteologiske 'kompetence'. Jeg er super glad for denne flotte eksponering, selvom jeg dog synes overskrifterne er lidt for 'blachmanske' i forhold til mit ellers venlige gemyt :)

Der er dog noget alvorligt på spil når vi taler selvledelse. Det er et alvor som jeg ikke mener HRM-teorien i almindelighed har forståelse for; nemlig at det at være sig selv, ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det skal dannes! Men dermed er der også stor risiko for at det bliver misdannet!

Jeg vil dog også her gerne nævne, at jeg er mindst lige så kritisk overfor den videnskabelige tradition (kritisk teori) der ganske vist ligesom jeg påpeger den misdannelse af selvet, der pågår i arbejdslivet, men - hvor de synes at konkludere at selvet - fordi det kan misdannes - derfor slet ikke skal dannes, mener jeg - at ikke-dannelse i sig selv er en misdannelsesform. Eneste løsning er selvets dannelse.

Tak til journalist Susanne Tholstrup for at trække en alvor frem i projektet, som jeg måske ikke helt selv kunne se.

Forside: HR-chefer udpiner de ansattes sjæl
Midtersider: Virksomheder driver rovdrift på vidensmedarbejdere & DONG vil øge sjælens bundlinje & Erhvervsteologer danner netværk

Selvledelse forudsætter at man som minimum kan rumme selvet...

... og det er bestemt ingen selvfølge. Metatrenden i dag synes at være at selvet skal fikses, ordnes, bemægtiges, beskæres så det er dueligt til opgaven. Denne beskærring inbefatter imidlertid en kraftig reduktion af selvet. Det selv der kommer ud af det, er i virkeligheden et forløjet selv.

Jeg foreslår en anden strategi. Lad os være mennesker først, og så medarbejdere, ledere, forskere, osv.... Lad os starte med at modtage os selv, rumme os selv, elske os selv, leve med os selv - på godt og ondt. Lad os stræbe efter et mere sandt selvforhold.

Dette er jeg ikke ene om at mene. Jeg tilslutter mig forfatter og erhvervsforkser Pia Lauritzens statement her, hvor hun blandt andet kritisere den narrative metode:

"Lederen skal kunne rumme, håndtere og tilgive, at han selv såvel som hans medarbejdere ikke kun er det, der italesættes i teorier og samtaler, men også alt ”det grimme”, som f.eks. bebrejdelser, bagtalelse, bæren nag, dovenskab, arrogance, irritation, selvoptagethed og begær. Det er – om vi taler om det eller ej – en del af virkeligheden." ('Når sproget kører af sporet'. K-Forum.dk 12.jan.2011)

Pia Lauritzen er bogaktuel med en filosofisk kritik af populære ledelsesfilosofier som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ teori, værdibaseret ledelse og teori U. Læs mere her: Filosofi i ledelse

Engagement har en pris

Der er forskel på, at deltage i noget og så at engagerer sig i noget. Selvledelse er en engagementteknologi. Den er invaderende. Derfor er den farlig. Den vil uundgåeligt koste dig noget. Du kan ikke forblive den samme.

I min optik er det dog ikke i sig selv et problem, at engagement koster noget af os. Problemet indtræffer når vi engagerer os i noget, der ikke er værd at engagere os i. Det, der ikke er værd at engagere sig i, skal man højst kun deltage i. Og det er altid ens egen afgørelse - hvornår noget er værd at engagere sig i.

Hvis man skal engagere sig i arbejdslivet, skal arbejdslivet følge engagementbegrebets love!

Jeg tror at mennesket jævnligt har brug for forløsning. Vi har brug for, at denne erfaring af forløsning melder sig i hverdagen, i det almindelige liv, i ens virkefelt, i arbejdslivet. Denne forløsning kommer ikke uden engagement. Derfor - for sin egen menneskelige og eksistentielle skyld - skal man engagere sig. - En anden af engagementbegrebets love er, at man ikke kan engagere sig i det, der kun har værdi for én selv. Der skal ligge en værdiskabelse (for andre) i engagementet, hvis det skal virke forløsende.

Konklusion: Det er både muligt og legitimt at tale om engagement i arbejdslivet. Det skal bare installeres med det rigtige fortegn, nemlig som en menneskeligt fænomen og ikke et strategisk HRM fænomen.

(Se flere striber på http://www.implementingscrum.com/)

Selvledelse nedsætter stress...

Ny forskning viser overraskende, at medarbejdere, der leder sig selv, har en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv. Og de har ikke mere overarbejde end andre....

Videnskab.dk omtaler Signe Pihl-Thingvads nyelig ph.d.-afhandling om forholdet mellem stress og selvledelse. Læs videre her...

Få nu noget skæbne på hænderne...

Jeg lyttede for noget tid siden til et indslag i morgenradioen med en utrolig spændende læge Lars Heslet. Helset udmærker sig ved at kombinere det professionelle virke med et eksistenteilt. Det er der kommet en bog ud af: Fra det yderste (Forlaget Bogværket 2010), som jeg glæder mig til at læse.

Lars Heslet forekommer mig at være et eksempel på én, der er lykkes med den form for eksistentielle selvledelse, som jeg søger at udvikle i mit PhD-projekt.

Her et par tankevækkende citater fra diverse medier:

"Hvis medmenneskelighed og humanisme ikke er til stede som befordrende faktor, nytter det heller ikke noget et behandle." P1.

"Man skal turde bruge sin egen menneskelighed,« siger han i en tid, hvor det tværtimod opfattes som det eneste professionelle at sætte grænser, ikke at »tage arbejde med hjem« i form af andre menneskers smerte og problemer, ikke blive følelsesmæssigt udmattet af at involvere sig." P1

"Gennem kunsten påvirkes og aktiveres mennesker så de træder i fornyet forbindelse med den livslyst som måske er blevet anfægtet"  'Kunst og musik helbreder' - Sundhed på P1.27.dec. 2010.

"Mennesket er i sig selv et vidunderligt hospital, men teknokratiske læger forhindrer det i at virke." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"Det mærkelige er, at det faktisk er lettere at lade sig bruge end at stritte imod. Man får meget mere igen. Man er nødt til at få skæbne på hænderne, ellers har man ikke det rigtige engagement." Weekendavisen 12.nov. 2010. Det betaler sig at være sød.

"... titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne." fra bogomtalen

Høj selvledelse

"Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen" ...sådan synger vi som bekendt her i julen.

Der er forskel på selvledelse. Den form jeg er tilhænger af, kan man blive høj af. Men det koster.

Der findes en opskrift. En af ingredienserne går ud på at tappe ind på et eksistentielt livsoverskud. Det er en bevidsthed om et positivt forsyn. Det er dette fænomen, der er kerne indholdet i julens fortælling. (Julen handler om noget langt alvorligere end hyggelig julestemning og religiøs romantik). Julens fortællinger stiller skarpt på en grundlæggende livserfaring, som vi hele tiden er i risiko for at miste. Vi erindrer den os, hvis vi tar os tid og gør os umage...

Høj selvledelse? - Når man nu skal engagere sig og involvere sig i noget, så kan man da lige så godt engagerer sig i det hvortil der knytter sig en storhed, et overskud, en graciøsitet. Man skal finde det, der er værd at kæmpe for. Og så skal der kæmpes. Men det handler ikke bare om at kæmpe. Det handler om at kæmpe for det rigtige, det store, det sande, det skønne...

Det er den værdibaserede selvledelse. En selvledelsesform man kan blive høj af. - Det er muligt man kan disciplinere sig selv rigere, men jeg tror ikke på man kan disciplinere sig selv højere. Skal du for alvor blive høj af din selvledelse, skal der mere til en selv-mestring.

Rigtig glædelig jul.

Spændende bog på vej om filosofi og ledelse

Pia er en spændende tænker, cut-the-crap agtig. Hendes bog er kritisk overfor letkøbt filosofi i ledelse. Forstår jeg hende ret, angriber hun, at man ofte søger løsninger udefra (i filosofien) og forventer at de uden videre kan appliceres på problemer indefra (i organisationen). Hendes pointe synes at være, at der kan ligge en form for overspringshandling heri. Hun forsår i stedet at vi bliver bedre til at se virkeligheden i øjnene, og hertil er der i følge Pia, langt bedre hjælp at hente i de sidste 200 års filosofi (jeg tror hun især tænker på Heidegger og Nietzsche), end i den klassiske antikke og oplysningsfilosofi.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med Pia hele vejen, men hendes kritik hilser jeg velkommen og jeg glæder mig til at læse bogen.

Hør hende fortælle om bogen på YouTube.

Citater om selvdisciplin...

Jeg overspringede mig selv hen til en side med gode og mindre gode citater om selvledelse og selvstyring...

• "Men are anxious to improve their circumstances, but are unwilling to improve themselves; they therefore remain bound."
• "There are no short cuts to any place worth going."
• "Mountaintops inspire leaders but valleys mature them."

Læs mere her ...

Ny artikel om eksistentiel selvledelse

Jeg har fået en lille artikel med i Ledelse i Udvikling - temanummer om selvledelse, november 2010. læs eller download pdf

Selvledelse: assimilation eller integration?

Jeg har udviklet en lille model der identificere i hvertfald fire forskellige selvledelsesposition. De to nederste repræsentere en assimilerende enten/eller tænkning og de to øverste repræsentere en integrerende både/og tænkning.

0) Ikke-selvledelse. Udenfor modellen findes den non-selvledelses form vi kommer fra, nemlig industrisamfundets adskillelse af selv og arbejde/ledelse. Nu er vi den situation at industrisamfundets produktivtet (håndens arbejde) ikke længere slår til, nu skal vi værdiskabe med hovedet (og hjertet) - (åndens arbejde). Selv og ledelse skal derfor sammentænkes. Dette samarbejde kan logisk set tage fire former.

1) Selvet ledes. Selvledelse bestemmes af organisationens logikker. Den sættes af forretningen. Selvet reduceres til et præfik på ledelsesfilosofien. Den bliver ledelsens nye genstand. Den skal opgive sin egenart, tilpasse sig og rette sig til. Selvet invaderes af corporats kapitaliseringskrav. Det opløses. Dette er den mest sansynlige selvledelseform alene fordi selvet er svagere end ledelsen. Denne selvledelsesform er genstand for den kritiske teories og kritiske forsknings opmærksomhed. Ledelse imod selvet.

2) Selvet leder. Dette er generation-Y's selvledelse, disney-generationen's curlingbørnens... Man gør kun det man gider. Der er en meget stærk selvreference. Lysten har dømt pligten ude. Det er en behovsorienteret og hedonistisk tilgang. Denne selvledelsesform bevirker selvets fordobling eller oppustning. Selvet er en mulighed - en løsning. Problemerne ligger i ledelsen. Selvet imod ledelsen.

3) Win/win selvledelse. Denne selvledeslesform er mere idealistisk end realistisk. Gang på gang afsløres den som en forførelse. Tanken er at man både kan leve op til idealerne om autonomi og frihed, og samtid underkaste sig en stærk produktivitet og performance. Win-win giver sig ud for at være integrende, men er i virkeligheden assimilerende. I realiteten viser denne både/og tænkning sig som ikke-integrerende forstået på den måde at man hveranden dag dyrker det ene perspektiv og hveranden dag det andet. Denne strategi minder iøvrigt om industrisamfundets non-selvledelse. Michel Focault kalder dette for den californiske sekt.
Idealet ER inspirerende, men det er baseret på en konstruktionsfejl, nemlig at man kan værdiskabe udenom det negative, uden om smerten, lidelse, det destruktive. Dette er etos uden patos.

4) Paradoksal selvledelse. Kun som paradoks er egentlig selvledelse mulig. Det handler om at bevare både selvets og ledelsens radikalitet. Kun ved samtidig at bevare selvets intransitiviet og ledelsens transitiviet - og på en måde kaste dem ind i hinanden, kan man lykkedes men en egentlig selvledelsesform - dvs en eksistentiel selvledelse. Dette er sand integration, hvor både selvet virker ind på ledelse og ledelse virker ind på selvet. Begge forandes de af mødet med den anden. Og således skaber de sammen et nyt landskab. Dette er innovation. (Ligesom skaberkraftens møde med dets tohu wa bohu.)

Tillægstanke: Lige nu tænker jeg om Kierkegaards stadieteori er brugbar her. Nederst det æstetieks menneske (så vidt jeg husker er der en øvre og nedre æstetisk position), dernæst det etiske menneske og endelig det religiøse menneske, der formår at samholde livets modsætninger (paradokser).
PS: det latinske rod i ordet 'religion' betyder i øvrigt at forbinde!

Det gør en forskel om det er visionen, der sætter missionen, eller missionen, der sætter visionen

Hvorfor gør vi det vi gør? Jeg vil mene at ingen af os skal lede længe for at komme med et missionalt svar på dette spørgsmål. Vi gør noget, for at overleve...for at få råd til... for at leve op til et ansvar... for at beholde jobbet... for at beskytte os selv.. for at udvikle os selv... for at få tiden til at gå... for at få føde... for at realisere os selv... for at nyde... for at vinde... ect.

Langt vanskeligere er det at finde et visionalt (hvis man kan sige det) svar: Vi gør noget, fordi det er sandt, fordi det er smukt, fordi der er godt...

Vision er ubetinget. Mission er betinget.

At overleve er 'kun' en mission, det kan aldrig være en vision. Du overlever ikke for at overleve, men du overlever for at kunne bruge dit liv på noget andet og mere end dig selv. 

Mission er altid en kamp. Visionen er det, der er værd at kæmpe for. Man siger ofte at missionen beskriver det vi er sat i verden for. Det er heller ikke helt forkert. Men det er dog stadig visionen der så at sige 'sætter i verden'.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple" - lød verdens ældste(?) missionsformulering. Det er den kristne kirkes, og ordene står i Matthæusevangeliet (28/19). Bemærk ordet 'derfor'. Missionen henviser tilbage til noget andet og større end selve kampen. Der skal nemlig være noget, der er værd at kæmpe for, hvis vi for alvor skal kæmpe.

Jeg tror på at det er visionen, der skal sætte missionen. Ganske vist kan visioner være forfærdelige forførende. De har en tendes til at hæve sig op over al kritik. De kan let blive sekterisk. Men en verden og et liv uden vision, er for mig at se også en verden uden tro, passion, begejstring, integritet, mening, kærlighed ect.

Men selvledelse ER ledelse på hovedet

I sidste uge omtalte Weekendavisen en ledelseskonference om fremtidens lederideal hvor jeg blandt andre gav et indlæg om eksistentiel selvledelse (Niklas Hessel: En leder i suppen. Nr.46. 19.nov.2010). Artiklen affødte en reaktion fra journalist og forfatter Per Thygesen-Poulsen (Ledelse på hovedet, nr.47. 28.nov.2010), der kritiserede konferencens ledelsesfænomener: ironisk ledelse og eksistentiel selvledelse for, som jeg forstår ham, ikke at være ambitiøse nok.

Disse fænomener hører ifølge Thygesen-Poulsen hjemme i det operationelle niveau, og det er helt fint. Men på det strategiske niveau efterlyser PTP derimod en meget stærk ledelse. Men den skal ikke være stærk i den gammeldags hierarkiske model, hvor den var stærk overfor medarbejderne, men derimod stærk overfor ejerne.

PTP skriver: "Den største trussel er i dag finansielle kræfter, der har adgang til ejerbeslutninger uden interesse for virksomhedens mission, etik, værdiskabelse, samfundsansvar og så videre..."

Dette må siges at være en forskydning i ledelsens genstand der vil noget. Der er - med selvledelse - ikke blot tale om at ledelsesopgaven rykker længere ind i ledelsesgenstandens subjekt (selvet, personligheden) - sådan som den kritisks forskning påpeger, men også om at menneskelige og eksistentielle forhold så at sige rykker ud i ledelsesopgaven.

Ledelse handler om at være menneske. Her er noget som economic man, økonomisk teori, kapital og markedslogikker, den systemisk metode og socialkonstruktivistisk teori ikke kan bemægtige sig. Der skal andre teorier til fx fænomenologiske og eksistentielle.

Selvledelse - hvis begrebet overhovedet skal give mening, medfører slet ikke en svækkelse af ledelsesbegrebet, men tværtimod en meget kraftig ledelse. Det er dog ikke så meget selvet (det menneskelige) der ledes, men det er det, der leder!

Er meget enig med PTP om at der her er noget, der er værd at kæmpe for.

Vittrups selvledelse

Nogle gange skal man være illoyal overfor procedurerne for at kunne være loyal overfor opgaven.

Forhenværende politichaf Kaj Vittrup har i Politikken kritiseret EUs politiinsats i Afganistan:

“We found that if we had to follow all the rules, we would never get started. We went [.../in] alone – and there was progress. With the sort of inertia there is in the EU system, the war would have been over before the green light for our proposals came from Brussels.”
kilde: http://politiken.dk/newsinenglish/article1109487.ece Politikken, 15.nov.2010, forsiden.

Den gode selvleder ved, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse.

Selvledelse med to subjektive slagsider: find dig selv / skab dig selv

Selvledelse er grundlæggende set en afbalancering mellem subjektive og objektive fordringer. Man kan lykkes med denne balancering eller man kan lede sig selv med slagside, hvor man enten overbetoner det subjektive (selvet over ledelese) eller det objektive (ledelse over selvet).

Når man kigger på den subjektive slagside, finder der tilsyneladende to forskellige versioner, der begge overbetoner det subjektive på bekostning af det objektive. Disse to versioner genkender jeg i de to dominerende 'autenticitets narrativer'  som Iben Krogsdal har afhandlet i hendes kritiske PhD-afhandling om NLP miljøet.

Problemet med begge disse fortællinger er for mig at se, at de eksternalisere det destruktive. Jeg tror også der er meget godt, at sige om disse narrativer, bla. at de virker. Men det ændre ikke på at der syens at være en forløjethed indlejret. Det er en kortsigtet strategi, der på den lange bane fører til det modsatte af det man gerne vil opnå. - Det handler om at komme fremad med hele sit selv, og ikke kun med det positive og fremadstræbende i én.

Du skal derfor hverken finde dig selv eller skabe dig selv, men vorde dig selv. Vorde - er et fantastisk ord vi af en eller anden grund er holdt op med at bruge. Det betyder to ting på en gang: nemlig være og blive. Det er på en gang affirmerende og fremadstræbende/udviklende.

Kilde: Kristeligt Dagblad d.22.oktober 2010

Selvledelse er en "synkron omsætning"

I forsøgt på at omgå den for filosofien klassiske dikotomi mellem subjekt og objekt introducere teolog og filosof Leif Mikkelsen et begreb om 'de synkrone omsætninger' byggende på Heidegger og Husserls eksistensfilosofi, der siger at "mennesket i sin eksistens indoptager verden, sådan at den menneskelige eksistens og verden udgør en uadskillelig enhed" (Det flydende kors, 2007:41).

Jeg tror vi kun kan tale meningsfuldt om selvledelse, hvis vi forstår det som et interdependent begreb. Hvor begge dele af ordet samtidig omsætter sig selv i det andet. Med andre ord: et paradoks.

Det giver for mig at se ikke mening at tale om selvledelse som hverken selvets frihed fra ledelse, eller selvets totale kapitualtion overfor etinvaderende ledelsesregime. Det første er jo uden ledelse og det sidste er uden et selv. Problemet er dog ikke begrænset til selvledelsesproblematikken. Det er et af de grundlæggende filosofiske problemer:

Mikkelsen "...det er [...] en såre banal kendsgerning, at vi alle rører os uroligt i stolen, når vi stilles over for den i filosofien til hudløshed gentagne påstand om, at vi selv skaber verden ved vores sprog, symboler, tydninger, intentionalitet, vore transcendentale kategorier osv. Det kan da ikke passe, vil de fleste umiddelbart mene, at vi på denne måde har hevet verden og os selv op ved hårene! På den anden side kan det ikke betvivles, at den eneste adgang, vi har til verden, er via os selv, så hvordan kan det påstås, at der findes moget, der er uafhængigt af os og oven i købet bestemmer vore oplevelser, vor eksistens?" (2007:41)

Mikkelsens bog er for mig at se et forsøg på at svare på lige præcis dette spørgsmål. Det har noget at gøre med krydsfeltet mellem tiden og det evige, mellem det immanente og det transcendente, mellem selv og verden, mellem det betingede og det ubetingede... og man kunne blive ved.

Men kan hun lede sig selv?

Den egentlige årsag til kravet/ønsket om selvledelse er hverken jobtilfredshed eller produktivitet, men derimod en eksistentiel trussel fra sådan nogle som hende her. Hun hedder Actroid-F og er den nyeste robot fra det Japanske firma Kokoro.

Vi selvleder, fordi vi har brug for at vise os selv, at vi kan noget som hun ikke kan.
Læs mere her.