Selvledelsens filosofiske grundproblem

En flittig læser af denne blog  - mon du findes? :) - vil vide at jeg kredser meget om en bipolær bestemmelse af selvledelse.
Selvledelse handler om at ville det man skal. Én ting er nemlig at gøre det man skal, noget andet er at ville det. Og én ting er at bare at gøre det man vil, noget andet er, at ville det man skal.
Problematikken bunder i relationen mellem eksistens og performance. Jeg er foreløbigt nået frem til en positiv og negativ bestemmelse af denne relation. Den positive bestemmelse kalder jeg performativ eksistentialitet (vita activa), og den negative som jeg er særdeles skeptisk overfor kalder jeg eksistentiel performativitet.
De to udtryk lyder meget ens, men jeg ser en betydelig forskel i om det er det ene begreb, der er variabel til det andet eller omvendt.
Hvis hele den menneskelige eksistens, selvet og sjælen reduceres til trækkraft foran menneskets produktivitetsevne - ja så mener jeg at vi reducere det særlige menneskelige i os. Dette er eksistentiel performativitet. Et uvæsen!
Men. Det beytder ikke at den eksistentielle dimension grundlæggende er anti-performativ. Mennesket er et handlende væsen. Det kan ikke bare forholde sig passivt til tilværelsen, det må gøre noget. Det kan ikke bare nyde uden også at ville yde. Dette er den performative eksistensform.
Det er denne performative eksistensform, der skal redde os. Det er denne vi skal finde, hvis vi for alvor skal lykkedes med selvledelse i corporate.

NB: Min teologiske antropologi diktere at eksistentialiteten (livet selv) er det ubetingede element og at performativiteten er variablen.
Samtidig anderkeder jeg at det forholder sig indenfor økonomiens og markedets logikker således, at performativiteten er ubetinget. Det er et grundvilkår. Eksistentialiteten bydes velkommen, hvis den kan bruges til noget - ellers må den afvises.
Det filosofiske grundproblem er: om der kan etableres en sameksistens mellem disse to præmisser: den humanistiske, der sætter menneskets eksistens over produktivitetskravet, og den økonomiske, der sætter mennestes produktionskrav over eksistensen. Et firma kan ikke have to direktøre, ej heller to ledelsesfilosofier. Det ene må vige for det andet, eller de må begge underordne sig under et tredje.

"Lille Ludvig kan selv" - teologisk selvledelses-skepsis

Sakset fra Information: Kirken - en kraft der kan tøjle kapitalen?

»Søren Kierkegaard fortæller en vidunderlig historie om lille Ludvig, der bliver kørt i barnevogn af sin mor. Denne her lille bitte dreng han tager så fat i den bøjle, som moren skubber barnevognen med, og trækker i den, og så udbryder moren: Næh, lille Ludvig kan selv, lille Ludvig kan selv køre barnevognen.« »Så bliver den lille jo helt ellevild og bliver næsten blå i hovedet og trækker og trækker. Og moren bliver smilende ved med at sige: Lille Ludvig kan selv, Lille Ludvig kan selv.«
»Så siger Kierkegaard, at den kærlige leg, som moren forsøder den lille Ludvigs tilværelse med, sådan leger Gud også med mennesket. Nu leger vi den leg, at mennesket kan selv, men vi husker, at det er kun en leg.«
 
Jeg tænker:
1) Jeg er i tvivl om 'det legende liv' i virkeligheden er en autentisk eller uaftentisk livsform. Note: Se 'leg' i Gademar: Sandhed og Metode.
2) Religion skal selvfølgelig ikke bruges til at underkende menneskets potentiale. Faktisk tværtimod. 
Selvet og Gud er begreber der i dag flyder sammen. SAK's pointe er måske (oversat til et nutidigt og immanent gudsbegreb) at de aldrig er identiske. Dvs: det er ikke alt i dit selv og ikke hele dit selv, der har lederpotentiale. Din selvindflydelse kan ogås medføre det modsatte af selvledelse nemlig selvfordærv!
 
Selvom jeg leder efter en performativ selvledelse, kan jeg ikke komme udenom min teologisk skepsis overfor den moderne grundtanke: at mennesket udenvidere kan og vil lede sig selv og at denne selvledelse pr definition altid er god for både menneske og organisation. Tidens narrativ er at det performative selvledende menneske er i mere overenstememlse med sig selv, end det ikke-performative selvledende menneske.
 
Langballe har (i artiklen) meget ret i at synden kommer fra mennekset. Kapitalismen er hverken ond eller god. Det er ikke den der er problemet, men mig. Selvet ER selvledelsens potentiale, men den er også begrebets helt stor problem.
 
Konklusion: Hvis du vil lede dig selv, må du først forholde dig til at du er en 'synder'. Du må først forholde dig til, at du hverken kan eller vil lede dig selv. At du altid vil modarbejde din egen selvledelse. Dette problem er ikke bare en dårlig vane du kan aflære. Det er et grundvilkår som du må lære at leve med.

Passion og Performance

Der er ikke meget der dukker op når man googler på Passion and Performance eller Performative Passion - og man kan derfor komme helt i tvivl om der egentligt er en væsentlig sammenhæng mellem disse.

Mikael Trolle, partner i High Performance Institute er dog ikke tvivl om at der er en klar forbindelse mellem passion og performance. Mandag Morgen har talt med ham om dansk mentalitetskrise, trivselssamfund og kollektiv sløvsind foranlediget af nationens drastisk fald i produktivten:

MM: Hvordan kommer vi ud af den nuværende mentalitetskrise, så vi igen kan præstere stort?
Trolle: "Det, der virkelig løfter en præstation, er ambition og ikke mindst passion. Vi skal genfinde engagementet og lade det være drivkraften bag de mål, vi sætter for os selv og vores arbejde. Det, vi beskæftiger os med, skal give mening. Vi skal ikke blot drives af vores søgen efter trivsel, vi skal drives af vores engagement. Alt for mange mennesker ved ikke længere, hvorfor de går på arbejde. De kan ikke finde meningen i det. Hvis ikke vi kan finde mening i processen og præstationen, der fører til resultatet, så mister vi os selv som mennesker... Grundlæggende skal vi give danskerne lysten til at præstere bedre, ende de gør nu. Passionen skal vækkes." ('Mentalitetskrisen har tag i danskerne' MM 25.maj 2010 27-29).

Jeg vil tilslutte mig Trolles antagelser om (og erfaringer med) at der er en sammenhæng mellem passion og performance. Det er på mange måder denne sammenhæng jeg udforsker i mit PhD-projekt. Jeg har dog et par korrektiver til denne tanke om en 'performativ passion':

1. Der er en passiv side til passionen som ikke må underkendes. Det er ikke bare mig der har passionen, men også den der har mig. Der er en nødvendighedsdimension over passion (ville Kierkegaard sige). Passion rummer en lidelsesdimension. At være passioneret handler ikke om at få succes, men om udleve sit liv på en energisk og autentisk måde.
2. Mennekset skal både leve af og leve for. Den kortsigtede behovsopfyldelse (det som Trolle kalder for 'søgen efter trivesel') kan aldrigs skrives ud af ligningen. Det er ikke et alternativ til engagement - men en forudsætning. Man kan spørge: hvorfor skal vi arbejde hårdt hvis ikke det er for at opnå trivsel, lykke og pensionsordninger på den lange bane. Disse to: trivsle og engagement, reflektion og handling, eller menneksets gøren og væren - er to sider af samme sag.
3. Hvis det er passion vi taler om, må vi forstå at den også rummer elementer af non-perforamtiv art. Disse skal vi lære at værdsætte, ellers mister vi passioen. Hvis vi gør livsvilkår som hvile, nydelse, trivsel til problemer - til skyggesider der skal bekæmpes og undetrykkes, fordi vi kun vil være perforamtive mennesker - ja så vil jeg mene, at vi i endnu højere grad mister os selv som mennesker.

Disse indvendinger underkeder dog ikke, at der stadig er en sammenhæng mellem passion og performance. I min bog er det dog passionen, der er fikspunktet og performance der er den variable størrelse. Det er passionen der er 'herre' og performancekravet der er 'tjenerinde'. Det er passionen der er ubetinget og performance der er betinget. Det er mit indtryk at Trolle tænker lige omvendt.

Den selvledende er ikke nogen helt!

Jeg tror det er afgørende, hvis vi skal lykkedes med selvledelse, at vi ikke gør det til en heltefortælling. At lede sig selv er ikke heroisk, men noget ganske alment menneskeligt. - Jeg siger ikke det er let. Det er faktisk vanskeligt at være selvledende, for du skal kunne overskride dig selv. Men jeg siger, at det er en evne der er tilgængelig for os alle - hver på sin måde. Det er ikke et elitært projekt at være selvledende, men et eksistentielt projekt.
Sagt kort skal normen for din selvledelse ikke være den dygtigste i klassen eller i afdelingen. Normen er, at du skal blive til alt det som du kan blive til. Du skal være dig - til stadig en bedre udgave af dig selv måske - men aldrig nogen anden end dig. (Jeg vil gerne diskutere tidens udviklingsoptimistiske menneskesyn en anden gang. Jeg er ikke sikker på at det holder til en eksistentiel-filosofisk analyse. Dog må udvikling heller ikke skrives ud af det menneskelige projekt - vi skal jo ikke afvikles, som nogle præster faktisk har forslået.)

Om fremtidens elitemedarbejder skrev Kira B. Johnson meget rigtigt i et debatindlæg for snart noget tid siden:
"Fremtidens elitemedarbejder er hverken 1980’ernes Armani-klædte yuppie, 1990’ernes IT-nørd eller årtusindskiftets overengagerede projektmedarbejder. Fremtidens elitemedarbejder er derimod en person, der kan påtage sig det fulde ansvar for sig selv og sit eget arbejdsliv. Han eller hun kender sig selv og evner at sige fra over for opgaver, som han eller hun ikke kan eller vil håndtere. Fremtidens elitemedarbejder kender sin egen stresstærskel og er ikke bange for at tale om egne stress-signaler. Det er en person, der er i stand til selv at skabe sin egen work life-balance, tør markere sine egne grænser og først og fremmest er tro mod sig selv."
Kira B. Johnson, Børsen, 25.juli 2008

Jeg er meget enig i at det humanistiske så at sige er ved at sætte sig kraftigere igennem. Det handler ikke længere så meget om det der kommer ud af dit arbejde (det ekstensive), men om det du lægger ind i dit arbejde (det intensive). Denne form for humane kapital bliver ofte mistolket som uambitiøs. I virkeligheden er det lige omvendt! - Det jeg er uenig med Kira i er om denne humane kapital er elitært eller eksistentielt. Det er fantastisk hvis eliten nu begynder at indse at der noget fantastisk ved blot det at være menneske, at der ligger et potentiale heri og at det er være at passe på. Det er fantastisk hvis eliten har fået et reality check af dens værdigrundlag, hvis den har indset at alt den jagen, i virkeligheden måske bare er jagen efter vind.

Min pointe er, at man ikke behøver at være elitær for at være menneskelig! Når det er sagt - behøver man jo heller ikke at være uambitiøs med det projekt der hedder at vælge, blive og lede sig selv!

Konsulent i Kierkegaard?

Har i dag deltaget i et spændende seminar om Søren Kirkegaards anvendelighed i corporate. Tak til Pia Søltoft og Søren Kierkegaards Forskningscenteret. Et hyggeligt gensyn med Det Teologiske Fakultet.

Hvad kan man bruge Kierkegaard til? Spørgsmålet er relevant, men også uhyggeligt, for er hele hans pointe ikke at vi risikere at reducere livet i og omkring os, når vi gør os selv og hinanden til gensidige instrumenter? Hvad kan du bruge mig til, og hvad kan jeg bruge dig til, og hvad kan vi sammen bruge Kierkegaard til? Kierkegaard ville måske svare: absolut ingenting. Gå i stedet ud og lev dit liv.

Kierkegaard installerer nærmset et radikalt korrektiv til forestillingen om at selvet skal styres. Et syret selv er et falskt selv.

Indlæggende var gode (og nogle mindre gode) - debatten fik først kraft til sidst. (Er det ikke sådan hver gang?) Emnet er vigtigt og relevant. Corporate trænger til dannelse. Kierkegaard kan helt klart løfte dannelsesniveauet i organsiationerne. Men spørgsmålet er om corporate kan gå hele vejen ud i dannelsen. Jeg vil give Matias (første (og bedste) oplæg) ret i at der må vise sig en grænse mellem menneskets eksistentielle projekt og arbejdslivet/erhvervslivet. Corporate kan ikke overtage eksistentialiteten uden derved at kompromitere kapitalens logikker. Opgaven bliver derfor at undersøge (og udvikle) sameksistensen mellem dannelse og organisation. For noget kan de to sammen - selvom de ikke kan overtage hinanden. Skiller man dem ad - dør de begge!

Udbytte:

• Måske er det teologien der skal på banen her. Du kan ikke med viljen (filosofien) alene elske dig selv. Der skal noget mere til. Troen (teologien) kan etablere dette selvforhold. Er der alternativer?
• Tør du være menneske på arbejde, og ikke kun medarbejder? Må du? Det at være mere end en medarbejder, er kun noget den enkelte kan tage på sig.

Selvledelse på kinesisk (we are so fu****!)

Det er blandt andet globaliseringen, der presser os ud i mere selvledelse.
Erhvervsliv og samfund skriger efter mere produktivitet. 'Ellers kommer kineserne og tar' os' lyder tidens narrativ.
Men så er det godt at vi i nord kan selvledelse. For selvledelse er originalt, kreativt, innovativt og entreprenant. Med selvledelse kan vi stå imod. Med selvledelse kan vi sikre en høj produktivitet (gennem engagement) og dermed bevare virksomhederne, arbejdspladerne og velfærdssamfundet.
NOT! For nu er selvledelse kommet til Kina.
Habitudes -The Art of Self-leadership af Tim Elmore.
Vi er så meget på spanden!

Meningen med arbejdet

"We work to become, not to acquire!" Elbert Hubbard

Der er meget på spil

"Den største trussel mod menneskeheden er måske ikke atomvåbnene, den økologiske krise eller udsultningen af den tredje verden, men kvælningen af vilje, lyst, mod og handleevne, som den ofte sker gennem 'opdragelse' i uddannelsesinstitutionerne, gennem lønarbejdet og i organisationerne".
Seminarlektor Erik Sigsgaard i Hans Fink, Modet i midten, Philosophia - årg 24. 1995, 3-4 Dyder og Laster, s.7.

Spørgsmålet er om selvledelse er bøddel eller offer her? Betegner selvledelse mest af alt selvets disciplinering, selvets kapitulation til organisationerne invaderende logikker? Selvets kvælning! Eller - er det i virkeligheden det modsatte der sker, når vi selvleder - nemlig at en uregerlig og autonom kraft i mennekset sætter sig igennem overfor de strukturelle og organisatioriske regimer. Sidstnævnte er således en løsning på Sigsgaards problem.

Betyde selvledelse: ledelse over selvet, eller selvet over ledelse? Udtrykker selvledelse mest af alt en opdragelse eller en spontanitet? Eller - er det muligt at bestemme selvledelse som balancepunktet mellem netop disse to?

Vita activa - 1.0 og 2.0

Livsfilosof Mogens Pahuus skelner mellem to slags vita activa (aktiv livsførelse). I den første - som jeg vil kategorisere som værende lavere - har man greb om og behærsker sig selv, og  i den anden - den højere - er man aktiv på en eksistentiel måde 'ud fra selvet i os':

Vita activa 1.0:
Man har greb om og behersker sig selv når man tager (arbejds)situationen op, klarer de udfordringer, den stiller, tager sig af de opgaver, man har, målrettet søger at virkeliggøre sine ønsker eller rutinemæssigt tager sig af, hvad man har at sørge for. Da betjener man sig af en kraft og en formåen, som man disponere over, og det vil sige at man greb om og behersker sig selv.

Vita activa 2.0:
Men vi er også aktive på en anden måde. Vi kan være aktive ud fra en kraft, som vi ikke disponere over, men som er en kraft, der gør os åbne for og optaget af verden og de andre, som gør, at vi betages, fængsles, optages af noget, om som gør os virksomme på en involveret måde. Når vi på denne vis ikke anstrengt og viljesmæssigt og med greb om os selv bemestre en situation, men bliver ført ud til tingene og tilegner os dem i en uanstrengt åbenhed, optagethed og involverethed, er vi til ud fra selvet i os. Thi det er når man er til i en fri og utvungen livsudfoldelse, at man kan siges at være sig selv.

"Disse to former for virksomhed" - skriver Pahuus videre - "jegets målrettede eller rutinemæssige situationsbemestring og selvets frie og utvungen livsudfoldelse - korrespondere med to former for livsstemning: hverdagsfølelsen og livsfølelsen".

Jeg tænker:
Igennem industrisamfundet har vi været særdeles gode til at opdyrke vita activa 1.0. Nu skal vi til at leve af vita activa 2.0. Det er en ganske anden opgave. Der skal læres og aflæres.
Der er dog ikke tale om et enten/eller. Pahuus har ret i, at de to former knytter sig til to sideløbende livsstemninger: 1) hverdagen, behovsstilfredsstillelse, overlevelse, og 2) livet, betydning, opfyldelse. Disse to er samtidige idet mennesket både er krop og ånd (støv og ånd ifølge Grundtvig).

Det er mulighedsforbindelserne mellem disse to livsstemninger jeg er særlig interesseret i. Hvordan hænger de sammen? Hvor skilles de? Hvad vil det egentlig sige at være virksom 2.0 i arbejdslivet?

Citat er delvist parafraceret. Pahuus, Mogens. Det gode liv - Indføring i livsfilosofien. Gyldendahl 1998 s.31-32. Se også Pahuus, Ludvig Feilberg, i Eksistens og livsfilosofi, Gyldendal 2002, s.140-141.
(Meget mere Pahuus 'to come' på denne blog.)

Kierkegaard som coach!

"Når man læser Kierkegaard virker det ikke helt så enkelt som når man læser Sofia Manning." Livet altså ;)

En venlig formulering af Pia Søltoft i den særdeles udemærkede artikel: Kierkegaard som coach. Erhvervspsykologi. 2008 Vol. 6, nr. 1 (2008) s. 10

Harmoni og balance er modsætninger!

Det generer mig at harmoni og balance ofte nævnes i flæng som udtryk for det samme. For mig at se er der tale om to modsætninger. Hvor harmonien er fredfyldt er balancen urolig. Harmoni er en tilstand, balance er en vedvarende anstrængelse.

Egentlig tror jeg ikke på harmoni. Ihvertfald ikke som fravær af spænding, konflikt og modstand. Livet er ikke harmonisk og derfor kan det ikke være et mål for mennesket at finde ind til en harmoni. Det bliver let til eskapisme. Døden er fred, men det er jo ikke den form for fred vi ønske. En japansk have kan være harmonisk men ikke et sandt menneske.

Hvis vi endelig skal tale om et harmonisk menneske, så må det ikke være i betydningen fravær af det uharmoniske, men kun i betydningen overvindelse af det uharmoniske. - Dette er hvad jeg forstår som balance. At man kan indoptage noget modstridende i sig, og stadig eksitere og virke.

Livet er balancekunst. Der er ikke noget endegyldigt rigtigt svar, der findes ikke en rigtig etik, der findes ikke en ubetinget mening. Det er hele tiden en konstant afvejelser af muligheder. Der findes aldrig kun én fremtid, men altid et hav af mulige fremtidsscenarier. Det handler om at kunne stå åbent overfor livet. Det handler om balance, om dømmekraft, om risikovillighed, om dialog, om nysgerrighed, om vilje....

Denne forskel mellem balance og harmoni udtrykker for mig kerneforskellen mellem kristendom og især de østlige religioner som buddhisme, taoisme og konfucianisme.

ethix: Lord Griffith om CSR

Han er bl.a. vise-præsident for Goldman Sachs International og skriver bl.a. om kristne værdier og menneskesyn. Et meget spændende menneske som jeg fik lejlighed til at lytte til på St. Gallen Symposium 2010 fornyelig i Schweiz. Ham vil jeg bestemt holde øje med.

Hør Lord Griffith fortælle om betydningen af meningsfulde værdier i organisationer

Lydklip provided by ethix

Aktionsfilosofi

Måske er jeg aktionsfilosof? Det er ihvertfald et fedt ord. Fede ord skal man samle på. Stødte på ordet hos: Gravitations.org.

Livsfilosofisk selvledelse: Syv ualmindelige bud på meningsfuld selvledelse

Jeg har lagt et lille skriv ud med 7 bud på hvordan man skal lede sig selv.
Download her: Sådan skal du lede dig selv!
Læs online her: Sådan skal du lede dig selv!

Aperitif:
Selvledelse beskrives ofte som medarbejderens evne til selv at nå frem til de beslutninger, som chefen ellers ville være nået frem til. Men en sådan selvledelsesforståelse er alt for overfladisk og egentlig uambitiøs i forhold til det potentiale, som selvledelsesbegrebet rummer. God selvledelse skal ikke være en kopi af traditionel ledelse, men derimod være en ny ledelsesfilosofi, der tilfører organisationen en autentisk, klogere og mere skabende ledelseskompetence. Derfor er det først og fremmest sig selv og ikke chefen, som den gode selvleder skal kende godt. Noget af den rå menneskelighed, som man i det gamle industrisamfund skulle aflægge sig ved indgang til fabrikken for at være produktiv, er i dag netop det materiale, der skal kapitaliseres på i vidensøkonomien. Den gode medarbejder er derfor én, der insisterer på, at være menneske først, før han eller hun er medarbejder. Den gode selvleder anerkender, at det dybest set ikke er selvet, men livet i os, der leder os.

De syv livsfilosofiske bud på selvledelse:
1. Kig ud af dit vindue! – find det overskud i livet, der kommer af sig selv
2. Glem dig selv! – glem Maslow. Selvledelse handler ikke om selvets realisering.
3. Gå mere i biografen! – det er et simpelt spørgsmål om dannelse.
4. Giv dig selv til dit arbejde! – selvledelse kan ikke gøres halvhjertet. Det koster dig alt.
5. Bryd reglerne! – Det handler om at finde plads til en revolutionær modstand.
6. Du skal tro! – viden er godt, men ikke nok.
7. Lær at leve med det! – selvledelse er en livslang kamp. En evig anstrengelse.

Du bliver syg af ikke at forholde dig til dig selv...

God kronik i Kristeligt Dagblad den 12.maj 2010 af Cand.mag. Louise Crandal om mediernes narrative overfladiskehed og om denens forbindelse til angst, depression og misbrug.  En eksistentiel-filosofisk kritik af kommunikationssamfundets overfladiskhed. God Kierkegaard læsning. Et par klip fra kronikken:

"Det at være et menneske i kierkegaardsk forstand består i at blive et menneske, hvilket kræver, at man tør se sig selv i øjnene og tage ansvaret for både det positive og negative i én selv, samt at man prioriterer en sådan venden sig indad."

"Det er dog muligt at læse Kierkegaard uden at skulle forholde sig til den kristne Gud ... idet den guddommelige dimension kan tolkes som en erfaring af det guddommelige.
DENNE ERFARING består i, at mennesket for et øjeblik møder det evige, hvor nærværet bliver så stort, at tiden står stille, og en anden dimension manifesterer sig. I dette nærvær får mennesket kontakt til det evige, inderligheden eller ganske enkelt sin egen personlighed, og det er det, der er meningen med livet. For et øjeblik at være helt nærværende, vågen og bevidst uden at spejle sig i andet eller andre end sig selv."

(Nyhedsmedier er en trussel mod mennesket)

Det pædagogiske paradoks

Der er en grundspænding i selvledelsesbegrebet, som er meget lig det såkaldte pædagogiske paradoks. Det lyder som følger:

Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?

Perverterede selvledelsesformer:

• Du skal lede dig selv, fordi jeg siger det!
• Hvordan synes du jeg skal lede mig selv?
• General: Demokrati, træd an!

Læs mere i Det pædagogiske paradoks af  Alexander von Oettingen (2001) Forlaget KLIM. Se også Immanuel Kant Om pædagogik (2000) KLIM.

Coach dig selv, og få hjernen med...

Ny bog af hjerneforsker Kjeld Fredens og sociolog og coach Anette Prehn. Se interview om selvledelse med Anette Prehn på BørsenTV.

En spændende og brugbar bog, der flytter coachingen ind i selvforholdet, hvor det retteligt hører hjemme. Bogen udfolder kompleksiteten i selvforholdet og peger på en række intrapersonelle selvnormativiteter. Der findes ikke bare én dirigent inde i dig, der til syvende og sidst bestemmer det hele. Det normative selvforhold er særdeles flertydigt.

(Kom til at tænke på Lars Von Triers film Direktøren for det hele. Chefen for det hele findes ikke. Således også i selvforholdet.)

Selvledelse handler om at kunne planlægge, gennemføre og udvikle sit arbejde med virksomhedens mål og værdier for øje, siger Anette Prehn i interviewet, hvor hun også taler om uheldige selvledelsesvaner.

Hun har meget ret i at selvledelse ikke bare er en løsning, men meget vel kan blive et problem. Man kan lede sig selv på en uheldig og skadelig måde. Jeg mener dog at denne problematik ikke er ordentligt gennemtænkt ift. ovenstående selvledelsesdefinition. Jeg mere skadesvirkningen er en direkte konsekvens af ovenstående definition, hvor det egentligt bare handler om for selvet at overtage organisationens mål og værdier på en så vellykket måde som muligt. Fraværende i denne definition er det jeg forstår som selvets intransitivitet. Hvorfor nævnes ikke at organisationen også overtager noget af selvets værdier, autonomi, skabelse, spontanitet, vilkårlighed og eksistentialitet?

Vi må finde en selvledelsesdefinition der på en ordentligt og gennemtænkt måde forholder sig til både selvets intransitivitet (at det ikke til for noget) og organsationens transitivitet (at det er til for noget). Vi må finde en selvledelse hvor det ikke bare er organisationens logikker, der invadere selvet, men hvor det også er selvets logikker der invadere organisationen. At lede sig selv handler ikke kun om at forholde sig til sin gøren, men også til sin væren!

Prehn og Fredens har ret i at vi kan være ualmindelige hårde ved os selv og at vi skal være på vagt overfor denne ekstreme selvkritiske (og selvfordømmende) selvledelse. Grundsætningen i selvledelse er det positive selvforhold. God selvledelse starter med at vi elsker og tilgiver os selv!

Selvledelse handler om dannelse

Dette er efterhånden blevet et af mine helt centrale antagelser/opdagelser. Men hvad er dannelse egentligt? Handler det om at kunne tilpasse og indordne sig i fællesskabet eller handler det om personlig frihed. Min tese er at det hverken er det ene eller andet i rendyrket form, men en kombination af begge. Og jeg tror at jeg har denne tese fra kristendommen. Kristendom kan tolkes som en særlig livsfilosofi, der på én gang fritstiller mennesket og samtidig undertvinger det. Det undertvinger det et moralsk imperativ, og det fritstiller det i forhold til alle øvrige magtformer.

Kristendom peger på at det centrale paradigme for mennesket hverken er orden eller frihed men livet selv. I Harbsmeier og Iversens Praktisk Teologi, ANIS, 2005 s.440 skriver Harbsmeier om den kristne dannelse som en mellemvej, en tredje ved. Det er ikke New Labor men fra den tyske dannelsestænker K.E.Nipkow:

"Nipkow vil overvinde dette så at sige permanente og ofter ret ufrugtbare alternativ [den gamle strid om lærer- eller elevstyret pædagogik] med det han kalder den "tredje vej", hvor ikke orden eller frihed, men livet er det centrale pardigme. Dannelse er hverken opdragelse til orden eller emancipation til frihed, men livsledsagelse (Lebensbegleitung). Dette paradigme skal overvinde den lidt ufrugbare og sterile debat mellem "højreorienterede og vendtreorienterede slagord", "Livet" er jo kendetegnet ved, at mennesker forener to modstriende behov i sig, behovet for tryghed " og behovet for frihed. Dannelsens opgave er at forene disse to.

Han havde vist fat i den lange ende ham Nipkow.

Der er penge i Corporate Humaiora

Spændnede blog-indlæg af professor Anders Drejer om humaiora i corporate. Motiverende læsning for alle corporate humanister.

Corporate er simpelthen ved at forstå hvad et menneske er, og det lover godt for fremtidens arbejde. Og det lover selvfølelig godt for humanisterne.

Psykologerne har forlængst fundet ud af, at der er noget der hedder organisationspsykologi. Filosofferner er kun lige begydt udi organisationsfilosofi. Organisations-teologien er dog stadig noget, der lader vente på sig!

Motiverende læsning.... omend jeg som teolog - og derfor ikke rigtig humanist - stadig kan have svært ved præcist at formulere min humanistiske kompetence endsige bringe den i anvendelse. - Men jeg er ret fortrøstningsfuld med at det nok skal lykkedes en dag.

Læs mere i 'Humaniora - Erhvervslivets nye grundstof' Academica 2009. En spændende bog med en ny og innovativ idé. Jeg fik lov at bidrage sammen med min fremsynede HR-chef.

Nåde eller selvudvikling

Det (sen)moderne menneske udspiller en kamp MOD tilværelsen. Dette viser sig bla i dets konstante selvreference. Det vil selv skabe sit liv. Det har undelagt sig en narrativ hvor problemet eksternaliseres. Selvet ses ikke som en del af problemet, men kun som en del af løsningen. Dette mener jeg er en selvforførelse.

I sin korte tekst 'Augustin und der Protestantismus' (1930) skriver Hannah Arendt: 'Begrebet om nåde blev fuldstændig afløst af begrebet om autonom selvudvikling'.

Noget af det samme er Lord Griffihts (næstformand i Goldman Sachs International, London) inde på adspurgt om kapitalismens fremtid:

"The human person is absolutely central to economic life and certainly capitalism. St. Augustine talked not of self-interest, but of self-love, how we are made and feel, wanting the best for those around you. I think the future of capitalism depends on that concept of the human person in terms of service to the world. Bill Gates hits on something which is really very profound. It is about how we elevate the human person to be the heart of economic life so that the capitalist system can serve people. It comes down ultimately to the quality of business leaders and entrepreneurs, of the kind of corporate cultures they create and of seeing what they do in terms of service as well as profits."

Se hele interviewet med Lord Griffihts i magsinet Ethix.